Julen er aldrig blevet den samme for mig/os igen - det betyder ikke den er blevet dårligere, men den er bare ikke blevet det samme.
Jeg var sådan en der elskede julen, en masse pynt, en masse bag, pynte gaverne med tonsvis af papir, pænt tøj, arrangementer og og og og....
Ja så døde Lia jo i slut november og blandt andet var vi nede og se juletræet blive tændt efter hendes begravelse, det var den første søndag i advent en uge efter hendes død, vi skulle til juletræsfest, juleteater og og og... Vi gennemførte, for adrenalinen var jo på sin højeste og ja juleaften klarede vi.
. Men året efter startede en nu måde at have jul. Først den kroniske dårlige samvittighed over jeg ikke får pyntet, ikke får bagt, ikke er den overskudsagtige julehygge mor - men det er jeg bare ikke det er ambivalent og da jeg accepterede det blev jeg det pludselig.
Juleaftensdag er der en masse tanker, jeg mangler sgu Lia helt enormt, men julen har fået en anden mening. Vi går i den katolske kirke (vi er godt nok ikke kristne sådan rigtigt) og tænder lys for Lia, vi fodrer ænder, vi tænder lys på graven. Så tager vi hjem, får tændt Lias lys, får varmt hyggetøj og begynder stille og roligt på maden - ja det er blevet til noget med stille og roligt og bare nyde vi har lov at være sammen. Mine øjne vender tit mod Lias vindue hvor jeg kan se ned til hendes kirkegård, kigger på de 4 glaskugler med børnenes navne og ja har en klump i halsen både fordi jeg mangler, men også fordi jeg er så taknemmelig for jeg elsker og jeg har de andre mirakler lige her... Uden dem havde jeg nok aflyst julen.
Men nej den bliver aldrig den samme, men jeg kan faktisk lide den vi har fået skabt selvom den gør ondt helt der ind hvor det gør mest ondt, helt der ind hvor smerten bare er skarp og ren, helt der ind hvor kun jeg kender - helt derinde gør julen så ondt så det er ubeskriveligt...
Håber en lille spire vokser i den mave til jul...
