At leve med en deprimeret og stressramt!

Wampires skriver:

Utrolig godt beskrevet skriveri, både dit og også det andet du har citeret

Herhjemme er det også en dag ad gangen

Nogen dage er gode og andre er dem man bare gerne vil glemme har været der...

 

det har været rigtig hårdt for mig at stå på sidelinjen med en kæreste der ikke har kunnet finde ordene til at fortælle mig hvordan han havde det.. for så vidste jeg ikke hvordan jeg bedst kunne hjælpe og støtte ham...

Den afmagt både han følte (fordi han ikke kunne det han gerne ville) og den afmagt jeg følte (fordi jeg ikke kunne forstå hans "sprog" længere) gjorde at vi i lang tid havde det svært men vi holdt ud...

og kæmper stadig sammen

for som du også skriver er der noget i livet der går os imod så er vi stærkere end granit

Det glæder mig at du holder ud. Hatten af..det kræver en pårørende til en stressramt eller depressiv, at forstå hvad en pårørende går igennem.
Du er ALTID velkommen til at skrive, hvis du trænger til en snak.
Du kan også tilføje mig på FB på Sussie Thyssen

SussieThyssen skriver:

Ja det er ikke nemt, men du skal nok klare det

Mettefpigen skriver:

Selvfølgelig :-) efter hvad vi har været igennem så kan intet slå os ud... jeg skal bare lære at lytte til min krop og har fundet ud af min måde at koble af når jeg kan mærke stressen komme...

Det er godt.
Min krop har også et advarselssignal, som jeg har lært at lytte til.
Jeg har det der kaldes nervøst hjerte (det slår dobbeltslag i perioder) normalt slår det dobbeltslag når jeg sætter mig ned for at slappe af..men hvis det begynder på det midt i arbejdet, så er jeg klar over at den er gal, og så må jeg tage den med ro.

SussieThyssen skriver:

Det er godt.
Min krop har også et advarselssignal, som jeg har lært at lytte til.
Jeg har det der kaldes nervøst hjerte (det slår dobbeltslag i perioder) normalt slår det dobbeltslag når jeg sætter mig ned for at slappe af..men hvis det begynder på det midt i arbejdet, så er jeg klar over at den er gal, og så må jeg tage den med ro.

Mettefpigen skriver:

Jeg får åndenød og kraftig hjertebanken... skal bare have fundet ud af hvad jeg skal slappe af med...

For mig handler det om noget så simpelt som at tage et par sygedage og så melde mig ud af verden.
Jeg bliver i sengen eller på sofaen og ser serier i tv og laver nada.
Det er selvfølgelig ikke så let hvis man har småbørn, men så må man få familien eller til at passe dem lidt.

SussieThyssen skriver:

For mig handler det om noget så simpelt som at tage et par sygedage og så melde mig ud af verden.
Jeg bliver i sengen eller på sofaen og ser serier i tv og laver nada.
Det er selvfølgelig ikke så let hvis man har småbørn, men så må man få familien eller til at passe dem lidt.

Mettefpigen skriver:

Har overvejet at tage til psykologen igen, også høre hende om det... også afprøve nogle forskellige ting... det første jeg vil prøve er meditation...

Ja der er ikke to mennesker der er ens, når det gælder hvad der hjælper.
Min mor havde en veninde, der hev stikket ud og tog en uge alene i sommerhus uden mand og børn.
Det virkede for hende.

SussieThyssen skriver:

Ja der er ikke to mennesker der er ens, når det gælder hvad der hjælper.
Min mor havde en veninde, der hev stikket ud og tog en uge alene i sommerhus uden mand og børn.
Det virkede for hende.

Godt skrevet Sussie!

Jeg sidder her og tuder stille, jeg ville så gerne kunne hvad du kan men jeg kan ikke. Jeg har været nødt til at give op - jeg kan ikke leve med det.
Min, nu eks kæreste, har ikke længere depression men er voldsomt smerteplaget af psoriasisgigt.

- jeg kendte godt "the spoon theory" den er god, rigtig god og sidder lige i skabet mht. til hvordan han "går" og har det.

Jeg elsker ham, men kan simpelthen ikke have et parforhold og et voksen-liv med en der ikke kan overholde en aftale og som ikke kan være der for mig når jeg har brug for ham. - som du skriver, man har et voksent barn...

Du er SÅ vildt et menneske at du kan, gid jeg var mere som dig.

Mettefpigen skriver:

Jaa hvis man bare kunne det ;-) var sammen med min mor en uge over ved min morfar der bør i hvide sande :-) det var lækkert, men så vender man tilbage til den stressede hverdag...

Altså..jeg har anbefalet flere at lægge deres hverdag ind i et skema og med rammer.
Hvis man fx ikke dur om morgenen, jamen så lad gemalen tage morgentørnen, medens man selv klarer aftentørnen.
At man sammen finder ud af hvem, der henter og bringer børn, at man i god tid planlægger besøg og diverse aftaler.

Nogle gange orker jeg ikke at skulle have besøg, men jeg vil gerne besøge og modsat..og så aftaler man det.
Men man skal også lære sine omgivelser at de skal regne med, at man ændrer aftaler hvis man ikke orker det..og at de ikke må blive sure.

Til gengæld skal man blive så ærlig omkring sig selv og sin egen kunnen, at man lærer sine omgivelser og sig selv, at der er ting man lige så godt kan sige fra til, for de bliver alligevel ikke til noget.
Sådan har jeg det med familiefester.
Jeg orker dem ganske enkelt ikke.
Det har taget familien en del tid at lære, men de forstår det nu.
Man har en lidelse, og det er ok at sige nej!