Brok over mormor

Har lige brug for at komme ud med nogle tanker.

 

I længere tid har mit og min mors forhold være dårligt. Egentlig et par måneder før jeg fødte. Hun plejede at besøg os mindst 1 weekend om måneder, nogen gange 2.

Op til min fødsel, snakkede hun med sit arbejde, om at få en uge fri, når baby kom, så hun kunne være her. Og gjorde meget i at fortælle os, hvor meget hun glæde sig, og vi selvfølgelig bare skulle sige til, hvis hun ikke skulle blive så længe og alt sådan noget.

Da jeg endelig fødte, en fredag, kom hun lørdag eftermiddag, og tog hjem tidligt søndag formiddag. Siden kom hun her, da jeg inviterede lidt familie ned og se baby 1 måned senere, og til barnedåben. Alle kun i et par timer.

Hun gik fra sin kæreste gennem mange år, og fandt sig en ny (som i, inden at hun faktisk droppede ham hun havde)

Den nye er som sådan fin nok. Flink, snak-saglig og god til hendes børnebørn.

Fra dag 1 har hun prioriteret ham frem for sine børn og børnebørn. (hun har kendt ham i rigtig mange år, så det er ikke fordi, hun skal lære ham at kende)Han bor 1½ minut fra hende.

Når vi kom på besøg, var hun ofte hos ham, i stedet for at se os,

Fra starten tog hun afstand til mit barn. Hun ville hellere spille på sin mobil, end lige at sidde med baby, mens vi spiste.

Det er kun gået ned af bakke fra der. Mit barn er barnebarn nr. 2, og selvfølgelig er nr.1 specielt. Men ligefrem at glemme mit, når nr.1 er der, synes jeg ikke er i orden.
Hun har altid været meget på sit førte barnebarn og er det stadig.

Når hun ringede, snakkede hun kun om sin kæreste, og gerne en masse som ens barn ikke skal høre. Selvom jeg fortalte at baby skulle til lægen, spurgte hun ikke ind til det – heller ikke når hun ringede senere.

For 3-4 uger siden, skrev til hende, at jeg ikke gad at hendes kæreste er vigtigere end både mig og hendes barnebarn, og at hun ikke skulle kontakte mig, før hun fik sine prioriteringer i orden.

Hun skrev 2-3 uger senere, skrev hun, at hun savnede mig og mit barn. Og en uges tid senere, at hun havde 2 juniordyner, vi bare kunne hente. Jeg valgte at lade være med at svare hende.

Forleden måtte vi med 112 til børneafdelingen, pga. feberkramper og vejrtrækningsproblemer. Intet hørte jeg fra hende, til trods for, at jeg ved hun har fået det af vide af hendes veninde, og min søster.

I dag,( mens jeg har skrevet dette) har hun skrevet, at hun er ked af, jeg ikke vil have noget med hende at gøre, og at min søster har fortalt hende, at jeg ikke vil have hun skal kontakte mig mere, men at hun ikke bare kan lade os forsvinde, og det håber hun jeg en dag indser.

Det eneste jeg tænker er, at hvorfor skrive nu, og ikke når hendes barnebarn var indlagt, hvor hun i øvrigt sagde til min søster, at hun ikke ville kontakte mig, og jeg måtte skrive til hende, hvis vi skulle snakke sammen.

Der er selvfølgelig en masse andre detaljer, der har gjort at jeg ikke orker hende mere, men synes det vigtigste er hvordan hun har været overfor mit barn.

 

 

 

Puha, en masse rod. Hvis i læser det igennem, håber jeg det er en smule overskueligt. Skal måske lige fortælles, at mit barn er 10 måneder om lidt, og hun på intet tidspunkt, har kunne huske/genkende min mor, så det går ikke ud over mit barn som sådan. 

Jeg havde bare brug for at komme af med det.

Selvfølgelig er det rart med bedsteforældre der har deres børn og børnebørn som prioritet nr 1. Men. Din mor har gjort sin pligt, taget sig af dig og haft dig som prioritet nr 1 da du var barn. Hun har sikkert haft sine børn som prioritet nr 1 indtil i blev voksne og nu nyder hun at I kan klare jer selv. Hun er da lovligt undskyldt for at have et liv med sin kæreste og prioritere sig selv og ham højere end dig og dine børn. Det er dit job at prioritere dine børn. Ikke hendes. Og jeg synes ikke du kan bebrejde hende. Hun vil jo stadig gerne se jer. Bare ikke hele tiden.

SandraXOXO skriver:

Selvfølgelig er det rart med bedsteforældre der har deres børn og børnebørn som prioritet nr 1. Men. Din mor har gjort sin pligt, taget sig af dig og haft dig som prioritet nr 1 da du var barn. Hun har sikkert haft sine børn som prioritet nr 1 indtil i blev voksne og nu nyder hun at I kan klare jer selv. Hun er da lovligt undskyldt for at have et liv med sin kæreste og prioritere sig selv og ham højere end dig og dine børn. Det er dit job at prioritere dine børn. Ikke hendes. Og jeg synes ikke du kan bebrejde hende. Hun vil jo stadig gerne se jer. Bare ikke hele tiden.

Det er nu ikke det at hun prioritere ham første, men at vi er ligegyldige, det er der mit problem er. 

Synes bestemt ikke, at vi skal glemmes, fordi vi er blevet voksne - vi vil altid være hendes børn, og når hun ikke bekymre sig for sit barnebarn, så er det heller ikke der, hun topper i point. 

Har lige brug for at komme ud med nogle tanker.

 

I længere tid har mit og min mors forhold være dårligt. Egentlig et par måneder før jeg fødte. Hun plejede at besøg os mindst 1 weekend om måneder, nogen gange 2.

Op til min fødsel, snakkede hun med sit arbejde, om at få en uge fri, når baby kom, så hun kunne være her. Og gjorde meget i at fortælle os, hvor meget hun glæde sig, og vi selvfølgelig bare skulle sige til, hvis hun ikke skulle blive så længe og alt sådan noget.

Da jeg endelig fødte, en fredag, kom hun lørdag eftermiddag, og tog hjem tidligt søndag formiddag. Siden kom hun her, da jeg inviterede lidt familie ned og se baby 1 måned senere, og til barnedåben. Alle kun i et par timer.

Hun gik fra sin kæreste gennem mange år, og fandt sig en ny (som i, inden at hun faktisk droppede ham hun havde)

Den nye er som sådan fin nok. Flink, snak-saglig og god til hendes børnebørn.

Fra dag 1 har hun prioriteret ham frem for sine børn og børnebørn. (hun har kendt ham i rigtig mange år, så det er ikke fordi, hun skal lære ham at kende)Han bor 1½ minut fra hende.

Når vi kom på besøg, var hun ofte hos ham, i stedet for at se os,

Fra starten tog hun afstand til mit barn. Hun ville hellere spille på sin mobil, end lige at sidde med baby, mens vi spiste.

Det er kun gået ned af bakke fra der. Mit barn er barnebarn nr. 2, og selvfølgelig er nr.1 specielt. Men ligefrem at glemme mit, når nr.1 er der, synes jeg ikke er i orden.
Hun har altid været meget på sit førte barnebarn og er det stadig.

Når hun ringede, snakkede hun kun om sin kæreste, og gerne en masse som ens barn ikke skal høre. Selvom jeg fortalte at baby skulle til lægen, spurgte hun ikke ind til det – heller ikke når hun ringede senere.

For 3-4 uger siden, skrev til hende, at jeg ikke gad at hendes kæreste er vigtigere end både mig og hendes barnebarn, og at hun ikke skulle kontakte mig, før hun fik sine prioriteringer i orden.

Hun skrev 2-3 uger senere, skrev hun, at hun savnede mig og mit barn. Og en uges tid senere, at hun havde 2 juniordyner, vi bare kunne hente. Jeg valgte at lade være med at svare hende.

Forleden måtte vi med 112 til børneafdelingen, pga. feberkramper og vejrtrækningsproblemer. Intet hørte jeg fra hende, til trods for, at jeg ved hun har fået det af vide af hendes veninde, og min søster.

I dag,( mens jeg har skrevet dette) har hun skrevet, at hun er ked af, jeg ikke vil have noget med hende at gøre, og at min søster har fortalt hende, at jeg ikke vil have hun skal kontakte mig mere, men at hun ikke bare kan lade os forsvinde, og det håber hun jeg en dag indser.

Det eneste jeg tænker er, at hvorfor skrive nu, og ikke når hendes barnebarn var indlagt, hvor hun i øvrigt sagde til min søster, at hun ikke ville kontakte mig, og jeg måtte skrive til hende, hvis vi skulle snakke sammen.

Der er selvfølgelig en masse andre detaljer, der har gjort at jeg ikke orker hende mere, men synes det vigtigste er hvordan hun har været overfor mit barn.

 

 

 

Puha, en masse rod. Hvis i læser det igennem, håber jeg det er en smule overskueligt. Skal måske lige fortælles, at mit barn er 10 måneder om lidt, og hun på intet tidspunkt, har kunne huske/genkende min mor, så det går ikke ud over mit barn som sådan. 

Jeg havde bare brug for at komme af med det.

Ud fra de ting du skriver her, så synes jeg faktisk at du er urimelig.

Din mor har ikke levet op til forventningerne. Hun blev forelsket midt i at du fik dit første barn og det har fyldt alt hos hende. Det er måske en forkert prioritering, hun begik en fejl, men trods alt en menneskelig fejl. 

Dernæst snakker du om at hun foretrækker barnebarn 1. Det er nederen, det kan jeg godt forstå at du synes. Dog er dit barn stadig en lille baby, og det er naturligt at hun har en bedre forbindelse til, og interesse i, et større barn. Jeg tænker at det nok skal komme når dit barn bliver lidt større?

Hun lyder generelt lidt umoden, det giver jeg dig ret i. Jeg kan godt forstå at du ikke er helt glad for situationen.

Men har I snakket sammen om det her? Har du gjort hende opmærksom på det, stille og roligt, i samtale? Du sender en besked om at hun ikke skal kontakte dig - det er altså en virkelig voldsom handling. Jeg var blevet totalt hjerteknust hvis et familiemedlem havde gjort sådan ved mig.

Din mor ringer ikke når dit barn bliver indlagt. Det kan jeg sådan set godt forstå at hun ikke gør. DU har jo afskåret forbindelsen. Hun havde kontaktet dig to gange før, og intet svar fået. Hun er vel bange for at få en spand koldt vand i hovedet - igen.

Jeg synes det er HELT VILDT at cutte forbindelsen til sin mor på grund af de her problemer. Hvad blev der af at snakke sammen og tro på at kærligheden er til stede og at der er tale om misforståelser og dårlig prioritering? Hun har kontaktet dig TRE gange og du ignorerer hende. Ej, jeg synes sgu det er groft, undskyld mine hårde ord.

Måske der findes en masse andet til den her sag som du ikke skriver, men ud fra det jeg læser, så er hun godt klar over at hun skal rette op på nogle ting, men du giver hende ikke engang lov til at prøve - på trods af at du har skrevet til hende at hun kan kontakte dig igen når hun har fået sine prioriteter i orden.

Du skriver at dit barn ikke kommer til at savne sin mormor fordi hun ikke kan genkende hende. Selvfølgelig gør hun det. Hun kommer til at vokse op velvidende at hun har en mormor som hun ikke må/kan se. Og som fætter/kusine vel stadig ser, som jeg forstår det?

Anonym skriver:

Har lige brug for at komme ud med nogle tanker.

 

I længere tid har mit og min mors forhold være dårligt. Egentlig et par måneder før jeg fødte. Hun plejede at besøg os mindst 1 weekend om måneder, nogen gange 2.

Op til min fødsel, snakkede hun med sit arbejde, om at få en uge fri, når baby kom, så hun kunne være her. Og gjorde meget i at fortælle os, hvor meget hun glæde sig, og vi selvfølgelig bare skulle sige til, hvis hun ikke skulle blive så længe og alt sådan noget.

Da jeg endelig fødte, en fredag, kom hun lørdag eftermiddag, og tog hjem tidligt søndag formiddag. Siden kom hun her, da jeg inviterede lidt familie ned og se baby 1 måned senere, og til barnedåben. Alle kun i et par timer.

Hun gik fra sin kæreste gennem mange år, og fandt sig en ny (som i, inden at hun faktisk droppede ham hun havde)

Den nye er som sådan fin nok. Flink, snak-saglig og god til hendes børnebørn.

Fra dag 1 har hun prioriteret ham frem for sine børn og børnebørn. (hun har kendt ham i rigtig mange år, så det er ikke fordi, hun skal lære ham at kende)Han bor 1½ minut fra hende.

Når vi kom på besøg, var hun ofte hos ham, i stedet for at se os,

Fra starten tog hun afstand til mit barn. Hun ville hellere spille på sin mobil, end lige at sidde med baby, mens vi spiste.

Det er kun gået ned af bakke fra der. Mit barn er barnebarn nr. 2, og selvfølgelig er nr.1 specielt. Men ligefrem at glemme mit, når nr.1 er der, synes jeg ikke er i orden.
Hun har altid været meget på sit førte barnebarn og er det stadig.

Når hun ringede, snakkede hun kun om sin kæreste, og gerne en masse som ens barn ikke skal høre. Selvom jeg fortalte at baby skulle til lægen, spurgte hun ikke ind til det – heller ikke når hun ringede senere.

For 3-4 uger siden, skrev til hende, at jeg ikke gad at hendes kæreste er vigtigere end både mig og hendes barnebarn, og at hun ikke skulle kontakte mig, før hun fik sine prioriteringer i orden.

Hun skrev 2-3 uger senere, skrev hun, at hun savnede mig og mit barn. Og en uges tid senere, at hun havde 2 juniordyner, vi bare kunne hente. Jeg valgte at lade være med at svare hende.

Forleden måtte vi med 112 til børneafdelingen, pga. feberkramper og vejrtrækningsproblemer. Intet hørte jeg fra hende, til trods for, at jeg ved hun har fået det af vide af hendes veninde, og min søster.

I dag,( mens jeg har skrevet dette) har hun skrevet, at hun er ked af, jeg ikke vil have noget med hende at gøre, og at min søster har fortalt hende, at jeg ikke vil have hun skal kontakte mig mere, men at hun ikke bare kan lade os forsvinde, og det håber hun jeg en dag indser.

Det eneste jeg tænker er, at hvorfor skrive nu, og ikke når hendes barnebarn var indlagt, hvor hun i øvrigt sagde til min søster, at hun ikke ville kontakte mig, og jeg måtte skrive til hende, hvis vi skulle snakke sammen.

Der er selvfølgelig en masse andre detaljer, der har gjort at jeg ikke orker hende mere, men synes det vigtigste er hvordan hun har været overfor mit barn.

 

 

 

Puha, en masse rod. Hvis i læser det igennem, håber jeg det er en smule overskueligt. Skal måske lige fortælles, at mit barn er 10 måneder om lidt, og hun på intet tidspunkt, har kunne huske/genkende min mor, så det går ikke ud over mit barn som sådan. 

Jeg havde bare brug for at komme af med det.

Tænker det samme som Sandra, du tillægger din mor en mormor-rolle, hun ikke ønsker i det omfang, men umiddelbart er det dig, der skal ændre din tilgang til rollefordelingen, for din mor har trods alt også et liv at leve.
Der er selvfølgelig mange andre aspekter i det hele, men prøv at kigge skeptisk på din egen tilgang til situationen.
Hvor gammelt er 1. barnebarn?

Anonym skriver:

Har lige brug for at komme ud med nogle tanker.

 

I længere tid har mit og min mors forhold være dårligt. Egentlig et par måneder før jeg fødte. Hun plejede at besøg os mindst 1 weekend om måneder, nogen gange 2.

Op til min fødsel, snakkede hun med sit arbejde, om at få en uge fri, når baby kom, så hun kunne være her. Og gjorde meget i at fortælle os, hvor meget hun glæde sig, og vi selvfølgelig bare skulle sige til, hvis hun ikke skulle blive så længe og alt sådan noget.

Da jeg endelig fødte, en fredag, kom hun lørdag eftermiddag, og tog hjem tidligt søndag formiddag. Siden kom hun her, da jeg inviterede lidt familie ned og se baby 1 måned senere, og til barnedåben. Alle kun i et par timer.

Hun gik fra sin kæreste gennem mange år, og fandt sig en ny (som i, inden at hun faktisk droppede ham hun havde)

Den nye er som sådan fin nok. Flink, snak-saglig og god til hendes børnebørn.

Fra dag 1 har hun prioriteret ham frem for sine børn og børnebørn. (hun har kendt ham i rigtig mange år, så det er ikke fordi, hun skal lære ham at kende)Han bor 1½ minut fra hende.

Når vi kom på besøg, var hun ofte hos ham, i stedet for at se os,

Fra starten tog hun afstand til mit barn. Hun ville hellere spille på sin mobil, end lige at sidde med baby, mens vi spiste.

Det er kun gået ned af bakke fra der. Mit barn er barnebarn nr. 2, og selvfølgelig er nr.1 specielt. Men ligefrem at glemme mit, når nr.1 er der, synes jeg ikke er i orden.
Hun har altid været meget på sit førte barnebarn og er det stadig.

Når hun ringede, snakkede hun kun om sin kæreste, og gerne en masse som ens barn ikke skal høre. Selvom jeg fortalte at baby skulle til lægen, spurgte hun ikke ind til det – heller ikke når hun ringede senere.

For 3-4 uger siden, skrev til hende, at jeg ikke gad at hendes kæreste er vigtigere end både mig og hendes barnebarn, og at hun ikke skulle kontakte mig, før hun fik sine prioriteringer i orden.

Hun skrev 2-3 uger senere, skrev hun, at hun savnede mig og mit barn. Og en uges tid senere, at hun havde 2 juniordyner, vi bare kunne hente. Jeg valgte at lade være med at svare hende.

Forleden måtte vi med 112 til børneafdelingen, pga. feberkramper og vejrtrækningsproblemer. Intet hørte jeg fra hende, til trods for, at jeg ved hun har fået det af vide af hendes veninde, og min søster.

I dag,( mens jeg har skrevet dette) har hun skrevet, at hun er ked af, jeg ikke vil have noget med hende at gøre, og at min søster har fortalt hende, at jeg ikke vil have hun skal kontakte mig mere, men at hun ikke bare kan lade os forsvinde, og det håber hun jeg en dag indser.

Det eneste jeg tænker er, at hvorfor skrive nu, og ikke når hendes barnebarn var indlagt, hvor hun i øvrigt sagde til min søster, at hun ikke ville kontakte mig, og jeg måtte skrive til hende, hvis vi skulle snakke sammen.

Der er selvfølgelig en masse andre detaljer, der har gjort at jeg ikke orker hende mere, men synes det vigtigste er hvordan hun har været overfor mit barn.

 

 

 

Puha, en masse rod. Hvis i læser det igennem, håber jeg det er en smule overskueligt. Skal måske lige fortælles, at mit barn er 10 måneder om lidt, og hun på intet tidspunkt, har kunne huske/genkende min mor, så det går ikke ud over mit barn som sådan. 

Jeg havde bare brug for at komme af med det.

Kære ven!
Ak ja..det er ikke nemt..hverken at være dig eller din mor.

DU synes jo at du og dit barn er verdens centrum, hvor hun måske så har lidt andre prioriteter, og ideer om hvor hendes centrum er, og det er så der I går skævt af hinanden.

Men, et er helt sikkert..du skal huske at din mor kun er et menneske.
Uanset hvilke krav du stiller til hendes perfektionisme som mor, mormor, så er hun stadig kun et menneske, og kan ikke være mere end det.
Og mennesker begår fejl..hele tiden begår vi fejl.
Det er langt fra altid vi med held lever op til vore omgivelsers forventninger, og slet ikke vore børns.
Men du bliver nødt til at lære, at din mor har nogle andre prioriteringer.

Vel er det da ærgerligt at hun hellere vil kæresten end dig, men på den anden side, hvis du vender det om, så er det da godt hun ikke er gået i frø, og gerne vil livet, med kærlighed, kæreste og alt til faget hørende.
Du skal huske at bedsteforældre i vore dage, ikke lige just er gamle, snare tvært imod..de har fuld knald på livet ligesom du har, måske endda mere, fordi de er passé børneårene, og har masser af lyst til at opleve livet.

Og så er det at jeg vil spørge dig:
Hvis nu din mor kom og forlangte at DU brugte al dit fokus på at leve hendes liv, hvordan ville du så have det???
VIlle du ikke blive temmeligt fornærmet?
Du forlanger at din mor, efter du er blevet voksen og selv tager dine egne valg, at hun fortsat skal passe og pleje, ikke kun dig, men også dit barn, og så bliver du fornærmet, hvis hun lige nu hellere vil noget andet med sit liv.
Er det særligt rimeligt??
Vel er det øv at hun hellere vil et andet af sine børnebørn, men det er igen valg hun tager..måske fordi hun ved at dit barn er i gode hænder hos dig, eller fordi hun lige nu hellere vil noget andet en børn og børnebørn.
Hvem ved.

Men at slå hånden af din mor bare fordi du bliver fornærmet er måske nok lige skrapt nok.
Ja det er synd for dig og dit barn, men igen...det er din mor, og hun er et menneske. Og mennesker begår fejl.
Når forelskelsen har lagt sig, så kommer hun nok op til overfladen igen og bliver ked af, at hun har haft lidt for travlt med andet end dig og de ting, der er sket i dit liv.
Ingen tvivl om, at det vil ærgre hende.

Hvis jeg var dig, så ville jeg være glad for overhovedet at have en mor/bedstemor..og jeg ville glæde mig over at hun er ung nok til at nyde livet.
Men hun er ikke din ejendom og hun er ingen selvfølge...husk det!

Så ræk hånden ud, og ring til hende engang imellem.
Inviter hende til kaffe sammen med kæresten..ikke for at være bedstemor, men for at være mor.
Sig til hende at du savner hende i dit liv, at du er ked af, at hun ikke er der..at du gerne vil have at hun deler dit barns liv med dig.
Og slip så hvad der er sket, vask tavlen ren..og start på en frisk.
Ingen forlangender blot glæde over det samværd hun er i stand til at give lige nu.

Der kommer en dag, hvor du heller ikke vil synes om, at dine børn vil bestemme over dig og dine prioriteter.

Kærligst
Sussie

Tak fordi I læste med, men som jeg skrev, er det ikke engang halvdelen af historien. 

Der handler ikke om i synes jeg er rigtigt eller forkert på den, men at jeg havde brug for at få nogle tanker ud - og der blev her. 

 

Selvfølgelig er prioriteringer forskellige, og hvad jeg synes er forkert, ser andre måske som rigtigt og omvendt. 

Jeg kan mærke en lettelse over ikke at blive udnyttet af min mor, med ting som ikke er skrevet, og er sikker på, at jeg gør det rigtige. 

Anonym skriver:

Det er nu ikke det at hun prioritere ham første, men at vi er ligegyldige, det er der mit problem er. 

Synes bestemt ikke, at vi skal glemmes, fordi vi er blevet voksne - vi vil altid være hendes børn, og når hun ikke bekymre sig for sit barnebarn, så er det heller ikke der, hun topper i point. 

Hun glemmer jer da heller ikke, hun har skrevet, du valgte at du ikke gad svare. Mon ikke hun tænker at hun har forsøgt og nu er det op til dig om du vil forsøge eller forsat ignorere hende. Jeg synes egentlig det er lidt synd for hende at hun bliver straffet fordi hun ikke lever op til dine forventninger om at sådan og sådan er en mormor. Vores forældre er jo bare mennesker og mennesker er ikke perfekte altid.

Jeg kender jo hverken dig eller din om, men min umiddelbare tanke da jeg læste at hun ikke havde skrevet da I var indlagt, var at det gjorde hun at hensyn til dig! Hun har fået at vide du ikke vil have kontakt, så er det da et meget ubelejligt tidspunkt at tage kontakt på når I er indlagt. Du har da rigeligt at tænke på og forholde dog til, og har ikke brug for at din mor også " blander sig " og du også skal forholde dig til jeres konflikt, samtidig med du er bekrymret for dit indlagte barn.

Anonym skriver:

Har lige brug for at komme ud med nogle tanker.

 

I længere tid har mit og min mors forhold være dårligt. Egentlig et par måneder før jeg fødte. Hun plejede at besøg os mindst 1 weekend om måneder, nogen gange 2.

Op til min fødsel, snakkede hun med sit arbejde, om at få en uge fri, når baby kom, så hun kunne være her. Og gjorde meget i at fortælle os, hvor meget hun glæde sig, og vi selvfølgelig bare skulle sige til, hvis hun ikke skulle blive så længe og alt sådan noget.

Da jeg endelig fødte, en fredag, kom hun lørdag eftermiddag, og tog hjem tidligt søndag formiddag. Siden kom hun her, da jeg inviterede lidt familie ned og se baby 1 måned senere, og til barnedåben. Alle kun i et par timer.

Hun gik fra sin kæreste gennem mange år, og fandt sig en ny (som i, inden at hun faktisk droppede ham hun havde)

Den nye er som sådan fin nok. Flink, snak-saglig og god til hendes børnebørn.

Fra dag 1 har hun prioriteret ham frem for sine børn og børnebørn. (hun har kendt ham i rigtig mange år, så det er ikke fordi, hun skal lære ham at kende)Han bor 1½ minut fra hende.

Når vi kom på besøg, var hun ofte hos ham, i stedet for at se os,

Fra starten tog hun afstand til mit barn. Hun ville hellere spille på sin mobil, end lige at sidde med baby, mens vi spiste.

Det er kun gået ned af bakke fra der. Mit barn er barnebarn nr. 2, og selvfølgelig er nr.1 specielt. Men ligefrem at glemme mit, når nr.1 er der, synes jeg ikke er i orden.
Hun har altid været meget på sit førte barnebarn og er det stadig.

Når hun ringede, snakkede hun kun om sin kæreste, og gerne en masse som ens barn ikke skal høre. Selvom jeg fortalte at baby skulle til lægen, spurgte hun ikke ind til det – heller ikke når hun ringede senere.

For 3-4 uger siden, skrev til hende, at jeg ikke gad at hendes kæreste er vigtigere end både mig og hendes barnebarn, og at hun ikke skulle kontakte mig, før hun fik sine prioriteringer i orden.

Hun skrev 2-3 uger senere, skrev hun, at hun savnede mig og mit barn. Og en uges tid senere, at hun havde 2 juniordyner, vi bare kunne hente. Jeg valgte at lade være med at svare hende.

Forleden måtte vi med 112 til børneafdelingen, pga. feberkramper og vejrtrækningsproblemer. Intet hørte jeg fra hende, til trods for, at jeg ved hun har fået det af vide af hendes veninde, og min søster.

I dag,( mens jeg har skrevet dette) har hun skrevet, at hun er ked af, jeg ikke vil have noget med hende at gøre, og at min søster har fortalt hende, at jeg ikke vil have hun skal kontakte mig mere, men at hun ikke bare kan lade os forsvinde, og det håber hun jeg en dag indser.

Det eneste jeg tænker er, at hvorfor skrive nu, og ikke når hendes barnebarn var indlagt, hvor hun i øvrigt sagde til min søster, at hun ikke ville kontakte mig, og jeg måtte skrive til hende, hvis vi skulle snakke sammen.

Der er selvfølgelig en masse andre detaljer, der har gjort at jeg ikke orker hende mere, men synes det vigtigste er hvordan hun har været overfor mit barn.

 

 

 

Puha, en masse rod. Hvis i læser det igennem, håber jeg det er en smule overskueligt. Skal måske lige fortælles, at mit barn er 10 måneder om lidt, og hun på intet tidspunkt, har kunne huske/genkende min mor, så det går ikke ud over mit barn som sådan. 

Jeg havde bare brug for at komme af med det.

Det må gøre ondt at det er sådan. Forstår godt at du er skuffet og irriteret på hende, jeg ville være det samme hvis det var min mor der var på den måde overfor mig og mit barn. At hun ikke engang vil høre om noget som helst vigtigt i jeres liv, vidner om at hun er ret egoistisk. Du er stadig hendes barn selvom du er voksen og selvfølgelig har man da brug for sin mor. Specielt når man selv er blevet mor. Sådan tror jeg de fleste har det.