At leve med en deprimeret og stressramt!

Aagaard skriver:

Godt skrevet Sussie!

Jeg sidder her og tuder stille, jeg ville så gerne kunne hvad du kan men jeg kan ikke. Jeg har været nødt til at give op - jeg kan ikke leve med det.
Min, nu eks kæreste, har ikke længere depression men er voldsomt smerteplaget af psoriasisgigt.

- jeg kendte godt "the spoon theory" den er god, rigtig god og sidder lige i skabet mht. til hvordan han "går" og har det.

Jeg elsker ham, men kan simpelthen ikke have et parforhold og et voksen-liv med en der ikke kan overholde en aftale og som ikke kan være der for mig når jeg har brug for ham. - som du skriver, man har et voksent barn...

Du er SÅ vildt et menneske at du kan, gid jeg var mere som dig.

 

Jamen søde ven dog...så er der garanteret ting som du så kan, som jeg ikke kan.
Du har måske heller ikke en partner som min, som vitterligt er det dejligste menneske, og som så gerne vil vores liv.

Ingen mennesker er ens, og vores styrker ligger forskellige steder.
At du har måtte give op, er ingen skam, der skal meget til at sige fra..det kræver måske en endnu større styrke.

Og så skal du også vide, at meget af det, jeg har bygget på og bygger på er alder og erfaring.
Jeg var ingen årsunge, da jeg mødte min mand, Jeg var 40 år og havde 3 børn. Jeg havde 2 ægteskaber bag mig, og da min mand blev syg tog jeg et valg..et helt bevidst valg...at blive på godt og ondt så længe jeg kunne og kan.
Og sådan er det stadig.
Det kan komme en dag, hvor selv jeg er slidt op, men jeg håber det ikke..og ønsker det heller ikke..men livet har lært mig, at man aldrig skal sige aldrig.

Det skal også siges, at da min mand blev syg, var jeg så enestående heldig at have en chef, som allerede havde gået alle de her ting igennem og hun var den bedste rådgiver man overhovedet kunne ønske sig....det var hende der lærte mig det med valget.

Så heldig har du ikke været...og igen..det er ingen skam at give op..men det er en skam at bygge sit liv på en løgn og misbruge det.

SussieThyssen skriver:

Altså..jeg har anbefalet flere at lægge deres hverdag ind i et skema og med rammer.
Hvis man fx ikke dur om morgenen, jamen så lad gemalen tage morgentørnen, medens man selv klarer aftentørnen.
At man sammen finder ud af hvem, der henter og bringer børn, at man i god tid planlægger besøg og diverse aftaler.

Nogle gange orker jeg ikke at skulle have besøg, men jeg vil gerne besøge og modsat..og så aftaler man det.
Men man skal også lære sine omgivelser at de skal regne med, at man ændrer aftaler hvis man ikke orker det..og at de ikke må blive sure.

Til gengæld skal man blive så ærlig omkring sig selv og sin egen kunnen, at man lærer sine omgivelser og sig selv, at der er ting man lige så godt kan sige fra til, for de bliver alligevel ikke til noget.
Sådan har jeg det med familiefester.
Jeg orker dem ganske enkelt ikke.
Det har taget familien en del tid at lære, men de forstår det nu.
Man har en lidelse, og det er ok at sige nej!

Mettefpigen skriver:

Det er bare alt det der sker i mit liv der stresser... det kan jeg ikke sætte i skema... har næsten lige skrevet om det i "hvornår kommer medgangen"...

Ja..men der må du jo så arbejde på at lære dig selv, at intet liv er en dans på roser og så tage det som det kommer...selvom det er svært.
Du må lære dig selv hvad der er de vigtige ting i livet..og så sige pyt til alt andet 

SussieThyssen skriver:

Det er godt.
Min krop har også et advarselssignal, som jeg har lært at lytte til.
Jeg har det der kaldes nervøst hjerte (det slår dobbeltslag i perioder) normalt slår det dobbeltslag når jeg sætter mig ned for at slappe af..men hvis det begynder på det midt i arbejdet, så er jeg klar over at den er gal, og så må jeg tage den med ro.

Og det er, på trods af det negative grundlag, en gave at have og kende kroppens advarselssignaler. Jeg har sclerose - indtil videre i så mild en form, som tænkes kan - og her er det mit øje, der siger fra i form af synsnervebetændelse, når jeg overbelaster mig selv og skal geare ned. Et eller andet sted er det genialt med sådan en stopknap. 

SussieThyssen skriver:

Jamen søde ven dog...så er der garanteret ting som du så kan, som jeg ikke kan.
Du har måske heller ikke en partner som min, som vitterligt er det dejligste menneske, og som så gerne vil vores liv.

Ingen mennesker er ens, og vores styrker ligger forskellige steder.
At du har måtte give op, er ingen skam, der skal meget til at sige fra..det kræver måske en endnu større styrke.

Og så skal du også vide, at meget af det, jeg har bygget på og bygger på er alder og erfaring.
Jeg var ingen årsunge, da jeg mødte min mand, Jeg var 40 år og havde 3 børn. Jeg havde 2 ægteskaber bag mig, og da min mand blev syg tog jeg et valg..et helt bevidst valg...at blive på godt og ondt så længe jeg kunne og kan.
Og sådan er det stadig.
Det kan komme en dag, hvor selv jeg er slidt op, men jeg håber det ikke..og ønsker det heller ikke..men livet har lært mig, at man aldrig skal sige aldrig.

Det skal også siges, at da min mand blev syg, var jeg så enestående heldig at have en chef, som allerede havde gået alle de her ting igennem og hun var den bedste rådgiver man overhovedet kunne ønske sig....det var hende der lærte mig det med valget.

Så heldig har du ikke været...og igen..det er ingen skam at give op..men det er en skam at bygge sit liv på en løgn og misbruge det.

Måske nok...- Jeg tror desværre bare ikke han har recourserne, mere end at han ikke vil og som du skriver har det sikkert også noget med erfaring og alder at gøre - vi var 25 og 26 da han blev syg, nu som 27 og 28årige har vi opgivet at leve sammen, men håber på at kunne beholde et godt venskab og forælderskab sammen.

Det HAR været meget svært at sige stop og jeg har virkelig følt at jeg svigtede ham, os, vores datter og vores drøm. - MEN nu håber jeg på at vi kan få os et bedre liv hver for sig, genopbygge troen på at verden faktisk ikke kun er opad bakke med kuling i ansigtet - at der også findes solskinsdage, som ikke farves af at de koster 2-4 dages beholdning af "skeer" efterfølgende.

Jeg har heldigvis nu -endelig fundet en rigtig dygtig psykoterapeut, som kan hjælpe mig fremad så jeg ikke sidder fast i en svunden tid.

Tak søde Sussie!

Aagaard skriver:

Måske nok...- Jeg tror desværre bare ikke han har recourserne, mere end at han ikke vil og som du skriver har det sikkert også noget med erfaring og alder at gøre - vi var 25 og 26 da han blev syg, nu som 27 og 28årige har vi opgivet at leve sammen, men håber på at kunne beholde et godt venskab og forælderskab sammen.

Det HAR været meget svært at sige stop og jeg har virkelig følt at jeg svigtede ham, os, vores datter og vores drøm. - MEN nu håber jeg på at vi kan få os et bedre liv hver for sig, genopbygge troen på at verden faktisk ikke kun er opad bakke med kuling i ansigtet - at der også findes solskinsdage, som ikke farves af at de koster 2-4 dages beholdning af "skeer" efterfølgende.

Jeg har heldigvis nu -endelig fundet en rigtig dygtig psykoterapeut, som kan hjælpe mig fremad så jeg ikke sidder fast i en svunden tid.

Tak søde Sussie!

Det var så lidt

SussieThyssen skriver:

Det glæder mig at du holder ud. Hatten af..det kræver en pårørende til en stressramt eller depressiv, at forstå hvad en pårørende går igennem.
Du er ALTID velkommen til at skrive, hvis du trænger til en snak.
Du kan også tilføje mig på FB på Sussie Thyssen

Lige præcis

og mange tak

Vi skal lige tilbage på sporet med at snakke sammen om de svære ting i hverdagen...

Jeg valgte at holde det inden i mig og snakke med andre om det da jeg var bange for han ikke kunne klare mine problemer oven i alt det der kørte rundt i hans eget hovede...

Så lige nu er der lukket udadtil med at skrive/snakke med andre førend jeg har snakket med kæresten

det har "kun" været slemt de sidste 5 år da han gik ned med stress på jobbet... det medførte en depression som han så gik med ubehandlet i de første 3 år indtil vi flyttede og fik en ny læge der langt om længe tog hånd om alle de signaler der var på det...

og nu er vi så igang med udredning på psykiatrien da de mener der måske er mere end "bare" skizoid personlighedsforstyrrelse og de er i tvivl om den kom pga hans stress og depression eller om han allerede havde det og det så blev værre pga ubehandlet depression og stress...

Wampires skriver:

Lige præcis

og mange tak

 

Vi skal lige tilbage på sporet med at snakke sammen om de svære ting i hverdagen...

Jeg valgte at holde det inden i mig og snakke med andre om det da jeg var bange for han ikke kunne klare mine problemer oven i alt det der kørte rundt i hans eget hovede...

 

Så lige nu er der lukket udadtil med at skrive/snakke med andre førend jeg har snakket med kæresten

 

det har "kun" været slemt de sidste 5 år da han gik ned med stress på jobbet... det medførte en depression som han så gik med ubehandlet i de første 3 år indtil vi flyttede og fik en ny læge der langt om længe tog hånd om alle de signaler der var på det...

og nu er vi så igang med udredning på psykiatrien da de mener der måske er mere end "bare" skizoid personlighedsforstyrrelse og de er i tvivl om den kom pga hans stress og depression eller om han allerede havde det og det så blev værre pga ubehandlet depression og stress...

Okay..det lyder voldsomt.

Ja så er det jo mere end bare depression...hvad bygger de dog alt det på???
Jeg mener, der må jo være tegn på paranoia eller andet, siden de kan sige det.
Har du noteret dig noget af det??

SussieThyssen skriver:

Okay..det lyder voldsomt.

Ja så er det jo mere end bare depression...hvad bygger de dog alt det på???
Jeg mener, der må jo være tegn på paranoia eller andet, siden de kan sige det.
Har du noteret dig noget af det??

Det har været hårdt...

Jeg har skrevet brev til dig da det ville være for meget for mig at åbne op her i "det fri"...

Det er ikke det samme som skizofreni, og der er ingen paranoia hvilket netop også er en af de ting der gør de er i tvivl om hvad han egentlig har af psykiske lidelser...

hver gang de finder noget der lyder meget rigtigt så "mangler" han en eller to af de ting man siger er grundkaraktistikaerne for at have det...

de har prøvet i de sidste 3 år at få sat en korrekt diagnose på ham, og den eneste de er 100 på er skizoid personlighedsforstyrrelse...