Vi får børn som åbenbart skal komme til verden ved at bruge en masse skattekroner. Lilje kom for tidligt, og vi var indlagt. Lillebror skulle ud NU, og der måtte jeg ligge mave til et kejsersnit i fuld narkose....
nå, men fredag den 13 juli havde min svigerinde fødselsdag, og vi havde aftalt med farmor at vi kom op og overraskede dem, da min svigerinde havde valgt at holde den hjemme ved mine svigerforældre, hun skulle aflevere barn på ferie nemlig...
både lørdag aften, og søndag morgen har jeg godt bemærket at lillebror er en del mere stille end han plejer at være... Jeg ligger mig på sofaen og prøver st få lidt liv i ham med de metoder jeg ved virker for os... Jeg nusser maven, skubber lidt til ham der hvor jeg ved hans fødder er, eller hans mås... Jeg får ganske lidt respons fra ham, og det undre mig. Prøver at flytte lidt rundt på ham ved at nusse forskellige steder, men jeg kan mærke han er lidt sløv. Nævner for manden at jeg er bekymret, men sorgløs som de mænd kan være skyder han det væk...
jeg ligger mig ind i sengen for at få lidt ro, og se om det ikke virker, men er stadig bekymret... Der er heller ikke rigtig nogen ændring.
Kommer ud, og siger til manden at jeg ringer altså lige til fg, for vil gerne lige have det her tjekket, jeg formoder dog han bare er sløv pga varmen (jeg koger, er besværet med vand i kroppen, og slem bækkenløsning)
Selvfølgelig vil de gerne lige se mig på fg, og nu går snakken hjemme så på hvad vi lige gør. Skal jeg køre selv, skal han køre med, og hvad med vores datter... Vi vender mange ting, men igen, jeg er sikker på alt er iorden, og derfor kører jeg selv derned.
kl 11:17 kører jeg mod Sønderborg fg. Jeg parkerer der ca 11:45 og 11:52 træder jeg ind på fg og får kørt en kurve...
kurven kører i 40 min, og i alt den tid ligger hans puls jævn på ca 132-133 stykker... Jeg ligger bare og slapper af, og håber vi nu når til Vejle inden bryggen lukker, så vi kunne købe fødselsdagsgave...
jm kommer ind, og hun nævner at hun godt lige vil have forvagten til at kigge på den her kurve, for den er ret stabil... Jeg forstår intet... Stabil er vel godt?!!
Jm kommer tilbage, forvagten vil ikke tage den her opgave, så der er ringet efter hans bagvagt. Igen forstår jeg ikke meget, der er puls, og jeg er ikke urolig.
forvagten kommer ind, og hun har en scanner med, nåå jamen så kigger vi da ind til ham også. De kigger kurven der er kørt, pulsen er stabil når jeg ligger på ryggen, på højre side, og på venstre side. De scanner, og kan se at han fint ligger der, og at hjertet slår.
de står og snakker lidt fagsprog, og lægen går. Lidt efter går jm, og de kommer tilbage. Lægen spørger hvornår min mand kan være her, og jeg bliver ret paf. Øhh, tidligst om 1 1/2 time, da det er farmor som skal passe Lilje, og hun er jo i Vejle. Første besked lyder på at jeg skal ringe ham herned...
nå, jeg ringer til manden. Han skal komme til Sønderborg, og give hans mor besked om at hun skal komme ned...
der går lidt tid, og lægen vender retur igen. Hvor hurtigt kan min mand være her. Jeg siger igen at farmor er på vej, men han har ingen bil, og må vente på farmor kommer, så der er en til at passe vores datter, og han har en bil.
Så kommer det... Jeg skal ringe til ham igen, og sige han skal finde på noget andet, han skal komme NU. og jeg skal have lavet et kejsersnit.
kejsersnit er nok mit mareridt, jeg har født Lilje normalt uden smertestillende, ønsker ikke en blokade, og har ikke været i fuld narkose siden jeg var 4 år.
jeg kigger underligt på lægen og spørger om de ikke bare kan sætte mig i gang. Og nu får jeg virkelig slaget i hovedet. NEJ, det vil han ikke overleve. Han vil ikke overleve stresset.
Jeg bliver da klar over at min lille dreng inde i maven er i fare...
Wupti og jeg er klar på det her kejsersnit. Ringer til manden og siger han skal finde på noget andet... Jeg nævner de 2 som jeg ved kan hjælpe os, Liljes gamle dp, og Liljes venindes forældre... Manden nævner genboen er hjemme og han lige vil spørge dem. Ret hurtigt er han på vej til Sønderborg, og Lilje passes af genboen.
med det samme lægen ved min mand er på vej, står de lægen, jm og en anden jm. De ligger drop, tager mit tøj af, giver mig sygehustøj på, og ind af døren kommer en portør. Jeg er hermed på vej til op...
nede ved op bliver jeg mødt af en fuld stue... 3 narkose-klimbim, 2 jm, 2 fødselslæger, og en håndfuld sygeplejerske, og andet inden for lægeverdnen...
imens de prøver at ligge rygmarvsbedøvelsen kommer min mand ind i fuldt udstyr... Det lykkedes dog ikke for dem at ligge den blokade, så efter 3-4-5 forsøg vælger de fuld narkose, og min mand vises ud igen (jeg er i dag lykkelig for den beslutning)
derefter husker jeg intet selvfølgelig.
Jeg vågner op på intensiv med de vildeste mavesmerter, og får en god portion smertestillende. De tager bare ikke rigtig smerterne, og der går noget tid før jeg kender smerterne som efterveer.
Jeg spørger ind til vores dreng, og får at vide han ligger på neo. Lægen kommer ind, og fortæller at han havde hjertestop ved fødslen, og har mistet rigtig, RIGTIG MEGET blod. Husker ikke så meget fra den søndag ellers.
vi er nede og se ham på neo, han har fået en blodtransfusion, ligger med eeg, ekg, sonde, Cpap, drop, og alt muligt andet. Og jeg forstår ikke meget i min narkose-rus (jeg mistede selv 1 1/2 L blod på op bordet)
mandag tidligt om morgenen bliver vi vækket, at lillebror mangler sin mor, og jeg bliver kørt ned til ham, der får jeg ham over for første gang, han får fjernet Cpap, og klarer sig dermed uden. Vi får at vide at når der er stuegang, så vil de scanne hans hoved.
efter et par timer på neo, bliver vi kørt op igen, får lidt morgenmad, og jeg er oppe at gå, få fjernet karteter, og får et bad med hjælp fra manden (jeg er meget stædig, og selvstændig, så alt det her er virkelig ydmygende for mig)
vi kommer ned på neo igen, og børnelægen kommer med en kollega og en scanner. Der er ingen blødning i hans hoved, og de ved ikke helt hvorfra han har mistet blod, eller hvorhen, eller hvordan??
de beslutter at tage blodprøver på mig, for at se om det kan spores...
han får mandag fjernet eeg, en anden læge kommer og fortæller om det som var sket om søndagen. Han havde hjertestop da han kom ud, de fik ham genoplivet, og hurtigt på neo, hvor han fik blod, og de holder øje med alle hans værdier. Lægen fortæller at fødselslægen fra søndag og jm havde en mistanke om at det var blodtab der var galt, men de var slet ikke sikre, og at de havde haft løbende kontakt til den læge som nu stod foran mig og fortalte... De havde faktisk slået op i lærebøger, og googlet...
tirsdag kommer der svar fra Odense på mine blodprøver. Lillebror har tømt blod ud i mig, intet mindre end 200 ml, og hans lille krop skal rumme 300 ml. Han havde altså kun 100 ml tilbage da han kom ud.
heldigvis har han siden blodtransfusionen rettet sig flot, og han kommer sig mere og mere for hver dag.
Onsdag får vi en stue samme på neo, torsdag går det bedre og bedre, samme fredag hvor han får fjernet sonde da jeg ammer fuldt ud. Og lørdag 6 dage efter hans traumatiske start på livet kan vi køre hjem til Rødekro og storesøster.
han skal til kontrol når han fylder 3 måneder, men de vil ikke tage blodprøver på ham før, da de hver gang de tager blod giver hans lille krop noget at arbejde med, og den har brug for hvile, og at restaurere...
han er så mild, sover en del, men hvem ville ikke gøre det efter sådan en omgang. Storesøster elsker ham, og det samme gør fætter og kusine... Ja, hele familien i flere grene ude elsker ham utrolig højt...
Vi var til efterfødselssamtale, og hørescreening lørdag da vi blev udskrevet, og begge jm havde hørt vores historie. Den ene fortalte at de havde haft en konference på afdelingen hvor de havde studeret hans kurve, fordi det netop er sådan situationer de lærer mest i...
børnelægen og fødselslægen som udskrev os havde også begge hørt historien, og behøvede nærmest ikke et resume af vores journaler, for vi var allerede kendt i "de kredse"
Jeg har utrolig svært ved at forstå vi var ved at miste ham, jeg spurgte lægen om jeg nu havde hørt rigtigt omkring det hjertestop (i mit hoved var det pludselig blevet "herregud, det var bare et hjertestop") og lægen kiggede på mig og sagde "ja, din søn var død ved fødslen" puha for en mavepuster at få.
samtidig roser alle mig for at jeg handlede, jeg nåede at reagere inden jeg faktisk skulle føde en død dreng... Jeg nåede at rede vores søn... Men jeg håber da alle andre mødre vil handle ligesådan hvis de føler sig usikre på livet i maven... Jeg reagerede på at han bare var mere stille, og jeg kunne ikke få gang i ham... Hellere ring en gang for meget...
undskyld det blev så langt, men for pokker piger, jeg håber at min historie kan hjælpe andre med at reagere ligeså hurtigt.
vi venter stadig svar på moderkagen, for hvis der kan findes et svar, så findes det i den. Vi aner ikke hvorfor den her blødning er opstået, eller begyndt.
og forresten jeg er indskrevet på fg 11:52 lillebror er født 14:23...
tak fordi du læste med
Billeder kommer senere...
