Medicinsk abort - dit lys slukkes.

Det er også rigtigt det som du siger :/ jeg ved bare at jeg bliver helt ensom og knust hvis jeg så går fra ham, det er den forbandet tryghed! jeg HADER at være alene :/

Først! KÆMPE KRAM!!!

Jeg VED hvor nederen det er at blive tvunget til abort af manden der "elsker" én. fordi han "nok skal trække sig ud" og bla bla blaaaa.....

Jeg kunne have haft et barn på 12 og en på 10 nu her.. Den på 10 er den værste at tænke på, for jeg skulle SÅ meget have valgt barnet frem for ham, det plager mig at han tvang mig til det, ved at sige han ikke ville have noget med barnet eller mig at gøre hvis jeg gennemførte graviditeten...

Og er jeg sammen med ham nu? ... Nej selvfølgelig ikke, for sådan nogle umodne idioter gider man sguda ikke bruge sit liv på at gøre voksne. Det var deres MORS opgave, ikke kærestens.

Jeg ved godt at fremtiden måske ser lidt trist og ensom ud, MEN du vil da heller ikke spilde det ene liv (Man får altså kun et liv at gøre godt med) på at opdrage ham, eller bøje dig i støvet for ham, fordi han ikke er mand nok til at tage sit ansvar seriøst?

Desuden så skal du nok finde en ny... Der er ikke kun en spandfuld men et landfuld

Anonym skriver:

Ja, jeg har brug for at komme ud med mine følelser, nu hvor det føles så ilde set herhjemme.

Mit forløb starter d 12/6 hvor jeg tager en test, da min mens er flere dage forsinket, det er sket før, så jeg tænker bare, nå ja.. Der er sku nok intet. Men efter meget kort tid dukker der to fine streger frem på testen. Ups, jeg er gravid. har ikke været på ppiller i 2,5 år, så det er sådan se selvforskyldt det jeg nu er blevet udsat for.

Kæresten vil ikke have det, vi har kun været sammen i 1 år, og han sagde direkte at jeg ville ødelægge hans liv hvis jeg beholdte det, en sætning der stadig sidder dybt inden i mig. Jeg var knust over den udmelding, men på en måde burde jeg vide det, eftersom han aldrig rigtigt har vist ansvar for hans egen hverdag(han hverken gør rent, laver mad, eller noget som helst, på trods af vi bor sammen.)

Tirsdag d 16. juni går jeg så til læge, med besked om at få en henvisning til en abort. Jeg sidder hos lægen , og jeg er KNUST, det er nu at den beslutning skal træffes, og jeg bliver undersøgt og er ca. 5+2. Øv allerede så langt.

Fredag d 27. Juni møder vi så på gynækologisk ambulatorie og jeg bliver igen undersøgt, og det scanner mig, og til den tid er jeg ca 6+5 så vidt som jeg har regnet ud. Jeg får så piller til en medicinsk abort og skal på sygehuset og have taget en blodprøve også. Men under scanningen finder lægen så også en cyste på min højre æggestok! Ikke nok med at jeg skal til at dræbe mit eget lille individ(foster?), men jeg skal også til at tænke på at jeg så også har en cyste ?!

Lørdag d 28/6 skal jeg så selv lægge de 4 abort piller op, og tager samtidig 2 pinex, 2 panodiler,1 bonyl og en morfinpille(var så bange for at det skulle gøre sindssygt ondt). Jeg bløder, men i forhold til hvad jeg har læst, synes jeg ikke at det er sådan at det fosser ud af mig og skaber det vildeste blodbad.

Søndag går det over i alm. mens, og nu er det så ovre. Det er væk for altid, det lille mirakel vi havde skabt. Skyllet ud i toilettet som om det var affald, jeg hader det valg jeg blev tvunget til at tage af ham som "elsker" mig. Han lover at om et halvt år prøver vi igen. Men det løfte holder han sikkert heller ikke.

Jeg magter ikke mere, jeg er så træt af alt, så ked af at jeg skulle slukke min spire's lys, selvom det sikkert var sundt og rask, hader mig selv for det ville bare ønske at tingene kunne være anderledes.

Her en uge efter er jeg mere ked af det end nogensinde, det var mit største ønske nogensinde, som blev taget fra mig, mit hjerte sagde ja, men hjernen sagde tænk fornuftigt. Kæresten var skredet hvis jeg havde beholdt det. Ville det være det værd?

tiden efter er svær, føler ikke at jeg har nogen at snakke med, føler at alle har været på hans side lige fra start af, at det var den eneste rigtige beslutning, græder hele tiden og kan slet ikke se nogen lys fremtid, alle omkring mig får babyer, selv dem som kun har været sammen i meget meget kort tid, jeg er så misundelig at se andre lever min drøm ud, forholdet går heller ikke for godt. Vi skændes hele tiden, han sagde at han ville støtte mig hele vejen igennem, men det eneste han tænker på er hans lorte venner, hans lorte crosser og hans klamme odd's på fodboldkampe. Jeg føler mig tilsidesat, selv på den dag jeg fik aborten, måtte jeg selv lave mad til os, og gøre rent, og tømme opvaskeren, og hvad lavede han?? IKKE en fucking skid.

Jeg begynder at tvivle på om det er sådan her det skal være, det eneste tidspunkt jeg er glad på, er når jeg er på arbejde, arbejder sammen med nogen fantastiske mennesker, som til enhver tid er der for mig.
Kæresten bliver altid sur når jeg skriver eller snakker med folk om aborten, fordi jeg føler det er hans skyld at det er sådan, men alligevel tænker han kun på sig selv...

Undskyld den lange og forvirrende tekst, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.

 

 

Årrh hvor jeg dog virkelig føler med dig.  Virker absolut ikke til at du tog det bedste valg for dig selv.... 

Din kæreste..... Føler du virkelig inderst inde at han er den du vil bruge resten af dit liv med? Starte en familie med?? Det er altid bedre at være alene end være sammen med den forkerte. Find trøst i dine veninder og tag nogle byture med dem. Kom lidt væk fra hverdagen. 

Du skal for guds skyld aldrig bare stille dig tilfreds! Du har fortjent bedre end det

Anonym skriver:

Ja, jeg har brug for at komme ud med mine følelser, nu hvor det føles så ilde set herhjemme.

Mit forløb starter d 12/6 hvor jeg tager en test, da min mens er flere dage forsinket, det er sket før, så jeg tænker bare, nå ja.. Der er sku nok intet. Men efter meget kort tid dukker der to fine streger frem på testen. Ups, jeg er gravid. har ikke været på ppiller i 2,5 år, så det er sådan se selvforskyldt det jeg nu er blevet udsat for.

Kæresten vil ikke have det, vi har kun været sammen i 1 år, og han sagde direkte at jeg ville ødelægge hans liv hvis jeg beholdte det, en sætning der stadig sidder dybt inden i mig. Jeg var knust over den udmelding, men på en måde burde jeg vide det, eftersom han aldrig rigtigt har vist ansvar for hans egen hverdag(han hverken gør rent, laver mad, eller noget som helst, på trods af vi bor sammen.)

Tirsdag d 16. juni går jeg så til læge, med besked om at få en henvisning til en abort. Jeg sidder hos lægen , og jeg er KNUST, det er nu at den beslutning skal træffes, og jeg bliver undersøgt og er ca. 5+2. Øv allerede så langt.

Fredag d 27. Juni møder vi så på gynækologisk ambulatorie og jeg bliver igen undersøgt, og det scanner mig, og til den tid er jeg ca 6+5 så vidt som jeg har regnet ud. Jeg får så piller til en medicinsk abort og skal på sygehuset og have taget en blodprøve også. Men under scanningen finder lægen så også en cyste på min højre æggestok! Ikke nok med at jeg skal til at dræbe mit eget lille individ(foster?), men jeg skal også til at tænke på at jeg så også har en cyste ?!

Lørdag d 28/6 skal jeg så selv lægge de 4 abort piller op, og tager samtidig 2 pinex, 2 panodiler,1 bonyl og en morfinpille(var så bange for at det skulle gøre sindssygt ondt). Jeg bløder, men i forhold til hvad jeg har læst, synes jeg ikke at det er sådan at det fosser ud af mig og skaber det vildeste blodbad.

Søndag går det over i alm. mens, og nu er det så ovre. Det er væk for altid, det lille mirakel vi havde skabt. Skyllet ud i toilettet som om det var affald, jeg hader det valg jeg blev tvunget til at tage af ham som "elsker" mig. Han lover at om et halvt år prøver vi igen. Men det løfte holder han sikkert heller ikke.

Jeg magter ikke mere, jeg er så træt af alt, så ked af at jeg skulle slukke min spire's lys, selvom det sikkert var sundt og rask, hader mig selv for det ville bare ønske at tingene kunne være anderledes.

Her en uge efter er jeg mere ked af det end nogensinde, det var mit største ønske nogensinde, som blev taget fra mig, mit hjerte sagde ja, men hjernen sagde tænk fornuftigt. Kæresten var skredet hvis jeg havde beholdt det. Ville det være det værd?

tiden efter er svær, føler ikke at jeg har nogen at snakke med, føler at alle har været på hans side lige fra start af, at det var den eneste rigtige beslutning, græder hele tiden og kan slet ikke se nogen lys fremtid, alle omkring mig får babyer, selv dem som kun har været sammen i meget meget kort tid, jeg er så misundelig at se andre lever min drøm ud, forholdet går heller ikke for godt. Vi skændes hele tiden, han sagde at han ville støtte mig hele vejen igennem, men det eneste han tænker på er hans lorte venner, hans lorte crosser og hans klamme odd's på fodboldkampe. Jeg føler mig tilsidesat, selv på den dag jeg fik aborten, måtte jeg selv lave mad til os, og gøre rent, og tømme opvaskeren, og hvad lavede han?? IKKE en fucking skid.

Jeg begynder at tvivle på om det er sådan her det skal være, det eneste tidspunkt jeg er glad på, er når jeg er på arbejde, arbejder sammen med nogen fantastiske mennesker, som til enhver tid er der for mig.
Kæresten bliver altid sur når jeg skriver eller snakker med folk om aborten, fordi jeg føler det er hans skyld at det er sådan, men alligevel tænker han kun på sig selv...

Undskyld den lange og forvirrende tekst, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.

 

 

Mine tårer løber ned ad mine kinder når jeg læser dit indlæg. Dette er aldrig sket for mig før! - Jeg har aldrig selv stået i den situation du står i, men alligevel kan jeg mærke knuden i maven af svigt, tilsidesættelse, ensomhed og afmagt. 
Hvis det var mig der stod i alt det som du gør, så ville jeg VIRKELIG overveje, om den fyr der sidder og laver odds-systemer og egentlig bare er skide ligeglad, var ham jeg ville leve sammen med.....
Du har brug for et kæmpe kram, en hånd at holde i og en der kan tørre dine tårer bort. Du har ikke brug for en egoistisk (undskyld mig) stodder der kun befinder sig i sin egen lille verden.
Jeg har faktisk allerede truffet min beslutning, om jeg ville leve sammen med ham og svaret er NEJ! - Pak dine ting og sig farvel og tobak. Hvis han kan være så kold som nu, så er han ikke værdi som kæreste og slet ikke værdi til at blive far... Sorry, men det er virkelig sådan jeg har det. 
Stakkels stakkels dig! 

Kæmpe knus og tanker fra mig til dig. 

Anonym skriver:

Ja, jeg har brug for at komme ud med mine følelser, nu hvor det føles så ilde set herhjemme.

Mit forløb starter d 12/6 hvor jeg tager en test, da min mens er flere dage forsinket, det er sket før, så jeg tænker bare, nå ja.. Der er sku nok intet. Men efter meget kort tid dukker der to fine streger frem på testen. Ups, jeg er gravid. har ikke været på ppiller i 2,5 år, så det er sådan se selvforskyldt det jeg nu er blevet udsat for.

Kæresten vil ikke have det, vi har kun været sammen i 1 år, og han sagde direkte at jeg ville ødelægge hans liv hvis jeg beholdte det, en sætning der stadig sidder dybt inden i mig. Jeg var knust over den udmelding, men på en måde burde jeg vide det, eftersom han aldrig rigtigt har vist ansvar for hans egen hverdag(han hverken gør rent, laver mad, eller noget som helst, på trods af vi bor sammen.)

Tirsdag d 16. juni går jeg så til læge, med besked om at få en henvisning til en abort. Jeg sidder hos lægen , og jeg er KNUST, det er nu at den beslutning skal træffes, og jeg bliver undersøgt og er ca. 5+2. Øv allerede så langt.

Fredag d 27. Juni møder vi så på gynækologisk ambulatorie og jeg bliver igen undersøgt, og det scanner mig, og til den tid er jeg ca 6+5 så vidt som jeg har regnet ud. Jeg får så piller til en medicinsk abort og skal på sygehuset og have taget en blodprøve også. Men under scanningen finder lægen så også en cyste på min højre æggestok! Ikke nok med at jeg skal til at dræbe mit eget lille individ(foster?), men jeg skal også til at tænke på at jeg så også har en cyste ?!

Lørdag d 28/6 skal jeg så selv lægge de 4 abort piller op, og tager samtidig 2 pinex, 2 panodiler,1 bonyl og en morfinpille(var så bange for at det skulle gøre sindssygt ondt). Jeg bløder, men i forhold til hvad jeg har læst, synes jeg ikke at det er sådan at det fosser ud af mig og skaber det vildeste blodbad.

Søndag går det over i alm. mens, og nu er det så ovre. Det er væk for altid, det lille mirakel vi havde skabt. Skyllet ud i toilettet som om det var affald, jeg hader det valg jeg blev tvunget til at tage af ham som "elsker" mig. Han lover at om et halvt år prøver vi igen. Men det løfte holder han sikkert heller ikke.

Jeg magter ikke mere, jeg er så træt af alt, så ked af at jeg skulle slukke min spire's lys, selvom det sikkert var sundt og rask, hader mig selv for det ville bare ønske at tingene kunne være anderledes.

Her en uge efter er jeg mere ked af det end nogensinde, det var mit største ønske nogensinde, som blev taget fra mig, mit hjerte sagde ja, men hjernen sagde tænk fornuftigt. Kæresten var skredet hvis jeg havde beholdt det. Ville det være det værd?

tiden efter er svær, føler ikke at jeg har nogen at snakke med, føler at alle har været på hans side lige fra start af, at det var den eneste rigtige beslutning, græder hele tiden og kan slet ikke se nogen lys fremtid, alle omkring mig får babyer, selv dem som kun har været sammen i meget meget kort tid, jeg er så misundelig at se andre lever min drøm ud, forholdet går heller ikke for godt. Vi skændes hele tiden, han sagde at han ville støtte mig hele vejen igennem, men det eneste han tænker på er hans lorte venner, hans lorte crosser og hans klamme odd's på fodboldkampe. Jeg føler mig tilsidesat, selv på den dag jeg fik aborten, måtte jeg selv lave mad til os, og gøre rent, og tømme opvaskeren, og hvad lavede han?? IKKE en fucking skid.

Jeg begynder at tvivle på om det er sådan her det skal være, det eneste tidspunkt jeg er glad på, er når jeg er på arbejde, arbejder sammen med nogen fantastiske mennesker, som til enhver tid er der for mig.
Kæresten bliver altid sur når jeg skriver eller snakker med folk om aborten, fordi jeg føler det er hans skyld at det er sådan, men alligevel tænker han kun på sig selv...

Undskyld den lange og forvirrende tekst, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.

 

 

Jeg tænker også at du nok selv kunne mærke at det ikke ville være en god far dit barn fik, eller en nem start på livet. På den måde forstår jeg godt dit valg. For mig er det super vigtigt at mine børn har gode, engagerede forældre (OGSÅ en far) og jeg kunne også finde på at vælge fra på dét punkt. Har selv haft en far der ikke var i mit liv, det er super hårdt. Og det er jo også hårdt at være alenemor!

Men måske kan du se det som et vendepunkt, hvor du indser at det netop ikke er ham du skal være sammen med? Og jeg er sikker på at du finder en anden sød kæreste og kommende far og nu ved du da at du kan blive gravid - det er altså ment som trøstende ord!

Noget helt andet er at det langt fra er sikkert det ville være blevet til et barn, det ved man jo aldrig. Og det var ikke nået til fosterstadiet endnu, kun embryo. Ved selvfølgelig ikke om det betyder noget for dig, men for mig gør det altså 

Og jeg håber og tror du kommer til at acceptere og leve fint med dit/jeres valg, selv om du føler du blev lidt presset til det. Men selvfølgelig er det svært lige nu, særligt hvis din kæreste er en klaphat. Så jeg håber du har andre der kan støtte dig nu hvor det er sværest og så håber jeg du kommer ovenpå igen inden alt for længe 

Hvis det hjælper, så tror jeg altså at det var det rigtige valg, alt taget i betragtning.

Ja, jeg har brug for at komme ud med mine følelser, nu hvor det føles så ilde set herhjemme.

Mit forløb starter d 12/6 hvor jeg tager en test, da min mens er flere dage forsinket, det er sket før, så jeg tænker bare, nå ja.. Der er sku nok intet. Men efter meget kort tid dukker der to fine streger frem på testen. Ups, jeg er gravid. har ikke været på ppiller i 2,5 år, så det er sådan se selvforskyldt det jeg nu er blevet udsat for.

Kæresten vil ikke have det, vi har kun været sammen i 1 år, og han sagde direkte at jeg ville ødelægge hans liv hvis jeg beholdte det, en sætning der stadig sidder dybt inden i mig. Jeg var knust over den udmelding, men på en måde burde jeg vide det, eftersom han aldrig rigtigt har vist ansvar for hans egen hverdag(han hverken gør rent, laver mad, eller noget som helst, på trods af vi bor sammen.)

Tirsdag d 16. juni går jeg så til læge, med besked om at få en henvisning til en abort. Jeg sidder hos lægen , og jeg er KNUST, det er nu at den beslutning skal træffes, og jeg bliver undersøgt og er ca. 5+2. Øv allerede så langt.

Fredag d 27. Juni møder vi så på gynækologisk ambulatorie og jeg bliver igen undersøgt, og det scanner mig, og til den tid er jeg ca 6+5 så vidt som jeg har regnet ud. Jeg får så piller til en medicinsk abort og skal på sygehuset og have taget en blodprøve også. Men under scanningen finder lægen så også en cyste på min højre æggestok! Ikke nok med at jeg skal til at dræbe mit eget lille individ(foster?), men jeg skal også til at tænke på at jeg så også har en cyste ?!

Lørdag d 28/6 skal jeg så selv lægge de 4 abort piller op, og tager samtidig 2 pinex, 2 panodiler,1 bonyl og en morfinpille(var så bange for at det skulle gøre sindssygt ondt). Jeg bløder, men i forhold til hvad jeg har læst, synes jeg ikke at det er sådan at det fosser ud af mig og skaber det vildeste blodbad.

Søndag går det over i alm. mens, og nu er det så ovre. Det er væk for altid, det lille mirakel vi havde skabt. Skyllet ud i toilettet som om det var affald, jeg hader det valg jeg blev tvunget til at tage af ham som "elsker" mig. Han lover at om et halvt år prøver vi igen. Men det løfte holder han sikkert heller ikke.

Jeg magter ikke mere, jeg er så træt af alt, så ked af at jeg skulle slukke min spire's lys, selvom det sikkert var sundt og rask, hader mig selv for det ville bare ønske at tingene kunne være anderledes.

Her en uge efter er jeg mere ked af det end nogensinde, det var mit største ønske nogensinde, som blev taget fra mig, mit hjerte sagde ja, men hjernen sagde tænk fornuftigt. Kæresten var skredet hvis jeg havde beholdt det. Ville det være det værd?

tiden efter er svær, føler ikke at jeg har nogen at snakke med, føler at alle har været på hans side lige fra start af, at det var den eneste rigtige beslutning, græder hele tiden og kan slet ikke se nogen lys fremtid, alle omkring mig får babyer, selv dem som kun har været sammen i meget meget kort tid, jeg er så misundelig at se andre lever min drøm ud, forholdet går heller ikke for godt. Vi skændes hele tiden, han sagde at han ville støtte mig hele vejen igennem, men det eneste han tænker på er hans lorte venner, hans lorte crosser og hans klamme odd's på fodboldkampe. Jeg føler mig tilsidesat, selv på den dag jeg fik aborten, måtte jeg selv lave mad til os, og gøre rent, og tømme opvaskeren, og hvad lavede han?? IKKE en fucking skid.

Jeg begynder at tvivle på om det er sådan her det skal være, det eneste tidspunkt jeg er glad på, er når jeg er på arbejde, arbejder sammen med nogen fantastiske mennesker, som til enhver tid er der for mig.
Kæresten bliver altid sur når jeg skriver eller snakker med folk om aborten, fordi jeg føler det er hans skyld at det er sådan, men alligevel tænker han kun på sig selv...

Undskyld den lange og forvirrende tekst, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.

 

 

Det der allerede er blevet skrevet så godt i de andre indlæg! Stor krammer til dig! 

Anonym skriver:

Ja, jeg har brug for at komme ud med mine følelser, nu hvor det føles så ilde set herhjemme.

Mit forløb starter d 12/6 hvor jeg tager en test, da min mens er flere dage forsinket, det er sket før, så jeg tænker bare, nå ja.. Der er sku nok intet. Men efter meget kort tid dukker der to fine streger frem på testen. Ups, jeg er gravid. har ikke været på ppiller i 2,5 år, så det er sådan se selvforskyldt det jeg nu er blevet udsat for.

Kæresten vil ikke have det, vi har kun været sammen i 1 år, og han sagde direkte at jeg ville ødelægge hans liv hvis jeg beholdte det, en sætning der stadig sidder dybt inden i mig. Jeg var knust over den udmelding, men på en måde burde jeg vide det, eftersom han aldrig rigtigt har vist ansvar for hans egen hverdag(han hverken gør rent, laver mad, eller noget som helst, på trods af vi bor sammen.)

Tirsdag d 16. juni går jeg så til læge, med besked om at få en henvisning til en abort. Jeg sidder hos lægen , og jeg er KNUST, det er nu at den beslutning skal træffes, og jeg bliver undersøgt og er ca. 5+2. Øv allerede så langt.

Fredag d 27. Juni møder vi så på gynækologisk ambulatorie og jeg bliver igen undersøgt, og det scanner mig, og til den tid er jeg ca 6+5 så vidt som jeg har regnet ud. Jeg får så piller til en medicinsk abort og skal på sygehuset og have taget en blodprøve også. Men under scanningen finder lægen så også en cyste på min højre æggestok! Ikke nok med at jeg skal til at dræbe mit eget lille individ(foster?), men jeg skal også til at tænke på at jeg så også har en cyste ?!

Lørdag d 28/6 skal jeg så selv lægge de 4 abort piller op, og tager samtidig 2 pinex, 2 panodiler,1 bonyl og en morfinpille(var så bange for at det skulle gøre sindssygt ondt). Jeg bløder, men i forhold til hvad jeg har læst, synes jeg ikke at det er sådan at det fosser ud af mig og skaber det vildeste blodbad.

Søndag går det over i alm. mens, og nu er det så ovre. Det er væk for altid, det lille mirakel vi havde skabt. Skyllet ud i toilettet som om det var affald, jeg hader det valg jeg blev tvunget til at tage af ham som "elsker" mig. Han lover at om et halvt år prøver vi igen. Men det løfte holder han sikkert heller ikke.

Jeg magter ikke mere, jeg er så træt af alt, så ked af at jeg skulle slukke min spire's lys, selvom det sikkert var sundt og rask, hader mig selv for det ville bare ønske at tingene kunne være anderledes.

Her en uge efter er jeg mere ked af det end nogensinde, det var mit største ønske nogensinde, som blev taget fra mig, mit hjerte sagde ja, men hjernen sagde tænk fornuftigt. Kæresten var skredet hvis jeg havde beholdt det. Ville det være det værd?

tiden efter er svær, føler ikke at jeg har nogen at snakke med, føler at alle har været på hans side lige fra start af, at det var den eneste rigtige beslutning, græder hele tiden og kan slet ikke se nogen lys fremtid, alle omkring mig får babyer, selv dem som kun har været sammen i meget meget kort tid, jeg er så misundelig at se andre lever min drøm ud, forholdet går heller ikke for godt. Vi skændes hele tiden, han sagde at han ville støtte mig hele vejen igennem, men det eneste han tænker på er hans lorte venner, hans lorte crosser og hans klamme odd's på fodboldkampe. Jeg føler mig tilsidesat, selv på den dag jeg fik aborten, måtte jeg selv lave mad til os, og gøre rent, og tømme opvaskeren, og hvad lavede han?? IKKE en fucking skid.

Jeg begynder at tvivle på om det er sådan her det skal være, det eneste tidspunkt jeg er glad på, er når jeg er på arbejde, arbejder sammen med nogen fantastiske mennesker, som til enhver tid er der for mig.
Kæresten bliver altid sur når jeg skriver eller snakker med folk om aborten, fordi jeg føler det er hans skyld at det er sådan, men alligevel tænker han kun på sig selv...

Undskyld den lange og forvirrende tekst, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.

 

 

Det lyder til at være meget svært at være dig lige nu. Så kæmpe kram herfra.

Hvis det kan være en lille trøst, så er det ofte sådan at kvinder der får en medicinsk abort, og hvor det går relativt nemt (læs: de ikke styrbløder og ligger fuldstændig forkrampet af smerter på gulvet), der er grunden til at den medicinske abort går så nemt, at kroppen alligevel var ved at give slip på forster = spontan abort. Så det havde måske ikke gjort nogen forskel om du havde fået abort eller ej. Fosteret var måske allerede gået til grunde.

Jeg håber for dig at du kommer videre i dit liv, og uden den mand som behandler dig så dårligt. Prøv at forestille dig dit liv når du er 37 år gammel? Er du så sammen med ham? Hvordan har I det med hinanden?

Kæmpe, kæmpe, kæmpe  til dig!!! Jeg vil ikke komme med en længere udredning, jeg synes andre allerede har skrevet, hvad jeg tænker. Men ham skal du da virkelig ikke bruge mere af din tid på. Han har tydeligvis bekendt kulør - du kan ikke regne med, at han faktisk vil være der for dig, når du har brug for ham. Han er der jo ikke, nu hvor du har brug for ham..! 

Ud med ham! Brug din energi og kærlighed på en der fortjener det - dig selv fx! 

Anonym skriver:

Ja, jeg har brug for at komme ud med mine følelser, nu hvor det føles så ilde set herhjemme.

Mit forløb starter d 12/6 hvor jeg tager en test, da min mens er flere dage forsinket, det er sket før, så jeg tænker bare, nå ja.. Der er sku nok intet. Men efter meget kort tid dukker der to fine streger frem på testen. Ups, jeg er gravid. har ikke været på ppiller i 2,5 år, så det er sådan se selvforskyldt det jeg nu er blevet udsat for.

Kæresten vil ikke have det, vi har kun været sammen i 1 år, og han sagde direkte at jeg ville ødelægge hans liv hvis jeg beholdte det, en sætning der stadig sidder dybt inden i mig. Jeg var knust over den udmelding, men på en måde burde jeg vide det, eftersom han aldrig rigtigt har vist ansvar for hans egen hverdag(han hverken gør rent, laver mad, eller noget som helst, på trods af vi bor sammen.)

Tirsdag d 16. juni går jeg så til læge, med besked om at få en henvisning til en abort. Jeg sidder hos lægen , og jeg er KNUST, det er nu at den beslutning skal træffes, og jeg bliver undersøgt og er ca. 5+2. Øv allerede så langt.

Fredag d 27. Juni møder vi så på gynækologisk ambulatorie og jeg bliver igen undersøgt, og det scanner mig, og til den tid er jeg ca 6+5 så vidt som jeg har regnet ud. Jeg får så piller til en medicinsk abort og skal på sygehuset og have taget en blodprøve også. Men under scanningen finder lægen så også en cyste på min højre æggestok! Ikke nok med at jeg skal til at dræbe mit eget lille individ(foster?), men jeg skal også til at tænke på at jeg så også har en cyste ?!

Lørdag d 28/6 skal jeg så selv lægge de 4 abort piller op, og tager samtidig 2 pinex, 2 panodiler,1 bonyl og en morfinpille(var så bange for at det skulle gøre sindssygt ondt). Jeg bløder, men i forhold til hvad jeg har læst, synes jeg ikke at det er sådan at det fosser ud af mig og skaber det vildeste blodbad.

Søndag går det over i alm. mens, og nu er det så ovre. Det er væk for altid, det lille mirakel vi havde skabt. Skyllet ud i toilettet som om det var affald, jeg hader det valg jeg blev tvunget til at tage af ham som "elsker" mig. Han lover at om et halvt år prøver vi igen. Men det løfte holder han sikkert heller ikke.

Jeg magter ikke mere, jeg er så træt af alt, så ked af at jeg skulle slukke min spire's lys, selvom det sikkert var sundt og rask, hader mig selv for det ville bare ønske at tingene kunne være anderledes.

Her en uge efter er jeg mere ked af det end nogensinde, det var mit største ønske nogensinde, som blev taget fra mig, mit hjerte sagde ja, men hjernen sagde tænk fornuftigt. Kæresten var skredet hvis jeg havde beholdt det. Ville det være det værd?

tiden efter er svær, føler ikke at jeg har nogen at snakke med, føler at alle har været på hans side lige fra start af, at det var den eneste rigtige beslutning, græder hele tiden og kan slet ikke se nogen lys fremtid, alle omkring mig får babyer, selv dem som kun har været sammen i meget meget kort tid, jeg er så misundelig at se andre lever min drøm ud, forholdet går heller ikke for godt. Vi skændes hele tiden, han sagde at han ville støtte mig hele vejen igennem, men det eneste han tænker på er hans lorte venner, hans lorte crosser og hans klamme odd's på fodboldkampe. Jeg føler mig tilsidesat, selv på den dag jeg fik aborten, måtte jeg selv lave mad til os, og gøre rent, og tømme opvaskeren, og hvad lavede han?? IKKE en fucking skid.

Jeg begynder at tvivle på om det er sådan her det skal være, det eneste tidspunkt jeg er glad på, er når jeg er på arbejde, arbejder sammen med nogen fantastiske mennesker, som til enhver tid er der for mig.
Kæresten bliver altid sur når jeg skriver eller snakker med folk om aborten, fordi jeg føler det er hans skyld at det er sådan, men alligevel tænker han kun på sig selv...

Undskyld den lange og forvirrende tekst, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.

 

 

Først et stort kram til dig, det har du brug for! Jeg har prøvet præcis det Sanne som dig med min eks fik mig til og få en abort, aldrig i mit liv har jeg fortrudt noget mere han lovede og være det efter men det holdt ikke, efter aborten mistede jeg alt for ham og få måneder efter sluttede jeg vores forhold har hader ham siden, synes din kæreste virker rigtig ego og umoden, så vil råde dig til og tænke dig om, der findes faktisk gode mænd derude og du skal ikke nøjes, du fortjener det bedste, du er mere end velkommen til og skrive til mig hvis du får lyst til og læsse af eller noget! Brug dine nærmeste og snak snak snak om det, det er så vigtigt, om så det samme skal fortælles 100 gange så gør det endelig!!<3