Fastholde barn i babyrollen?

Elgaard73 skriver:

Hvad mener du med at hun er bagud i udviklingen? Hvordan?

Jeg kan kun se at du nævner det manglende sprog, som indikator for at hun er bagud? Der er mange børn der ikke siger et kvæk som 16 måneder gammel, uden at de er bagud af den grund.

At hun bliver ammet...jamen herregud, hun er 16 måneder, ikke 16 år. Jeg ammede vores søn til han var 19 måneder og det kom han altså ikke bagud af. Jeg tænker også lidt at det jo nok stadig er pigens behov (tryghed), ellers havde hun sagt fra. Du kan jo af gode grunde ikke tvinge dem til at hapse fat i babsen.

Jeg sov også med vores dreng, fra dag et, og gør det faktisk stadig og han er alligevel en fremmelig dreng (på 2,10 år). Han blev passet hjemme til han var 18 måneder og havde ingen som helst problemer med at fungere socialt, da han først kom ud.

Jeg ville ikke blande mig, hvis ikke der er andet, end det du nævner.

Jeg syntes at det lyder som om, at pigen får en god og tryg start på livet, hvor nærvær er i højsædet. Børn har rent faktisk ikke brug for andre end deres mor (og far) de første 2-3 år af deres liv. Det med at de burde ud mellem andre børn/mennesker, det er en samfundsskabt ide/løsning, for at det skal passe ind i vores travle og pressede arbejdsliv.

 

Det er nu ikke helt korrekt - rent historisk har kernefamilien mor og far og børn kun eksisteret meget kort tid i den form som nu. Det er rigtigt at ideen om vuggestuen i sin form er ny og når vi hører om dens fordelagtigheder så handler det også om at vi med god samvittighed skal aflevere så vi er med til at holde hjulene i gang.

Men børn har til alle tider været sammen med andre børn, i de amå landsbyer har de løbet rundt fra de kunne, man har skiftes til at passe, de har været i små grupper på marken - at mor skulle gå hjemme og passe barn har der simpelthen ikke været råd og overskud til - mor arbejdede.... Selv i det helt gamle Grækenland talte man om grupper af små børn hvor der var en opdragelse i gang.

Og så har der sjældent været tale om enebørn særlig længe i hvert fald, og jeg kan da se forskel min nummer 3 behøvede på ingen måde ud af huset aktiviteter med andre børn for han fik så rigeligt med børn af sine storesøskende, hvor min den første nød andre børn helt enormt og der var det et behov (helst hvor mor også var der).

Til TS: 

Jeg vil ikke forsøge at vurdere din søsters forhold til sin datter, men jeg tænker hvis I er tætte nok, hvad så med en snak bare om din undren - hun kan jo have mange gode forklaringer. 

Lige med hensyn til amning er jeg ret sikker på barnet nok selv skal sige fra hvis ikke behovet er der, men man skal selvsagt passe på amningen ikke tager interessen for almindelig mad. Min datter kom i en dum rytme hvor hun så og sige suttede hele natten, dvs. Hun tog sine hovedmåltider om natten og det var derfor en kamp at få hende til at spise om dagen - dvs. Amningen overtog og den almindelig mad blev blot supplement og det er næringsmæssigt ikke okay efter en hvis alder.

Anonym skriver:

Puha, det er et ømt emne jeg nævner her..

Min søster har en datter på 16 måneder. En fin lille pige, men hun bliver fastholdt i babyrollen og jeg er sådan i tvivl om jeg skal påpege det.

Sagen er den, at hun stadig bliver ammet ca hver tredje time, og to gange hver nat.
Det er ikke pigen der melder sig ved amning, hun bliver bare lagt til brystet uanset hvad.

Det er tydeligt, at det er min søsters behov der bliver opfyldt med amningen og ikke pigens.

Hun sover heller ikke i sin egen seng, men hos min søster i deres seng. Manden er rykket ned på sofaen.
Pigen sover dog stort set ikke om natten. Hun tumler rundt konstant, kravler rundt i sengen og pludrer.

Hun har ikke noget sprog overhovedet, ikke engang et enkelt eller to ord, for de taler kun babysprog til hende.

Min søster går hjemme med hende, og hun vil først sende hende afsted i børnehave om 2 år. Fred være med det, men hun leger jo ikke med nogen på sin egen alder. Hun får ingen alderssvarende stimulering eller udfordringer.
De går ikke i legestue, til rytmik eller andet.

Min søster har heller aldrig været mere end to timer væk fra datteren.. Hun melder fra til alt hvor datteren ikke kan deltage.

Skal jeg blande mig uden om, eller er hun ude på et skråplan?
Hjælp!

Du skal blande dig helt udenom, det kommer slet ikke dig ved. 

lineog4 skriver:

Det er nu ikke helt korrekt - rent historisk har kernefamilien mor og far og børn kun eksisteret meget kort tid i den form som nu. Det er rigtigt at ideen om vuggestuen i sin form er ny og når vi hører om dens fordelagtigheder så handler det også om at vi med god samvittighed skal aflevere så vi er med til at holde hjulene i gang.

Men børn har til alle tider været sammen med andre børn, i de amå landsbyer har de løbet rundt fra de kunne, man har skiftes til at passe, de har været i små grupper på marken - at mor skulle gå hjemme og passe barn har der simpelthen ikke været råd og overskud til - mor arbejdede.... Selv i det helt gamle Grækenland talte man om grupper af små børn hvor der var en opdragelse i gang.

Og så har der sjældent været tale om enebørn særlig længe i hvert fald, og jeg kan da se forskel min nummer 3 behøvede på ingen måde ud af huset aktiviteter med andre børn for han fik så rigeligt med børn af sine storesøskende, hvor min den første nød andre børn helt enormt og der var det et behov (helst hvor mor også var der).

Til TS: 

Jeg vil ikke forsøge at vurdere din søsters forhold til sin datter, men jeg tænker hvis I er tætte nok, hvad så med en snak bare om din undren - hun kan jo have mange gode forklaringer. 

Lige med hensyn til amning er jeg ret sikker på barnet nok selv skal sige fra hvis ikke behovet er der, men man skal selvsagt passe på amningen ikke tager interessen for almindelig mad. Min datter kom i en dum rytme hvor hun så og sige suttede hele natten, dvs. Hun tog sine hovedmåltider om natten og det var derfor en kamp at få hende til at spise om dagen - dvs. Amningen overtog og den almindelig mad blev blot supplement og det er næringsmæssigt ikke okay efter en hvis alder.

Jeg mener det ikke helt så sort og hvidt, som jeg måske fik det skrevet . Jeg mener bestemt ikke at børn, død og djævel, skal holdes/isoleres hjemme i de første 2-3 år. At det er det ultimative bedste for dem.

Jeg mente blot at børn rent behovsmæssigt/udviklingsmæssigt, ikke tager skade af at være hjemme hos deres mor. På mig lød TS' indlæg ikke, som om at søsteren totalt isolerede sit barn og aldrig kom uden for en dør. Hun nævnte blot at barnet ikke kom i legestue og lign., og det mener jeg nu ikke er særligt katastrofalt. (Og der var jo kun tale om at søsteren ville holde barnet hjemme i yderligere 2 år).

Jeg tror på at hvis børn bliver tanket godt op med tillid, nærhed og kærlighed hjemmefra, så skal de også nok klare "udfordringen" med at omgåes andre børn, når den tid kommer.

Jeg synes du skal blande dig udenom. Helt og aldeles. 

Synes ikke der er noget alarmerende i noget som helst af det du nævner.

Jeg kan godt forstå, at du undrer dig. Jeg ville ikke undre mig over, at hun stadig til dels bliver ammet. Men hver 3. time i løbet af dagen...?!! Det er jo som et spædbarn. 

Jeg ville være bekymret for, om hun fik nok "rigtig" mad - at blive ammet så mange gange på et døgn, må jo nødvendigvis tage en del af hendes appetit. Jeg ville nok spørge til hendes tanker om det - men du kan jo ikke ændre på det, hvis hun mener det skal være sådan. 

Altså jeg har jo den holdning at hvad man gjorde for 1000 år siden, kan man også gøre idag.. ( i grove træk selvfølgelig)

Før i tiden var samsovning ganske normalt, lissom amning af ældre børn end vi ser idag var. 

Jeg tror at det der er "normalt" idag, i høj grad er noget vi får proppet med over hovedet.. Det er jo i stor stil sådan, fordi det er nødvendigt for at få vores hverdag til at fungere rent praktisk. Jeg synes faktisk at hun er utrolig heldig at hun har mulighed for at gøre lige præcis det, som hun tydeligvis synes er rigtig for dem