Krise i det lille hjem

Puh et par hårde uger... Fandt d. 23.12 ud af at jeg var gravid, trods mini piller. Jeg havde have blødning hver måned, og var derfor 13 uger henne, da jeg opdagede det. Min kærestes første respons var, at så måtte vi søge en sen abort, da han ikke vil kunne være der for vores 2 andre børn, hvis vi skulle have et barn mere jeg troede at det var en umiddelbar reaktion, og at han selfølgelig ikke mente det..... Jeg blev klogere. Han, da jeg kom hjem fra hospitalet, gjorde mig klart, at han mente hvad han sagde og truede ellers med at tage livet af sig, for han skal Ikke have flere børn. (Dette undskyldte han senere samme aften) jeg følte, at jeg ikke havde andet valg, en at følge hans ønske, da jeg jo ellers ville ødelægge hans og vores andre børns liv, så jeg gik med til at søge - mod min vilje. 

Igår fik vi så svaret, at jeg var godkendt og at vi idag havde fået en tid på hospitalet til en abort. (Er idag 16+1)

det korte af det lange er, at vi kørte hele vejen op til hospitalet, hvor jeg desperat forsøgte at tale min sag, og tre gange på den tur, sagde han, at ikke følte, at han kunne trække det ned over hovedet på mig. Alligevel trak han i land hver gang, og sagde at han ikke kunne få et barn nu. Det endte med, at hospitalet bad os gå en tur og få talt det igennem, da de kunne se jeg var i tvivl - det tog 2,5 time, hvor vi blev ved at snakke frem og tilbage, og til sidst meddelte jeg ham, at jeg ikke kunne gennemføre aborten. Nu er han så, forståeligt nok, sur og tvær og taler tillidsbrud og skilsmisse og meget andet. Puh for en dag - men for første gang i dette forhold, stod jeg op for min ret og sagde fra!!

Oj, en hård omgang!!! Kæmpe krammer til dig! Håber I finder ud af det alt sammen.

Må man spørge med hvilken begrundelse I fik tilladelse til abort så sent?

Mumto3 skriver:

Oj, en hård omgang!!! Kæmpe krammer til dig! Håber I finder ud af det alt sammen.

Må man spørge med hvilken begrundelse I fik tilladelse til abort så sent?

Takker  fordi, at jeg til samtalen med socialrådgiveren, smurte tykt på, som "jeg havde aftalt med ham" og af en eller anden grund, fik hende overbevist om, at jeg slet ikke kunne klare tre børn som alenemor. Jeg ved sgu egentlig ikke hvorfor jeg sagde det som det var derinde, men var nok bange for, hvor meget af den samtale, der ville blive refereret til i begrundelsen, hvis det blev et afslag 

Anonym skriver:

Takker  fordi, at jeg til samtalen med socialrådgiveren, smurte tykt på, som "jeg havde aftalt med ham" og af en eller anden grund, fik hende overbevist om, at jeg slet ikke kunne klare tre børn som alenemor. Jeg ved sgu egentlig ikke hvorfor jeg sagde det som det var derinde, men var nok bange for, hvor meget af den samtale, der ville blive refereret til i begrundelsen, hvis det blev et afslag 

Det burde simpelthen være ulovligt med den begrundelse, barnet ville kunne bortadopteres i stedet.

Derudover håber jeg bestemt, at I skal have tilsyn, når nu problemerne er så alvorlige, at hjemmet ikke kan bære en graviditet, men jeg frygter dog desværre, at der ikke bliver lavet en indberetning.

Det er en uheldig situation, men for børnenes skyld håber jeg, at I begge finder noget psykisk stabilitet frem og kommer igennem det.

Rockertand skriver:

Det burde simpelthen være ulovligt med den begrundelse, barnet ville kunne bortadopteres i stedet.

Derudover håber jeg bestemt, at I skal have tilsyn, når nu problemerne er så alvorlige, at hjemmet ikke kan bære en graviditet, men jeg frygter dog desværre, at der ikke bliver lavet en indberetning.

Det er en uheldig situation, men for børnenes skyld håber jeg, at I begge finder noget psykisk stabilitet frem og kommer igennem det.

Tak for dit svar, men jeg ville være ked af, at skulle dømmes omkring hvor vidt vi skal have tilsyn, ud fra de forholdsvis få linier der er skrevet hér. Hvad vil du mene, at tilsynet skulle gavne??

Anonym skriver:

Tak for dit svar, men jeg ville være ked af, at skulle dømmes omkring hvor vidt vi skal have tilsyn, ud fra de forholdsvis få linier der er skrevet hér. Hvad vil du mene, at tilsynet skulle gavne??

Som jeg læser det, har du givet udtryk for, at jeres samliv ville gå i stykker, hvis du fuldførte, og at du så skulle være alenemor, du har smurt "tykt" på, så jeg går ud fra, at der er sagt mange andre ting, som ikke er nævnt her (og du behøver ikke at uddybe), men der er vel givet udtryk for et forhold, der ville vælte/udarte sig problematisk osv., måske er mandens psykiske ustabilitet omkring graviditeten nævnt (det er naturligt med et panikanfald i situationen, men hans reaktion er langt udover normalen, specielt selvmordstrusler, det er ekstremt), set udefra er der altså tale om et problematisk hjem, hvor samlivsformen er stærkt truet, og dermed er børnenes tarv sat i fare.

Anonym skriver:

Puh et par hårde uger... Fandt d. 23.12 ud af at jeg var gravid, trods mini piller. Jeg havde have blødning hver måned, og var derfor 13 uger henne, da jeg opdagede det. Min kærestes første respons var, at så måtte vi søge en sen abort, da han ikke vil kunne være der for vores 2 andre børn, hvis vi skulle have et barn mere jeg troede at det var en umiddelbar reaktion, og at han selfølgelig ikke mente det..... Jeg blev klogere. Han, da jeg kom hjem fra hospitalet, gjorde mig klart, at han mente hvad han sagde og truede ellers med at tage livet af sig, for han skal Ikke have flere børn. (Dette undskyldte han senere samme aften) jeg følte, at jeg ikke havde andet valg, en at følge hans ønske, da jeg jo ellers ville ødelægge hans og vores andre børns liv, så jeg gik med til at søge - mod min vilje. 

Igår fik vi så svaret, at jeg var godkendt og at vi idag havde fået en tid på hospitalet til en abort. (Er idag 16+1)

det korte af det lange er, at vi kørte hele vejen op til hospitalet, hvor jeg desperat forsøgte at tale min sag, og tre gange på den tur, sagde han, at ikke følte, at han kunne trække det ned over hovedet på mig. Alligevel trak han i land hver gang, og sagde at han ikke kunne få et barn nu. Det endte med, at hospitalet bad os gå en tur og få talt det igennem, da de kunne se jeg var i tvivl - det tog 2,5 time, hvor vi blev ved at snakke frem og tilbage, og til sidst meddelte jeg ham, at jeg ikke kunne gennemføre aborten. Nu er han så, forståeligt nok, sur og tvær og taler tillidsbrud og skilsmisse og meget andet. Puh for en dag - men for første gang i dette forhold, stod jeg op for min ret og sagde fra!!

Puha - Kæmpe krammer til dig

Hvor er du sej, at følge din mavefornemmelse om det så må bære eller briste. Er du klar til konsekvenserne, i væreste fald et brud mellem din mand og dig? 

Måske han har haft alt rigeligt i 2 børn og slet ikke kan overskue et 3. Hvor gamle er jeres børn og hvor længe har I været sammen (blot nysgerrig) 

Havde I aftalt at I ikke skulle have flere børn eller blot ikke nu? 

 hvor er du sej

Rockertand skriver:

Som jeg læser det, har du givet udtryk for, at jeres samliv ville gå i stykker, hvis du fuldførte, og at du så skulle være alenemor, du har smurt "tykt" på, så jeg går ud fra, at der er sagt mange andre ting, som ikke er nævnt her (og du behøver ikke at uddybe), men der er vel givet udtryk for et forhold, der ville vælte/udarte sig problematisk osv., måske er mandens psykiske ustabilitet omkring graviditeten nævnt (det er naturligt med et panikanfald i situationen, men hans reaktion er langt udover normalen, specielt selvmordstrusler, det er ekstremt), set udefra er der altså tale om et problematisk hjem, hvor samlivsformen er stærkt truet, og dermed er børnenes tarv sat i fare.

Denn eneste grund til, at jeg sagde at jeg ikke ville kunne klare det, var at det var hvad han havde bedt mig sige. Jeg var fuldkommen i chok over, at der blev givet tilladelse på baggrund af den samtale, (nævnte intet om de trusler, da de var sagt i affekt). Nåh men det er selfølgelig også svært at danne sig et indtryk, når jeg ikke har skrevet mere end jeg har i mit indlæg, men børnene både trives og er meget trygge og tilfredse, og det bliver der ikke lavet om på 

Mulle0802 skriver:

Puha - Kæmpe krammer til dig

Hvor er du sej, at følge din mavefornemmelse om det så må bære eller briste. Er du klar til konsekvenserne, i væreste fald et brud mellem din mand og dig? 

Måske han har haft alt rigeligt i 2 børn og slet ikke kan overskue et 3. Hvor gamle er jeres børn og hvor længe har I været sammen (blot nysgerrig) 

Havde I aftalt at I ikke skulle have flere børn eller blot ikke nu? 

 

 

Tak  vi har været sammen i 7 år og de er hhv. 4,5 og 1,5 år - og der er ingen tvivl om at det bliver sindssygt hårdt - problemet er bare for mig, at de 12 uger er gået og jeg synes hverken at jeg kan stå inde for en sen-abort eller gennemleve den - når barnet er raskt