Vanessa's vej til verden

VenterVanessa skriver:

Jeg ligger her, i mange smerter, og har sovet max 2 timer sammenlagt, så jeg tænkte at istedet for at kigge ud i luften, kunne jeg da skrive om forløbet op til og hvordan min dejlige datter kom til verden.

Hvis man har fulgt mine debatter ved man at jeg er type 1 diabetiker, at jeg har været ekstremt stresset under denne graviditet, og at min lille prinsesse blev for nogle uger siden skudt til at være 18% for lille.

Det hele startede for nogle uger siden, da hun som sagt blev skudt til at være 18% for lille næsten.. Jeg fik pænt besked på at slappe af, og ikke stresse mere i denne her graviditet, da det altså påvirkede hende. Det gjorde rigtig ondt at høre, og selvfølgelig gjorde jeg alt jeg kunne for ikke at stresse.

Jeg fejrede i weekenden d. 20-21 september min 23 års fødselsdag, og hyggede mig med familien, og slappede helt af. Min dejlige kæreste har været helt fantastisk til at lave ALT oprydning, madlavning osv, på trods af at jeg går hjemme, og han studerer. Han ville IKKE se mig stresse!

Jeg var så efterfølgende til kontrol (jeg bliver fulgt MEGET tæt, 2 gange i ugen, henholdsvis med graviditeten og med sukkersygen), og fik hende målt til at være 18.1% procent for lille, og det gik altså stadig ned af bakke. Jeg skulle nu have en tid til en ekstra scanning pga dette.

I onsdags var jeg så til denne, hvor hendes vægt ikke var blevet bedre, og flowet i hendes hoved blev målt til ikke at være helt perfekt.
De fik det ikke til at lyde helt forfærdeligt, men det var jo heller ikke skide godt. Jeg skulle bare til at slappe lidt af, og igen have en tid til en ekstra scanning.

Jeg lider meget af plukveer på dette tidspunkt, men synes at jeg oplever mindre liv, så jeg vælger torsdag aften at ringe og fortælle at jeg kommer ind om nogle timer for at få kørt en CTG for at få alt tjekket lige for en sikkerhedsskyld.
Da jeg bor langt væk fra hospitalet, spørger hun om det ikke er nemmere ved et andet hospital, om jeg ikke kan finde et lift eller lign, men det kan jeg altså ikke fortæller jeg, og de må vente på at jeg har været med diverse busser og toge, for ville godt have min lillepigen tjekket, bare for en sikkerhedsskyld.

Jeg kommer ind omkring kl 23-00 og får kørt en CTG, hvor de godt kan se at hun er lidt stille. Derfor vælger de at jeg skal scannes, og en overlæge kommer så ind og scanner hende.
Vi får af vide at der er massere af fosterbevægelser, og hun endda ligger og lave suttereflekser, hvilket er et rigtigt stort overskudstegn.

De overvejede at beholde mig natten over pga den lidt stille CTG, men pga den gode scanning, vælger de at sende mig hjem, og fortæller at jeg bare lige skal komme igen kl 10 i går morges, for at få kørt en sikkerheds CTG.

Jeg er hjemme omkring kl 2, og får et par timers søvn, før vi igen skal op for at nå bus og tog.
Vi møder ind omkring kl 10:30-11:00 pga problemer med togene, og kurven bliver startet.
Hun er igen lidt stille synes de, men der kommer dog lidt gang i den igen.
En rigtig sød læge kommer ind, og fortæller at de gerne lige vil køre denne jer kurve lidt ekstra, og pga flowet i hovedet, vil de godt lige have mig scannet af overlægen, og derefter skal jeg komme tilbage, og se hvad der skal ske.

Jeg går ned og bliver scannet, og kan igen få af vide at hun på scanninger altså er en super aktiv, stadig lille, men aktiv pige. Jeg bliver helt glad inden i, og regner egentlig bare med at jeg skal op for at vise resultatet, og hjem for at få en lur, da jeg ikke har fået sovet næsten om natten.
Jeg går op med papirerne, og sætter mig til rette ved venteværelset, og efter meget kort tid (på trods af en lang kø) bliver vi kaldt på.
Jeg har heldigvis min dejlige kæreste med, da han af en eller anden grund følte at der ville ske noget, så han havde taget fri fra skole, TAK for at han pludselig er blevet synsk!
Da vi så ikke går den vej vi plejede, men ind på fødegangen, ved jeg godt hvad klokken har slået. Klokken er nu heromkring 12:30.

Jeg får ringet rundt til familien her, og min far og hans kæreste der egentlig er på ferie i Tyskland, kører hjem med det samme, for at være hos mig senere.
Vi bliver vist ind på en stue, og her fortæller de mig så, at det er værre en først antaget, og at hun har det der kaldes brain sparring, og derfor skal hun ud nu.
Jeg håber ekstremt på at få lov til at føde normalt, men da hun er stresset i forvejen kræver det en stress test, for at bedømme om det kan lade sig gøre.
Jeg får sagt hej til den rigtig søde jordemoder Sus, og får lagt et drop i hånden, får startet CTG'en og droppet bliver startet.
Efter kun 20 minutter kan man se på hendes puls at hun IKKE ville kunne klare en normal fødsel... Så her bliver mit værste mareridt ægte.. Jeg skal have det kejsersnit jeg virkelig frygter.

Jeg mister en smule tidsfornemmelsen her, der er en masse snak frem og tilbage med diverse læger, jordemoder, diabetes læger osv, da jeg har fortalt at jeg gerne vil i fuld narkose da jeg er mere bange end folk kan forstille sig for det her. Tårnene triller allerede ned af min kind.

Narkoselægen kommer ind, og efter lidt snakken med ham, vælger jeg for både min, Vanessa og min kærestes skyld at jeg ikke vil i fuld narkose, men have rygmarvsbedøvelsen.

Jeg får noget tøj jeg skal skifte til, og får lige 30 minutters tid til at forberede mig psykisk i.

Vi begynder at gå ned mod operationsstuen, og da jeg kommer ind og sætter mig klar til at få lokalbedøvende, og ser hele rummet og alle instrumenterne, kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Heldigvis sidder min dejlige kæreste foran mig og støtter mig.

Efter det hele er lagt, det gør faktisk ikke så ondt igen, tårerne tror jeg er det hele der pludselig går så stærkt, bliver jeg lagt ned, får diverse drops, taget blodsukker, hjerte overvågning halløj osv på, og nu går det igang.

Følelsen af at man kan mærke hvordan de hiver og flår, er virkelig virkelig viiiirkelig underlig, det gør ikke decideret ondt, men det er ubehageligt.
Pludselig kan jeg høre det første skrig, og jeg kan SLET ikke holde tårerne tilbage nu... Klokken 18.25 bliver hun født. Jeg får hende kun MEGET kort at se, og kysse hendes lille pande, før børnelægerne bliver nødt til at tage hende med.
Tårerne triller stadig ned af mine kinder, kan slet ikke forstå det, og ligger egentlig bare og tænker på, at jeg ville ønske jeg kunne komme med hende, men jeg skal køres på opvågningen først, før jeg kan se hende.
Min kæreste får lov at gå med hende på børneafdelingen, og jeg bliver som sagt kørt til opvågning.
Efter lidt tid kommer min kæreste derop, og så snart han viser mig billeder græder jeg igen. Jeg kan ikke rigtig beskrive det. Min datter lå næsten lige ved siden af, men jeg måtte ikke se hende.
Min søster har taget fri fra arbejde og kommer overrasket med en sød gave og blomster, og igen græder jeg. Min far og hans kæreste er stadig på vej fra Tyskland.
Jeg ligger der i nogle timer og får spist 2 stykker brød, da jeg har været fastende siden kl 10-11 stykker. Her er klokken omkring 20-21 stykker.
Her er min far og hans kæreste nået frem.
Klokken 21.15 ca får jeg lov til hurtigt at blive kørt ned til hende (kan stadig ikke bevæge ben), og får lov at sidde med min lille prinsesse i hænderne.
Den følelse kan jeg aldrig beskrive. Alle de følelser der væltede ind over mig, da jeg sad med min lille datter i hånden. En kærlighed jeg aldrig har følt før.
2010 gram og 40 cm lang, men helt perfekt. Hun skal have en smule hjælp til lungerne, og mad gennem en sonde, ellers er hendes tal helt perfekte.
Jeg må desværre kun sidde med hende til klokken 22, da jeg skal ned på den afdeling hvor jeg skal indlægges inden vagt skifte.
Det var de bedste 45 minutter i mit liv, og da jeg skulle sige farvel blev jeg knust, på trods af jeg må se hende når jeg vil.
Jeg kommer op på stuen, hvor min kæreste og søster kører hjem til os for at hente alle vores ting, og jeg sidder med min far og hans kæreste.
Jeg sidder tilbage med nogle følelser jeg ikke rigtig kan forklare, jeg ville SÅ godt se min datter, men jeg ved jo godt at hun har brug for ekstra pleje for at få det helt godt.
De kommer tilbage efter at have hentet tingene nogle timer er bedøvelsen faldet, og jeg kan mærke mine ben igen.
Aldrig har jeg oplevet en så slem smerte, som da bedøvelsen faldt.
Jeg får kæmpet mig op af sengen, og hen i en kørestol, for jeg vil op til min datter og sige godnat.
Min søster, kæreste og jeg kører derop (min far og hans kæreste er nu taget hjem, de havde en lang køretur og var allerede kørt helt fra Tyskland) og jeg ser min lille guldklump igen. Det smukkeste jeg nogensinde har set.
Klokken bliver omkring 01:30-02 om natten og jeg skal prøve at få noget søvn, men på trods af medicin har jeg så mange smerter at jeg har fået meget få timers søvn.
Jeg ligger nu her, og skal til at prøve at komme i bad, og tanken om det er ved at dræbe mig, da jeg virkelig har smerter, men jeg skal op og se min lille pige om lidt, det smukkeste, dejligste, jeg nogensinde har set.
Jeg har ondt, jeg har mere end ondt, men min lille skat, du er ALLE smerterne værd. Jeg glæder mig til at se dig. ❤️

Jeg håber i kan se bort fra eventuelle stave og skrive fejl, jeg er meget træt. Jeg gjorde lige det sidste lidt kort, da jeg ikke kan vente med at komme op til hende.
Tak fordi i læste med.

Tillykke med hende. Sikke en hård omgang for jer allesammen. Hun ser skøn ud 

Stort tillykke med jeres lille dejlige baby

Sikke da en omgang. Håber at I har det godt, og at smerterne fortager sig. I har da virkelig været meget igennem allerede.

kæmpe Til jer alle 

Tillykke med prinsessen 

Puha, har helt tårer i øjnene. Rigtig godt skrevet 

God bedring til dig. 

Stort tillykke med din prinsesse. Fik selv en lille pige i uge 32 - ved akut kejsersnit. Jeg har ganske få råd - og du har sikkert hørt dem. Sørg for at blive smertedækket. Så kan du bedre være til stede for din pige.. Vær ligeglad med hvad andre siger og gør. Hvis der kun er plads til dig og din pige i din verden - så er det sådan det er. Du skal nok få enhverdag derhjemme - når du kommer hjem. Nyd at der er folk om dig, som kan hjælpe dig. Og for alt i verden - lad være med at bebrejde dig selv. 

Jeg har aldrig følt mig snydt for en almindelig graviditet eller fødsel - vi har accepteret, at sådan gik vores liv. Men der vil være dårlige dage - og der skal du tillade dig at tude og hyle.

igen - kæmpe tillykke med pigen..

Stort tillykke med din lille fine prinsesse <3 

Tak for jeres søde beskeder allesammen. Hun blev født 35+1. Jeg er i mange mange maaaange smerter, og pga de smerter har jeg fået 3 timers søvn siden jeg blev indlagt i går. Hun er pt indlagt på børneafdelingen med sonde og C PAP mener jeg det hedder, så jeg har konstant tudeture fordi jeg er bange for at min lille bitte pige ikke klarer den.. Men hold kæft en kærlighed man kan have til et andet menneske! Det er vanvittigt 

VenterVanessa skriver:

Jeg ligger her, i mange smerter, og har sovet max 2 timer sammenlagt, så jeg tænkte at istedet for at kigge ud i luften, kunne jeg da skrive om forløbet op til og hvordan min dejlige datter kom til verden.

Hvis man har fulgt mine debatter ved man at jeg er type 1 diabetiker, at jeg har været ekstremt stresset under denne graviditet, og at min lille prinsesse blev for nogle uger siden skudt til at være 18% for lille.

Det hele startede for nogle uger siden, da hun som sagt blev skudt til at være 18% for lille næsten.. Jeg fik pænt besked på at slappe af, og ikke stresse mere i denne her graviditet, da det altså påvirkede hende. Det gjorde rigtig ondt at høre, og selvfølgelig gjorde jeg alt jeg kunne for ikke at stresse.

Jeg fejrede i weekenden d. 20-21 september min 23 års fødselsdag, og hyggede mig med familien, og slappede helt af. Min dejlige kæreste har været helt fantastisk til at lave ALT oprydning, madlavning osv, på trods af at jeg går hjemme, og han studerer. Han ville IKKE se mig stresse!

Jeg var så efterfølgende til kontrol (jeg bliver fulgt MEGET tæt, 2 gange i ugen, henholdsvis med graviditeten og med sukkersygen), og fik hende målt til at være 18.1% procent for lille, og det gik altså stadig ned af bakke. Jeg skulle nu have en tid til en ekstra scanning pga dette.

I onsdags var jeg så til denne, hvor hendes vægt ikke var blevet bedre, og flowet i hendes hoved blev målt til ikke at være helt perfekt.
De fik det ikke til at lyde helt forfærdeligt, men det var jo heller ikke skide godt. Jeg skulle bare til at slappe lidt af, og igen have en tid til en ekstra scanning.

Jeg lider meget af plukveer på dette tidspunkt, men synes at jeg oplever mindre liv, så jeg vælger torsdag aften at ringe og fortælle at jeg kommer ind om nogle timer for at få kørt en CTG for at få alt tjekket lige for en sikkerhedsskyld.
Da jeg bor langt væk fra hospitalet, spørger hun om det ikke er nemmere ved et andet hospital, om jeg ikke kan finde et lift eller lign, men det kan jeg altså ikke fortæller jeg, og de må vente på at jeg har været med diverse busser og toge, for ville godt have min lillepigen tjekket, bare for en sikkerhedsskyld.

Jeg kommer ind omkring kl 23-00 og får kørt en CTG, hvor de godt kan se at hun er lidt stille. Derfor vælger de at jeg skal scannes, og en overlæge kommer så ind og scanner hende.
Vi får af vide at der er massere af fosterbevægelser, og hun endda ligger og lave suttereflekser, hvilket er et rigtigt stort overskudstegn.

De overvejede at beholde mig natten over pga den lidt stille CTG, men pga den gode scanning, vælger de at sende mig hjem, og fortæller at jeg bare lige skal komme igen kl 10 i går morges, for at få kørt en sikkerheds CTG.

Jeg er hjemme omkring kl 2, og får et par timers søvn, før vi igen skal op for at nå bus og tog.
Vi møder ind omkring kl 10:30-11:00 pga problemer med togene, og kurven bliver startet.
Hun er igen lidt stille synes de, men der kommer dog lidt gang i den igen.
En rigtig sød læge kommer ind, og fortæller at de gerne lige vil køre denne jer kurve lidt ekstra, og pga flowet i hovedet, vil de godt lige have mig scannet af overlægen, og derefter skal jeg komme tilbage, og se hvad der skal ske.

Jeg går ned og bliver scannet, og kan igen få af vide at hun på scanninger altså er en super aktiv, stadig lille, men aktiv pige. Jeg bliver helt glad inden i, og regner egentlig bare med at jeg skal op for at vise resultatet, og hjem for at få en lur, da jeg ikke har fået sovet næsten om natten.
Jeg går op med papirerne, og sætter mig til rette ved venteværelset, og efter meget kort tid (på trods af en lang kø) bliver vi kaldt på.
Jeg har heldigvis min dejlige kæreste med, da han af en eller anden grund følte at der ville ske noget, så han havde taget fri fra skole, TAK for at han pludselig er blevet synsk!
Da vi så ikke går den vej vi plejede, men ind på fødegangen, ved jeg godt hvad klokken har slået. Klokken er nu heromkring 12:30.

Jeg får ringet rundt til familien her, og min far og hans kæreste der egentlig er på ferie i Tyskland, kører hjem med det samme, for at være hos mig senere.
Vi bliver vist ind på en stue, og her fortæller de mig så, at det er værre en først antaget, og at hun har det der kaldes brain sparring, og derfor skal hun ud nu.
Jeg håber ekstremt på at få lov til at føde normalt, men da hun er stresset i forvejen kræver det en stress test, for at bedømme om det kan lade sig gøre.
Jeg får sagt hej til den rigtig søde jordemoder Sus, og får lagt et drop i hånden, får startet CTG'en og droppet bliver startet.
Efter kun 20 minutter kan man se på hendes puls at hun IKKE ville kunne klare en normal fødsel... Så her bliver mit værste mareridt ægte.. Jeg skal have det kejsersnit jeg virkelig frygter.

Jeg mister en smule tidsfornemmelsen her, der er en masse snak frem og tilbage med diverse læger, jordemoder, diabetes læger osv, da jeg har fortalt at jeg gerne vil i fuld narkose da jeg er mere bange end folk kan forstille sig for det her. Tårnene triller allerede ned af min kind.

Narkoselægen kommer ind, og efter lidt snakken med ham, vælger jeg for både min, Vanessa og min kærestes skyld at jeg ikke vil i fuld narkose, men have rygmarvsbedøvelsen.

Jeg får noget tøj jeg skal skifte til, og får lige 30 minutters tid til at forberede mig psykisk i.

Vi begynder at gå ned mod operationsstuen, og da jeg kommer ind og sætter mig klar til at få lokalbedøvende, og ser hele rummet og alle instrumenterne, kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Heldigvis sidder min dejlige kæreste foran mig og støtter mig.

Efter det hele er lagt, det gør faktisk ikke så ondt igen, tårerne tror jeg er det hele der pludselig går så stærkt, bliver jeg lagt ned, får diverse drops, taget blodsukker, hjerte overvågning halløj osv på, og nu går det igang.

Følelsen af at man kan mærke hvordan de hiver og flår, er virkelig virkelig viiiirkelig underlig, det gør ikke decideret ondt, men det er ubehageligt.
Pludselig kan jeg høre det første skrig, og jeg kan SLET ikke holde tårerne tilbage nu... Klokken 18.25 bliver hun født. Jeg får hende kun MEGET kort at se, og kysse hendes lille pande, før børnelægerne bliver nødt til at tage hende med.
Tårerne triller stadig ned af mine kinder, kan slet ikke forstå det, og ligger egentlig bare og tænker på, at jeg ville ønske jeg kunne komme med hende, men jeg skal køres på opvågningen først, før jeg kan se hende.
Min kæreste får lov at gå med hende på børneafdelingen, og jeg bliver som sagt kørt til opvågning.
Efter lidt tid kommer min kæreste derop, og så snart han viser mig billeder græder jeg igen. Jeg kan ikke rigtig beskrive det. Min datter lå næsten lige ved siden af, men jeg måtte ikke se hende.
Min søster har taget fri fra arbejde og kommer overrasket med en sød gave og blomster, og igen græder jeg. Min far og hans kæreste er stadig på vej fra Tyskland.
Jeg ligger der i nogle timer og får spist 2 stykker brød, da jeg har været fastende siden kl 10-11 stykker. Her er klokken omkring 20-21 stykker.
Her er min far og hans kæreste nået frem.
Klokken 21.15 ca får jeg lov til hurtigt at blive kørt ned til hende (kan stadig ikke bevæge ben), og får lov at sidde med min lille prinsesse i hænderne.
Den følelse kan jeg aldrig beskrive. Alle de følelser der væltede ind over mig, da jeg sad med min lille datter i hånden. En kærlighed jeg aldrig har følt før.
2010 gram og 40 cm lang, men helt perfekt. Hun skal have en smule hjælp til lungerne, og mad gennem en sonde, ellers er hendes tal helt perfekte.
Jeg må desværre kun sidde med hende til klokken 22, da jeg skal ned på den afdeling hvor jeg skal indlægges inden vagt skifte.
Det var de bedste 45 minutter i mit liv, og da jeg skulle sige farvel blev jeg knust, på trods af jeg må se hende når jeg vil.
Jeg kommer op på stuen, hvor min kæreste og søster kører hjem til os for at hente alle vores ting, og jeg sidder med min far og hans kæreste.
Jeg sidder tilbage med nogle følelser jeg ikke rigtig kan forklare, jeg ville SÅ godt se min datter, men jeg ved jo godt at hun har brug for ekstra pleje for at få det helt godt.
De kommer tilbage efter at have hentet tingene nogle timer er bedøvelsen faldet, og jeg kan mærke mine ben igen.
Aldrig har jeg oplevet en så slem smerte, som da bedøvelsen faldt.
Jeg får kæmpet mig op af sengen, og hen i en kørestol, for jeg vil op til min datter og sige godnat.
Min søster, kæreste og jeg kører derop (min far og hans kæreste er nu taget hjem, de havde en lang køretur og var allerede kørt helt fra Tyskland) og jeg ser min lille guldklump igen. Det smukkeste jeg nogensinde har set.
Klokken bliver omkring 01:30-02 om natten og jeg skal prøve at få noget søvn, men på trods af medicin har jeg så mange smerter at jeg har fået meget få timers søvn.
Jeg ligger nu her, og skal til at prøve at komme i bad, og tanken om det er ved at dræbe mig, da jeg virkelig har smerter, men jeg skal op og se min lille pige om lidt, det smukkeste, dejligste, jeg nogensinde har set.
Jeg har ondt, jeg har mere end ondt, men min lille skat, du er ALLE smerterne værd. Jeg glæder mig til at se dig. ❤️

Jeg håber i kan se bort fra eventuelle stave og skrive fejl, jeg er meget træt. Jeg gjorde lige det sidste lidt kort, da jeg ikke kan vente med at komme op til hende.
Tak fordi i læste med.

Tillykke med hende! Hun ser helt perfekt ud 

Må indrømme at det rammer lidt hårdt at læse din historie, for jeg er ret sikker på du havde termin 1-2 dage før mig og min baby er skønnet til at være omkring 20% for lille. Så bliver ret nervøs.

Men det er dejligt det gik godt og at hun kan blive passet godt på udenfor. Kender alt for godt det med at få akut kejsersnit (og så ved første barn) og følelsen af at babyen bliver taget lidt fra dig. Man er jo både lykkelig og ulykkelig. Dejligt at din kæreste kunne være der!

Jeg kom mig ret hurtigt over kejsersnit begge gange, så selv om det gør vildt ondt nu, så er der lys forude!! Efter en uge kunne jeg gå forholdsvis langt uden de store smerter.

Hvis du får tid og overskud til at svare, så tænkte jeg på om du har fået at vide hvorfor hun blev så stresset? Havde det noget med diabetes at gøre? 

Stort tillykke med hende! Så fin hun er!

Gi det hele et par dage til at falde til ro i. I får hurtig en "normal" hverdag på børneafdelingen og snart ska i hjem! Vh stine

VenterVanessa skriver:

Jeg ligger her, i mange smerter, og har sovet max 2 timer sammenlagt, så jeg tænkte at istedet for at kigge ud i luften, kunne jeg da skrive om forløbet op til og hvordan min dejlige datter kom til verden.

Hvis man har fulgt mine debatter ved man at jeg er type 1 diabetiker, at jeg har været ekstremt stresset under denne graviditet, og at min lille prinsesse blev for nogle uger siden skudt til at være 18% for lille.

Det hele startede for nogle uger siden, da hun som sagt blev skudt til at være 18% for lille næsten.. Jeg fik pænt besked på at slappe af, og ikke stresse mere i denne her graviditet, da det altså påvirkede hende. Det gjorde rigtig ondt at høre, og selvfølgelig gjorde jeg alt jeg kunne for ikke at stresse.

Jeg fejrede i weekenden d. 20-21 september min 23 års fødselsdag, og hyggede mig med familien, og slappede helt af. Min dejlige kæreste har været helt fantastisk til at lave ALT oprydning, madlavning osv, på trods af at jeg går hjemme, og han studerer. Han ville IKKE se mig stresse!

Jeg var så efterfølgende til kontrol (jeg bliver fulgt MEGET tæt, 2 gange i ugen, henholdsvis med graviditeten og med sukkersygen), og fik hende målt til at være 18.1% procent for lille, og det gik altså stadig ned af bakke. Jeg skulle nu have en tid til en ekstra scanning pga dette.

I onsdags var jeg så til denne, hvor hendes vægt ikke var blevet bedre, og flowet i hendes hoved blev målt til ikke at være helt perfekt.
De fik det ikke til at lyde helt forfærdeligt, men det var jo heller ikke skide godt. Jeg skulle bare til at slappe lidt af, og igen have en tid til en ekstra scanning.

Jeg lider meget af plukveer på dette tidspunkt, men synes at jeg oplever mindre liv, så jeg vælger torsdag aften at ringe og fortælle at jeg kommer ind om nogle timer for at få kørt en CTG for at få alt tjekket lige for en sikkerhedsskyld.
Da jeg bor langt væk fra hospitalet, spørger hun om det ikke er nemmere ved et andet hospital, om jeg ikke kan finde et lift eller lign, men det kan jeg altså ikke fortæller jeg, og de må vente på at jeg har været med diverse busser og toge, for ville godt have min lillepigen tjekket, bare for en sikkerhedsskyld.

Jeg kommer ind omkring kl 23-00 og får kørt en CTG, hvor de godt kan se at hun er lidt stille. Derfor vælger de at jeg skal scannes, og en overlæge kommer så ind og scanner hende.
Vi får af vide at der er massere af fosterbevægelser, og hun endda ligger og lave suttereflekser, hvilket er et rigtigt stort overskudstegn.

De overvejede at beholde mig natten over pga den lidt stille CTG, men pga den gode scanning, vælger de at sende mig hjem, og fortæller at jeg bare lige skal komme igen kl 10 i går morges, for at få kørt en sikkerheds CTG.

Jeg er hjemme omkring kl 2, og får et par timers søvn, før vi igen skal op for at nå bus og tog.
Vi møder ind omkring kl 10:30-11:00 pga problemer med togene, og kurven bliver startet.
Hun er igen lidt stille synes de, men der kommer dog lidt gang i den igen.
En rigtig sød læge kommer ind, og fortæller at de gerne lige vil køre denne jer kurve lidt ekstra, og pga flowet i hovedet, vil de godt lige have mig scannet af overlægen, og derefter skal jeg komme tilbage, og se hvad der skal ske.

Jeg går ned og bliver scannet, og kan igen få af vide at hun på scanninger altså er en super aktiv, stadig lille, men aktiv pige. Jeg bliver helt glad inden i, og regner egentlig bare med at jeg skal op for at vise resultatet, og hjem for at få en lur, da jeg ikke har fået sovet næsten om natten.
Jeg går op med papirerne, og sætter mig til rette ved venteværelset, og efter meget kort tid (på trods af en lang kø) bliver vi kaldt på.
Jeg har heldigvis min dejlige kæreste med, da han af en eller anden grund følte at der ville ske noget, så han havde taget fri fra skole, TAK for at han pludselig er blevet synsk!
Da vi så ikke går den vej vi plejede, men ind på fødegangen, ved jeg godt hvad klokken har slået. Klokken er nu heromkring 12:30.

Jeg får ringet rundt til familien her, og min far og hans kæreste der egentlig er på ferie i Tyskland, kører hjem med det samme, for at være hos mig senere.
Vi bliver vist ind på en stue, og her fortæller de mig så, at det er værre en først antaget, og at hun har det der kaldes brain sparring, og derfor skal hun ud nu.
Jeg håber ekstremt på at få lov til at føde normalt, men da hun er stresset i forvejen kræver det en stress test, for at bedømme om det kan lade sig gøre.
Jeg får sagt hej til den rigtig søde jordemoder Sus, og får lagt et drop i hånden, får startet CTG'en og droppet bliver startet.
Efter kun 20 minutter kan man se på hendes puls at hun IKKE ville kunne klare en normal fødsel... Så her bliver mit værste mareridt ægte.. Jeg skal have det kejsersnit jeg virkelig frygter.

Jeg mister en smule tidsfornemmelsen her, der er en masse snak frem og tilbage med diverse læger, jordemoder, diabetes læger osv, da jeg har fortalt at jeg gerne vil i fuld narkose da jeg er mere bange end folk kan forstille sig for det her. Tårnene triller allerede ned af min kind.

Narkoselægen kommer ind, og efter lidt snakken med ham, vælger jeg for både min, Vanessa og min kærestes skyld at jeg ikke vil i fuld narkose, men have rygmarvsbedøvelsen.

Jeg får noget tøj jeg skal skifte til, og får lige 30 minutters tid til at forberede mig psykisk i.

Vi begynder at gå ned mod operationsstuen, og da jeg kommer ind og sætter mig klar til at få lokalbedøvende, og ser hele rummet og alle instrumenterne, kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Heldigvis sidder min dejlige kæreste foran mig og støtter mig.

Efter det hele er lagt, det gør faktisk ikke så ondt igen, tårerne tror jeg er det hele der pludselig går så stærkt, bliver jeg lagt ned, får diverse drops, taget blodsukker, hjerte overvågning halløj osv på, og nu går det igang.

Følelsen af at man kan mærke hvordan de hiver og flår, er virkelig virkelig viiiirkelig underlig, det gør ikke decideret ondt, men det er ubehageligt.
Pludselig kan jeg høre det første skrig, og jeg kan SLET ikke holde tårerne tilbage nu... Klokken 18.25 bliver hun født. Jeg får hende kun MEGET kort at se, og kysse hendes lille pande, før børnelægerne bliver nødt til at tage hende med.
Tårerne triller stadig ned af mine kinder, kan slet ikke forstå det, og ligger egentlig bare og tænker på, at jeg ville ønske jeg kunne komme med hende, men jeg skal køres på opvågningen først, før jeg kan se hende.
Min kæreste får lov at gå med hende på børneafdelingen, og jeg bliver som sagt kørt til opvågning.
Efter lidt tid kommer min kæreste derop, og så snart han viser mig billeder græder jeg igen. Jeg kan ikke rigtig beskrive det. Min datter lå næsten lige ved siden af, men jeg måtte ikke se hende.
Min søster har taget fri fra arbejde og kommer overrasket med en sød gave og blomster, og igen græder jeg. Min far og hans kæreste er stadig på vej fra Tyskland.
Jeg ligger der i nogle timer og får spist 2 stykker brød, da jeg har været fastende siden kl 10-11 stykker. Her er klokken omkring 20-21 stykker.
Her er min far og hans kæreste nået frem.
Klokken 21.15 ca får jeg lov til hurtigt at blive kørt ned til hende (kan stadig ikke bevæge ben), og får lov at sidde med min lille prinsesse i hænderne.
Den følelse kan jeg aldrig beskrive. Alle de følelser der væltede ind over mig, da jeg sad med min lille datter i hånden. En kærlighed jeg aldrig har følt før.
2010 gram og 40 cm lang, men helt perfekt. Hun skal have en smule hjælp til lungerne, og mad gennem en sonde, ellers er hendes tal helt perfekte.
Jeg må desværre kun sidde med hende til klokken 22, da jeg skal ned på den afdeling hvor jeg skal indlægges inden vagt skifte.
Det var de bedste 45 minutter i mit liv, og da jeg skulle sige farvel blev jeg knust, på trods af jeg må se hende når jeg vil.
Jeg kommer op på stuen, hvor min kæreste og søster kører hjem til os for at hente alle vores ting, og jeg sidder med min far og hans kæreste.
Jeg sidder tilbage med nogle følelser jeg ikke rigtig kan forklare, jeg ville SÅ godt se min datter, men jeg ved jo godt at hun har brug for ekstra pleje for at få det helt godt.
De kommer tilbage efter at have hentet tingene nogle timer er bedøvelsen faldet, og jeg kan mærke mine ben igen.
Aldrig har jeg oplevet en så slem smerte, som da bedøvelsen faldt.
Jeg får kæmpet mig op af sengen, og hen i en kørestol, for jeg vil op til min datter og sige godnat.
Min søster, kæreste og jeg kører derop (min far og hans kæreste er nu taget hjem, de havde en lang køretur og var allerede kørt helt fra Tyskland) og jeg ser min lille guldklump igen. Det smukkeste jeg nogensinde har set.
Klokken bliver omkring 01:30-02 om natten og jeg skal prøve at få noget søvn, men på trods af medicin har jeg så mange smerter at jeg har fået meget få timers søvn.
Jeg ligger nu her, og skal til at prøve at komme i bad, og tanken om det er ved at dræbe mig, da jeg virkelig har smerter, men jeg skal op og se min lille pige om lidt, det smukkeste, dejligste, jeg nogensinde har set.
Jeg har ondt, jeg har mere end ondt, men min lille skat, du er ALLE smerterne værd. Jeg glæder mig til at se dig. ❤️

Jeg håber i kan se bort fra eventuelle stave og skrive fejl, jeg er meget træt. Jeg gjorde lige det sidste lidt kort, da jeg ikke kan vente med at komme op til hende.
Tak fordi i læste med.

Kæmpe tillykke med hende. Fik helt tårer i øjnene af din historie. 

Og lige til alle jer der har skrevet tillykke, ville lige vise et billede af min lille prinsesse