Katafalk skriver:
Advarsel: Langt indlæg med beskrivelse af hele forløbet, samt følelserne efter.
Glæden var stor, da jeg tilbage i juli testede positiv for graviditet. Selvom det absolut ikke var planlagt, var jeg næsten ikke et sekund i tvivl om at jeg ville beholde barnet. Oprindeligt har jeg altid sagt at med den alder jeg har nu og med den livssituation jeg står i med hensyn til studie og forhold ville jeg uanset hvad få en abort. Alle disse tanker forstummede og jeg begyndte at se fremad.
Næsten samtidig hev jeg fat i ham, jeg troede var faren. Det var det eneste jeg kunne få til at passe med hensyn til min menstruation. Han var rystet og spurgte hvad jeg ville. Jeg var ærlig og sagde at jeg gerne ville have tid til at tænke situationen fuldstændig igennem, men at jeg hældte mest til at beholde. Han virkede okay med det, selvom det ikke lige var ønskesituationen for os begge. Han har en datter fra et tidligere forhold, og det skete på næsten samme måde som her.
Efter et par uger begyndte han at ændre karakter og tændte fuldstændig af på mig, fordi jeg ikke ville gøre det eneste rigtige, altså som en abort ville være efter hans opfattelse.
Tiltrods for at jeg ikke bor hjemme mere og knapt nok havde kontakt til mine forældre valgte han gud hjælpemig at ringe til min mor og storlyve overfor hende. Samtalen blev optaget, så jeg har hørt alt hvad han fik sagt.
Mine forældre valgte til min store rædsel at komme med et ultimatum, da de fandt ud af at jeg stod fast på min beslutning. Hvis jeg ville have kontakt med dem skulle jeg få mig en abort. Hvis ikke, ville jeg aldrig nogensinde have et forhold til dem igen. Fik sågar at vide, at min mor følte jeg var som død for hende.
Så der stod jeg ung, ulykkelig og gravid med et kæmpe valg foran mig. Jeg prøvede at snakke med min søster, der reagerede på samme måde som min mor. Hun mente at hvis jeg fik et barn nu, ville jeg aldrig få mig en uddannelse, jeg ville være sat fast i kontanthjælpssystemet og generelt bare aldrig været andet et kæmpe nul. Hun gjorde det meget klart, at jeg i hvert fald ikke skulle komme hos hende og bede om hjælp til børnepasning, husleje, mad eller hvad det nu end kunne være.
Ikke på ét eneste tidspunkt i det her har min familie støttet mig, ikke et kram eller trøstende ord har de kunne give. Alt har bare været had på had på had. Heldigvis har jeg en rigtig god veninde, der selv er enlig mor, der har støttet mig helt fantastisk. Det var hende, der tog med mig til scanningerne, hende der holdt mit hår, når kvalmen tog overhånd og sidst men ikke mindst hende, der lagde skulder til rigtig megen snak og tuderi.
Men nu skete der så bare det lidt dumme. Jeg betalte mig fra en tidlig scanning og fandt da faktisk ud af at jeg var langt kortere henne, end jeg først havde antaget. Det vendte op og ned på hele situationen. Ikke at jeg er en eller anden billig tøjte, men jeg havde virkelig bare aldrig skænket den egentlige far en tanke, da det ikke just passede ind i min cyklus. Et par dage efter slog en anden scanning på sygehuset den nye termin fast og jeg var faktisk rigtig lettet. Når man har gået i længere tid og været virkelig bange og bekymret, fordi ham man forventer er far til barnet truer en konstant, er det ikke svært at føle lettelse. Jeg fik snakket igennem med ham og vi blev enige om at ligge sagen bag os, men at han skulle vide at jeg virkelig ville have svært ved at føle tillid til ham i fremtiden.
Midt i alt det her virvar kunne jeg pludselig slappe af og fik snakket med den rigtige far om graviditeten. Han var rigtig stille og sagde ikke meget, mens jeg bare sad og græd i telefonen. Han fik at vide, at jeg helst ville beholde barnet, men rigtig gerne ville have ham med på banen. Som han selv sagde var "vi to om at danse tango" og derfor måtte han også tage det ansvar på sig, hvis det endte sådan. Det kom jo også som et rigtig stort chok for ham, så forstår godt han var lidt tøvende.
Men i løbet af de næste par uger får vi snakket sammen og han ved jeg er hårdt ramt. Fra ca. uge 6 og frem til uge 10 var jeg indlagt syv gange på sygehuset for at få væskebehandling og akupunktur.
Oveni at jeg havde det skidt, skulle jeg samtidig også forholde mig til min familie. Jeg havde på forhold undersøgt alt hvad der egentlig var værd at tage med i min videre overvejelse og beslutning. Så der var på forhold lagt en plan for videre uddannelse. Skolen gav grønt lys for at jeg fortsatte som selvstuderende fra fødslen i starten af og frem til eksamen i maj og juni. Jeg er udemærket godt klar over at det ville blive hårdt, men at jeg nok skulle klare mig. Samtidig blev der også lagt plan for hvad jeg skulle efter gymnasiet var færdigt og samtidig fik jeg faktisk meldt mig ind i en A-kasse, så jeg kunne modtage barselsdagpenge fra mit arbejde, hvor jeg er ansat som funktionær.
Jeg bor småt, men i hvert fald det første års tid kunne sagtens klares i lejligheden, derefter ville jeg jo nok skulle studere videre og som en logisk selvfølge skulle flytte fra Fyn til enten Århus eller København.
Alle disse overvejelser fik min familie aldrig at høre, da de nægtede at lytte til hvad jeg havde at sige. Som min mor meget direkte sagde: "Vi har jo lyttet til dig, siden du blev født og du har snakket meget. Nu må din kvote være opbrugt." I stedet for brugte hun oceaner af tid på at svine mig til, presse mig og bare ikke være nærværende. Hun inddrog min nøgle til mit barndomshjem, men "glemte" helt at aflevere nøglen til min lejlighed, til trods for at jeg flere gange rykkede for at få den. Jeg har klare beviser på at hun har været i min lejlighed efter og egentlig stoler jeg ikke på hende.
Desværre blev presset fra dem for stort til sidst og jeg var grædende ved lægen, hvor jeg skrev under på samtykkepapirerne og efterfølgende var til forundersøgelse på sygehuset. Den værste tid i mit liv gik i gang. Heldigvis var faderen med inde i billedet og jeg kunne godt mærke på ham, at han måske også følte en smule lettelse over beslutningen.
Hele vejen igennem har det ikke været min beslutning. Jeg traf valget udelukkende på grund af det massive pres min familie lagde på mig. Jeg er fuldstændig sikker på at jeg godt ville kunne klare rollen som enlig mor til perfektion, men aldrig hvis jeg ikke havde det mindste bagland til støtte og support. Aldrig vil jeg bede om penge til mad og husleje og aldrig vil jeg bede dem om at passe mit barn efter den opførsel de har kommet med i løbet af det sidste mange uger.
Fredag i sidste uge var dagen, hvor jeg skulle slå mit eget barn ihjel. Jeg var så splittet og kørt så langt ud den morgen, da jeg skulle tage pillerne der sætter aborten igang. Jeg græd og græd og det tog mig næsten én time at få de to piller, som jeg kastede op igen med det samme.
Jeg skulle slå mit eget barn, min lille baby ihjel, fordi det ikke behagede omverdenen at jeg skulle have børn nu. Jeg var ikke stærk nok til at stå imod.
På afdelingen mødtes jeg med faderen, der nok var lige så bange og nervøs som jeg. Jeg græd og græd og sagde at jeg ikke ville. Det sidste jeg nåede at sige på operationsstuen var at jeg ikke ville, at de myrdede mit barn, men jeg blev bare holdt fast og faldt da ind i narkosens dybe søvn.
Ca. en time efter vågnede jeg op på overvågningsstuen. Allerede inden jeg vågnede helt havde jeg en fornemmelse at nogen lå og græd helt hysterisk. Det fandt jeg så senere ud af var mig selv. Jeg havde absolut ingen kontrol over mig selv og det tog rigtig lang tid til faderen at få mig til at falde så meget som muligt ned igen. Det er virkelig skræmmende at miste den kontrol over sig selv. Han nussede mig i håret og holdt min hånd, selvom det faktisk lykkedes mig at give ham blå mærker. Lå bare og græd og hulkede at jeg ligeså godt kunne dø. Ville ikke mere og kunne slet ikke overskue noget. Allerede inden vidste jeg jo godt, at det var den forkerte beslutning, men jeg kunne bare ikke få sagt fra.
Desværre var han nød til at køre på arbejde midt på eftermiddagen, men lovede at han ville komme igen senere på aftenen. Sygehuspersonalet ville ikke give mig lov til at tage hjem, da jeg i så fald ville ligge alene. Jeg fik diverse advarsler om at jeg kunne risikere at bløde ihjel i løbet af natten, fordi jeg ikke ville være stærk nok til at kunne ringe efter hjælp. Så derfor blev jeg indlagt på FAM (desværre ikke på D3, som er gynækologisk afdeling. Kom på stue med en gammel dame på 88, der ikke lavede andet end at have et rend af gæster på besøg samt ligge og snorke. Alt det blev bare for meget for mig. Jeg bad om at komme hjem, selvom de ikke var meget for det. Jeg kunne ikke være alene, kunne ikke græde eller give mig selv lov til at være ked af det, når jeg samtidig skulle dele stue med en anden. Så da faderen kom igen fik jeg lov til at gå og han kørte mig hjem, hvor vi sad i godt og vel halvanden times tid og snakkede. Ikke så meget om aborten, men bare det at snakke med en anden lettede faktisk ret godt. Jeg gled ligeså stille ind i søvnen, mens han stille og roligt nussede mig og holdt mig fast. Han kunne ikke blive af hensyn til hans egen søn, som han skulle hente ude ved hans forældre.
Den nat fik jeg ikke megen søvn, men alligevel nok til at jeg kunne nå at få mareridt. Jeg kan ikke huske så forfærdeligt meget af det, udover at jeg var til DM i triathlon. Hvor denne begivenhed kommer ind i billedet har jeg absolut ingen fornemmelse af. Men i hvert fald lyder der lige pludselig et skrig og jeg får at vide at min far har kvalt min mor og efterfølgende selv er død. Hvordan han er det, ved jeg ikke.
Efterfølgende har jeg tolket lidt i det, men er langt fra sikker på budskabet. Tænker lidt at det har noget at gøre med den sorg jeg føler nu og måske løsrivelse fra mine forældre. Her vil det være rart, hvis en med forstand på drømmetydning kan hjælpe.
Lørdagen går fint nok. Jeg har ikke blødt siden aftenen før og har faktisk ikke haft behov for at tage smertestillende, da de ikke var alt for slemme. Men hen under aften går det galt. Jeg får virkelig ondt midt i maven, der begynder med noget virkelig ildelugtende udflåd og jeg måler min temperatur til at være 37,8. Disse symptomer var i hvert fald nok til at vagtlægen sendte mig tilbage til sygehuset, hvor jeg blev indlagt på FAM igen i løbet af natten.
Først og fremmest var de jo bange for at alt graviditetsvævet ikke var kommet med ud under indgrebet og jeg blev derfor scannet af to overlæger, den ene bagvagt på gynækologisk. Alt så helt fint ud og de frikendte alt der havde med indgrebet at gøre. De var dog langt mere bekymrede over de mavesmerter jeg havde. De havde rykket sig fra at være ca. midt i maven til at være centreret til højre side af maven. Derfor fik jeg besked om at faste, fordi de ville operere mig i løbet af søndagen højst sandsynligt.
Til stuegang søndag kommer der så en ny læge ind, der frikendte alt om blindtarmsbetændelse og satte mig i gang med at spise og drikke igen. Smerterne blev værre og ud på aftenen, besluttede en tredje læge at jeg skulle opereres og det skulle ske i løbet af natten. Samtidig fik jeg noget beroligende for at kunne sove bedre i løbet af natten.
Mandag morgen vågner jeg til endnu en ny læge, der nu beslutter sig for at sende mig hjem, da han frikender blindtarmen. Jeg er efterhånden bange og rigtig forvirret. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro på når hver anden læge siger det ikke er noget og hver anden læge (som sjovt nok begge er overlæger og bagvagt) siger jeg skal opereres og det kan ikke gå for langsomt. Denne læge ligger også stor vægt på at jeg har sovet i løbet af natten. Ja, flot - det tæller jo virkelig også, når jeg får beroligende for at kunne falde i søvn og sove rolig uden mareridt og vågne grædende op.
Men jeg blev i hvert fald udskrevet og mens jeg er på vej ud og lige står og venter på at få noget smertestillende tager smerter til i sådan en grad at jeg må støtte mig til væggen for ikke at falde om, samt begynder at kaste op udover det hele. Det bider de ikke så meget mærke i og sender mig bare hjem med beskeden om at komme igen, hvis det bliver værre?! Nu er jeg jo så bare i tvivl om hvornår det er rigtigt at komme igen.
I går aftes blev smerterne så slemme, at jeg knapt nok kunne gå. Nu begyndte de at føles som virkelig heftige menstruationssmerter. Jeg har aldrig oplevet dem så slemme. Det trak op i ryggen, ned i skeden og krampede totalt i maven. Samtidig begyndte jeg at bløde rigtig meget. Havde halvanden pakke med natbind liggende, og dem er jeg snart kommet igennem. Jeg bløder rigtig voldsomt og det har jeg ikke gjort siden fredag, hvor det slet ikke var i samme kaliber som nu. Det gør møg ondt og jeg kan slet ikke finde hvile. Har sovet fire timer afbrudt i nat og siden været vågen på grund af smerterne. Har forsøgt med varmepude og smertestillende, men det tager kun toppen af smerterne.
Jeg har ikke lyst til at fejle noget, men de må de for pokker snart finde ud af hvad det er. Specielt når det bliver så voldsomt så lang tid efter.
Det hele er bare en møgsituation. Jeg er forfærdelig ked af det, kan ikke lade være med at tænke på mit lille barn. På fredag, præcis en uge efter aborten, skulle jeg have været til nakkefoldsscanning. Det er forfærdeligt at tænke på. Jeg har flere gange overvejet at tage en overdosis piller, for jeg kan virkelig ikke mere. Jeg har ingen grund til at leve, for alt det gode i mit liv er bare faldet fra hinanden. Jeg mistede ikke kun mit barn den dag. Jeg mistede hele min familie.
Kære lille skat. Jeg ville dig alt det bedste og ville især dig! Du skulle opleve livet og jeg give dig den bedste opvækst man overhovedet kan få. Men desværre var jeg ikke stærk nok til at stå imod min families beslutning og pres. Undskyld. Jeg elsker dig for evigt. Håber du engang kan tilgive mig valget.
Din ulykkelig mor 
Håber du kan få hjælp hos læge, både til det fysiske og det psykiske.
Mht blødning så tror jeg dog det kan bløde en hel del når indgrebet er foretaget så relativt sent.
Du skal ikke have dårlig samvittighed, jeg tror godt nok de færreste ville have det godt med at fortsætte graviditeten i din situation, men det gør selvfølgelig ikke sorgen mindre. Jeg er sikker på du nok skal få dit barn engang når du har mødt den rigtige far, for du får da brug for en kærlig person i dit liv når din familie nu har svigtet sådan. Og ligesom man har brug for støtte, kærlighed og omsorg når man skal igennem en abort, så har man det godt nok også når man skal igennem en graviditet og livet som mor.
Jeg er ked af at du skulle igennem alt dette, men jeg er sikker på at alting kommer til at se lysere ud. Mn det skal du nok have lidt professionel hjælp til at se, for du lyder meget meget trist 
