Angst for fødslen - endnu et indlæg!

Hej piger.

Jeg har skrevet et lignende indlæg engang, men føler trang til at skrive igen.
Jeg er i dag 25+3 og har en lille krudtugle-baby der sparker rundt og hygger sig i maven. Det glæder mig hver gang, at jeg mærker ham, men så kommer tanken "Shit, han skal jo også ud"!
Tankerne omkring fødslen er begyndt at blive mere intens. Jeg har prøvet at sætte mig ned og tænke over, hvad jeg helt konkret er bange for.

Jeg er kommet frem til, at angsten for smerterne er det der fylder allermest. Derefter kommer tankerne "Hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af at føde fordi at jeg går i panik"? - Det ene med det andet....
Jeg sidder og ønsker, at jeg bare ville kunne slappe af og nyde den sidste søde ventetid, men det er som om at det ikke længere er hyggeligt for mig pga. de forbandede tanker.

*Heidi* skriver:

Hej piger.

Jeg har skrevet et lignende indlæg engang, men føler trang til at skrive igen.
Jeg er i dag 25+3 og har en lille krudtugle-baby der sparker rundt og hygger sig i maven. Det glæder mig hver gang, at jeg mærker ham, men så kommer tanken "Shit, han skal jo også ud"!
Tankerne omkring fødslen er begyndt at blive mere intens. Jeg har prøvet at sætte mig ned og tænke over, hvad jeg helt konkret er bange for.

Jeg er kommet frem til, at angsten for smerterne er det der fylder allermest. Derefter kommer tankerne "Hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af at føde fordi at jeg går i panik"? - Det ene med det andet....
Jeg sidder og ønsker, at jeg bare ville kunne slappe af og nyde den sidste søde ventetid, men det er som om at det ikke længere er hyggeligt for mig pga. de forbandede tanker.

De følelser kan jeg godt huske, og især den der med at "hvad nu hvis jeg panikker så meget at jeg ikke kan føde?" 

Kan så fortælle dig at da jeg nåede til pressefasen, gik jeg helt i baglås over de smerter, og hvis jordemoderen havde foreslået en hurtig abort eller en aflivning af mig som alternativ, så havde jeg taget imod det. Men de er simpelthen så dygtige se jordemødre, hun guidede mig tålmodigt igennem det og fik da selv presset hende ud, selvom jeg blev ved med at tænke at det kunne jeg ikke. Så husk, at selvom du går i panik, så ved din krop og jordemoder hvad der skal ske. Husk at der er alle mulige former for smertelindring og hjælpe midler til at komme igennem fødslen, ingen forventer du gør det helt naturligt  

Sandratoft skriver:

De følelser kan jeg godt huske, og især den der med at "hvad nu hvis jeg panikker så meget at jeg ikke kan føde?" 

Kan så fortælle dig at da jeg nåede til pressefasen, gik jeg helt i baglås over de smerter, og hvis jordemoderen havde foreslået en hurtig abort eller en aflivning af mig som alternativ, så havde jeg taget imod det. Men de er simpelthen så dygtige se jordemødre, hun guidede mig tålmodigt igennem det og fik da selv presset hende ud, selvom jeg blev ved med at tænke at det kunne jeg ikke. Så husk, at selvom du går i panik, så ved din krop og jordemoder hvad der skal ske. Husk at der er alle mulige former for smertelindring og hjælpe midler til at komme igennem fødslen, ingen forventer du gør det helt naturligt  

Jeg er et menneske der er meget bange for at "floppe". - Altså gøre tingene forkert osv. 
Jeg er slem til at stille meget høje krav til mig selv og det kan jeg godt mærke, at jeg ikke skal lige i den her situation. Sådan som jeg har det i dag, så ville jeg med glæde tage imod at kunne få ham ud ved kejsersnit. Ved godt, at der er nogle ting forbundet bagefter med et kejsersnit, men det har jeg en idé om, at jeg nemmere ville kunne håndtere..
Jeg er meget bange for de voldsomme smerter som du beskriver, men jeg kan jo også se, at du ikke døde af det.

*Heidi* skriver:

Jeg er et menneske der er meget bange for at "floppe". - Altså gøre tingene forkert osv. 
Jeg er slem til at stille meget høje krav til mig selv og det kan jeg godt mærke, at jeg ikke skal lige i den her situation. Sådan som jeg har det i dag, så ville jeg med glæde tage imod at kunne få ham ud ved kejsersnit. Ved godt, at der er nogle ting forbundet bagefter med et kejsersnit, men det har jeg en idé om, at jeg nemmere ville kunne håndtere..
Jeg er meget bange for de voldsomme smerter som du beskriver, men jeg kan jo også se, at du ikke døde af det.

Jeg havde også tænkt at jeg ikke ville have epidural, kejsersnit eller andet, ville bare føde hende selv, for det synes jeg lød bedst bagefter når jeg skulle fortælle om det. Men virkeligheden blev altså lattergas, epidural, panodiler og pudensus blokade. Derudover saltvandsdrop, antobiotika drop og monitorering. Så ingen "pæn" og "sej" fødsel til mig, men er alligevel ret stolt over min bedrift  

*Heidi* skriver:

Jeg er et menneske der er meget bange for at "floppe". - Altså gøre tingene forkert osv. 
Jeg er slem til at stille meget høje krav til mig selv og det kan jeg godt mærke, at jeg ikke skal lige i den her situation. Sådan som jeg har det i dag, så ville jeg med glæde tage imod at kunne få ham ud ved kejsersnit. Ved godt, at der er nogle ting forbundet bagefter med et kejsersnit, men det har jeg en idé om, at jeg nemmere ville kunne håndtere..
Jeg er meget bange for de voldsomme smerter som du beskriver, men jeg kan jo også se, at du ikke døde af det.

Der er heldigvis ikke noget rigtigt eller forkert ved fødsler, det er blot noget man skal igennem for at få sin lille guldklump  

Sandratoft skriver:

Der er heldigvis ikke noget rigtigt eller forkert ved fødsler, det er blot noget man skal igennem for at få sin lille guldklump  

Hvordan virkede epiduralen på dig? 

*Heidi* skriver:

Hvordan virkede epiduralen på dig? 

Den virkede bare så godt, havde lige 12-13 timer uden smerte. Det var hårdt at få den lagt fordi man skulle sidde musestille, og det var ret svært når der kom veer, men igen, jordemoderen var guld værd lattergas virkede også rigtig godt i starten, men det kunne ikke blive ved med at virke  

Sandratoft skriver:

Den virkede bare så godt, havde lige 12-13 timer uden smerte. Det var hårdt at få den lagt fordi man skulle sidde musestille, og det var ret svært når der kom veer, men igen, jordemoderen var guld værd lattergas virkede også rigtig godt i starten, men det kunne ikke blive ved med at virke  

Okay. Godt at den virkede godt på dig.
Det bliver den ultimative prøve, for der er jo ingen der ved om det hele bare går super nemt eller om det bliver tre døgn i helvede... Jeg HADER, når jeg ikke kan planlægge mine ting, og det kan jeg virkelig ikke her. Jeg må øve mig i at tænke "Vær i nuet og følg med"

*Heidi* skriver:

Hej piger.

Jeg har skrevet et lignende indlæg engang, men føler trang til at skrive igen.
Jeg er i dag 25+3 og har en lille krudtugle-baby der sparker rundt og hygger sig i maven. Det glæder mig hver gang, at jeg mærker ham, men så kommer tanken "Shit, han skal jo også ud"!
Tankerne omkring fødslen er begyndt at blive mere intens. Jeg har prøvet at sætte mig ned og tænke over, hvad jeg helt konkret er bange for.

Jeg er kommet frem til, at angsten for smerterne er det der fylder allermest. Derefter kommer tankerne "Hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af at føde fordi at jeg går i panik"? - Det ene med det andet....
Jeg sidder og ønsker, at jeg bare ville kunne slappe af og nyde den sidste søde ventetid, men det er som om at det ikke længere er hyggeligt for mig pga. de forbandede tanker.

Du er ikke den første og heller ikke den sidste, der er ved at gå ud af sit gode skind af rædsel ved tanken om fødslen.
Holy moly..jeg var rædselsslagen ved tanken første gang...og jeg har aldrig fundet nogen fornøjelse ved at føde.
Men jeg har trods alt gået igennem det en hel del gange, og jeg sidder her endnu.

Sidste gang fik jeg ved PKS og det var guddommeligt. Den ret har man også..hvis det er helt galt...men jeg vil nu anbefale dig at føde selv, hvis du kan. Det er bedre for din krop og dit barn.

Nå..anyway.
Stol på din krop. Hvis du lytter til den, skal den nok fortælle dig vejen og resten kan de dygtige jordemødre hjælpe dig med.
Det handler ikke om kontrol..og det er det, der er så svært..at kunne slippe kontrollen og stole på at naturen har sine egne veje.

Så stol på kroppen.
Et lille tip...når du får veer, så stå og gå, dans, vrid og vrik, så meget du kan og så længe du kan.
Lyt til din krop og de smerter der følger med.
Veerne er dine makkere, der hjælper dig hele vejen.
Barnets tyngde hjælper din krop til at klare det godt, og bevægelserne hjælper barnet til at skrue sig hurtigere ned i bækkenet.

1000 knus
Sussie

SussieThyssen skriver:

Du er ikke den første og heller ikke den sidste, der er ved at gå ud af sit gode skind af rædsel ved tanken om fødslen.
Holy moly..jeg var rædselsslagen ved tanken første gang...og jeg har aldrig fundet nogen fornøjelse ved at føde.
Men jeg har trods alt gået igennem det en hel del gange, og jeg sidder her endnu.

Sidste gang fik jeg ved PKS og det var guddommeligt. Den ret har man også..hvis det er helt galt...men jeg vil nu anbefale dig at føde selv, hvis du kan. Det er bedre for din krop og dit barn.

Nå..anyway.
Stol på din krop. Hvis du lytter til den, skal den nok fortælle dig vejen og resten kan de dygtige jordemødre hjælpe dig med.
Det handler ikke om kontrol..og det er det, der er så svært..at kunne slippe kontrollen og stole på at naturen har sine egne veje.

Så stol på kroppen.
Et lille tip...når du får veer, så stå og gå, dans, vrid og vrik, så meget du kan og så længe du kan.
Lyt til din krop og de smerter der følger med.
Veerne er dine makkere, der hjælper dig hele vejen.
Barnets tyngde hjælper din krop til at klare det godt, og bevægelserne hjælper barnet til at skrue sig hurtigere ned i bækkenet.

1000 knus
Sussie

Tak for dit svar.
Det giver mig noget at tænke over. Jeg tror jo at der KUN er én måde at håndtere veerne på, og det er og lægge i en seng og skrige i smerte.. Men hvis jeg nu har lyst til at gå rundt, hoppe, trippe, vrikke, så skal jeg jo bare gøre det... Det er jo MIG der kan mærke, hvad jeg har behov for og ikke min kæreste eller jordemoderen.. 
Jeg var inde og tale med en fødselslæge til MD-scanningen fordi at jeg har en angstdiagnose. Hun sagde, at vi kunne få det arrangeret sådan, at når jeg blev indlagt, så fik jeg en epidural med det samme. Der var jeg alligevel sej nok til at sige, at jeg gerne ville se tiden an og selv bede om den...
Den beslutning holder jeg stadig fast ved, og følger mig en smule sej ved den beslutning.