Jeg er helt i vildrede - har brug for lidt hjælp til at komme lidt videre.
Iza startede i vuggestue i januar i år og hun er jo en følsom pige, der ikke tåler de vilde ændringer uden en reaktion. Det er også fint, at hun reagerer...det er mere måden hun reagerer på, som jeg er helt på bar bund overfor.
Hun har siden februar sovet meget dårligt (siden hun var 1, har hun bare sovet smådårligt)- dvs. hun vågner flere gange om natten og skriger rigtigt højt. I starten var det 2-3 timer, hun bare skreg og vi prøvede det hele: flyttede hendes seng ind til os, hun sov imellem os, hun blev puttet på godnat og sov godt måden, vi prøvede 117 forskellige gode råd, men intet virkede - hun bare skreg. Det hjalp hvis vi lå og snakkede sammen manden og jeg om natten, så det begyndte vi på. Det gik over og nu vågner hun så bare og græder/skriger, men kan nøjes med sutten. Men det kan være hver time.
Vi skiftede til juniorseng og de første 14 dage sov hun igennem og vi troede lykken var gjort.
Nu er så begyndt at vandre rundt om natten - hun går ind til mig og vil sove hos mig. I nat kom hun kl. 24 og faldt i søvn som en lille baby ovenpå min mave - jeg bar hende ind i seng og 2 timer efter, lå hun der igen. Hun er meget mor-syg for tiden og græder rigtigt meget. Vi har lige holdt ferie, men der var hun også sur og tvær. Jeg kan ikke lade være med at føle, at hun ødelægger den gode stemning og jeg bliver så irriteret - vi gør sgu alt for hende og intet er godt nok.
Hun får pt. sat mange grænser, fordi hun virkelig ikke er til at være i stue sammen med - vi er nødt til at bruge time out-metoden, hvor hun bliver fulgt ind på værelset, raser ud og kommer så ind i stuen igen. Den har hun det ok med - hun kommer selv og siger, når hun er klar: "Ikke græde mer´nu" og så kan vi tale sammen bagefter.
Det giver selvfølgelig også flere konflikter, når viljen vokser hos hende og vi sætter flere grænser. Men jeg synes det er voldsomt - hun skriger/græder meget meget højt, tårene står ud som springvand og hun er rød i hovedet af raseri. Hun er begyndt at slå og skubbe - noget hun aldrig har gjort. Hun kan stort set sætte ord på det meste og gøre sig forståelig - og vi prøver virkelig at forstå hende og det plejer at fungerer, når hun bare åbner munden og siger, hvad der er galt, som hun godt kan langt hen af vejen. Vi bruger meget at sætte ord på det hele sammen med hende, men hun flejner fuldstændig, hvis hun får et nej...også selvom hun tilbydes et alternativ.
Hun vil heller ikke afleveres i vuggestuen - hun græder og græder og græder - og det skærer i mit bløde mor-hjerte at aflevere hende. Når jeg kommer og henter hende, smågræder hun lidt og siger: mor hjem! og vinker ivrigt til de andre. Det er forfærdeligt.
Jeg sagde til hende den anden dag: "Iza, du græder meget - hvorfor?" og hun sagde: "vær´ sammen med mor" - men det synes jeg jo vi er. Er netop meget bevidste om at være meget sammen med hende og lave ting med hende, hvor Malthe ikke er med. Og når vi er sammen, spolerer hun det hele ved at skabe sig....ved godt, hun ikke kan gøre for det, men det er den følelse, jeg får. Hun brokker sig, hyler og teer sig, så det er helt forfærdeligt.
Jeg synes faktisk det har været sådan altid med hende - lange perioder med dårligt humør og morsyge. Meget gråd, virker træt og uoplagt. Og vi prøver at finde ud af hvorfor, men jeg synes virkelig ikke, der er en grund, som jeg kan gennemskue. Tigerspring?...så har hun godt nok flere end de fleste! Vi har det godt sammen, taler pænt til hinanden, holder en rytme, er sammen med børnene alt det vi kan, hygger og putter osv. Hvad skal der til? Jeg er fuldstændig i vildrede....har brug for indput.
Tak til jer, der nåede helt igennem denne lange smørre
