Hej Christina.
Jeg har en søn på næsten 5 måneder (6 maj)
Jeg er super god til at tage sorgerne på forskud og bekymrer mig nok mere end de fleste. Nu spekulerer jeg meget på: lærer han nogensinde at kravle, rejse sig op, gå osv. Jeg er bange for at jeg ikke får trænet nok med ham og er egentlig i tvivl hvorvidt man skal lære dem de forskellige ting, eller om det kommer helt naturligt?
Hvis det er noget man skal lære dem, hvordan gør man så dette? Når han er vågen ligger han meget på maven. I danser, laver rulle øvelser osv.. men er super bange for at jeg ikke kan lære ham at komme videre, og det bekymrer mig rigtig meget.
Så spørgsmålet er: skal man lære ham tingene? Hvis ja, hvordan? Eller kommer det naturligt af sig selv? ??
På forhånd mange tak for hjælpen
Christinas svar
Hej
Mange tak for dit spørgsmål.
Man vil sine børn det bedste og vi kender alle til de bekymringer omkring vores børn man får med i "forældregave".
Nej, du skal ikke som sådan lære eller undervise din dreng i at kravle, rejse sig op eller gå. Han klarer det som udgangspunkt selv.
Men du kan sørge for at han har mulighed for at udfolde sig. At der er plads omkring ham, at der er noget han kan få fat i når han vil rejse sig, et gulv der ikke er for glat når han vil kravle, at du ikke holder ham unødigt tilbage fordi du er bange for at han slår sig. At han har mulighed for at udforske og spejle sig i opgivelserne - og rigtig gerne sammen med dig.
Der ud over kan du "læse" dit barn og se hvad det er han "arbejder" på lige nu og støtte ham i det. Er han f.eks. lige ved at kunne rulle fra ryg til mave men mangler lige det sidste for at komme hen over skulderen, kan du give ham et lille bitte skub eller træk så han oplever at det var noget han mestrede og dermed få lyst til at blive ved med at arbejde på det. At du har øje for det initiativ til bevægelse han selv udviser.
Desuden er noget af det bedste du kan give din dreng med på vejen at han blive glad for at ligge på maven, da det er fra maveliggende alle bevægelser udgår fra.
Håber det var svar nok ellers er du meget velkommen til at kontakte mig på haansbaek@stofanet.dk.
De bedste hilsner
Christina Haansbæk, børnefysioterapeut
Christina tilbyder udredning, råd og vejledning, motorisk testning samt behandling af børn i alderen 0-15 år. Typiske problemstillinger kan være motorisk forsinkelse, motorisk uro, hypermobilitet, kranie skævhed, usikker hånddominans samt sansemotoriske vanskeligheder. Christina er mobil børnefysioterapeut og kører i Hovedstadsområdet samt Nordsjælland.
Se Christinas hjemmeside: FysioterapiTilBørn.dk
Anmeld