Ja, jeg har brug for at komme ud med mine følelser, nu hvor det føles så ilde set herhjemme.
Mit forløb starter d 12/6 hvor jeg tager en test, da min mens er flere dage forsinket, det er sket før, så jeg tænker bare, nå ja.. Der er sku nok intet. Men efter meget kort tid dukker der to fine streger frem på testen. Ups, jeg er gravid. har ikke været på ppiller i 2,5 år, så det er sådan se selvforskyldt det jeg nu er blevet udsat for.
Kæresten vil ikke have det, vi har kun været sammen i 1 år, og han sagde direkte at jeg ville ødelægge hans liv hvis jeg beholdte det, en sætning der stadig sidder dybt inden i mig. Jeg var knust over den udmelding, men på en måde burde jeg vide det, eftersom han aldrig rigtigt har vist ansvar for hans egen hverdag(han hverken gør rent, laver mad, eller noget som helst, på trods af vi bor sammen.)
Tirsdag d 16. juni går jeg så til læge, med besked om at få en henvisning til en abort. Jeg sidder hos lægen , og jeg er KNUST, det er nu at den beslutning skal træffes, og jeg bliver undersøgt og er ca. 5+2. Øv allerede så langt.
Fredag d 27. Juni møder vi så på gynækologisk ambulatorie og jeg bliver igen undersøgt, og det scanner mig, og til den tid er jeg ca 6+5 så vidt som jeg har regnet ud. Jeg får så piller til en medicinsk abort og skal på sygehuset og have taget en blodprøve også. Men under scanningen finder lægen så også en cyste på min højre æggestok! Ikke nok med at jeg skal til at dræbe mit eget lille individ(foster?), men jeg skal også til at tænke på at jeg så også har en cyste ?!
Lørdag d 28/6 skal jeg så selv lægge de 4 abort piller op, og tager samtidig 2 pinex, 2 panodiler,1 bonyl og en morfinpille(var så bange for at det skulle gøre sindssygt ondt). Jeg bløder, men i forhold til hvad jeg har læst, synes jeg ikke at det er sådan at det fosser ud af mig og skaber det vildeste blodbad.
Søndag går det over i alm. mens, og nu er det så ovre. Det er væk for altid, det lille mirakel vi havde skabt. Skyllet ud i toilettet som om det var affald, jeg hader det valg jeg blev tvunget til at tage af ham som "elsker" mig. Han lover at om et halvt år prøver vi igen. Men det løfte holder han sikkert heller ikke.
Jeg magter ikke mere, jeg er så træt af alt, så ked af at jeg skulle slukke min spire's lys, selvom det sikkert var sundt og rask, hader mig selv for det 
ville bare ønske at tingene kunne være anderledes.
Her en uge efter er jeg mere ked af det end nogensinde, det var mit største ønske nogensinde, som blev taget fra mig, mit hjerte sagde ja, men hjernen sagde tænk fornuftigt. Kæresten var skredet hvis jeg havde beholdt det. Ville det være det værd?
tiden efter er svær, føler ikke at jeg har nogen at snakke med, føler at alle har været på hans side lige fra start af, at det var den eneste rigtige beslutning, græder hele tiden og kan slet ikke se nogen lys fremtid, alle omkring mig får babyer, selv dem som kun har været sammen i meget meget kort tid, jeg er så misundelig at se andre lever min drøm ud, forholdet går heller ikke for godt. Vi skændes hele tiden, han sagde at han ville støtte mig hele vejen igennem, men det eneste han tænker på er hans lorte venner, hans lorte crosser og hans klamme odd's på fodboldkampe. Jeg føler mig tilsidesat, selv på den dag jeg fik aborten, måtte jeg selv lave mad til os, og gøre rent, og tømme opvaskeren, og hvad lavede han?? IKKE en fucking skid.
Jeg begynder at tvivle på om det er sådan her det skal være, det eneste tidspunkt jeg er glad på, er når jeg er på arbejde, arbejder sammen med nogen fantastiske mennesker, som til enhver tid er der for mig.
Kæresten bliver altid sur når jeg skriver eller snakker med folk om aborten, fordi jeg føler det er hans skyld at det er sådan, men alligevel tænker han kun på sig selv...
Undskyld den lange og forvirrende tekst, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. 
