Tabu...

Jeg føler, jeg bringer et tabu på bordet... Og jeg er flov...

Jeg er blevet overvældet af at min kæreste har friet til mig... Jeg har drømt om det længe, at han skulle fri. Vi har prøvet, at jeg skulle blive gravid i lang tid efterhånden (med en spontan abort i bagagen), og jeg drømmer om vores fremtid.

Nu er det som om jeg går i panik  - over at han friet. Hvorfor? Hvorfor gør jeg det,  når det er noget jeg har drømt om så længe...?

Jeg har angst som jeg har fået arbejdet rigtig meget med ved hjælp af coach, psykoterapeut og psykolog.

Jeg kan slet ikk forestille mig et liv uden min kæreste. Og egentlig føles det allermest som om jeg nu er endnu mere bange for at miste min kæreste. Og alligevel så strejfer tankerne mig: er han den rette for mig? Elsker jeg ham nok? Ville jeg blive ked af ikk at have ham i mit liv? Ja! Og så er jeg ved at gå mere i panik - tanken om at miste ham dukker hele tiden op... Jeg har en kæmpe sten i maven og føler jeg skal kaste op... Hvorfor sker det? 

Det er svært at forklare og jeg forstår det heller ikk helt selv, hvorfor jeg reagere sådan... Er jeg fuldstændig langt ude eller?  

CH2012 skriver:

Jeg føler, jeg bringer et tabu på bordet... Og jeg er flov...

Jeg er blevet overvældet af at min kæreste har friet til mig... Jeg har drømt om det længe, at han skulle fri. Vi har prøvet, at jeg skulle blive gravid i lang tid efterhånden (med en spontan abort i bagagen), og jeg drømmer om vores fremtid.

Nu er det som om jeg går i panik  - over at han friet. Hvorfor? Hvorfor gør jeg det,  når det er noget jeg har drømt om så længe...?

Jeg har angst som jeg har fået arbejdet rigtig meget med ved hjælp af coach, psykoterapeut og psykolog.

Jeg kan slet ikk forestille mig et liv uden min kæreste. Og egentlig føles det allermest som om jeg nu er endnu mere bange for at miste min kæreste. Og alligevel så strejfer tankerne mig: er han den rette for mig? Elsker jeg ham nok? Ville jeg blive ked af ikk at have ham i mit liv? Ja! Og så er jeg ved at gå mere i panik - tanken om at miste ham dukker hele tiden op... Jeg har en kæmpe sten i maven og føler jeg skal kaste op... Hvorfor sker det? 

Det er svært at forklare og jeg forstår det heller ikk helt selv, hvorfor jeg reagere sådan... Er jeg fuldstændig langt ude eller?  

Tror det er meget normalt. Sådan havde jeg det hvert fald også ��

synes bare det lyder som helt almindelig kolde fødder før brylluppet

og så har I også lige være igennem et stort tab og det kan også øge at man har svært ved at holde styr på følelserne...

Så længe du sørger for at snakke med din kæreste om hvordan du har det og er åben og ærlig og fortæller det hele så skal det nok gå

Annemette07 skriver:

Tror det er meget normalt. Sådan havde jeg det hvert fald også ��

Okay - det er jeg glad for at høre...

Hvad "gjorde" du ved det? 

Wampires skriver:

synes bare det lyder som helt almindelig kolde fødder før brylluppet

 

og så har I også lige være igennem et stort tab og det kan også øge at man har svært ved at holde styr på følelserne...

 

Så længe du sørger for at snakke med din kæreste om hvordan du har det og er åben og ærlig og fortæller det hele så skal det nok gå

Vores tab er tilbage til december - men tabet føles meget hårdt i øjeblikket og følelserne er ude på tøjet... Jeg har let ved at græde over det i øjeblikket 

Jeg snakkede med min kæreste igår og jeg synes det var hårdt at snakke om, for følte jeg gjorde noget forkert. Men min kæreste var sød og tog det pænt... Jeg har endnu ikk kunne fortælle det til nogen, og måske er det med til at det går mig på... Fordi jeg ikk føler det er helt virkeligt endnu? 

Jeg ved det ikk.... 

CH2012 skriver:

Okay - det er jeg glad for at høre...

Hvad "gjorde" du ved det? 

Jeg gjorde ikke rigtig noget. Jeg blev "enig" med mig selv om at jeg jo elskede ham højt - ellers ville jeg jo ikke være bange for at miste ham, men tænker at frygten er blevet større i takt med at forholdet "pludselig" bliver mere seriøst(altså det er jo seriøst i forvejen, men Hm ja, ved ikke lige hvordan jeg skal forklare det, men det bliver jo mere bindende" hvorved usikkerheden opstår. 

Jeg aborterede i december 2012, og blev allerede gravid igen januar 2013, så jeg nåede ikke at gå så længe så der kan jeg ikke helt være med, men jeg ved at min frygt for at miste min mand var endnu større efter tabet, da jeg følte jeg havde gjort noget forkert i forhold til fosteret, men når man står med de to streger så kommer der jo mange tanker igennem ens hoved, om at man skal være en familie, og når man så abortere, så er man jo bare generelt mere sårbar. Jeg føler det stadig lidt som et ømt punkt idag tiltrædes for at jeg jo blev så hurtigt gravid. 

Men en kort sagt: du ville ikke være bange for at miste din forlovede hvis du ikke elskede ham. Selvfølgelig er det en stor ting at blive gift, men jeg tænker at ud fra det du skriver så er Van den rigtige. Selvfølgelig kan der ske noget i fremtiden - men intet er jo sikkert uanset hvor længe man har kendt hinanden og hvor længe man har været sammen. Desuden er det, efter min mening, et godt tegn at du tør snakke med hAm om tingene, for så virker det da til at det er en person som du stoler på, hvilket jo er virkelig vigtigt for forholdet �� 

Tror det er meget normalt - sådan havde jeg det også lige efter min mand havde været på knæ 

CH2012 skriver:

Jeg føler, jeg bringer et tabu på bordet... Og jeg er flov...

Jeg er blevet overvældet af at min kæreste har friet til mig... Jeg har drømt om det længe, at han skulle fri. Vi har prøvet, at jeg skulle blive gravid i lang tid efterhånden (med en spontan abort i bagagen), og jeg drømmer om vores fremtid.

Nu er det som om jeg går i panik  - over at han friet. Hvorfor? Hvorfor gør jeg det,  når det er noget jeg har drømt om så længe...?

Jeg har angst som jeg har fået arbejdet rigtig meget med ved hjælp af coach, psykoterapeut og psykolog.

Jeg kan slet ikk forestille mig et liv uden min kæreste. Og egentlig føles det allermest som om jeg nu er endnu mere bange for at miste min kæreste. Og alligevel så strejfer tankerne mig: er han den rette for mig? Elsker jeg ham nok? Ville jeg blive ked af ikk at have ham i mit liv? Ja! Og så er jeg ved at gå mere i panik - tanken om at miste ham dukker hele tiden op... Jeg har en kæmpe sten i maven og føler jeg skal kaste op... Hvorfor sker det? 

Det er svært at forklare og jeg forstår det heller ikk helt selv, hvorfor jeg reagere sådan... Er jeg fuldstændig langt ude eller?  

Jeg står om 47 dage i min brudekjole og muligvis igang med at danse brudevals, med min på det tidspunkt mand.

Ham jeg på det tidspunkt har været sammen med i 5 år og 3 dage, har en søn på 4 år og 1 måned og endnu en søn på 1 år og 11 mdr.. Ham jeg elsker og har valgt at dele mit liv med..

Og selvom jeg er sikker i min kærlighed til ham og ved at det er ham jeg skal blive gammel med, så bliver jeg også i tvivl, om det nu også er den rigtige beslutning, det rigtige tidspunkt, den rigtige dag, den rigtige mand, ja om alt nu også er rigtigt.. Samtidig tænker jeg også om det virkelig kan passe at man som knap 18-årig kunne møde sin eneste ene om det virkelig kan lade sig gøre at have været så ung og så have fundet den rigtige og samtidig har jeg aldrig helt haft mistet troen på det i de 5 år vi snart har været sammen..

Så bare rolig, du er ikke alene og tror nu også mænd har de samme tanker om det

Annemette07 skriver:

Jeg gjorde ikke rigtig noget. Jeg blev "enig" med mig selv om at jeg jo elskede ham højt - ellers ville jeg jo ikke være bange for at miste ham, men tænker at frygten er blevet større i takt med at forholdet "pludselig" bliver mere seriøst(altså det er jo seriøst i forvejen, men Hm ja, ved ikke lige hvordan jeg skal forklare det, men det bliver jo mere bindende" hvorved usikkerheden opstår. 

Jeg aborterede i december 2012, og blev allerede gravid igen januar 2013, så jeg nåede ikke at gå så længe så der kan jeg ikke helt være med, men jeg ved at min frygt for at miste min mand var endnu større efter tabet, da jeg følte jeg havde gjort noget forkert i forhold til fosteret, men når man står med de to streger så kommer der jo mange tanker igennem ens hoved, om at man skal være en familie, og når man så abortere, så er man jo bare generelt mere sårbar. Jeg føler det stadig lidt som et ømt punkt idag tiltrædes for at jeg jo blev så hurtigt gravid. 

 

Men en kort sagt: du ville ikke være bange for at miste din forlovede hvis du ikke elskede ham. Selvfølgelig er det en stor ting at blive gift, men jeg tænker at ud fra det du skriver så er Van den rigtige. Selvfølgelig kan der ske noget i fremtiden - men intet er jo sikkert uanset hvor længe man har kendt hinanden og hvor længe man har været sammen. Desuden er det, efter min mening, et godt tegn at du tør snakke med hAm om tingene, for så virker det da til at det er en person som du stoler på, hvilket jo er virkelig vigtigt for forholdet �� 

Det er jeg bare så glad for at du skriver...

Og ja, min verden ville "bryde sammen", hvis han ikk var i mit liv længere. Han er min bedste ven, han er den jeg stoler mest på (udover min helt nære familie), han er den der kan få mig til at smile på en dag hvor jeg er rigtig ked af det, han er den som er allermest tålmodig med mig osv. Han er den jeg drømmer om skal være far til mine børn og som jeg ønsker at dele mine drømme med... 

Og ja, tror også det er normalt det jeg gennemgår... Men rart at høre andres beretninger også, så jeg ikk føler mig helt alene... 

Smilet skriver:

Tror det er meget normalt - sådan havde jeg det også lige efter min mand havde været på knæ 

Det er jeg "glad" for at høre... Jeg er glad for, at jeg ikk er alene og helt underlig....