lineog4 skriver:
Jeg havde som du 4 dage med Lia, på en anden måde måske da det var her hjemme i totalt uvidenhed.
Jeg har stadig svært ved at huske og finde minderne fra de gode dage. Kan finde fødslen og så døden frem så let som ingen ting, men de gode dage, hende i mine arme, hendes dejlige øjne, hendes skønne lyde, hendes læber - det er langt væk. Det har været og er en evig kamp for at kunne have hende uden det er men'et der overskygger det hele, for hun er langt meget mere end sin død - hun er min datter.
Men det bliver nemmere og samtidig også sværere for det er lige der i smerten jeg er tættest på hende, det er i smerten jeg er mest mor til hende, det er når knuden forløses jeg er så nær så jeg næsten føler jeg kan række ud efter hende.
Det er i lykken jeg er længst væk fra hende, hvor det er lysår imellem os, så et eller andet sted søger jeg også mod smerten for at være hende nær en gang imellem, det giver en forløsning.
