Vivienne skriver:
Hej piger,
Ja, jeg blev så traumatiseret af min oplevelse, at jeg helt glemte at opdatere jer som lovet.
Vi kom til øjenlægen, og han fik dråberne, som udvidede hans pupiller. Han tog det meget pænt, blev lidt nervøs, men mor og moster var der, så han følte sig tryg.
Da vi endeligt kom ind til øjenlægen, begyndte han at skrige og slå ud. Han brød sig slet ikke om det lys han fik i øjnene. Øjenlægen måtte efter en hård kamp give op, og ville have os til at tage på sygehuset, hvor han får bedøvet øjnene og bla bla... What the F...???? Jeg hørte kun "bedøvet øjnene" og så brød jeg sammen. Så sagde øjenlægen til mig "Dette er noget, som børn kan dø af" og forklarede en masse ting. Heldigvis havde jeg min søster med, som var helt cool og som ovenikøbet er sygeplejerske.
Øjenlægen aftalte med overlægen på sygehuset, at vi kom ind med det samme, og at der vil blive kigget på ham så snart vi kom derop. Endnu en gang fik han dråber (for udvidelse), så han var klar til undersøgelsen på sygehuset.
Vi kom på sygehuset og registrerede os, og satte os i venteværelset, som var proppet. Vi regnede med at de ville hente os hurtigt... Men nej... Min søster gik op til dem 3 gange for at påminde dem om, at der altså var en baby på næsten 3 mdr. der venter på at komme til undersøgelse, og at det var blevet aftalt at vi kom ind med det samme...
Jeg brød sammen flere gange, hver gang jeg kiggede på min lille søn, som havde været oppe siden kl. 9 den dag, først fordi han skulle til lungetjek hos lægen kl.11, så til øjenlægen kl.1230, og nu på sygehuset kl.1330, uden søvn hele dagen, og som alligevel opførte sig pænt... Det gjorde meget ondt i mors hjerte 
Det endte med at vi kom ind til undersøgelse kl. 1630 
Han fik bedøvelse i øjnene og skreg rigtig meget. Jeg kunne slet ikke trøste ham. 5 min senere var de 3 personer om at holde ham, så øjenlægen kunne sætte nogen linser i,for at kigge ordenligt ind. Min søn skreg så meget, som om han blev stukket med kniv eller lign. Jeg havde aldrig oplevet ham sådan. Jeg forsøgte at komme til for at trøste ham, men min søster sagde at jeg skulle blive i baggrunden. Det var den værste dag i mit liv.
Heldigvis fandt øjenlægen ingenting. Min søn har raske øjne 
Begge øjenlæger sagde at det var godt, at vi havde været opmærksomme på billederne, og at vi var kommet ind med ham for at få øjnene tjekket...
Da vi kom hjem den dag, gik vi direkte i seng, så jeg kunne amme ham og så han ku sove. Jeg rystede i hele min krop og det tog tid før jeg kunne slappe af igen. Det tog mig flere dage om at komme over denne grimme oplevelse... Min søn var den dejlige og smilende dreng (som jeg kender ham) igen den samme aften
Undskyld den blev lidt lang 
