Så meget i tvivl!!

Hej.

Jeg fandt i mandags ud af at jeg var gravid, hvilket ikke var planlagt. Min kæreste og jeg har været sammen i et år og er i sidste weekend flyttet sammen. vores forhold har ikke på nogen måde kørt perfekt, men vi er nu flyttet sammen for at se om vi kan fungere sammen og ellers dur det jo bare ikke. Skal lige siges at vi også selvfølgelig elsker hinanden, ellers var vi ikke sammen

Men så sker det her og ikke på nogen måde god timing! Min kæreste synes det hele går alt for hurtigt og at jeg skal få en abort. Jeg er virkelig i tvivl! Jeg er 31 og har længe gerne villet have børn, elsker min kæreste, men tvivler også på om vores forhold er for skrøbeligt til denne store omvæltning. Udover det er min kæreste meget egoistisk og har stort behov for frihed til at gøre hans egne ting og se venner. Det er selvfølgelig ikke det fedeste hvis vi skal have et barn sammen og jeg kommer til tage hele ansvaret, imens han hygger med vennerne. Kunne håbe det ville ændre lidt i ham at få et barn, men det kan jeg jo ikke regne med og synes ikke barnet skal lide under mit dårlige valg. Jeg er selv vokset op uden far og det har givet mig en masse usikkerhed, så derfor tænker jeg meget over hvordan det vil påvirke barnet.

Alligevel overvejer jeg kraftigt at få barnet med eller uden ham, Men jeg ved også det bliver hårdt og jeg er meget følsom. Så jeg er utrolig bange for at gøre det forkerte. Jeg bliver så ked af det når jeg tænker på at fjerne det også selvom jeg kun er ca 5 uger henne. Tror ikke han forstår at man har en masse følelser ved at gå med det. Jeg vil ikke tage hensyn til mit eget behov eller min kærestes. Jeg vil tænke på hvilket liv jeg kan tilbyde det lille barn og om jeg synes det er godt nok.

Hvad skal jeg gøre??

Øv det er da en øv-situation for dig/jer 

Det bedste råd nogen kan give dig, er "følg dit hjerte".

Nogle vil nok tilføje "Man fortryder ikke de børn man får, men dem man ikke får".

Men jeg kan godt forstå at du er i vildrede fordi det følelsesmæssige og det rationelle i dig, bliver et stort kaos.

Min mand "advarede" mig før vi fik barn, og sagde at han ikke ville være "naturligt klar", men at det ville komme jo større barnet blev. Han er bare ikke til helt små børn. Idag er han en fantastisk far for vores 15. mdr. gamle datter. Så han "holdt hvad han lovede".

Men det kunne jeg ikke vide før, og alligevel traf jeg beslutningen om at få et barn. Det betød mere for mig at blive mor, end at bevare et forhold til ham uden børn.

Så mit råd vil være at gøre op med dig selv om du vil leve med konsekvenserne af den ene eller anden beslutning. Gør det klart for dig selv hvad de får af betydning for dig, og lav evt. positiv/negativ-lister for at sætte det hele i synligt perspektiv - før du beslutter dig.

Hvad siger din kæreste til det?

Jeg håber,at du finder den rette løsning for dig!

Tak for svar begge to. Min kæreste synes det er for hurtigt og føler sig på ingen måde klar til det. Selvom vi har snakket om børn og at der ikke skulle gå mange år inden det skulle ske. Jeg vil ikke presse ham til det, men jeg er også meget bange for at jeg ikke kan være sammen med ham efter evt abort. Så jeg er i det hele taget i sikker på hvad der er godt eller skidt lige nu

Vil prøve at alve positiv/negativ liste, det var et rigtigt fint råd

christina2121 skriver:

Vil prøve at alve positiv/negativ liste, det var et rigtigt fint råd

Ja det føles lidt som pest eller kolera fordi sket er sket, og du nu SKAL træffe et valg!

Det er aldrig sjovt når man er tvunget.

Håber du får et overblik med en liste, og får nemmere ved at "vælge" hvad der er det rigtige for dig/jer 

Det er jo en uhyre svær situation. Men vælger du at beholde skal du gøre det klart for dig selv at du kan ende med et meget surt forhold til din kæreste. Altså forstået på den måde at du ikke må gå og håbe på at han bliver klar og en god støtte osv.

Godt nok var min søn planlagt, men jeg boede med en der forventede jeg klarede alt i hjemmet, samt styrede økonomien osv. Da jeg blev gravid lovede han at ville hjælpe når den lille kom til og naiv som jeg var troede jeg på det. Men nej hans 14- dages barsel brugte han på at sove til klokken 11 hver dag Og så det som en ferie og ikke en chance for at lære hans søn at kende. Han skreg af mig hvis jeg med en nyfødt på armen ikke havde overskud til at ordne hjemmet og lave perfekte aftensmåltider hver dag. Sådan var det hele tiden. Selvom jeg som sådan ikke havde barsel men faktisk fortsatte mit studie hjemmefra. Han var ligeglad. Da vores søn var et år skulle han for første gang have ham alene i et døgn, da jeg skulle til noget reunion. Men jeg havde næsten ikke tillid til han kunne finde ud af det, da han jo aldrig havde puttet drengen, lavet hans mad eller noget. Da jeg kom hjem sagde han at nu kunne han Godt forstå jeg ikke kunne nå alt. Jeg troede det betød en ændring i tingene at nu ville han hjælpe. Men jeg kunne ikke tage mere fejl.

Jeg stoppede forholdet da Emil var 2 år.

Du skal mærke efter hvad der er rigtigt for dig!

Jeres forhold lyder jo ikke lige super idyllisk, så der er jo også den risiko at du får en abort og I går fra hinanden en måned efter. 

Vil du så fortryde aborten? (Får du en abort for hans skyld?)

Og en graviditet hvor farmand er sur og føler den er trukket ned over hovedet på ham, er godt nok ikke lykken. 

 

 

christina2121 skriver:

Hej.

Jeg fandt i mandags ud af at jeg var gravid, hvilket ikke var planlagt. Min kæreste og jeg har været sammen i et år og er i sidste weekend flyttet sammen. vores forhold har ikke på nogen måde kørt perfekt, men vi er nu flyttet sammen for at se om vi kan fungere sammen og ellers dur det jo bare ikke. Skal lige siges at vi også selvfølgelig elsker hinanden, ellers var vi ikke sammen

Men så sker det her og ikke på nogen måde god timing! Min kæreste synes det hele går alt for hurtigt og at jeg skal få en abort. Jeg er virkelig i tvivl! Jeg er 31 og har længe gerne villet have børn, elsker min kæreste, men tvivler også på om vores forhold er for skrøbeligt til denne store omvæltning. Udover det er min kæreste meget egoistisk og har stort behov for frihed til at gøre hans egne ting og se venner. Det er selvfølgelig ikke det fedeste hvis vi skal have et barn sammen og jeg kommer til tage hele ansvaret, imens han hygger med vennerne. Kunne håbe det ville ændre lidt i ham at få et barn, men det kan jeg jo ikke regne med og synes ikke barnet skal lide under mit dårlige valg. Jeg er selv vokset op uden far og det har givet mig en masse usikkerhed, så derfor tænker jeg meget over hvordan det vil påvirke barnet.

Alligevel overvejer jeg kraftigt at få barnet med eller uden ham, Men jeg ved også det bliver hårdt og jeg er meget følsom. Så jeg er utrolig bange for at gøre det forkerte. Jeg bliver så ked af det når jeg tænker på at fjerne det også selvom jeg kun er ca 5 uger henne. Tror ikke han forstår at man har en masse følelser ved at gå med det. Jeg vil ikke tage hensyn til mit eget behov eller min kærestes. Jeg vil tænke på hvilket liv jeg kan tilbyde det lille barn og om jeg synes det er godt nok.

Hvad skal jeg gøre??

Øv.. det er da en super ærgelig situation. Jeg kan ligesom alle andre ikke sige at det ene eller det andet er det rigtige for dig, for det er der jo ikke nogen der ved.

Personligt ville jeg ikke turde eller have lyst til få et barn alene og jeg har også selv manglet en far, så det spiller selvfølgelig ind. Men det bedste du kan gøre er nok at snakke godt og grundigt med din kæreste om det og så håber jeg du/i finder den rigtige løsning for dig 

Jeg synes selvfølgelig også at du skal følge dit hjerte/ fornuft. Ville du kunne være alene mor? Hvis det bliver nødvendigt. For jeg tænker du er 31 år, og jo ældre det bliver jo sværere bliver det jo at blive gravid. Det ville være surt hvis du fik abort og om nogle år prøvede at blive gravid at du så ikke kunne. Hvordan ville du så have det? Ville du så fortryde at du fik abort? Du siger selv at du ikke kunne være sammen med din kæreste hvis du får abort, hvad har du så at miste? Hvis du får barnet og i stadig går fra hinanden?