Jeg ved ikke hvor jeg skal få råd henne, da jeg ikke vil blande familie og venner ind i det... Jeg har været sammen med min kæreste i næsten 6 år og vi har prøvet at få børn sammen i 3. Nu er det endelig lykkedes og jeg er over halvvejs og jeg er glæder mig som et lille barn!
Jeg er 26 og min kæreste er i starten af 30'erne. Han har 2 fra et tidligere forhold og jeg har sådan set altid været den der sørgede for "alt" når børnene var hos os. Jeg kommer fra en familie hvor man sidder sammen og spiser morgen og aften, giver sig tid til børnene og ikke stresser rundt. Og så skal alt ikke ske i sidste øjeblik når man har børn. Han er stik modsat. Han sidder for det meste foran PC'en og da børnene var små blev de sat op ved bordet og så gik han. Det har jeg så fået lavet om på, ligesom så mange andre ting, jeg føler næsten jeg har haft 3 børn, siden jeg var 20. Og nu føler jeg ikke kan blive ved længere.
Jeg har min egen på vej nu, og har simpelthen ikke overskud til at skulle bekymre mig om, om han gør det "rigtigt" forstå mig ret. PT bor vi ikke sammen pga reformen, jeg er sygemeldt på kontanthjælp (pga graviditeten) Og en masse andet (længere historie) Så jeg skal bo med vores fælles barn i min egen lejlighed, hvor han så også bor hver anden uge når han ikke har sine børn. Vi ses dog hver dag lige siden jeg flyttede, og jeg sover også hos ham ind i mellem når børnene er der, jeg savner jo også dem, for jeg har været deres "bonus mor" i 6 år.
Alt hvad der skulle planlægges af indkøb til den nye eks. barnvogn, puslebord, legetøj, tøj, har jeg selv stået for. Han har ikke været en del af det og jeg føler ikke at han "gider det" eller viser interesse. Han er med til alle læge besøg og alle scanninger og glæder sig, men alt det praktiske står jeg selv for. Jeg føler faktisk at jeg er total alene om det, og kunne ligeså godt ha undværet ham. Jeg er bange for om han nogen sinde ændre sig og bliver voksen og af sig selv, gider at være familie far, som jeg ønsker min kæreste skal være.
Jeg var ude og købe nogle af de sidste ting ind her til formiddag og jeg kunne sgu ikke lade være med at græde lidt da jeg kom hjem med alle poserne og satte mig sofaen, alene, og med alle tingene til det lille vidunder. Jeg føler mig bare så alene om det hele og ved ikke om jeg skal gøre det helt forbi. Kunne virkelig godt bruge nogle guldkorn....
Wow... Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her uden at lyde dømmende, men altså.
Du har været sammen med ham i SEKS år. Hvor du har set hvilken far han var, hvilket familiemenneske han var. Hvor det har været dig der har taget dig af de praktiske ting. I har prøvet at få et barn i TRE år. Og først nu, halvvejs igennem graviditeten, går det op for dig at han muligvis ikke kommer til at ændre på den adfærd han har haft de sidste seks år, med sine andre børn og med dig??
Ærligt talt, så synes jeg at du bør tage noget ansvar for en situation som du helt frivilligt og med åbne øjne har sat dig selv og dit kommende barn i. Jeg mener at du skylder dit barn at gøre en stor indsats for at få forholdet til at virke. Man sætter ikke børn i verden for at gøre dem til skilsmissebørn fra dag ét, hvis man har andre muligheder.
Jeg synes at du skal lægge kortene på bordet og på en stille og rolig måde forklare ham at du ønsker at der skal ske nogle ændringer i jeres hverdag. At du er ked af at du ikke har slået i bordet noget før, men at du nu føler et stort behov for at I sammen arbejder på en løsning der er god for jer begge.
Jeg tror at det ville være en rigtig god idé at få en parterapeut ind over, der kan hjælpe jer med kommunikationen og med at fastsætte nogle regler som I begge kan leve med. Du kan ikke regne med at han ændrer hvem han er fra den ene dag til den anden. Du må forstå at du jo, ved at leve med ham og blive gravid med ham, har vist ham at han er god nok som han er, at hans adfærd er okay adfærd i dine øjne. Og nu kommer du pludselig i 11. time og siger at der skal andre boller på suppen. Det kommer til at blive svært for ham at ændre på sin personlighed, men jeg synes at han fortjener en chance, og jeg synes også at jeres kommende barn fortjener en mulighed for at leve sammen med både mor og far.
