Angst for fødslen - endnu et indlæg!

*Heidi* skriver:

Tak for dit svar.
Det giver mig noget at tænke over. Jeg tror jo at der KUN er én måde at håndtere veerne på, og det er og lægge i en seng og skrige i smerte.. Men hvis jeg nu har lyst til at gå rundt, hoppe, trippe, vrikke, så skal jeg jo bare gøre det... Det er jo MIG der kan mærke, hvad jeg har behov for og ikke min kæreste eller jordemoderen.. 
Jeg var inde og tale med en fødselslæge til MD-scanningen fordi at jeg har en angstdiagnose. Hun sagde, at vi kunne få det arrangeret sådan, at når jeg blev indlagt, så fik jeg en epidural med det samme. Der var jeg alligevel sej nok til at sige, at jeg gerne ville se tiden an og selv bede om den...
Den beslutning holder jeg stadig fast ved, og følger mig en smule sej ved den beslutning.

Det synes jeg er godt.
Jeg har aldrig fået så meget som et stik bedøvende, hverken før, under og efter..heller ikke til syningerne.
Men det er trods alt godt at vide at man KAN få det.
Men..man er vel kontrolfreak..hehe!

Dog..til PKS'et blev jeg fuldbedøvet...skulle ikke nyde noget at ligge der og kunne følge med, mens de rodede inden i mig...så heller sove igennem det 

Men ja..du kan futte rundt ligesom du har lyst til...høre musik, se film, gå i bad, danse, løse krydsogtværs (det sidste kan virkeligt anbefales) det er godt mellem veerne Især hvis man har en makker at krydse med...min far var en super kryds-makker.
Det er også godt at spille matador

Og så siger man "Pause", vrikker sig gennem en ve, og så er man klar igen.
Det vigtigste er, at du tillader dig selv humor undervejs...så går det hele lidt lysere.

Og JA det gør helvedes ondt...men kroppen er faktisk et fantastisk stykke værktøj..helt betagende i sin styrke.

*Heidi* skriver:

Tak for dit svar.
Det giver mig noget at tænke over. Jeg tror jo at der KUN er én måde at håndtere veerne på, og det er og lægge i en seng og skrige i smerte.. Men hvis jeg nu har lyst til at gå rundt, hoppe, trippe, vrikke, så skal jeg jo bare gøre det... Det er jo MIG der kan mærke, hvad jeg har behov for og ikke min kæreste eller jordemoderen.. 
Jeg var inde og tale med en fødselslæge til MD-scanningen fordi at jeg har en angstdiagnose. Hun sagde, at vi kunne få det arrangeret sådan, at når jeg blev indlagt, så fik jeg en epidural med det samme. Der var jeg alligevel sej nok til at sige, at jeg gerne ville se tiden an og selv bede om den...
Den beslutning holder jeg stadig fast ved, og følger mig en smule sej ved den beslutning.

Jeg tror ikke, der er mange, der bare ligger i sengen og skriger under veerne - det er meget almindeligt at bevæge sig, være i badekar, ligge ind over en sækkestol osv. osv. Har du været til fødselsforberedelse og hørt om de mange muligheder, der er? Ellers skal du da afsted, så du får det afmystificeret lidt. 

Jeg har ikke været bange for fødslerne, og de gik fantastisk, så måske er det nemt for mig at sige, men det allerbedste råd, jeg kan give, er at slippe kontrollen og tankerne, gå helt ind i dig selv og lade kroppen tage over. Den ved instinktivt, hvad den skal. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg tror ikke, der er mange, der bare ligger i sengen og skriger under veerne - det er meget almindeligt at bevæge sig, være i badekar, ligge ind over en sækkestol osv. osv. Har du været til fødselsforberedelse og hørt om de mange muligheder, der er? Ellers skal du da afsted, så du får det afmystificeret lidt. 

Jeg har ikke været bange for fødslerne, og de gik fantastisk, så måske er det nemt for mig at sige, men det allerbedste råd, jeg kan give, er at slippe kontrollen og tankerne, gå helt ind i dig selv og lade kroppen tage over. Den ved instinktivt, hvad den skal. 

Jeg skal til fødselsforberedelse senere i min graviditet. Det er planlagt.

Da jeg var yngre havde jeg sagt jeg aldrig skulle have børn, turde ikke føde! Nu har jeg da to.
Min første fødsel endte i akut kejsersnit. Fødte for anden gang for 6 uger siden. Jeg havde et ønske, eller så det på den her måde: Jeg vælger at jeg ville føde normal, da det er det som er bedst for barnet og er den naturlige vej. Jeg havde også angst for at føde men fik aldrig snakket med nogen om det. Jeg havde læst om fødsler på nettet, og kunne se at mange nævnte at veerne var de værste. Det vil jeg give dem ret i! Det hjælper ikke at skrige af smerte. Det der hjalp mig var at fokusere på min vejrtrækning under veerne, det skulle være det bedste "smertestillende" havde jeg hørt. Jeg fødte uden smertestillende. Nåede ikke at få noget pga det gik stærk.
Nu har jeg prøvet en alm fødsel og kejsersnit. Synes faktisk det var en fed oplevelse at føde normal (På trods af jeg mistede næsten 1 liter blod, og var ved at besvime da jeg skulle på toilet, og fik en anden grads bristning)

Men en ting er sikkert - Jeg gør det ikke igen hehe

Hej piger.

Jeg har skrevet et lignende indlæg engang, men føler trang til at skrive igen.
Jeg er i dag 25+3 og har en lille krudtugle-baby der sparker rundt og hygger sig i maven. Det glæder mig hver gang, at jeg mærker ham, men så kommer tanken "Shit, han skal jo også ud"!
Tankerne omkring fødslen er begyndt at blive mere intens. Jeg har prøvet at sætte mig ned og tænke over, hvad jeg helt konkret er bange for.

Jeg er kommet frem til, at angsten for smerterne er det der fylder allermest. Derefter kommer tankerne "Hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af at føde fordi at jeg går i panik"? - Det ene med det andet....
Jeg sidder og ønsker, at jeg bare ville kunne slappe af og nyde den sidste søde ventetid, men det er som om at det ikke længere er hyggeligt for mig pga. de forbandede tanker.

Søde du....

 

Jeg har aldrig gået til noget fødsels tam tam... og havde fra dag et den indstilling, at det der kom ind kan os komme ud...

 

når man først ligger der så ved man hvad man skal og hvornår man skal det som man nu skal...man går ind i sin HELT egen verden.....

lidt som når barnet er kommet til verden og man vender hjem, pludselig er der en MASSER der falder en helt naturligt, hvor man tit tænker: hvor Filan vidste jeg det fra?

Og sådan tror jeg også mange har det imens og efter fødsel-....

 

Det er helt ok og fuldt forståeligt at være bange, for det er en stor oplevelse og en ting man ikke selv er herre over...

for mig eget vedkommende tænkte jeg bagefter: var det DET?

 

Men nu var jeg os en af de heldige, jeg sagde ikke av en eneste gang, sprækkede ikke og fik blot en enkelt flænge...som kroppen selv bedøver hvis man skal syes...(det skal nok nævnes her at min fødsel var 100% natural uden nogen form for smerte stillende, men blot en varm klud på lænden)

stjernehimmel skriver:

Søde du....

 

Jeg har aldrig gået til noget fødsels tam tam... og havde fra dag et den indstilling, at det der kom ind kan os komme ud...

 

når man først ligger der så ved man hvad man skal og hvornår man skal det som man nu skal...man går ind i sin HELT egen verden.....

lidt som når barnet er kommet til verden og man vender hjem, pludselig er der en MASSER der falder en helt naturligt, hvor man tit tænker: hvor Filan vidste jeg det fra?

Og sådan tror jeg også mange har det imens og efter fødsel-....

 

Det er helt ok og fuldt forståeligt at være bange, for det er en stor oplevelse og en ting man ikke selv er herre over...

for mig eget vedkommende tænkte jeg bagefter: var det DET?

 

Men nu var jeg os en af de heldige, jeg sagde ikke av en eneste gang, sprækkede ikke og fik blot en enkelt flænge...som kroppen selv bedøver hvis man skal syes...(det skal nok nævnes her at min fødsel var 100% natural uden nogen form for smerte stillende, men blot en varm klud på lænden)

Jeg må arbejde med mig selv og sige til mig selv "Det er ok at være nervøs, bange, forvirret, spændt osv". 
For han skal jo nok komme ud.. På den ene eller den anden måde..

*Heidi* skriver:

Jeg må arbejde med mig selv og sige til mig selv "Det er ok at være nervøs, bange, forvirret, spændt osv". 
For han skal jo nok komme ud.. På den ene eller den anden måde..

Og det er det 110% okay at være...

 

og har stormen er igang, så husk og mind dig selv på hvad der venter i den anden ende  en skøn guldklump

*Heidi* skriver:

Tak for dit svar.
Det giver mig noget at tænke over. Jeg tror jo at der KUN er én måde at håndtere veerne på, og det er og lægge i en seng og skrige i smerte.. Men hvis jeg nu har lyst til at gå rundt, hoppe, trippe, vrikke, så skal jeg jo bare gøre det... Det er jo MIG der kan mærke, hvad jeg har behov for og ikke min kæreste eller jordemoderen.. 
Jeg var inde og tale med en fødselslæge til MD-scanningen fordi at jeg har en angstdiagnose. Hun sagde, at vi kunne få det arrangeret sådan, at når jeg blev indlagt, så fik jeg en epidural med det samme. Der var jeg alligevel sej nok til at sige, at jeg gerne ville se tiden an og selv bede om den...
Den beslutning holder jeg stadig fast ved, og følger mig en smule sej ved den beslutning.

Det er lige netop dig der bestemmer hvad du har lyst til, og det gør man bare, og jo mere du følger hvad du vil jo nemmere går det..

Og man føder jo også i Deb stilling man vil.. Der er ingen der siger man skal ligge på ryggen på et fødeleje..

Min yngste fødte jeg liggende på knæ i vand.. Min Fb hedder "min fantastiske vandfødsel" og for mig var det bare så meget mere naturligt end at ligge på ryggen..
Og snak med din jm om hvad du forventer af fødslen


Du skal nok klare det..

*Heidi* skriver:

Tak for dit svar.
Det giver mig noget at tænke over. Jeg tror jo at der KUN er én måde at håndtere veerne på, og det er og lægge i en seng og skrige i smerte.. Men hvis jeg nu har lyst til at gå rundt, hoppe, trippe, vrikke, så skal jeg jo bare gøre det... Det er jo MIG der kan mærke, hvad jeg har behov for og ikke min kæreste eller jordemoderen.. 
Jeg var inde og tale med en fødselslæge til MD-scanningen fordi at jeg har en angstdiagnose. Hun sagde, at vi kunne få det arrangeret sådan, at når jeg blev indlagt, så fik jeg en epidural med det samme. Der var jeg alligevel sej nok til at sige, at jeg gerne ville se tiden an og selv bede om den...
Den beslutning holder jeg stadig fast ved, og følger mig en smule sej ved den beslutning.

Det er lige netop dig der bestemmer hvad du har lyst til, og det gør man bare, og jo mere du følger hvad du vil jo nemmere går det..

Og man føder jo også i Deb stilling man vil.. Der er ingen der siger man skal ligge på ryggen på et fødeleje..

Min yngste fødte jeg liggende på knæ i vand.. Min Fb hedder "min fantastiske vandfødsel" og for mig var det bare så meget mere naturligt end at ligge på ryggen..
Og snak med din jm om hvad du forventer af fødslen


Du skal nok klare det..

Puha jeg tænker det samme, men alligevel ikke...
Jeg ved allerede at jeg skal sættes igang, og jeg går bare og frygter det.. Jeg ved at jeg kan være indlagt i flere daaaage før det egentlig går i gang, udover det var jeg til fødselsforberende kursus for 1 uges tid siden, og de små ting skræmte mig... Som at man kan risikere et ballon kateter og alle de andre ubehagelige ting der skal gøres allerede FØR fødslen.. Men jeg er også en PIVESKID! Udover det, så frygter jeg rigtig rigtig rigtig meget kejsersnit, det er virkelig ikke noget jeg vil, men jeg har desværre en forhøjet chance for det pga min sygdom..

Jeg ville rigtig gerne i vand, men det må jeg heller ikke.. Og ved normal fødsel frygter jeg at skulle syes osv.. Ej jeg frygter også bare det hele, du er ikke alene!

Så skal jeg have flere drop end andre, og sådan et stativ som følgesvend osv, puha.. Synes også bare det er hårdt at der er så meget der skal være anderledes pga diabetes!