2 barn som donorbarn i en ung alder? jeres mening?

Anonym skriver:

Hej

Jeg kunne godt bruge jeres mening om dette..

Jeg er alene med et barn på 3½, og er 26 år.. Jeg har drømt om et barn mere siden mit barn var 1 år gammel, og har drøftede det med egen læge.. Det var egen læge der så kom med alternativet med at få et barn med en donor..

Min datters far og jeg gik fra hinanden under graviditeten for over 4 år siden, og jeg har slet ikke haft udsigter til at finde en ny siden.. Ikke engang en flirt er der i mit liv, og det er nok ligeså meget fordi min interesse ikke er der.. Jeg er glad ved vores liv, og føler, at det eneste jeg ønsker er at forøge min lille familie..

Jeg slog dog dengang tanken hen med et donorbarn da jeg gerne vil tilbyde mine børn en far, og jeg da ligesom alle andre kvinder drømmer om en lille familie med mor, far og børn.. Men nu er der gået 4 år, og ingenting har ændret sig på det plan, og nu vil jeg meget gerne have nr 2..

Jeg har støtte i mine veninder og min nærmeste familie.. Men resten er der ingen opbakning fra, og de synes jeg er helt sindssyg i låget da jeg jo er aaaaaaalt for ung, og har MANGE år til at møde HAM der i.. Men jeg har bare ikke lyst til at vente længere, og jeg har heller ikke lyst til at finde ham lige nu.. For så føler jeg, at jeg finder ham kun for at få en familie med ham, og det er jo det helt forkerte grundlag(det skal jo være fordi vi bliver forelsket, ikke sandt?)..

Hvad er jeres mening om det?

Jeg frygter at omverdenen vil tænke jeg er egoistisk og bunduansvarlig, og at jeg er helt væk..

Jeg er snart færdiguddannet, og min datter og jeg bor i eget lille hus (rigeligt plads til en lillebror eller søster), og vi bor tæt på hele mit netværk(veninder og familie)

Jeg synes jo nok også, at det er svært at skulle definitivt give afkald på drømmen om den lille kernefamilie 

Min nevø er donorbarn, hans tre ældre søskende og lillesøster er ikke. Så ja jeg synes sagtens du kan gøre det.

Og ja han vil nok stille nogle spørgsmål en gang, men dem må man jo bare svare på.

Så hvis du virkelig ønsker dig et barn, så er det jo dit valg.

Nu kender jeg et par donorbørn, og det er FANTASTISKE unger! 

Jeg synes hverken det er uansvarligt eller noget. Hvis DU føler det er det rigtige for dig og din lille familie, så skal du gøre det. 

Helt ærligt, så synes jeg det er bedre at få børn alene end at få børn med en man måske ikke ønsker at have kontakt til resten af livet. For det bliver man jo nødt til i en eller anden form, når man har børn sammen! 

Børnene nyder heller ingen glæde ved at have en far, som enten ikke gider dem eller i værste fald ligger i krig med deres mor om samvær og hvad der ellers kan komme af konflikter. 

Hvis du vælger en donor, så sikrer du at barnet vokser op til en tilværelse som ønskebarn. Hvor DU alene sikrer barnets vilkår. Det kan jo sagtens være de får en faderfigur en dag. 

De børn jeg kender, der ikke har en far er helt afklarede med det fordi deres mødre har været åbne og ærlige om at de er donorbørn, fordi de virkelig ønskede dem og ikke havde fundet en mad de havde lyst til at dele dem med resten af livet. Så hvis du ønsker det - så synes jeg bare du skal springe ud i det. 

Held og lykke med projekt baby!! 

Yurie skriver:

Min nevø er donorbarn, hans tre ældre søskende og lillesøster er ikke. Så ja jeg synes sagtens du kan gøre det.

Og ja han vil nok stille nogle spørgsmål en gang, men dem må man jo bare svare på.

Så hvis du virkelig ønsker dig et barn, så er det jo dit valg.

 

Har han ikke nogen far, mens de andre søskende har en far?

sessen1984 skriver:

Nu kender jeg et par donorbørn, og det er FANTASTISKE unger! 

Jeg synes hverken det er uansvarligt eller noget. Hvis DU føler det er det rigtige for dig og din lille familie, så skal du gøre det. 

Helt ærligt, så synes jeg det er bedre at få børn alene end at få børn med en man måske ikke ønsker at have kontakt til resten af livet. For det bliver man jo nødt til i en eller anden form, når man har børn sammen! 

Børnene nyder heller ingen glæde ved at have en far, som enten ikke gider dem eller i værste fald ligger i krig med deres mor om samvær og hvad der ellers kan komme af konflikter. 

Hvis du vælger en donor, så sikrer du at barnet vokser op til en tilværelse som ønskebarn. Hvor DU alene sikrer barnets vilkår. Det kan jo sagtens være de får en faderfigur en dag. 

De børn jeg kender, der ikke har en far er helt afklarede med det fordi deres mødre har været åbne og ærlige om at de er donorbørn, fordi de virkelig ønskede dem og ikke havde fundet en mad de havde lyst til at dele dem med resten af livet. Så hvis du ønsker det - så synes jeg bare du skal springe ud i det. 

Held og lykke med projekt baby!! 

Kender du også eksempler hvor et eller flere af børnene har fædre der deltager aktivt i deres liv, og det ene donorbarn ikke har?

For det er jo dét vi diskuterer her, ikke konceptet donorbarn.

Anonym skriver:

Hej

Jeg kunne godt bruge jeres mening om dette..

Jeg er alene med et barn på 3½, og er 26 år.. Jeg har drømt om et barn mere siden mit barn var 1 år gammel, og har drøftede det med egen læge.. Det var egen læge der så kom med alternativet med at få et barn med en donor..

Min datters far og jeg gik fra hinanden under graviditeten for over 4 år siden, og jeg har slet ikke haft udsigter til at finde en ny siden.. Ikke engang en flirt er der i mit liv, og det er nok ligeså meget fordi min interesse ikke er der.. Jeg er glad ved vores liv, og føler, at det eneste jeg ønsker er at forøge min lille familie..

Jeg slog dog dengang tanken hen med et donorbarn da jeg gerne vil tilbyde mine børn en far, og jeg da ligesom alle andre kvinder drømmer om en lille familie med mor, far og børn.. Men nu er der gået 4 år, og ingenting har ændret sig på det plan, og nu vil jeg meget gerne have nr 2..

Jeg har støtte i mine veninder og min nærmeste familie.. Men resten er der ingen opbakning fra, og de synes jeg er helt sindssyg i låget da jeg jo er aaaaaaalt for ung, og har MANGE år til at møde HAM der i.. Men jeg har bare ikke lyst til at vente længere, og jeg har heller ikke lyst til at finde ham lige nu.. For så føler jeg, at jeg finder ham kun for at få en familie med ham, og det er jo det helt forkerte grundlag(det skal jo være fordi vi bliver forelsket, ikke sandt?)..

Hvad er jeres mening om det?

Jeg frygter at omverdenen vil tænke jeg er egoistisk og bunduansvarlig, og at jeg er helt væk..

Jeg er snart færdiguddannet, og min datter og jeg bor i eget lille hus (rigeligt plads til en lillebror eller søster), og vi bor tæt på hele mit netværk(veninder og familie)

Jeg synes jo nok også, at det er svært at skulle definitivt give afkald på drømmen om den lille kernefamilie 

Du giver vel ikke nødvendigvis afkald på en kernefamilie, du kan nok sagtens finde en "far" til familien alligevel. Men jeg synes du skylder det evt. barn at tænke grundigt over det, for jeg synes virkelig det er synd at "frarøve" barnet en far på forhånd. Det er altså noget der vil følge barnet altid. 

Og så er det ikke sikkert det er sjovt at være alene med to børn, men man kan selvfølgelig klare meget 

modesty skriver:

Kender du også eksempler hvor et eller flere af børnene har fædre der deltager aktivt i deres liv, og det ene donorbarn ikke har?

For det er jo dét vi diskuterer her, ikke konceptet donorbarn.

Ja det gør jeg!

Det fungerer rigtig godt.. Barnet er vokset op med at kende "historien" bag.. Det fungerer rigtig godt, fordi mor ikke er bange for at svare ærligt på de spørgsmål som barnet stiller i den forbindelse. Barnet ved, at det er værdsat og ønsket og higer ikke efter kærlighed fra den manglende far. 

Jeg ved at dette barn er glad for at have sin mor for sig selv når den store er hos sin far hver 2. weekend. Somme tider tager faderen til den store også den lille med på tur, i zoo og lign. for hyggens skyld. Men det kan man jo selvfølgelig ikke forvente af den "nuværende" fader. 

modesty skriver:

Har han ikke nogen far, mens de andre søskende har en far?

Ja ham er den eneste der er donorbarn.