en smutter

Hej.

Jeg er ny på siden. Mig kæreste og jeg har været sammen i et halvt år, og er begge igang med uddannelser (forventet færdig om 2 år). Vi har haft et meget åbent forhold og kan snakke om alt. derfor har vi også snakket om børn, og var nået frem til den konklusion at vi gerne ville vente til vi var færdig med uddannelser. Der er så sket det at jeg er gået hen og blevet gravid, til trods for at jeg er på ppiller. jeg er ca 5 uger henne, og har en tid ved lægen på mandag for at få det endeligt bekræftet. har dog taget utallige tests som alle siger det samme - nemlig gravid. (stregen har dog kun været svag, men en streg er vel en streg, ikke?)

Vi fik selvfølgelig begge et chok, da denne graviditet ikke var planlagt, ligesom vi heller ikke bor sammen. 

Min kæreste siger at han støtter mig og er der for mig hele vejen uanset hvad jeg vælger at gøre. samtidig siger han også at han ikke synes det er det rigtige tidspunkt.

har et utrolig tæt forhold til min mor som jeg har snakket med det om, og som hun siger kommer der aldrig et helt rigtigt tidspunkt.

jeg har flere symptomer på at jeg er gravid (ligamentsmerter og ømme bryster).

Må nok indrømme at selvom det ikke er det idelle tidspunkt, fæler jeg mig allerede knyttet til tanken om at der er ved at blive skabt liv inde i mig. Har altid været meget åben omkring det faktum at jeg var imod abort, da jeg ikke ville have det godt med det, og det har han været indforstået med. 

som jeg sidder og skriver her kan jeg godt mærke at jeg allerede har taget en beslutning om at jeg skal beholde denne lille skabning der er ved at blive skabt, men vil rigtig gerne høre om i har nogle råd til hvad mit/vores skridt skal være. 

Altså, hvis du allerede nu ved, hvilken vej vægtskålen hælder, så ville jeg være meget påpasselig med at gøre andet. Lige netop i sådan en situation, er man nødt til at lade hjertet tale, medmindre der er en *virkelig* god grund til andet (helbred, hjemløshed, stoffer, alvorlig psykisk sygdom).

Et forsigtigt tillykke herfra - jeg er altså glad på dine vegne, selvom timingen ikke er optimal 

Chellie skriver:

Altså, hvis du allerede nu ved, hvilken vej vægtskålen hælder, så ville jeg være meget påpasselig med at gøre andet. Lige netop i sådan en situation, er man nødt til at lade hjertet tale, medmindre der er en *virkelig* god grund til andet (helbred, hjemløshed, stoffer, alvorlig psykisk sygdom).

Et forsigtigt tillykke herfra - jeg er altså glad på dine vegne, selvom timingen ikke er optimal 

Tak Chellie  

Hvilke skridt synes du jeg burde tage nu? bor pt i en etværelset lejlighed/rækkehus.

anjo01 skriver:

Hej.

Jeg er ny på siden. Mig kæreste og jeg har været sammen i et halvt år, og er begge igang med uddannelser (forventet færdig om 2 år). Vi har haft et meget åbent forhold og kan snakke om alt. derfor har vi også snakket om børn, og var nået frem til den konklusion at vi gerne ville vente til vi var færdig med uddannelser. Der er så sket det at jeg er gået hen og blevet gravid, til trods for at jeg er på ppiller. jeg er ca 5 uger henne, og har en tid ved lægen på mandag for at få det endeligt bekræftet. har dog taget utallige tests som alle siger det samme - nemlig gravid. (stregen har dog kun været svag, men en streg er vel en streg, ikke?)

Vi fik selvfølgelig begge et chok, da denne graviditet ikke var planlagt, ligesom vi heller ikke bor sammen. 

Min kæreste siger at han støtter mig og er der for mig hele vejen uanset hvad jeg vælger at gøre. samtidig siger han også at han ikke synes det er det rigtige tidspunkt.

har et utrolig tæt forhold til min mor som jeg har snakket med det om, og som hun siger kommer der aldrig et helt rigtigt tidspunkt.

jeg har flere symptomer på at jeg er gravid (ligamentsmerter og ømme bryster).

Må nok indrømme at selvom det ikke er det idelle tidspunkt, fæler jeg mig allerede knyttet til tanken om at der er ved at blive skabt liv inde i mig. Har altid været meget åben omkring det faktum at jeg var imod abort, da jeg ikke ville have det godt med det, og det har han været indforstået med. 

som jeg sidder og skriver her kan jeg godt mærke at jeg allerede har taget en beslutning om at jeg skal beholde denne lille skabning der er ved at blive skabt, men vil rigtig gerne høre om i har nogle råd til hvad mit/vores skridt skal være. 

 

Skriver bare lige hvad eg sådan hurtig tænker

Hvor gamle er i egentlig? 

Jeg kan umiddelbart ikke se et problem - Hvis der ellers er styr på det basale og ikke er for meget kaos i jeres liv.

Jeg kendte min mand på efterskole men da jeg mødte ham 1 April 2008 havde jeg ikke snakket med ham i 10 år.

Vi blev gravide 14 dage efter og stod som jer.

Her 5 år efter venter vi bare nr 3, har hus og er gift. 

Det hele behøver ikke gå op i tid - Der er INGEN garanti for at man kan finde ud af det eller om forholdet holder "bare" fordi man har kendt hinanden længe inden børn osv.

Jeg tror på i nok skal få skabt en god familie efter det jeg kan læse HELD OG LYKKE 

anjo01 skriver:

Hej.

Jeg er ny på siden. Mig kæreste og jeg har været sammen i et halvt år, og er begge igang med uddannelser (forventet færdig om 2 år). Vi har haft et meget åbent forhold og kan snakke om alt. derfor har vi også snakket om børn, og var nået frem til den konklusion at vi gerne ville vente til vi var færdig med uddannelser. Der er så sket det at jeg er gået hen og blevet gravid, til trods for at jeg er på ppiller. jeg er ca 5 uger henne, og har en tid ved lægen på mandag for at få det endeligt bekræftet. har dog taget utallige tests som alle siger det samme - nemlig gravid. (stregen har dog kun været svag, men en streg er vel en streg, ikke?)

Vi fik selvfølgelig begge et chok, da denne graviditet ikke var planlagt, ligesom vi heller ikke bor sammen. 

Min kæreste siger at han støtter mig og er der for mig hele vejen uanset hvad jeg vælger at gøre. samtidig siger han også at han ikke synes det er det rigtige tidspunkt.

har et utrolig tæt forhold til min mor som jeg har snakket med det om, og som hun siger kommer der aldrig et helt rigtigt tidspunkt.

jeg har flere symptomer på at jeg er gravid (ligamentsmerter og ømme bryster).

Må nok indrømme at selvom det ikke er det idelle tidspunkt, fæler jeg mig allerede knyttet til tanken om at der er ved at blive skabt liv inde i mig. Har altid været meget åben omkring det faktum at jeg var imod abort, da jeg ikke ville have det godt med det, og det har han været indforstået med. 

som jeg sidder og skriver her kan jeg godt mærke at jeg allerede har taget en beslutning om at jeg skal beholde denne lille skabning der er ved at blive skabt, men vil rigtig gerne høre om i har nogle råd til hvad mit/vores skridt skal være. 

 

Uha hvor din situation ligner den jeg stod i for 9 måneder siden nu. 

- Jeg blev også gravid på ppiller, midt i uddannelse og boede i en lille etværelses. 

Når nu du allerede ved at du vil beholde barnet, så synes jeg at du og din kæreste skal finde ud af helt præcis hvad hans støtte hele vejen indebærer. 

Dernæst er der bolig-spørgsmålet. Det er jo i princippet muligt at have et lille spædbarn i en etværelses, men jeg ville nok råde dig til at se dig om efter noget lidt større (Jeg fandt selv en 3-værelses). 
Skal I bo sammen, eller hver for sig? - Det er også noget I skal overveje. 

Du skal være velkommen til at skrive en pb hvis du vil skrive med en der har stået i det samme, og evt. vende et par spørgsmål

maria_wlt skriver:

Skriver bare lige hvad eg sådan hurtig tænker

Hvor gamle er i egentlig? 

Jeg kan umiddelbart ikke se et problem - Hvis der ellers er styr på det basale og ikke er for meget kaos i jeres liv.

 

Jeg kendte min mand på efterskole men da jeg mødte ham 1 April 2008 havde jeg ikke snakket med ham i 10 år.

Vi blev gravide 14 dage efter og stod som jer.

Her 5 år efter venter vi bare nr 3, har hus og er gift. 

Det hele behøver ikke gå op i tid - Der er INGEN garanti for at man kan finde ud af det eller om forholdet holder "bare" fordi man har kendt hinanden længe inden børn osv.

Jeg tror på i nok skal få skabt en god familie efter det jeg kan læse HELD OG LYKKE 

Tak vi er 23 og 24 år.

Nej vil ikke sige at der er kaos i vores liv, men det her bliver i hvert fald en omvæltning for os begge. big time! Uh, din historie giver mig håb for en god fremtid

TanyaGR skriver:

Uha hvor din situation ligner den jeg stod i for 9 måneder siden nu. 

- Jeg blev også gravid på ppiller, midt i uddannelse og boede i en lille etværelses. 

Når nu du allerede ved at du vil beholde barnet, så synes jeg at du og din kæreste skal finde ud af helt præcis hvad hans støtte hele vejen indebærer. 

Dernæst er der bolig-spørgsmålet. Det er jo i princippet muligt at have et lille spædbarn i en etværelses, men jeg ville nok råde dig til at se dig om efter noget lidt større (Jeg fandt selv en 3-værelses). 
Skal I bo sammen, eller hver for sig? - Det er også noget I skal overveje. 

Du skal være velkommen til at skrive en pb hvis du vil skrive med en der har stået i det samme, og evt. vende et par spørgsmål

Tak, det kan godt være at jeg tager dig op på dit tilbud

Smed bomben igår, og han var selvfølgelig chokeret og meget mundlam. kunne næsten høre vinden suse inde i hovedet på ham

Vi skal snakke tingene igennem imorgen, hvor jeg fortæller ham at den endelige beslutning er at beholde det. 

Da vi snakkede om det igår sagde han at vi skulle til at flytte sammen så. det er noget vi har vendt før, men med hans boligsituation (lige flyttet sammen med kammerat) var holdningen at det kunne blive til foråret.  Han sagde selv at der var to valgmuligheder, og det var at flytte sammen eller gå hver til sit. Jeg synes da også det ville være rart at flytte sammen, nu hvor vi venter os. - Gud hvor er det mærkeligt at skrive !! 

anjo01 skriver:

Tak, det kan godt være at jeg tager dig op på dit tilbud

Smed bomben igår, og han var selvfølgelig chokeret og meget mundlam. kunne næsten høre vinden suse inde i hovedet på ham

Vi skal snakke tingene igennem imorgen, hvor jeg fortæller ham at den endelige beslutning er at beholde det. 

Da vi snakkede om det igår sagde han at vi skulle til at flytte sammen så. det er noget vi har vendt før, men med hans boligsituation (lige flyttet sammen med kammerat) var holdningen at det kunne blive til foråret.  Han sagde selv at der var to valgmuligheder, og det var at flytte sammen eller gå hver til sit. Jeg synes da også det ville være rart at flytte sammen, nu hvor vi venter os. - Gud hvor er det mærkeligt at skrive !! 

Hvor spændende

Godt at I skal have snakket det hele godt og grundigt igennem imorgen

Så vil jeg ønske jer held og lykke med den lille ny der venter!

Hvis hans støtte indebærer jer som par, så synes jeg da i skal flytte sammen hurtigst muligt så i har en chance for at "vænne jer til hinanden" inden der kommer en baby måske skal der indgåes nogen kompromisser osv, og det er altså en fordel at have fundet ud af INDEN man også står med en bebs så søg søg søg efter 2-3vær, eller hvad der nu er realistisk for jer

Og tillykke med baby! Husk tidspunktet bliver aldrig rigtig 100% ideelt  Man kan altid godt lige bruge lidt mere plads, lidt flere penge, lidt mere tid osv. 

anjo01 skriver:

Tak Chellie  

Hvilke skridt synes du jeg burde tage nu? bor pt i en etværelset lejlighed/rækkehus.

Altså, det lyder jo som om, du allerede er godt igang med de rigtige skridt - få talt med kæresten, stille og roligt, find ud af hvordan I vil gøre det ... Jeg ville nok vente med at lave for mange drastiske ændringer lige de første måneder. Alt andet lige, er der jo mange graviditeter, der ikke når forbi 12. Uge, og så ville det være synd at køre en masse i stilling, flytte sammen osv, hvis det så går i vasken.

Men, sæt jer ned, snak om hvordan I helst vil gøre tingene, og husk at det ikke er altafgørende med et stort hus fra dag 1. Jeg har ikke selv børn, så jeg skal ikke være alt for klog, men vi er da igang med PB herhjemme, og selvom vi bor i en lille 2-værelses, er det dog tanken at det sagtens kan fungere det første år eller to.

Vi har tænkt os at bruge slyngevugge, for at spare plads, og være lidt kreative med opbevaringen. Købe udstyr brugt osv .. Børn behøver heldigvis ikke at fylde en hel masse i starten, og når så behovet melder sig senere, skal vi såmen nok finde noget større