I dag var der en sød hilsen da jeg loggede ind: du ønskes tillykke med din datter Lia der bliver 8 år. Og ja min smukke Lia bliver i dag 8 år, men jeg skulle ikke vække en brunøjet spændt pige til fødselsdagsbord, der blev ikke pakket gaver ind i går aftes og der blev ikke husket en smuk fødsel og en smuk baby sammen i den mørke aften, for vi sad begge og vidste at et ord forkert så gik der hul på en byld der ikke var rum og tid til der skulle gå hul på, hellere holde masken vel vidende den anden havde det på samme måde - selv at bede om varme og stærke arme, min sikre havn var for risikabelt, åbnedes sluserne ville jeg ikke komme igennem i dag og denne weekend. Og det skal jeg så må bylden vokse sig lidt større og så blive taget på tirsdag når der er det første pusterum.
For 8 år siden blev jeg mor for 2. Gang - lykkelig, fuldendt og fuldstændig uvidende om min smukkr datters dage var afmålte. Det et den fødsel jeg bedst husker måske fordi minderne med Lia er så få. Men selvom jeg kæmper kan jeg aldrig huske den uden men'et - der store men som døden var, hver gang jeg tænker på starten af hendes liv vinder minderne om slutningen af hendes liv, hendes stærke levende krop der med der samme kunne holde hovedet udviskes og hendes slappe krop overtager. Hendes smukke brune øjne der var så fulde af liv og visdom erstattes af øjnene da livet var slukket. Min skønne pige på mit bryst bliver den lille pige jeg så desperat forsøgte at holde varm.
Jeg ved ønsket om at mærke hende og se hende igen ikke kan opfyldes, men så ønsker jeg mig det næstbedste at jeg kunne fejre jeg fik min Lia, at jeg kunne glemme men'et og huske kærligheden.
Anmeld