Hat og briller! Hjælp!

Shit, det hele går op i hat og briller herhjemme pt., og jeg går snart ud af mit gode skind. Ja, jeg tror faktisk jeg står i et mindre nervesammenbrud lige for tiden Jeg har været presset og stresset mega længe, og tror bare jeg er knækket nu. Nu hvor min kæreste endelig har ferie, og jeg har masser af hjælp fra ham herhjemme.

Jeg trænger bare til ferie! Jeg  har ferie, men jeg trænger til ferie fra min familie. Jeg ved godt at "det må man ikke sige", og hvert sekund med ens børn og partner skal være denne rosenrøde drømmeverden, hvor man bare nyder det og ikke kan få nok. Men sådan har jeg det bare ikke lige nu!

Efter en lang periode hvor min kæreste har været minimalt hjemme pga. arbejde, er begge børn på 3 og 1,5 år voldsomt morsyge. VOLDSOMT! Jeg føler mig kvalt, klaustrofobisk efterhånden, for jeg er hamrende introvert og også meget sensitiv, så jeg har brug for at få luft og tid til mig selv med hyppige mellemrum for ikke at blive overstimuleret, og for at jeg kan lade op.

Men jeg kan ikke en gang gå på WC alene! Så kommer min datter løbende, og hvis jeg siger fra og ikke vil have hun kommer ind, kan jeg i stedet blive overstimuleret af lyden af min datter, der skriger højlydt i hysteri på den anden side af døren. Det er det samme show, hvis jeg lige skal ovenpå og hente noget, og der vitterligt er tale om, at jeg er væk i fucking 30 sekunder! Begge børn går helt i baglås og skriger op og forlanger at komme med.

Når det er mig, der skal sove længe om morgenen, har vi først kampen om at få børnene til at acceptere, at de skal nedenunder med far, og derefter kan jeg så blive vækket hver 10. minut, fordi jeg sover så let, og hele tiden kan høre et barn hyle "MOAR MOAR! JEG VIL OP TIL MOAR!!!"

Nætterne er rædsomme. Lige pt. er vores 3-årige umulig at putte efter det er gået som en leg virkelig længe. Hun NÆGTER at blive i sengen, hun NÆGTER at sove, så det er en 2 timer lang konflikt, hvor vi dels skal fokusere på at være kærlige, tålmodige og bestemte, men selvfølgelig selv bliver mere og mere pressede efterhånden som hun bliver mere og mere hys og vækker vores mindste, hvis vi er så heldige han er faldet i søvn. Hvis så bare hun ville blive stille og roligt i sengen indtil hun sov, men nej. Og hun vil ikke være alene. 

Så er der vores søn som er kommet ind i en fase, hvor han ikke vil sove alene heller. Så dels skal vi være der til han sover, det er hvad det er. Men så vågner han skrigende om natten måske 5-6 gange, hvor det så tager 30-60 minutter at få ham til at sove igen. Og det typiske? Han vil kun have MOR. Hvis far går ind, kører han op i det felt hvor hundene kun kan høre ham nærmest, vækker vores datter, og så har vi balladen. Så jeg får ingen nattesøvn. Selv når vi tager kampen op og det er far der tager kampen, så kan jeg ikke sove. SOver så dårligt og vågner ved det mindste, så kan ikke sove, når han er helt hysterisk. Min kæreste kan derimod sove fra alt, det heldige svin

Vi har forsøgt at putte ham i vores seng, der kan han ikke falde til ro, men ligger bare vågen i flere timer, mosler rundt, sætter sig op, snakker, pjatter, det dur simpelthen ikke. Til nøds kan vi få ham til at samsove med os i vores datters juniorseng (hun sover inde i vores seng pt), men det er selvsagt ikke specielt komfortabelt, og så sker der jo så det, at vores datter gerne vågner og opdager mor er væk, og så har vi balladen.

De er hamrende jaloux, når det kommer til mig pt. De kan lege sammen i timevis og elsker hinanden og har det sjovt sammen. Men hvis en af dem kommer op til mig, så har vi straks skrig fra den anden, og hvis så jeg bytter om, er det den anden der skriger, og de klamrer sig til mine ben. Klaustrofobisk? Ja, meget!! Og det er ikke sådan med far, og de kan ikke overtales til at den der ikke lige er hos mig, kommer op til far.

Og så er der de generelle konflikter dagen igennem pga. 2 børn i simultan selvstændighedsalder.

Jeg er udkørt, og ferien måtte helst gerne stoppe i dag, for jeg kan simpelthen ikke mere. Jeg har sådan en lyst til bare at smække med døren, sige "op i røven, nu må i klare jer uden mig et par uger", men det gør jeg selvfølgelig ikke.

Igennem det her er det super vigtigt at nævne at:

- Vi sørger for at give dem alenetid hver især med os forældre
- Far er en GOD far, han er sjov, kærlig, god til at lege. Det er ikke hans indsats der fejler noget eller gør, at ungerne bare vil have mig
- Jeg synes generelt vi gør meget for at imødekomme deres tryghedsbehov

Hvad kan vi gøre mere? For jeg er slidt helt ned, jeg kan bare ikke mere nu. Hvis der så i det mindste var nattero kunne det være, at jeg kunne undgå et sammenbrud!

Følger lige med her min datter er også total morsyg og kan heller ikk gøre noget som helst alene, og når vi så endelig siger at mor kører ned og handler og du bliver hos far, så er hun ked lige til jeg kommer hjem igen og så får jeg det total dårligt.

Gør det, ikke et par uger men en dag, tag en dag dig på hotel eller hos en veninde eller send far og ungerne i indendørs legeland så du kan få en pause og ro til at være dig 

Det har jeg også brug for en gang i mellem og helt seriøst det tror jeg alle har, vi har det her hjemme sådan og især nu hvor jeg ikke har det godt at man har lov at sige jeg har brug for en pause/et fri rum og så planlægger vi os ud af det

Man får ladt batterierne op så man er klar og frisk igen

Du finder en af de nærmeste weekender, siger til far at nu tager du på et hotel ALENE i 2-3 dage. Find et lækkert sted hvor du bare kan slappe af, gør noget godt for dig selv... det er vigtigt at man også husker sig selv så man  ikke pludselig går helt i baglås. Og det er ikke en skam at sige at ens familie bare går en på nerverne i perioder for det gør de altså... børn er skønne og vi elsker dem højere end noget andet, men de er også en stor mundfuld og det er vigtigt at mor og far også er i balance så det hele ikke pludselig vælter... børnene kan også mærke hvis mor er stresset og anspændt... 

Anonym skriver:

Shit, det hele går op i hat og briller herhjemme pt., og jeg går snart ud af mit gode skind. Ja, jeg tror faktisk jeg står i et mindre nervesammenbrud lige for tiden Jeg har været presset og stresset mega længe, og tror bare jeg er knækket nu. Nu hvor min kæreste endelig har ferie, og jeg har masser af hjælp fra ham herhjemme.

Jeg trænger bare til ferie! Jeg  har ferie, men jeg trænger til ferie fra min familie. Jeg ved godt at "det må man ikke sige", og hvert sekund med ens børn og partner skal være denne rosenrøde drømmeverden, hvor man bare nyder det og ikke kan få nok. Men sådan har jeg det bare ikke lige nu!

Efter en lang periode hvor min kæreste har været minimalt hjemme pga. arbejde, er begge børn på 3 og 1,5 år voldsomt morsyge. VOLDSOMT! Jeg føler mig kvalt, klaustrofobisk efterhånden, for jeg er hamrende introvert og også meget sensitiv, så jeg har brug for at få luft og tid til mig selv med hyppige mellemrum for ikke at blive overstimuleret, og for at jeg kan lade op.

Men jeg kan ikke en gang gå på WC alene! Så kommer min datter løbende, og hvis jeg siger fra og ikke vil have hun kommer ind, kan jeg i stedet blive overstimuleret af lyden af min datter, der skriger højlydt i hysteri på den anden side af døren. Det er det samme show, hvis jeg lige skal ovenpå og hente noget, og der vitterligt er tale om, at jeg er væk i fucking 30 sekunder! Begge børn går helt i baglås og skriger op og forlanger at komme med.

Når det er mig, der skal sove længe om morgenen, har vi først kampen om at få børnene til at acceptere, at de skal nedenunder med far, og derefter kan jeg så blive vækket hver 10. minut, fordi jeg sover så let, og hele tiden kan høre et barn hyle "MOAR MOAR! JEG VIL OP TIL MOAR!!!"

Nætterne er rædsomme. Lige pt. er vores 3-årige umulig at putte efter det er gået som en leg virkelig længe. Hun NÆGTER at blive i sengen, hun NÆGTER at sove, så det er en 2 timer lang konflikt, hvor vi dels skal fokusere på at være kærlige, tålmodige og bestemte, men selvfølgelig selv bliver mere og mere pressede efterhånden som hun bliver mere og mere hys og vækker vores mindste, hvis vi er så heldige han er faldet i søvn. Hvis så bare hun ville blive stille og roligt i sengen indtil hun sov, men nej. Og hun vil ikke være alene. 

Så er der vores søn som er kommet ind i en fase, hvor han ikke vil sove alene heller. Så dels skal vi være der til han sover, det er hvad det er. Men så vågner han skrigende om natten måske 5-6 gange, hvor det så tager 30-60 minutter at få ham til at sove igen. Og det typiske? Han vil kun have MOR. Hvis far går ind, kører han op i det felt hvor hundene kun kan høre ham nærmest, vækker vores datter, og så har vi balladen. Så jeg får ingen nattesøvn. Selv når vi tager kampen op og det er far der tager kampen, så kan jeg ikke sove. SOver så dårligt og vågner ved det mindste, så kan ikke sove, når han er helt hysterisk. Min kæreste kan derimod sove fra alt, det heldige svin

Vi har forsøgt at putte ham i vores seng, der kan han ikke falde til ro, men ligger bare vågen i flere timer, mosler rundt, sætter sig op, snakker, pjatter, det dur simpelthen ikke. Til nøds kan vi få ham til at samsove med os i vores datters juniorseng (hun sover inde i vores seng pt), men det er selvsagt ikke specielt komfortabelt, og så sker der jo så det, at vores datter gerne vågner og opdager mor er væk, og så har vi balladen.

De er hamrende jaloux, når det kommer til mig pt. De kan lege sammen i timevis og elsker hinanden og har det sjovt sammen. Men hvis en af dem kommer op til mig, så har vi straks skrig fra den anden, og hvis så jeg bytter om, er det den anden der skriger, og de klamrer sig til mine ben. Klaustrofobisk? Ja, meget!! Og det er ikke sådan med far, og de kan ikke overtales til at den der ikke lige er hos mig, kommer op til far.

Og så er der de generelle konflikter dagen igennem pga. 2 børn i simultan selvstændighedsalder.

Jeg er udkørt, og ferien måtte helst gerne stoppe i dag, for jeg kan simpelthen ikke mere. Jeg har sådan en lyst til bare at smække med døren, sige "op i røven, nu må i klare jer uden mig et par uger", men det gør jeg selvfølgelig ikke.

Igennem det her er det super vigtigt at nævne at:

- Vi sørger for at give dem alenetid hver især med os forældre
- Far er en GOD far, han er sjov, kærlig, god til at lege. Det er ikke hans indsats der fejler noget eller gør, at ungerne bare vil have mig
- Jeg synes generelt vi gør meget for at imødekomme deres tryghedsbehov

Hvad kan vi gøre mere? For jeg er slidt helt ned, jeg kan bare ikke mere nu. Hvis der så i det mindste var nattero kunne det være, at jeg kunne undgå et sammenbrud!

Er far nogen sinde alene med dem? Hvor du slet ikke er i huset?

Jeg tror at fordi far har været så meget væk, at de har vænnet sig til at det er dig, der er der, og når du så forsvinder, bliver de forvirret.

Jeg er sikker på at de elsker deres far, men de skal bare lige vænne sig til at han er der igen.

Jeg vil sige at I skal prøve at han tilbringer en dag sammen med dem. Det vil sikkert ikke gå godt i starten, men du har brug for ro, så du kan få kræfterne igen, ellers går du ned i den mørke kælder og det er ikke godt for nogen af jer.

Alenetid er mit råd. Hvordan du ønsker den alenetid er op til dig..

Og så lige et virtuelt kram herfra 

Jeg kan godt forstå at du føler dig drænet, men omvendt så tænker jeg også at det lyder ganske normale vilkår for en børnefamilie med børn der er så små. Du og din mand bliver nødt til at tale sammen om hvordan han kan være mere hjemme, det kan godt være at det ikke ændre på børnens adfærd med det første, men så kan han måske aflaste på andre områder?

Jeg kan godt forstå du trænger til en nats søvn , men omvendt så tænker jeg også at det er en fase børnene skal igennem, og det er en fase de skal støttes i. Hensynet bør altid ligge hos børnene, ikke de voksne. Og børnene har brug for dig! 

Mom skriver:

Jeg kan godt forstå at du føler dig drænet, men omvendt så tænker jeg også at det lyder ganske normale vilkår for en børnefamilie med børn der er så små. Du og din mand bliver nødt til at tale sammen om hvordan han kan være mere hjemme, det kan godt være at det ikke ændre på børnens adfærd med det første, men så kan han måske aflaste på andre områder?

Jeg kan godt forstå du trænger til en nats søvn , men omvendt så tænker jeg også at det er en fase børnene skal igennem, og det er en fase de skal støttes i. Hensynet bør altid ligge hos børnene, ikke de voksne. Og børnene har brug for dig! 

Jeg vil da netop mene vi tager hensyn, det er jo derfor jeg er så nedslidt. Vi forsøger jo ikke at tvinge vores søn til at sove alene osv, men strækker os tvært imod fuldstændig for at imødekomme deres behov. Men derfor er der jo stadig stor forskel på hvordan vi mennesker er sammensat psykisk. Nogen er måske meget robuste og tager den slags med oprejst pande. Andre mennesker er mere skrøbelige og når grænsen for hvad de kan rumme tidligere. Det betyder jo ikke, at man ikke alligevel Gør det bedste for børnene... det Gør jeg. Hver dag. Det er en af grundene til jeg har det sådan nu. ..

Træk stikket ud, gå en lang tur alene, gå i butikker eller hvad du har lyst til - nu hvor farmand er hjemme er det en mulighed at have en time hver dag for dig selv - ja det kan så ikke være der hjemme, ja det kan ikke være i sengen og få søvn, men det kan være noget andet. Har du brug for ro, ja så kan det være en time på biblioteket med et blad/bog, en lang gåtur uden lyd eller... 

Det du beskriver at vist familielivets glæder, og dem kan man sagtens få for meget af selvom man elsker sin familie. Vi har alle brug for at trække stikket en gang imellem, og nu har du muligheden.

Jeg syntes du skal tage på en forlænget weekend til et dejligt sted, kun dig 

Monica