Bliver julen nogensinde den samme?!

fo82 skriver:

Puh det må være hårdt - det kan man da slet ikke sætte sig ind i  om julen nogensinde bliver det samme?

Garanteret ikke, du vil nok altid blive mindet om at du mangler din søn. Men ved du hvad? Det er også helt ok! Du skal jo ikke glemme ham, men mindes den tid du nåede at have med ham.

Julen er glædens fest, men det er også tiden hvor man plejer sine nære og mindes de der var her en gang.

Jeg håber at du med tiden finder styrken til at finde glæden ved denne højtid igen. Jeg håber at du på trods af sorgen også vil kunne rumme resten af familien og tilbringe julen med dem, og nyde den igen.

Der er ingen der siger at det bliver i år, dertil er sorgen nok for stor endnu... Men jeg håber at du en dag vil finde den barnlige glæde ved julen igen. Den fortjent du lige så meget som vi andre.

Stort kram herfra

Jeg håber også at jeg en dag kan finde min barnlige side frem igen. Julen har bare altid været det helt store i min familie, gode gamle traditioner. Vi planlægger småkager og konfekt-lavning flere måneder før jul. Mødes til æbleskiver og glöög og laver dekorationer sammen. 

Jeg kan bare slet ikke overskue det, men tager masken på at lader som om, måske skal jeg sige det som det er

LJMNA skriver:

Nu har jeg ikk mistet mit eget barn, men min nevø som jeg var meget tæt på, så dagligt og ja endda har været indlagt med, døde for 4 år siden.. Det bliver bedre, men aldrig det samme, men man finder nye traditioner, fx starter vi altid juleaftensdag med en hyggelig gåtur op til Emils have med hans gave.. 

Men det tager tid, år og mange tåre.. Kæmpe kram 

 

Vi har også snakket om at lave en tradition ud af det, tror bare det bliver D. 22/12 da det jo er hans fødselsdag. 

Ikke lige den tradition jeg troede vi skulle starte  

lineog4 skriver:

Julen er aldrig blevet den samme for mig/os igen - det betyder ikke den er blevet dårligere, men den er bare ikke blevet det samme.

Jeg var sådan en der elskede julen, en masse pynt, en masse bag, pynte gaverne med tonsvis af papir, pænt tøj, arrangementer og og og og.... 

Ja så døde Lia jo i slut november og blandt andet var vi nede og se juletræet blive tændt efter hendes begravelse, det var den første søndag i advent en uge efter hendes død, vi skulle til juletræsfest, juleteater og og og... Vi gennemførte, for adrenalinen var jo på sin højeste og ja juleaften klarede vi.

. Men året efter startede en nu måde at have jul. Først den kroniske dårlige samvittighed over jeg ikke får pyntet, ikke får bagt, ikke er den overskudsagtige julehygge mor - men det er jeg bare ikke det er ambivalent og da jeg accepterede det blev jeg det pludselig. 

Juleaftensdag er der en masse tanker, jeg mangler sgu Lia helt enormt, men julen har fået en anden mening. Vi går i den katolske kirke (vi er godt nok ikke kristne sådan rigtigt) og tænder lys for Lia, vi fodrer ænder, vi tænder lys på graven. Så tager vi hjem, får tændt Lias lys, får varmt hyggetøj og begynder stille og roligt på maden - ja det er blevet til noget med stille og roligt og bare nyde vi har lov at være sammen. Mine øjne vender tit mod Lias vindue hvor jeg kan se ned til hendes kirkegård, kigger på de 4 glaskugler med børnenes navne og ja har en klump i halsen både fordi jeg mangler, men også fordi jeg er så taknemmelig for jeg elsker og jeg har de andre mirakler lige her... Uden dem havde jeg nok aflyst julen.

Men nej den bliver aldrig den samme, men jeg kan faktisk lide den vi har fået skabt selvom den gør ondt helt der ind hvor det gør mest ondt, helt der ind hvor smerten bare er skarp og ren, helt der ind hvor kun jeg kender - helt derinde gør julen så ondt så det er ubeskriveligt...

Håber en lille spire vokser i den mave til jul...

Du beskriver så godt alle mine følelser og alt det jeg frygter på en og samme tid. 

Jeg er også julemenneske og min familie holder godt fast i de gode gamle traditioner, de traditioner jeg troede Isaac skulle være en del af i år. 

Uden at det skal lyde forkert, men jeg hader den nye tradition vi skal til at starte, jeg gider da ikke på kirkegården! Og alligevel så vil jeg jo gerne, det er jo bare ikke lige sådan jeg havde planlagt julen 2014. Vi har aftalt at vi besøger ham på hans fødselsdag, og så er det ikke sikkert jeg lige har overskud juleaften i år, men det er også så tæt, så føler det er "okay", at jeg starter stille ud med hans fødselsdag.

Håber en spire vokser derinde og kan sprede lidt lykke, tror vi alle kunne bruge det når julen banker på døren.

Lisbeth1985 skriver:

Julen bliver nok aldrig den samme,desværre. Men med tiden er jeg sikker på,at den bliver god - bare på en anden måde.. Jeg tror,at det er vigtigt,at i mærker efter inderst inde,hvad I har lyst til - skidt med hvad andre forventer af jer!! Har i lyst til at begrave jer under dynen og droppe julen et enkelt år,så gør det!! Skæld ud,græd og få det ud af systemet,så bliver det (forhåbentlig) mere overskueligt næste år... Sidste jul brugte jeg på at kæmpe mig igennem juledagene (vi er barnløse på 5.år) og jeg havde det ad h.... til.. Så nu dropper vi højest sandsynligt julen i år og rejser ned i solen... Er min familie skuffet,ja.. Men jeg/vi gør i år det,som er bedst for OS,da vi har brug for at bearbejde,at vi nok aldrig bliver forældre.. Så må alle andre mene,hvad de vil.. Jeg kommer til at nyde julen igen en dag.. Den dag er bare ikke kommet endnu.. Jeg ønsker jer en glædelig jul trods sorgen og smerten,og jeg håber,at i finder en løsning,som er rigtig for JER!! ������

Vi har snakket om at droppe julen i år, men kan alligevel ikke forene mig med tanken om slet ikke at skulle holde jul.

Tror bare det må komme som det kommer. Sikkert en masse tårer, men det er sammen med familie der kender os så de ved jo at alt knuger sig sammen inden i os. 

Men hvis nu jeg bliver gravid i 1. eller 2. forsøg, så kan en spire da sprede en smule lykke og smil frem 

grinny skriver:

Du beskriver så godt alle mine følelser og alt det jeg frygter på en og samme tid. 

Jeg er også julemenneske og min familie holder godt fast i de gode gamle traditioner, de traditioner jeg troede Isaac skulle være en del af i år. 

Uden at det skal lyde forkert, men jeg hader den nye tradition vi skal til at starte, jeg gider da ikke på kirkegården! Og alligevel så vil jeg jo gerne, det er jo bare ikke lige sådan jeg havde planlagt julen 2014. Vi har aftalt at vi besøger ham på hans fødselsdag, og så er det ikke sikkert jeg lige har overskud juleaften i år, men det er også så tæt, så føler det er "okay", at jeg starter stille ud med hans fødselsdag.

Håber en spire vokser derinde og kan sprede lidt lykke, tror vi alle kunne bruge det når julen banker på døren.

Jeg hader også min familie skal have de traditioner, men når nu det ikke kan være anderledes så synes jeg vi har fået nogen der er gode og rare (mens de er de dummeste overhovedet).

Jeg har fået inkluderet Lia ved fx en glaskugle med hendes navn på og så en lyseholder til juletræet som er speciel og er hendes lys juleaften....

Og forresten om man kommer på graven, om man får tænkt den rigtige tanke, gjort de rigtige ting er så helt igennem ligegyldigt - det vigtigste er du finder en fred med de valg I gør om Isaac alle dage også juleaften - men en ting kan jeg skrive som i hver fald var rigtigt for mig: du har klaret en juleaften, når Isaac bliver 1 år så starter de samme 365 dage igen, men nu med dig stærkere for du har overlevet og levet dem en gang, det er ikke konstant nye døre der skal åbnes, for de fleste har du allerede åbnet og nu skal du blot gentage dem - at vide man har klaret dem en gang giver en helt anden styrke....

grinny skriver:

Jul overalt

Herinde, på arbejdet og butikkerne begynder også så småt finde frem i gemmerne.

Vi begynder at snakke om juleaften, hvornår skal vi lave dekorationer, om vi skal prøve noget nyt i år, julefrokost osv. osv.

Jeg elsker, eller elskede? julen. For mig har julen altid været den vigtigste højtid. Jeg elsker kulde, elsker sne, elsker mørke morgener, hygge med stearinlys og kakao. Alt ved december er lige mig. Jeg elsker hyggen og jeg elsker at se andre pakke gaver op jeg har købt.

Vil jeg elske den i år? Gider jeg julen? Kan jeg hygge mig? Kan jeg overhovedet overskue det?

Dette skulle være julen hvor Isaac ville blive et år og få mere ud af julen. Vi skulle nyde at se ham pakke gaver op.

Hvordan skal jeg nogensinde kunne hygge mig når jeg d. 22 december skal fejre min søns 1 års fødselsdag på en kirkegård?

Måske hvis jeg igen venter mig? Så er der måske en lille smule hygge og lykke?

Jeg er bange for december, bange for jul - og det er lige rundt om hjørnet! 

Hold da op i er nogle modige og stærke kvinder.  Jeg sidder og tårene falder bare ned. Jeg har gudskelov aldrig prøvet at miste et barn, men i skal vide at man virkelig får en øjn åbner når man så læser jeres. Jeg bliver helt flov over mit brokkeri af min trold på 7 uger der ikke vil sove osv.

Jeg håber inderligt og ønsker meget højt at i med tid finder en smule lykke og glæde. Julen ja den er hård men for mig er julen også tiden hvor man må prøve at huske det gode man har. Den kærlighed som man kan se.  Og ja jeg ved godt det er umuligt det første lange stykke tid.  Knus og kram