Hvornår kommer man over det???

Nogen har måske set mit indlæg tidligere ang vores tvillinger  https://www.baby.dk/debat/244849pi1/mistet-et-barn/hjaelp-til-mindetatovering.aspx 

jeg forventer egentligt ikke nogle svar på denne tråd, har bare så mange tanker i mit hovede...

vi jar været på ferie i en lille uge og alt var fint (bortset fra alle de f***ing tvilling klapvogne vi så alle steder, men nu er vi hjemme igen og jeg tuder konstant...

jeg har så mange tanker, jeg vil på den ene side være gravid igen for savner følelsen af de små inden i, og samtidig vil jeg ikke for tænk hvis det sker igen... Jeg er helt ude af den, det var vores egen beslutning at ende graviditeten, men alligevel føler jeg ikke vi havde noget valg...

jeg vil bare have mine tvillinger tilbage, hvorfor fanden skulle det her ske for os?!?! Jeg kan ikke se hvordan jeg nogensinde skal give slip på dem og ikke græde over dem mere? Kan også føle mig skyldig over de dage jeg ikke har været ked af det... Tager tit mig selv i at glemme at de er væk...

 

imorgen skal jeg ses med hele familien for første gang siden vi fik den dårlige nyhed, de ved alle hvad der er sket, men orker ikke at snakke om det (selvom jeg har brug for det) for jo mere jeg siger det, jo mere går det op for mig at det er sandt...

vi har mistet vores to små børn!!! 

Og nu kalder den store så må gemme tårerne 

 

 

Kæmpe kram

Hvornår bliver man "normal", hvornår bliver det hele som det plejer? Det er det man higer efter og så alligevel ikke, for man vil jo ikke bare til det der var før man mistede.

Jeg ved ikke hvor lang tid der går før man føler man har gået flere skridt frem end tilbage, men pludselig er man der.

Du skal følge dit tempo, men vil sige det at åbne en dør, få ordene over læberne er pisse hårdt første gang man åbner døren, anden gang den samme dør skal åbnes er det lidt nemmere osv. Så vælg selv hvor meget du vil tale, fortælle mm. I morgen men vid også at når det er sagt så er det nemmere.... Og ja med ordene ude, ser man dem selv og kan se det er virkeligt især når man spejler sig i de andres reaktioner, men at få det uvirkeligt til at virke mere virkeligt er en vej mod heling.

Kæmpe kram
line

A. Nonymsen skriver:

Nogen har måske set mit indlæg tidligere ang vores tvillinger  https://www.baby.dk/debat/244849pi1/mistet-et-barn/hjaelp-til-mindetatovering.aspx 

jeg forventer egentligt ikke nogle svar på denne tråd, har bare så mange tanker i mit hovede...

vi jar været på ferie i en lille uge og alt var fint (bortset fra alle de f***ing tvilling klapvogne vi så alle steder, men nu er vi hjemme igen og jeg tuder konstant...

jeg har så mange tanker, jeg vil på den ene side være gravid igen for savner følelsen af de små inden i, og samtidig vil jeg ikke for tænk hvis det sker igen... Jeg er helt ude af den, det var vores egen beslutning at ende graviditeten, men alligevel føler jeg ikke vi havde noget valg...

jeg vil bare have mine tvillinger tilbage, hvorfor fanden skulle det her ske for os?!?! Jeg kan ikke se hvordan jeg nogensinde skal give slip på dem og ikke græde over dem mere? Kan også føle mig skyldig over de dage jeg ikke har været ked af det... Tager tit mig selv i at glemme at de er væk...

 

imorgen skal jeg ses med hele familien for første gang siden vi fik den dårlige nyhed, de ved alle hvad der er sket, men orker ikke at snakke om det (selvom jeg har brug for det) for jo mere jeg siger det, jo mere går det op for mig at det er sandt...

vi har mistet vores to små børn!!! 

Og nu kalder den store så må gemme tårerne 

 

 

Det skal nok komme på et tidspunkt, på et tidspunkt vil det ikke være det første du tænker på når du vågner, og være det sidste inden du sover.. Det er pisse hårdt, har været der for knap 2 år siden hvor vi også stod med et valg... For mig hjalp det at snakke om det, fortælle det til alle der vil lytte, ikke for at få sympati, men fordi så forstod jeg det bedre. I dag har vi en lille ny på 5 uger... Vi tog det stille og roligt, higede efter at blive gravid igen, men det kom da vi mindst ventede det...

Giv jer selv lov til at være kede af det, men husk at det kan være i viser sorgen forskelligt; jeg havde meget brug for at snakke, det havde min mand ikke og det var der nogle der tolkede at han ikke sørgede.

Det blev langt og rodet... skrevet på mobil... du er meget velkommen til at skrive privat hvis du har brug for det..

Knus Annemette

A. Nonymsen skriver:

Nogen har måske set mit indlæg tidligere ang vores tvillinger  https://www.baby.dk/debat/244849pi1/mistet-et-barn/hjaelp-til-mindetatovering.aspx 

jeg forventer egentligt ikke nogle svar på denne tråd, har bare så mange tanker i mit hovede...

vi jar været på ferie i en lille uge og alt var fint (bortset fra alle de f***ing tvilling klapvogne vi så alle steder, men nu er vi hjemme igen og jeg tuder konstant...

jeg har så mange tanker, jeg vil på den ene side være gravid igen for savner følelsen af de små inden i, og samtidig vil jeg ikke for tænk hvis det sker igen... Jeg er helt ude af den, det var vores egen beslutning at ende graviditeten, men alligevel føler jeg ikke vi havde noget valg...

jeg vil bare have mine tvillinger tilbage, hvorfor fanden skulle det her ske for os?!?! Jeg kan ikke se hvordan jeg nogensinde skal give slip på dem og ikke græde over dem mere? Kan også føle mig skyldig over de dage jeg ikke har været ked af det... Tager tit mig selv i at glemme at de er væk...

 

imorgen skal jeg ses med hele familien for første gang siden vi fik den dårlige nyhed, de ved alle hvad der er sket, men orker ikke at snakke om det (selvom jeg har brug for det) for jo mere jeg siger det, jo mere går det op for mig at det er sandt...

vi har mistet vores to små børn!!! 

Og nu kalder den store så må gemme tårerne 

 

 

Mange tanker herfra.
Sorg tager den tid sorg tager. Så enkelt er det.
Men du vil komme over det, så prøv igen...snart, så du får noget andet at tænke på.
Jeg tror ikke du skal være bange for, at det sker igen, det må du tro på.

Nogle mennesker vælger at glemme og komme videre. De føler, at der hurtigere gror græs over sårene, hvis man går videre uden at skabe minder, medens andre bedst får det ud af systemet, ved at lave små minder på forskellig vis omkring det.
Blot skal man huske, at det er livet og de levende, der tæller mest, ikke de døde.
Alle mine tanker går til dig.

Kærligst
Sussie

SussieThyssen skriver:

Mange tanker herfra.
Sorg tager den tid sorg tager. Så enkelt er det.
Men du vil komme over det, så prøv igen...snart, så du får noget andet at tænke på.
Jeg tror ikke du skal være bange for, at det sker igen, det må du tro på.

Nogle mennesker vælger at glemme og komme videre. De føler, at der hurtigere gror græs over sårene, hvis man går videre uden at skabe minder, medens andre bedst får det ud af systemet, ved at lave små minder på forskellig vis omkring det.
Blot skal man huske, at det er livet og de levende, der tæller mest, ikke de døde.
Alle mine tanker går til dig.

Kærligst
Sussie

Vi spurgte om det kunne ske igen for os, og det kunne det... Så får tidlige Scanninger når jeg engang bliver gravid igen, og har fået noget ekstra kraftigt folinsyre på recept som måske kan hjælpe...

har bare så svært ved at forstå det skulle gå ud over os, det er altid alle mulige andre

Vi mistede vores lille Noa i uge 14 sidste år... (To uger efter veloverstået nf) Jeg tudede de første mange uger - specielt lige omkring 20.30 om aftenen, for det var der jeg fødte hende. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at se andre mennesker, så de første to uger gik jeg ikke ud - ikke engang i haven! Vi havde jo lige fortalt det til alle efter nf...

Vi skulle have hende obduceret og de fem mdr der kom til at gå før vi fik svar på det var jeg mere eller mindre i min egen bobbel...
Jeg havde så også samtidig en gravid kollega der var tre uger længere henne end mig og vi stortudende begge to da jeg var på besøg på mit arbejde efter 5-6 uger...

Jeg var i øvrigt sygemeldt i 8 uger på fuld tid og så deltidssygemeldt i to mdr.... (Udviklede efterfølgende stress pga andre ting også ...)

Jeg kan stadig få en tudetur når jeg tænker på hende, selvom jeg nu er gravid igen med hendes lillesøster (uge 27) og der i tirsdag var gået et år.

Så... Det tager tid! Og lad det tage den tid det tager - pas på dig selv....

LinLin skriver:

Vi mistede vores lille Noa i uge 14 sidste år... (To uger efter veloverstået nf) Jeg tudede de første mange uger - specielt lige omkring 20.30 om aftenen, for det var der jeg fødte hende. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at se andre mennesker, så de første to uger gik jeg ikke ud - ikke engang i haven! Vi havde jo lige fortalt det til alle efter nf...

Vi skulle have hende obduceret og de fem mdr der kom til at gå før vi fik svar på det var jeg mere eller mindre i min egen bobbel...
Jeg havde så også samtidig en gravid kollega der var tre uger længere henne end mig og vi stortudende begge to da jeg var på besøg på mit arbejde efter 5-6 uger...

Jeg var i øvrigt sygemeldt i 8 uger på fuld tid og så deltidssygemeldt i to mdr.... (Udviklede efterfølgende stress pga andre ting også ...)

Jeg kan stadig få en tudetur når jeg tænker på hende, selvom jeg nu er gravid igen med hendes lillesøster (uge 27) og der i tirsdag var gået et år.

Så... Det tager tid! Og lad det tage den tid det tager - pas på dig selv....

Må jeg spørge hvad der var galt med hende?

det der gør det så svært er at den ene tvilling jo var rask, men meget kunne gå galt... Men i realiteten får vi aldrig svar på om vi traf den rette beslutning

selvom de var så små føler jeg stadig at jeg har mistet mine to små drenge <3 <3

LinLin skriver:

Vi mistede vores lille Noa i uge 14 sidste år... (To uger efter veloverstået nf) Jeg tudede de første mange uger - specielt lige omkring 20.30 om aftenen, for det var der jeg fødte hende. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at se andre mennesker, så de første to uger gik jeg ikke ud - ikke engang i haven! Vi havde jo lige fortalt det til alle efter nf...

Vi skulle have hende obduceret og de fem mdr der kom til at gå før vi fik svar på det var jeg mere eller mindre i min egen bobbel...
Jeg havde så også samtidig en gravid kollega der var tre uger længere henne end mig og vi stortudende begge to da jeg var på besøg på mit arbejde efter 5-6 uger...

Jeg var i øvrigt sygemeldt i 8 uger på fuld tid og så deltidssygemeldt i to mdr.... (Udviklede efterfølgende stress pga andre ting også ...)

Jeg kan stadig få en tudetur når jeg tænker på hende, selvom jeg nu er gravid igen med hendes lillesøster (uge 27) og der i tirsdag var gået et år.

Så... Det tager tid! Og lad det tage den tid det tager - pas på dig selv....

Og hvad gjorde i med begravelse? Vi valgte at sygehuset skulle stå for det, så det hele var overstået for os da vi tog hjem efter fødslen...

jeg ved hvilken kirkegård de er begravet på, og ved de ligger på de ukendtes... Men fortryde det lidt, ville ønske jeg havde et sted jeg kunne tage hen og være sammen med dem

A. Nonymsen skriver:

Vi spurgte om det kunne ske igen for os, og det kunne det... Så får tidlige Scanninger når jeg engang bliver gravid igen, og har fået noget ekstra kraftigt folinsyre på recept som måske kan hjælpe...

har bare så svært ved at forstå det skulle gå ud over os, det er altid alle mulige andre

Jeg er ked af, at I har de anlæg hos jer. Arvelige skavanker der kan overføres til børnene er ikke rare, men man lærer at leve med det...hvis man vil.
Det kræver en stærk psyke, men man kan lære at tage det, som det kommer.
Jeg ønsker for jer, at I får held med det, og sender masser af lys og kærlighed.

Kærligst
Sussie

A. Nonymsen skriver:

Må jeg spørge hvad der var galt med hende?

det der gør det så svært er at den ene tvilling jo var rask, men meget kunne gå galt... Men i realiteten får vi aldrig svar på om vi traf den rette beslutning

selvom de var så små føler jeg stadig at jeg har mistet mine to små drenge <3 <3

Det fik vi ikke svar på... men hun har jo fejlet et eller andet siden hjertet pludseligt holdt op med at slå... De tjekkede specielt hjertet fordi jeg selv har haft en hjertefejl, men alt var tilsyneladende normalt...

Vi har det på samme måde... Selvom vi ikke "nåede længere" så har jeg født hende og vi har siddet med hende i vores hænder. Hun er ikke bare en spontan abort for os, selvom hun er det i Medicinsk term!

Jeg er glad for at jeg/vi ikke skulle stå med det valg! Men kan godt forstå jeres beslutning!