Jeg er SÅ træt af det!

Forældrene til X har efterlyst legeaftaler flere gange. De har leget sammen 2 gange. Men min søn vil ikke. Det har vi sagt til forældrene. Vi har sagt at vi ikke laver aftaler hen over hovedet på vores søn. Og vi har sagt at vores søn fortæller at han ikke vil lege sammen med X.

Jeg ville banke i bordet i børnehaven og gøre klart at nu er nok, nok!! De må gøre noget ved det, hvad må være deres hovedpine! Jeg havde reageret som dig. Der kommet sikkert en masse "sådan er børn, de går kun i børnehave, hvad skal børnehaven gøre ved det" osv.. Men det er dem der har ansvaret for dit barns sikkerhed, så må de gå til drengens forældre og finde en løsning i samarbejde med dem! 

 

Det kan være det er et barn der ikke har resdourcestærke forældre og det netop er der at problemet er. Eller det kan være 1000 andre ting. Det skal selvfølgelig italesættes, men mon ikke Pædagogerne gøre nok hvad de kan. Det er heller ikke sjovt for dem at tage sig af mange konflikter på en dag grundet et barn.

Til ts: 

Det samme gøre sig gældende i vores drengs børnehave. Vi har valgt at sige til os selv at pædagogerne gør hvad de kan og stoler på deres faglighed. Så vi gør ikke så meget ved det. 

Edit: har lige læst resten af din tråd og det er ikke det samme som i min drengs børnehave. Det er ikke nær så voldsomt. Hvis du virkelig er der hvor du er bange for din sønd sikkerhed må du bede om et møde. Et rigtig fint forslag en anden kommer med omkring støttepædagog (men det skal jo godkendes længere oppe fra end børnehavens leder). 

Forstår udmærket din frustration.

Men én ting som helt sikkert ikke hjælper, men kun gør det værre er, at hvæse af ham eller skælde ud.

Han søger opmærksomhed og grænser, og han har især brug for anerkendelse. Man kan sagtens lære et barn som slår og sparker at være blid og sød.

Min venindes søn og min dreng går i samme BH. Han er ligesom ham som du beskriver, og tilmed bider og niver han.. Jeg går ned på hans niveau og kigger ham i øjnene - hans sprog er ikke super godt endnu, men han ved godt hvad jeg mener når jeg siger "Det gør ondt og det er ikke rart at du bider (f.eks.) Vi bider ikke hinanden" og hvis han prøver at løbe væk/undvige, tager jeg roligt fat i ham - absolut ikke noget med at tage hårdt fat - det går jeg slet ikke ind for!
Hvis jeg siger det i en rolig og fattet tone, tager han det meget mere til sig end hvis der bare bliver sagt "Hold så op!" eller "Hvad har du gang i?" eller "Nu stopper du!" eller whatever...

I børnehavealderen prøver de grænser af, det ved alle efterhånden. Ham du beskriver her har brug for at få sat grænser - men de behøver ikke være ubehagelige for ham. Det kan sagtens gøres på en ordentlig og blid måde Og det er også den måde, hvorpå børn bedst tager tingene ind til sig. Det er egentlig meget logisk - det føles rart for barnet at få sat en fast grænse uden tvang/"vold"/skæld-ud osv. Og når noget føles rart så husker vi det bedre end det som føles skidt/ubehageligt - det forsøger vi gerne at fortrænge. Naturlig forsvarsmekanisme

Nu er det selvfølgelig svært når det ikke er en dreng du ser til dagligt - i længere tid end afhentnings tidsrummet. Du kunne måske tage snakken med forældrene? Hører hvordan de tackler det. Altså ikke udspørge, men bare tale med dem.... Det havde jeg gjort helt stille, roligt og venligt

mor:) skriver:

Det kan være det er et barn der ikke har resdourcestærke forældre og det netop er der at problemet er. Eller det kan være 1000 andre ting. Det skal selvfølgelig italesættes, men mon ikke Pædagogerne gøre nok hvad de kan. Det er heller ikke sjovt for dem at tage sig af mange konflikter på en dag grundet et barn.

Til ts: 

Det samme gøre sig gældende i vores drengs børnehave. Vi har valgt at sige til os selv at pædagogerne gør hvad de kan og stoler på deres faglighed. Så vi gør ikke så meget ved det. 

Edit: har lige læst resten af din tråd og det er ikke det samme som i min drengs børnehave. Det er ikke nær så voldsomt. Hvis du virkelig er der hvor du er bange for din sønd sikkerhed må du bede om et møde. Et rigtig fint forslag en anden kommer med omkring støttepædagog (men det skal jo godkendes længere oppe fra end børnehavens leder). 

Lige netop den tilgang/holdning/mening har vi også haft længe (siden april 2012) Men det kan ikke være rigtig at vi dagligt kan se at drengen overfalder/generer de andre. At vores dreng næsten dagligt fortæller hvad X har gjort. At vores dreng bryder grædende sammen og fortæller hvor ondt det gjorde at få smadret en skovl i ansigtet

Røverdatter skriver:

Forstår udmærket din frustration.

Men én ting som helt sikkert ikke hjælper, men kun gør det værre er, at hvæse af ham eller skælde ud.

Han søger opmærksomhed og grænser, og han har især brug for anerkendelse. Man kan sagtens lære et barn som slår og sparker at være blid og sød.

Min venindes søn og min dreng går i samme BH. Han er ligesom ham som du beskriver, og tilmed bider og niver han.. Jeg går ned på hans niveau og kigger ham i øjnene - hans sprog er ikke super godt endnu, men han ved godt hvad jeg mener når jeg siger "Det gør ondt og det er ikke rart at du bider (f.eks.) Vi bider ikke hinanden" og hvis han prøver at løbe væk/undvige, tager jeg roligt fat i ham - absolut ikke noget med at tage hårdt fat - det går jeg slet ikke ind for!
Hvis jeg siger det i en rolig og fattet tone, tager han det meget mere til sig end hvis der bare bliver sagt "Hold så op!" eller "Hvad har du gang i?" eller "Nu stopper du!" eller whatever...

I børnehavealderen prøver de grænser af, det ved alle efterhånden. Ham du beskriver her har brug for at få sat grænser - men de behøver ikke være ubehagelige for ham. Det kan sagtens gøres på en ordentlig og blid måde Og det er også den måde, hvorpå børn bedst tager tingene ind til sig. Det er egentlig meget logisk - det føles rart for barnet at få sat en fast grænse uden tvang/"vold"/skæld-ud osv. Og når noget føles rart så husker vi det bedre end det som føles skidt/ubehageligt - det forsøger vi gerne at fortrænge. Naturlig forsvarsmekanisme

Nu er det selvfølgelig svært når det ikke er en dreng du ser til dagligt - i længere tid end afhentnings tidsrummet. Du kunne måske tage snakken med forældrene? Hører hvordan de tackler det. Altså ikke udspørge, men bare tale med dem.... Det havde jeg gjort helt stille, roligt og venligt

Selvfølgelig. Jeg ved godt det ikke er det jeg skal gøre at væse af ham. MEN det har jeg virkelig lyst til. Jeg er MOR for pokker og han gør min søn ondt! Jeg er enig med dig langt hen af vejen. Men ikke alle børn kan opdrages efter bogen. Mange af de der flotte pædagogiske principper kan man ofte pakke langt væk i nogle situationer. Selv med min dreng... der skal han til tider ha det på en "hård" måde eller siver det ikke ind. 

Ser jeg X i fuld sving med at tæske min søn én dag så kan jeg love for jeg ikke tager det roligt og går ned på hans niveau og kigger ham i øjnene. Næææ nej. Det er SÅ stopper du! Og så kan jeg love dig for han var blevet revet væk fra min søn. Har ikke i sinde at stå afventende indtil pædagogerne kommer. Håber virkelig du forstår hvad jeg mener... 

MorDk skriver:

Selvfølgelig. Jeg ved godt det ikke er det jeg skal gøre at væse af ham. MEN det har jeg virkelig lyst til. Jeg er MOR for pokker og han gør min søn ondt! Jeg er enig med dig langt hen af vejen. Men ikke alle børn kan opdrages efter bogen. Mange af de der flotte pædagogiske principper kan man ofte pakke langt væk i nogle situationer. Selv med min dreng... der skal han til tider ha det på en "hård" måde eller siver det ikke ind. 

Ser jeg X i fuld sving med at tæske min søn én dag så kan jeg love for jeg ikke tager det roligt og går ned på hans niveau og kigger ham i øjnene. Næææ nej. Det er SÅ stopper du! Og så kan jeg love dig for han var blevet revet væk fra min søn. Har ikke i sinde at stå afventende indtil pædagogerne kommer. Håber virkelig du forstår hvad jeg mener... 

Forstår det rigtig godt ja

Men jeg har virkelig ikke på sinde at pakke noget ind i en bog eller pædagogiske principper - for mig er det bare helt naturligt sådan jeg gør

Tænker dog stadigvæk at det ville være en god idé at snakke med forældrene også. (Også selvom du måske ikke bryder dig så meget om dem). Fortælle hvad din søn (og søster, og kæreste) siger (ligesom det der med at han ikke vil lege med X).

Det kan være forældrene ikke er så gode til at sætte grænser.

Synes slet ikke at det lød som om din søn var ved at blive sønderbanket som du lige beskriver her - derfor mit svar om blide metoder frem for hårde ord. Selvfølgelig skal ethvert barn der udøver grov vold mod et andet barn/voksen stoppes med det samme.

Men jeg mener dog stadigvæk, at hvis et barn gentagne gange bliver ved med at høre på hårde ord og sætninger. Gentagne gange ser vrede, ubehagelige øjne, så vil barnet da naturligvis føle at han ikke er noget værd. Og derfor vil han ønske sig mere opmærksomhed. Den eneste opmærksomhed han med sikkerhed ved, at han vil få, er gennem et spark eller bid eller noget tredje. Især hvis anerkendelsen af ham som menneske ikke kommer positivt (i de situationer hvor han rent faktisk er en sød dreng - for det er han helt sikkert også!)

Men ja - jeg er generelt også bare typen der går ind for "kom-så-sætter-vi-os-i-en-rundkreds-og-synger-vores-frustrationer-ud-i-kor"-metoden... (måske lidt overdrevet, men lige deromkring)

Røverdatter skriver:

Forstår det rigtig godt ja

Men jeg har virkelig ikke på sinde at pakke noget ind i en bog eller pædagogiske principper - for mig er det bare helt naturligt sådan jeg gør

Tænker dog stadigvæk at det ville være en god idé at snakke med forældrene også. (Også selvom du måske ikke bryder dig så meget om dem). Fortælle hvad din søn (og søster, og kæreste) siger (ligesom det der med at han ikke vil lege med X).

Det kan være forældrene ikke er så gode til at sætte grænser.

Synes slet ikke at det lød som om din søn var ved at blive sønderbanket som du lige beskriver her - derfor mit svar om blide metoder frem for hårde ord. Selvfølgelig skal ethvert barn der udøver grov vold mod et andet barn/voksen stoppes med det samme.

Men jeg mener dog stadigvæk, at hvis et barn gentagne gange bliver ved med at høre på hårde ord og sætninger. Gentagne gange ser vrede, ubehagelige øjne, så vil barnet da naturligvis føle at han ikke er noget værd. Og derfor vil han ønske sig mere opmærksomhed. Den eneste opmærksomhed han med sikkerhed ved, at han vil få, er gennem et spark eller bid eller noget tredje. Især hvis anerkendelsen af ham som menneske ikke kommer positivt (i de situationer hvor han rent faktisk er en sød dreng - for det er han helt sikkert også!)

Men ja - jeg er generelt også bare typen der går ind for "kom-så-sætter-vi-os-i-en-rundkreds-og-synger-vores-frustrationer-ud-i-kor"-metoden... (måske lidt overdrevet, men lige deromkring)

Han er blevet synderbanket... men det sidste jeg beskrev var et scenarie... At jeg ikke ville la' stå til eller vente på pædagoger der... 

Jeg kan udemærket følge det du siger og kan også forstå det. Det er også min normale tilgang til tingene. Men hvor er det svært at forblive pædagogisk og tålmodig når ens barn lider...

MorDk skriver:

Han er blevet synderbanket... men det sidste jeg beskrev var et scenarie... At jeg ikke ville la' stå til eller vente på pædagoger der... 

Jeg kan udemærket følge det du siger og kan også forstå det. Det er også min normale tilgang til tingene. Men hvor er det svært at forblive pædagogisk og tålmodig når ens barn lider...

Helt sikkert - det stikker i hjertet

Kan som sagt virkelig godt forstå dig 

Håber at din søn vil få fred for X's temperament! Og at pædagogerne tager sig af X, så han kan få sat ordentlige grænser og lære at kontakte andre på den gode måde