Jeg kan bare ikke mere :'(

Katafalk skriver:

Det går ikke så vanvittigt godt. Jeg har stadig rigtig mange smerter og bløder stadig en del. Blev som sagt indlagt igår aftes, hvor jeg blev scannet og undersøgt af en gynækolog. Der er rester tilbage af væv i livmoderen, men hun mente det var i sådan en størrelsesordning at det ikke burde give de gener jeg har. På de 45 minutter det tog at køre fra vagtlægen til sygehuset steg min temperatur fra 37,3 til 38,0 og yderligere til 39,2 i løbet af aftenen. Men de tror som sagt at der er tale om betændelse i livmoderen, så jeg er nu sat i behandling med antibiotika og Cytotec (for at få livmoderen til at trække sig sammen) og har derudover fået morfin i drop til at tage smerterne. 

Håber bare smerterne snart fortager sig. Men foreløbigt bliver jeg på sygehuset indtil i morgen, måske længere. Det er jeg egentlig også mest tryg ved.

Det er godt at du er kommet i behandling og er i gode hænder! Jeg håber du får besøg fra nogen du holder af og omvendt, for det er ikke så spændende at ligge der og have ondt og være ked af det. God bedring! 

"Aborterede fostre kan udleveres til moderen/forældrene med en nedgravningsattest."

Hvorfor har jeg bare aldrig fået det at vide?

Selvom jeg fik en provokeret abort har det aldrig været med min gode vilje og et eller andet sted ville jeg bare have det tusind gange bedre med at kunne begrave mit lille barn i stedet for at gå med den forfærdelige viden om at mit barn bare blev set som et stykke affald, proppet i en særskilt plastspand og er blevet bortskaffet i en stor brændeovn.

Sidder bare og tuder og føler mig faktisk ret forurettet over at jeg har haft den mulighed, men bare aldrig er blevet informeret om dem. Hverken fra sygehuset, Mødrehjælpen eller andet fagpersoner. Er bare så skuffet og ked af det. 

Katafalk skriver:

"Aborterede fostre kan udleveres til moderen/forældrene med en nedgravningsattest."

Hvorfor har jeg bare aldrig fået det at vide?

Selvom jeg fik en provokeret abort har det aldrig været med min gode vilje og et eller andet sted ville jeg bare have det tusind gange bedre med at kunne begrave mit lille barn i stedet for at gå med den forfærdelige viden om at mit barn bare blev set som et stykke affald, proppet i en særskilt plastspand og er blevet bortskaffet i en stor brændeovn.

Sidder bare og tuder og føler mig faktisk ret forurettet over at jeg har haft den mulighed, men bare aldrig er blevet informeret om dem. Hverken fra sygehuset, Mødrehjælpen eller andet fagpersoner. Er bare så skuffet og ked af det. 

 

Jeg tror desværre kun det gælder fostre der er over 12 uger gamle. Så jeg tror faktisk ikke du havde muligheden for at få noget udleveret.

Åh, hvor jeg synes det er synd for dig og helt vildt hårdt at det du gennemgår nu. Jeg håber for dig, at livet en dag tilsmiler dig igen!

Jeg tror desværre kun det gælder fostre der er over 12 uger gamle. Så jeg tror faktisk ikke du havde muligheden for at få noget udleveret.

Åh, hvor jeg synes det er synd for dig og helt vildt hårdt at det du gennemgår nu. Jeg håber for dig, at livet en dag tilsmiler dig igen!

Så vidt jeg kan finde frem til, er der tidligere udleveret aborterede fostre helt ned til 8. uge. Så den grænse overholder jeg jo.

Men det er åbenbart meget forskelligt fra sygehus til sygehus. Nogle steder fryser fostrene ned i to måneder og andre brænder dem bare. 

Synes bare det svært, at jeg ikke har noget reelt at forholde mig til. Vidste jeg at jeg nu kunne gå en tur ned på kirkegården og sørge, ville det være noget helt andet for mig. Det kan godt være at det lyder mærkeligt, men det virker bare rigtig for mig at have et lille sted. Jeg står meget alene om det hele, og selvom alle omkring mig tilbyder deres hjælp og støtte lige nu føles det bare mærkeligt. Mærkeligt at en sygeplejerske jeg knapt nok lige har set for første gang vil snakke om alt hvad der er sket og sådan.

Er så ked af det på dine vegne så trist at du skal igennem det. Må jeg spørger hvor gammel du er? Siden dine forældre skulle blande sig i det? Du har fået abort. Du har fjernet et foster. Du har IKKE slået dit barn ihjel. Så længe du tænker at du har slået dit barn ihjel så kommer du aldrig over det. For det har du ikke gjort. Har selv været igennem det da jeg var 18, så forstår dig virkelig godt. Man glemmer det aldrig, men man kommer over det og lære af sine fejl. Ring til lægen og held og lykke med alt

 - don't know what to say!

Er så ked af det på dine vegne så trist at du skal igennem det. Må jeg spørger hvor gammel du er? Siden dine forældre skulle blande sig i det? Du har fået abort. Du har fjernet et foster. Du har IKKE slået dit barn ihjel. Så længe du tænker at du har slået dit barn ihjel så kommer du aldrig over det. For det har du ikke gjort. Har selv været igennem det da jeg var 18, så forstår dig virkelig godt. Man glemmer det aldrig, men man kommer over det og lære af sine fejl. Ring til lægen og held og lykke med alt

Jeg er 19, men tror nu at min familie ville have reageret på samme måde, hvis jeg havde været ældre, desværre.

Jeg ved ærligt bare ikke hvordan jeg skal komme videre ovenpå alt hvad der er sket nu. Selvom alle siger at jeg ikke har slået mit barn ihjel, er det jo sådan jeg føler det. Mit barn var ønsket, omend det ikke var planlagt. I løbet af de måneder jeg nåede at bære det under min hjerte udviklede jeg virkelig stærke moderfølelser ( ? ) overfor netop mit barn.

Over den sidste halvandens uges tid føler jeg virkelig at jeg er blevet 10 år ældre. Når jeg kigger mig selv i spejlet ser jeg ikke længere den glade og friske pige, som jeg var tidligere. Tvært i mod ser jeg bare en ulykkelig skikkelse, der ikke ligner en brøkdel af sig selv mere. Øjnene er tunge og hævede og mit smil er ikke ægte. Det skete på et splitsekund. Jeg blev tvunget til noget jeg ikke ville, men som jeg ikke var stærk nok til at sige fra mod. Jeg fortryder det hele så meget.

Jeg kan grine nok så inderligt, for sekundet efter at bryde sammen i gråd, ulykkelig over hele situationen.

Jeg ved at jeg bare burde rejse mig og ligge det hele bag mig. Men jeg kan ikke. Jeg kan virkelig ikke. Det føles så forkert.

Hvor er det bare uretfærdigt. Det er bare ikke i orden at din familie har gjort det. Det ville være godt for dig at snakke med en professionel om alt det her. Så du ikke får en depression. 

Jeg har jo været hjemme på orlov her noget af weekenden og mødte så ind på afdelingen igen i morges. Personalet er virkelig søde og giver mig al den støtte de kan, udover at sørge for at smertedække mig bedst muligt.

Jeg fik talt med en overlæge her i formiddags, hvor jeg fik spurgt ind til hvad der er sket med mit barn. Inderst inde vidste jeg jo godt, at det bare var kommet i en af de famøse gule plastikspande og sendt til destruktion. Selvom lægen virkelig forsøgte at pakke det pænt ind, var hun alligevel ærlig og fortalte at det var det der var sket. Hun havde ikke kendskab til hvad der sker med asken efterfølgende, men lovede at tjekke op på det. Jeg var fuldkommen ulykkelig og kunne stort set ikke mere. Bare græd og græd.

Så "lykken" var faktisk rimelig stor, da hun kom tilbage lidt efter og kunne meddele, at mit barn er blevet kremeret sammen med andre fostre. Det er åbenbart normal procedure her på sygehuset, men man får kun svar på hvad der sker, hvis man spørger indtil det. Lidt efter tog en sygeplejerske mig under armen og sammen gik vi over til fællesspædbarnsgraven på kirkegården, så jeg kunne se det. Brød fuldstændig sammen, da jeg så stenen. Det er så smukt og alligevel så uhyggeligt.

Det kan godt være at det lyder mærkeligt for nogle, men bare det at jeg har et sted at gå hen, når tankerne bliver for mange og vide at mit barn ligger der et sted er rigtig god for mig. På et eller andet punkt er det som om at det er blevet mere virkeligt for mig i dag. Jeg har grædt som bare pokker, men jeg forstår virkeligheden i det og jeg har noget at forholde mig til.

Lige nu venter jeg bare på at faderen kommer. Han forstår nok ikke helt mit ønske om et sted at kunne sørge, men samtidig støtter han op om det, så længe jeg har brug for det. Han har lovet at købe et lille hjerte at sætte ved siden af gravstenen og en lille bamse.
Jeg har forsøgt at finde frem til hvor mit lille barn nu kan ligge, men det ser ikke ud til at der er nogle friskgravede huller i plænen, så tror måske at det ikke blevet sat ned endnu. Dog informerede graveren mig om at jeg kan søge om tilladelse til at vide, hvor det sted er. Jeg ved endnu ikke om jeg vil gøre det, men nu må vi se.

I hvert fald har jeg besluttet at folk må tænke hvad de vil om at jeg vil have et sted på kirkegården at sørge. Hvis folk synes det er for meget, må de hjertens gerne have lov til det, men for mig er det ikke for meget. Det er en måde, at komme videre på.

Beklager den lange roman, men det hjælper bare lidt at få sat ord på det virvar af tanker jeg går og kæmper med for tiden.