2 barn som donorbarn i en ung alder? jeres mening?

Hej

Jeg kunne godt bruge jeres mening om dette..

Jeg er alene med et barn på 3½, og er 26 år.. Jeg har drømt om et barn mere siden mit barn var 1 år gammel, og har drøftede det med egen læge.. Det var egen læge der så kom med alternativet med at få et barn med en donor..

Min datters far og jeg gik fra hinanden under graviditeten for over 4 år siden, og jeg har slet ikke haft udsigter til at finde en ny siden.. Ikke engang en flirt er der i mit liv, og det er nok ligeså meget fordi min interesse ikke er der.. Jeg er glad ved vores liv, og føler, at det eneste jeg ønsker er at forøge min lille familie..

Jeg slog dog dengang tanken hen med et donorbarn da jeg gerne vil tilbyde mine børn en far, og jeg da ligesom alle andre kvinder drømmer om en lille familie med mor, far og børn.. Men nu er der gået 4 år, og ingenting har ændret sig på det plan, og nu vil jeg meget gerne have nr 2..

Jeg har støtte i mine veninder og min nærmeste familie.. Men resten er der ingen opbakning fra, og de synes jeg er helt sindssyg i låget da jeg jo er aaaaaaalt for ung, og har MANGE år til at møde HAM der i.. Men jeg har bare ikke lyst til at vente længere, og jeg har heller ikke lyst til at finde ham lige nu.. For så føler jeg, at jeg finder ham kun for at få en familie med ham, og det er jo det helt forkerte grundlag(det skal jo være fordi vi bliver forelsket, ikke sandt?)..

Hvad er jeres mening om det?

Jeg frygter at omverdenen vil tænke jeg er egoistisk og bunduansvarlig, og at jeg er helt væk..

Jeg er snart færdiguddannet, og min datter og jeg bor i eget lille hus (rigeligt plads til en lillebror eller søster), og vi bor tæt på hele mit netværk(veninder og familie)

Jeg synes jo nok også, at det er svært at skulle definitivt give afkald på drømmen om den lille kernefamilie 

Anonym skriver:

Hej

Jeg kunne godt bruge jeres mening om dette..

Jeg er alene med et barn på 3½, og er 26 år.. Jeg har drømt om et barn mere siden mit barn var 1 år gammel, og har drøftede det med egen læge.. Det var egen læge der så kom med alternativet med at få et barn med en donor..

Min datters far og jeg gik fra hinanden under graviditeten for over 4 år siden, og jeg har slet ikke haft udsigter til at finde en ny siden.. Ikke engang en flirt er der i mit liv, og det er nok ligeså meget fordi min interesse ikke er der.. Jeg er glad ved vores liv, og føler, at det eneste jeg ønsker er at forøge min lille familie..

Jeg slog dog dengang tanken hen med et donorbarn da jeg gerne vil tilbyde mine børn en far, og jeg da ligesom alle andre kvinder drømmer om en lille familie med mor, far og børn.. Men nu er der gået 4 år, og ingenting har ændret sig på det plan, og nu vil jeg meget gerne have nr 2..

Jeg har støtte i mine veninder og min nærmeste familie.. Men resten er der ingen opbakning fra, og de synes jeg er helt sindssyg i låget da jeg jo er aaaaaaalt for ung, og har MANGE år til at møde HAM der i.. Men jeg har bare ikke lyst til at vente længere, og jeg har heller ikke lyst til at finde ham lige nu.. For så føler jeg, at jeg finder ham kun for at få en familie med ham, og det er jo det helt forkerte grundlag(det skal jo være fordi vi bliver forelsket, ikke sandt?)..

Hvad er jeres mening om det?

Jeg frygter at omverdenen vil tænke jeg er egoistisk og bunduansvarlig, og at jeg er helt væk..

Jeg er snart færdiguddannet, og min datter og jeg bor i eget lille hus (rigeligt plads til en lillebror eller søster), og vi bor tæt på hele mit netværk(veninder og familie)

Jeg synes jo nok også, at det er svært at skulle definitivt give afkald på drømmen om den lille kernefamilie 

Hvis man har kærlighed i hjertet og lyst til at give det til et barn mere, ja hvorfor ikke?

Jeg synes det er SÅ fedt at man følger sine drømme 

Det eneste fremtidige negative jeg kan komme i tanke om , er at det ene af dine børn har en far - det andet "ikke" - men jeg vil klart sige go for it 

Jeg tænker da også at du bare ska gøre det! Vh stine

Tusind tak! Det var betryggende at høre..

Jeg har bestilt tid til at få lavet alle prøver i år, og så giver jeg det indtil efter nytår hvor jeg effektivt vender mig til tanken, inden jeg går i gang

Jeg vil være 110% sikker!

Hvad med at høre din datters far ad først? Hvis han selvfølgelig er single og ellers er en god far, så kunne det da være oplagt, at i fik nr. 2 sammen, selv om i ikke er kærester  

det var bare en tanke der slog mig.

Hej

Jeg kunne godt bruge jeres mening om dette..

Jeg er alene med et barn på 3½, og er 26 år.. Jeg har drømt om et barn mere siden mit barn var 1 år gammel, og har drøftede det med egen læge.. Det var egen læge der så kom med alternativet med at få et barn med en donor..

Min datters far og jeg gik fra hinanden under graviditeten for over 4 år siden, og jeg har slet ikke haft udsigter til at finde en ny siden.. Ikke engang en flirt er der i mit liv, og det er nok ligeså meget fordi min interesse ikke er der.. Jeg er glad ved vores liv, og føler, at det eneste jeg ønsker er at forøge min lille familie..

Jeg slog dog dengang tanken hen med et donorbarn da jeg gerne vil tilbyde mine børn en far, og jeg da ligesom alle andre kvinder drømmer om en lille familie med mor, far og børn.. Men nu er der gået 4 år, og ingenting har ændret sig på det plan, og nu vil jeg meget gerne have nr 2..

Jeg har støtte i mine veninder og min nærmeste familie.. Men resten er der ingen opbakning fra, og de synes jeg er helt sindssyg i låget da jeg jo er aaaaaaalt for ung, og har MANGE år til at møde HAM der i.. Men jeg har bare ikke lyst til at vente længere, og jeg har heller ikke lyst til at finde ham lige nu.. For så føler jeg, at jeg finder ham kun for at få en familie med ham, og det er jo det helt forkerte grundlag(det skal jo være fordi vi bliver forelsket, ikke sandt?)..

Hvad er jeres mening om det?

Jeg frygter at omverdenen vil tænke jeg er egoistisk og bunduansvarlig, og at jeg er helt væk..

Jeg er snart færdiguddannet, og min datter og jeg bor i eget lille hus (rigeligt plads til en lillebror eller søster), og vi bor tæt på hele mit netværk(veninder og familie)

Jeg synes jo nok også, at det er svært at skulle definitivt give afkald på drømmen om den lille kernefamilie 

Jeg synes at du skal gøre dig nogle overvejelser omkring hvad det vil gøre ved en evt. lillebror eller -søster at dit store barn har en far som (går jeg ud fra) deltager i hendes liv, giver hende omsorg, kærlighed, opmærksomhed o.s.v. Der vil helt sikkert komme jalousi, følen sig anderledes/forkert o.s.v. hos det nye barn. Det ville nok være min største bekymring. 

modesty skriver:

Jeg synes at du skal gøre dig nogle overvejelser omkring hvad det vil gøre ved en evt. lillebror eller -søster at dit store barn har en far som (går jeg ud fra) deltager i hendes liv, giver hende omsorg, kærlighed, opmærksomhed o.s.v. Der vil helt sikkert komme jalousi, følen sig anderledes/forkert o.s.v. hos det nye barn. Det ville nok være min største bekymring. 

Jeg er helt enig.

Du ved, hvad du går ind til med at have et barn, så jeg er sikker på, at du ville kunne klare at være alenemor med 2 børn, men hensynet til donorbarnet ville gøre, at jeg ville sige nej. Jeg tror simpelthen ikke på, at det ikke vil påvirke donorbarnet, at dette ikke har en far lige som dit andet barn har.

Jeg ved godt, at man med en ny mand kan risikere, at han ikke vil have noget med barnet at gøre, men jeg ville aldrig bevidst vælge, at mit ene barn ikke skulle have en far, når mit andet barn har en far.

Anonym skriver:

Hej

Jeg kunne godt bruge jeres mening om dette..

Jeg er alene med et barn på 3½, og er 26 år.. Jeg har drømt om et barn mere siden mit barn var 1 år gammel, og har drøftede det med egen læge.. Det var egen læge der så kom med alternativet med at få et barn med en donor..

Min datters far og jeg gik fra hinanden under graviditeten for over 4 år siden, og jeg har slet ikke haft udsigter til at finde en ny siden.. Ikke engang en flirt er der i mit liv, og det er nok ligeså meget fordi min interesse ikke er der.. Jeg er glad ved vores liv, og føler, at det eneste jeg ønsker er at forøge min lille familie..

Jeg slog dog dengang tanken hen med et donorbarn da jeg gerne vil tilbyde mine børn en far, og jeg da ligesom alle andre kvinder drømmer om en lille familie med mor, far og børn.. Men nu er der gået 4 år, og ingenting har ændret sig på det plan, og nu vil jeg meget gerne have nr 2..

Jeg har støtte i mine veninder og min nærmeste familie.. Men resten er der ingen opbakning fra, og de synes jeg er helt sindssyg i låget da jeg jo er aaaaaaalt for ung, og har MANGE år til at møde HAM der i.. Men jeg har bare ikke lyst til at vente længere, og jeg har heller ikke lyst til at finde ham lige nu.. For så føler jeg, at jeg finder ham kun for at få en familie med ham, og det er jo det helt forkerte grundlag(det skal jo være fordi vi bliver forelsket, ikke sandt?)..

Hvad er jeres mening om det?

Jeg frygter at omverdenen vil tænke jeg er egoistisk og bunduansvarlig, og at jeg er helt væk..

Jeg er snart færdiguddannet, og min datter og jeg bor i eget lille hus (rigeligt plads til en lillebror eller søster), og vi bor tæt på hele mit netværk(veninder og familie)

Jeg synes jo nok også, at det er svært at skulle definitivt give afkald på drømmen om den lille kernefamilie 

Hvis det er det du vil siger jeg gør det  

det er ikk dine nærmeste der skal have et barn det er dig. du møder manden i dit liv når du gør ikk på noget andet tidspunkt  

jeg tror ikke dem der siger at det "andet" ikke kommer til at have det lige så godt fordi det ikki har en far.

Jeg tror at i mange familjer er der børn der bliver glemte og lignende, jeg vil sige at det er fantastisk når man ønsker det så meget at man vil gå så langt for at få et mere.

der er mange børn der har fået en ny pap far efter nogle år der ikke ser deres rigtige far og de har det da lige så godt som andre.

tror du skal gøre hvad der føles rigtig og ikke lyt til andre