Hej Christina ..
Jeg skriver til dig ang min datter , hun er knap 3 .. Hun er en glad pige og er ret fremmelig motorisk og har altid været ret hurtig til og lære ting siden hun var lille .. Bortset fra sprog da hun har dræn i ørerne og har haft en periode hvor hun ikke har kunne høre sammenlagt i over et halvt år .. Men hun er helt med , med sit sprog nu ..
Hun er lige startet i børnehave efter vuggestuen ..
Men vores problem er at hun ikke er så god til at være med socialt og lege med de andre børn . Hun er ikke så god til at være steder hvor der altid er alt for meget larm og der sker for meget . Hun kan hurtig blive ukoncentreret og urolig .. Lige pludselig mens hun leger kan hun finde på og slå et andet barn helt umotiveret eller skubbe til dem når hun går forbi , og dette kan også ske når jeg kommer for at hente hende .. (Men inden hun fik dræn og ikke kunne høre , var det hendes måde i vuggestuen og få kontakt på fordi hun ikke havde sprog . Men det har hun jo nu)
Men herhjemme er hun en helt anden pige end i hendes børnehave .. Hvad kan vi gøre for og hjælpe hende ??
Trines svar
Hej Prinsesse
Jeg har modtaget dit brev fra Christina og håber det er okay at jeg svare.
Det lyder som en dejlige pige du har. Og hvor er det godt at din datter har fået dræn i ørene.
Inden jeg vil give dig nogle konkrete råd synes jeg det er vigtigt at du husker at din datter lige er startet i børnehave. Det betyder at din datter skal til at lære en helt ny kultur at kende og nogle helt nye mennesker at kende både børn og voksne.
Samtidig går hun fra en tryg lille gruppe på omkring 12 børn til pludselig at skulle forholde sig til ca. 22 børn, eller hvor mange børn der nu er på hende stue.
Og så går hun fra at være en af de ældste til pludselig at være en af de mindste. Det er rigtig mange ting som din datter lige skal have styr på.
Endvidere er det sådan at hendes ”gamle” pædagoger højst sandsynligt forstår din datters sprog bedre end de ”nye” pædagoger og børn. Også selvom din datter nu har helt styr på sproget. Men da din datter har haft ”svært” ved sproget er hun måske heller ikke helt tryg ved at bruge det endnu og derfor kan din datter opleve en del frustrationer der.
Det er også vigtigt at huske at din datter, først efter hun har fået dræn, er begyndt at lærer at lukke lyde ind og ud. Det betyder altså at din datter, modsat os andre der har kunne hører uden problemer, lukker alle lyde ind og derfor bliver hun bombarderet af indtryk. Dette gør det svært at koncentrere sig samt svært at være i situationer hvor der er mange lyde.
Din datter har lært at slå og skubbe når hun skal have kontakt til andre børn. Dette er en adfærd hun kunne bruge da hun ikke havde et sprog men hun har ikke lært hvordan hun skal tage kontakt nu når hun har sprog. Derfor skal hun lærer det.
Så mit råd er følgende:
Giv din datter tid til at falde til i børnehaven og giv hende tid til at blive tryg med de nye voksne og børn.
Tage kontakt til pædagogerne i børnehaven og prøv om du ikke kan få et møde, hvor I kan tale om at hjælpe din datter med at lærer at tage kontakt til andre børn. I de fleste tilfælde kræver det ikke lange forløb og mange ressourcer for at lære et barn en ny adfærd.
Jeg har selv erfaringer med en dreng som havde en uhensigtsmæssig kontaktform. Vi valgte at tale med børnene om hvordan man kan spørge om andre børn vil lege eller om man må være med i legen. Børnene kom selv med forslag som vi så hjalp børnene med at bruge når vi legede. Særligt var vi ekstra opmærksomme på drengen som vi så støttede ved at være på forkanten f.eks. at gå over og sige: Jeg kan se at du kigger på de andre børn, skal vi gå over og spørge om du må være med i legen? Eller ved at tage drengen i hånden og spørge for ham f.eks. må Peter lege med jer?
Sidst synes jeg det er vigtigt at du også hjælper din datter ved at italesætte hvordan man kan komme ind i legen. Det kan du f.eks. gøre ved at arrangere legeaftaler hvor du hjælper din datter med at spørge om børnene vil lege. Du kan også tage på legepladsen og tage hende i hånden og støtte hende. Eller du kan vise hende det ved f.eks. at spørge den kæreste, veninde eller andre om de vil ”lege”
Og husk så endelig at rose hende når hun gør det.
Jeg håber du kan bruge det. Ellers er du velkomme til at skrive igen.
Hilsen Trine
Trine yder personlig rådgivning, i spørgsmål omhandlende opdragelsen, institutionslivet, trivsel, leg og børns sociale udvikling enten via e-mail eller ved at kommer ud i jeres hjem, hvor I føler jer trygge og derved bedre kan fortælle om de vanskeligheder I oplever. Endvidere holder Trine foredrag inden for 3 overordnet områder. Det, som hun kalder naturlig opdragelse, børn laver mad og natur oplevelser både med og uden et pædagogisk indhold.
Se Trines hjemmeside: www.naturligopdragelse.dk