Det er sådan en skøn alder... NOT!

Mor til Ella skriver:

Jeps der bar vi været fe sidst 4 mdr Ella er kun 2,5 år.

SKØN ALDER

Min kæreste er seriøst begyndt at undskylde overfor folk når vi fx er ude og handle eller spise.  Det er altså ikke rart at føle man helst bare skal sidde så langt fra alle andre som muligt fordi ens barn får et flip om 2sek fordi kartoflerne er varme.. 

Janne T. skriver:

Synes det kan være svært at fokusere på det er godt de bliver selvstændige

Jamen vi har lige haft en periode hvor det gik fantastisk, under 10 minutter. Det er efter hun har droppet middagslur. Men nu er det gået lidt i hårdknude igen. Men jeg tror det skyldes luren. Her efter ferien har hun sovet til middag hver anden dag i VS, og det er de dage det er gået dårligt. Så i dag har vi bedt dem helt droppe den lur  

Det er da dejligt at i kan se en sammenhæng! Så er det jo til at løse  

Janne T. skriver:

Sådan er Rose også! Hun er 2,10. Må indrømme vi ER blevet sindssyge! lol Fuck det er en hård alder! Jeg troede kolik var hårdt. Derefter alderen 1-2. Så den spæde trodsalder-start. Men alt  blegner i forhold til denne "Kan selv, vil selv, men så alligevel ikke, og dog lidt alligevel"-alder. I går tog det 2,5 time før hun sov, hvilket indebar gråd fra både hende og jeg  Hende, fordi hun ikke ville blive i sengen, mig fordi 2,5 timers "kamp" altså bare er cirka 2 timer for meget!

Også bare sådan noget som vi ikke kan føre en samtale nogen gange. Vi bruger meget energi på at lære hende, at hun skal respektere lige at vente, når vi taler sammen, men den fiser bare ikke ind. I går brugte jeg en halv time på at fortælle noget. Burde tage 2 min

Noget ala:

Mig: Ej, i går så..
Rose: Mig se fjernsyn!
Mig: Nej Rose, først i aften. Nå men i går så
Rose: Fjernsyn NU!
Mig: Nej Rose. Og jeg taler lige med far. I går, da jeg var...
Rose: Mig se fjernsyn!!

Og sådan fortsætter det. Og hun får ikke sin vilje. Og hun ved det godt. Men hun er så skide stædig hun bliver ved!

Nå, det var meget jeg fik skrevet, tror der var nogle frustrationer der skulle ud. Pointen er: Tror det er alderen!

At afbryde når andre snakker, er også et stort hit herhjemme. Det startede med kun at være far og mig, men nu gør han det også konstant når der er gæster. Det er SÅ irriterende!

modesty skriver:

At afbryde når andre snakker, er også et stort hit herhjemme. Det startede med kun at være far og mig, men nu gør han det også konstant når der er gæster. Det er SÅ irriterende!

 Jeg har altid været så stolt over at vores kunne nøjes med at reagere hjemme når der var ro på. Men nu, der er det også for fuld skrald når vi er ude eller har gæster  Der er ikke noget værre! 

 

Mor11 skriver:

Jeeeeezus, hvor er vi trætte i hovederne herhjemme  Alt er bare en "diskussion" hvor ham den lille kører sig selv helt op i en spids  "Se, en kran skat" "NEEJ DET ER iKKE EN KRAAAN!!!!!" Og så ruller den og han går helt i selvsving og kan sågar ende i grådlignende hysteri...  Åh gud... Og det er bare med ALT.  Han kan blive sur over at vi taler sammen, at vi skal ud og gå (selvom han lige har sagt han gerne vil med ud) at han skal have tøj på osv... Det er godt nok tungt.. 

Og putningen som ellers har kørt smertefrit i lang tid, er blevet til først 20min hygge med bog osv og derefter 1 times hysterisk anfald af gråd, skrig og kasten med ting før han endelig slapper af i kroppen og ligger sig til at sove. Og det er vel og mærke både til middag og til aften! Og vi har prøvet 100 forskellige tidspunkter og med og uden middagslur - ingen forskel. 

Det er som om han slet ikke kan finde ro i sin krop mere. Han har hele tiden travlt med et eller andet irrelevant, som han bruger energi på at være sur over. Fx hvis der er noget på tallerknen han ikke kan lide, i stedet for at lade det være, så spytter han, kaster med det og bliver vildt sur, selvom vi siger det er okay og han bare kan spise de andre ting. Han KAN bare ike flytte fokus fra det han er sur over. Det er så opslidende at se på dag ud og dag ind....  Vi mister totalt lysten til at gå ud og gøre noget hyggeligt fordi vi bare VED at det vil ende i et flip over at gyngen fx lige er optaget, han ikke kan få en is når vi går forbi ishuset osv. 

Hvad pokker gør man?  Han er 2,9...

Du beskriver min søn. Sådan har han været længe det er først nu det er ved at gå over.

Og syntes det har varet længe fra han var 2,5-3,3 år.

Han kunne give sig til at skrige over at han skulle hjælpe med at tage sko på til vi snakkede om små ting og lige meget hvad vi gjorde for ham ud af sit hysteriske anfald hjælp det ikke. Hverken hjemme, i vuggestue eller børnehaven.
Vi brugte at han fik et sted her hjemme hvor han kunne sidde imens og det samme gjorde institutionen og så kom han selv når han var klar.

Her i ferien har der ikke været så meget så vi håber det vender nu.

Håber i finder en måde der kan afhjælpe jer lidt.

Mor11 skriver:

Min kæreste er seriøst begyndt at undskylde overfor folk når vi fx er ude og handle eller spise.  Det er altså ikke rart at føle man helst bare skal sidde så langt fra alle andre som muligt fordi ens barn får et flip om 2sek fordi kartoflerne er varme.. 

Hejse nej der kan jeg godt se. Her er vi dog så heldige at vores pige kun har sine flip hjemme og når vi er alene??

Læste lige det med kranen højt op for min kæreste - det lyder meget som vores søn på 2,10år. Det er dog ikke noget problem at putte ham. 

Vi prøver at bevare roen - især nu hvor han er blevet storebror. Det har i hvert fald ikke hjulpet på frustrationerne

Ohhhhh yes! Nu er det værste dog overstået herhjemme - Bella fylder 4 til oktober 

Nu er hun til gengæld begyndt på at snakke i munden på os, mor og far, hvis vi snakker sammen  "faaaaaaar du snakker for meget", hvis hun f.eks. vil sige noget til mig, og omvendt 

Den her tråd gør mig så GLAD!

Mit barn er tydeligvis ikke sindssygt, han gør ligesom andre på hans alder og selvom jeg godt vidste det, så letter det godt nok humøret at læse at jeres børn opfører sig ligesom min Bastian!

Han er lige blevet 3 år og startet i børnehave og jeg hååååber det snart er slut med den raseri. Nu er det nemlig stort set kun far det går ud over (stakkels mand), mens han lader mig hjælpe ham før det kommer så vidt, så ser en fremgang

Man trækker vejret DYBT og minder sig selv om at det er en (laaaaaang) fase Føler med dig - min ældste er 4,3 år og synes først det er indenfor de sidste par måneder hun sådan for alvor er kommet indenfor pædagogisk rækkevidde. Nu er hun til gengæld så herlig Men... Der kommer sikkert snart en ny fase