Anonym skriver:
Shit, det hele går op i hat og briller herhjemme pt., og jeg går snart ud af mit gode skind. Ja, jeg tror faktisk jeg står i et mindre nervesammenbrud lige for tiden 
Jeg har været presset og stresset mega længe, og tror bare jeg er knækket nu. Nu hvor min kæreste endelig har ferie, og jeg har masser af hjælp fra ham herhjemme.
Jeg trænger bare til ferie! Jeg har ferie, men jeg trænger til ferie fra min familie. Jeg ved godt at "det må man ikke sige", og hvert sekund med ens børn og partner skal være denne rosenrøde drømmeverden, hvor man bare nyder det og ikke kan få nok. Men sådan har jeg det bare ikke lige nu!
Efter en lang periode hvor min kæreste har været minimalt hjemme pga. arbejde, er begge børn på 3 og 1,5 år voldsomt morsyge. VOLDSOMT! Jeg føler mig kvalt, klaustrofobisk efterhånden, for jeg er hamrende introvert og også meget sensitiv, så jeg har brug for at få luft og tid til mig selv med hyppige mellemrum for ikke at blive overstimuleret, og for at jeg kan lade op.
Men jeg kan ikke en gang gå på WC alene! Så kommer min datter løbende, og hvis jeg siger fra og ikke vil have hun kommer ind, kan jeg i stedet blive overstimuleret af lyden af min datter, der skriger højlydt i hysteri på den anden side af døren. Det er det samme show, hvis jeg lige skal ovenpå og hente noget, og der vitterligt er tale om, at jeg er væk i fucking 30 sekunder! Begge børn går helt i baglås og skriger op og forlanger at komme med.
Når det er mig, der skal sove længe om morgenen, har vi først kampen om at få børnene til at acceptere, at de skal nedenunder med far, og derefter kan jeg så blive vækket hver 10. minut, fordi jeg sover så let, og hele tiden kan høre et barn hyle "MOAR MOAR! JEG VIL OP TIL MOAR!!!"
Nætterne er rædsomme. Lige pt. er vores 3-årige umulig at putte efter det er gået som en leg virkelig længe. Hun NÆGTER at blive i sengen, hun NÆGTER at sove, så det er en 2 timer lang konflikt, hvor vi dels skal fokusere på at være kærlige, tålmodige og bestemte, men selvfølgelig selv bliver mere og mere pressede efterhånden som hun bliver mere og mere hys og vækker vores mindste, hvis vi er så heldige han er faldet i søvn. Hvis så bare hun ville blive stille og roligt i sengen indtil hun sov, men nej. Og hun vil ikke være alene.
Så er der vores søn som er kommet ind i en fase, hvor han ikke vil sove alene heller. Så dels skal vi være der til han sover, det er hvad det er. Men så vågner han skrigende om natten måske 5-6 gange, hvor det så tager 30-60 minutter at få ham til at sove igen. Og det typiske? Han vil kun have MOR. Hvis far går ind, kører han op i det felt hvor hundene kun kan høre ham nærmest, vækker vores datter, og så har vi balladen. Så jeg får ingen nattesøvn. Selv når vi tager kampen op og det er far der tager kampen, så kan jeg ikke sove. SOver så dårligt og vågner ved det mindste, så kan ikke sove, når han er helt hysterisk. Min kæreste kan derimod sove fra alt, det heldige svin 
Vi har forsøgt at putte ham i vores seng, der kan han ikke falde til ro, men ligger bare vågen i flere timer, mosler rundt, sætter sig op, snakker, pjatter, det dur simpelthen ikke. Til nøds kan vi få ham til at samsove med os i vores datters juniorseng (hun sover inde i vores seng pt), men det er selvsagt ikke specielt komfortabelt, og så sker der jo så det, at vores datter gerne vågner og opdager mor er væk, og så har vi balladen.
De er hamrende jaloux, når det kommer til mig pt. De kan lege sammen i timevis og elsker hinanden og har det sjovt sammen. Men hvis en af dem kommer op til mig, så har vi straks skrig fra den anden, og hvis så jeg bytter om, er det den anden der skriger, og de klamrer sig til mine ben. Klaustrofobisk? Ja, meget!! Og det er ikke sådan med far, og de kan ikke overtales til at den der ikke lige er hos mig, kommer op til far.
Og så er der de generelle konflikter dagen igennem pga. 2 børn i simultan selvstændighedsalder.
Jeg er udkørt, og ferien måtte helst gerne stoppe i dag, for jeg kan simpelthen ikke mere. Jeg har sådan en lyst til bare at smække med døren, sige "op i røven, nu må i klare jer uden mig et par uger", men det gør jeg selvfølgelig ikke.
Igennem det her er det super vigtigt at nævne at:
- Vi sørger for at give dem alenetid hver især med os forældre
- Far er en GOD far, han er sjov, kærlig, god til at lege. Det er ikke hans indsats der fejler noget eller gør, at ungerne bare vil have mig
- Jeg synes generelt vi gør meget for at imødekomme deres tryghedsbehov
Hvad kan vi gøre mere? For jeg er slidt helt ned, jeg kan bare ikke mere nu. Hvis der så i det mindste var nattero kunne det være, at jeg kunne undgå et sammenbrud!
Er der nogle bedsteforældre eller lignende? Hvordan ville det fungere hvis ungerne kom på miniferie?
