Overvejer forholdet...

Jeg ved ikke hvor jeg skal få råd henne, da jeg ikke vil blande familie og venner ind i det... Jeg har været sammen med min kæreste i næsten 6 år og vi har prøvet at få børn sammen i 3. Nu er det endelig lykkedes og jeg er over halvvejs og jeg er glæder mig som et lille barn!

Jeg er 26 og min kæreste er i starten af 30'erne. Han har 2 fra et tidligere forhold og jeg har sådan set altid været den der sørgede for "alt" når børnene var hos os. Jeg kommer fra en familie hvor man sidder sammen og spiser morgen og aften, giver sig tid til børnene og ikke stresser rundt. Og så skal alt ikke ske i sidste øjeblik når man har børn. Han er stik modsat. Han sidder for det meste foran PC'en og da børnene var små blev de sat op ved bordet og så gik han. Det har jeg så fået lavet om på, ligesom så mange andre ting, jeg føler næsten jeg har haft 3 børn, siden jeg var 20. Og nu føler jeg ikke kan blive ved længere.

Jeg har min egen på vej nu, og har simpelthen ikke overskud til at skulle bekymre mig om, om han gør det "rigtigt" forstå mig ret. PT bor vi ikke sammen pga reformen, jeg er sygemeldt på kontanthjælp (pga graviditeten) Og en masse andet (længere historie) Så jeg skal bo med vores fælles barn i min egen lejlighed, hvor han så også bor hver anden uge når han ikke har sine børn. Vi ses dog hver dag lige siden jeg flyttede, og jeg sover også hos ham ind i mellem når børnene er der, jeg savner jo også dem, for jeg har været deres "bonus mor" i 6 år.

Alt hvad der skulle planlægges af indkøb til den nye eks. barnvogn, puslebord, legetøj, tøj, har jeg selv stået for. Han har ikke været en del af det og jeg føler ikke at han "gider det" eller viser interesse. Han er med til alle læge besøg og alle scanninger og glæder sig, men alt det praktiske står jeg selv for. Jeg føler faktisk at jeg er total alene om det, og kunne ligeså godt ha undværet ham. Jeg er bange for om han nogen sinde ændre sig og bliver voksen og af sig selv, gider at være familie far, som jeg ønsker min kæreste skal være.

Jeg var ude og købe nogle af de sidste ting ind her til formiddag og jeg kunne sgu ikke lade være med at græde lidt da jeg kom hjem med alle poserne og satte mig sofaen, alene, og med alle tingene til det lille vidunder. Jeg føler mig bare så alene om det hele og ved ikke om jeg skal gøre det helt forbi. Kunne virkelig godt bruge nogle guldkorn....

 

Har du talt med ham om det?

Vivienne skriver:

Har du talt med ham om det?

Jeg har prøvet... Han kommer med en masse undskyldninger, som jeg har hørt før.. Ved ikke om det nogensinde ændre sig. Det er derfor jeg er i tvivl om jeg skal stoppe det her...

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvor jeg skal få råd henne, da jeg ikke vil blande familie og venner ind i det... Jeg har været sammen med min kæreste i næsten 6 år og vi har prøvet at få børn sammen i 3. Nu er det endelig lykkedes og jeg er over halvvejs og jeg er glæder mig som et lille barn!

Jeg er 26 og min kæreste er i starten af 30'erne. Han har 2 fra et tidligere forhold og jeg har sådan set altid været den der sørgede for "alt" når børnene var hos os. Jeg kommer fra en familie hvor man sidder sammen og spiser morgen og aften, giver sig tid til børnene og ikke stresser rundt. Og så skal alt ikke ske i sidste øjeblik når man har børn. Han er stik modsat. Han sidder for det meste foran PC'en og da børnene var små blev de sat op ved bordet og så gik han. Det har jeg så fået lavet om på, ligesom så mange andre ting, jeg føler næsten jeg har haft 3 børn, siden jeg var 20. Og nu føler jeg ikke kan blive ved længere.

Jeg har min egen på vej nu, og har simpelthen ikke overskud til at skulle bekymre mig om, om han gør det "rigtigt" forstå mig ret. PT bor vi ikke sammen pga reformen, jeg er sygemeldt på kontanthjælp (pga graviditeten) Og en masse andet (længere historie) Så jeg skal bo med vores fælles barn i min egen lejlighed, hvor han så også bor hver anden uge når han ikke har sine børn. Vi ses dog hver dag lige siden jeg flyttede, og jeg sover også hos ham ind i mellem når børnene er der, jeg savner jo også dem, for jeg har været deres "bonus mor" i 6 år.

Alt hvad der skulle planlægges af indkøb til den nye eks. barnvogn, puslebord, legetøj, tøj, har jeg selv stået for. Han har ikke været en del af det og jeg føler ikke at han "gider det" eller viser interesse. Han er med til alle læge besøg og alle scanninger og glæder sig, men alt det praktiske står jeg selv for. Jeg føler faktisk at jeg er total alene om det, og kunne ligeså godt ha undværet ham. Jeg er bange for om han nogen sinde ændre sig og bliver voksen og af sig selv, gider at være familie far, som jeg ønsker min kæreste skal være.

Jeg var ude og købe nogle af de sidste ting ind her til formiddag og jeg kunne sgu ikke lade være med at græde lidt da jeg kom hjem med alle poserne og satte mig sofaen, alene, og med alle tingene til det lille vidunder. Jeg føler mig bare så alene om det hele og ved ikke om jeg skal gøre det helt forbi. Kunne virkelig godt bruge nogle guldkorn....

Et stort  til dig, det har du fortjent!

Det lyder desværre ikke til at han kommer til at ændre sig når jeres lille kommer, og det er bare SÅ ærgeligt. Når han stadig fortsætter på den måde selvom han har børn altså. 

Hvad med jeres følelser for hinanden? Hvordan er de?

Kan godt forstå du sidder med en tom fornemmelse når du er alene om alle de praktiske ting Har han ikke penge til at bidrage?

Anonym skriver:

Jeg har prøvet... Han kommer med en masse undskyldninger, som jeg har hørt før.. Ved ikke om det nogensinde ændre sig. Det er derfor jeg er i tvivl om jeg skal stoppe det her...

Jeg er bange for at han aldrig ændrer sig. 

Du har accepteret det og været med på den alt for længe og nu er det en selvfølge for ham at du gør alt. Der er jo ingen konsekvenser fra din side, så han gør sig ikke umage. 

Der skal en drastisk forandring til at han indser det. 

Hvordan du gør det, er helt op til dig. 

Jeg kan forstå, at du har de følelser du har......

Som du selv skriver, så har du jo faktisk opdraget på et "barn"....

Dog ville jeg være lidt tilbageholdende med at beslutte noget lige nu og her,for der er jo mange følelser.....

MEN du er nødt til at vise der er konsekvenser...

KRAM! 

jeg håber, at I finder ud af det..

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvor jeg skal få råd henne, da jeg ikke vil blande familie og venner ind i det... Jeg har været sammen med min kæreste i næsten 6 år og vi har prøvet at få børn sammen i 3. Nu er det endelig lykkedes og jeg er over halvvejs og jeg er glæder mig som et lille barn!

Jeg er 26 og min kæreste er i starten af 30'erne. Han har 2 fra et tidligere forhold og jeg har sådan set altid været den der sørgede for "alt" når børnene var hos os. Jeg kommer fra en familie hvor man sidder sammen og spiser morgen og aften, giver sig tid til børnene og ikke stresser rundt. Og så skal alt ikke ske i sidste øjeblik når man har børn. Han er stik modsat. Han sidder for det meste foran PC'en og da børnene var små blev de sat op ved bordet og så gik han. Det har jeg så fået lavet om på, ligesom så mange andre ting, jeg føler næsten jeg har haft 3 børn, siden jeg var 20. Og nu føler jeg ikke kan blive ved længere.

Jeg har min egen på vej nu, og har simpelthen ikke overskud til at skulle bekymre mig om, om han gør det "rigtigt" forstå mig ret. PT bor vi ikke sammen pga reformen, jeg er sygemeldt på kontanthjælp (pga graviditeten) Og en masse andet (længere historie) Så jeg skal bo med vores fælles barn i min egen lejlighed, hvor han så også bor hver anden uge når han ikke har sine børn. Vi ses dog hver dag lige siden jeg flyttede, og jeg sover også hos ham ind i mellem når børnene er der, jeg savner jo også dem, for jeg har været deres "bonus mor" i 6 år.

Alt hvad der skulle planlægges af indkøb til den nye eks. barnvogn, puslebord, legetøj, tøj, har jeg selv stået for. Han har ikke været en del af det og jeg føler ikke at han "gider det" eller viser interesse. Han er med til alle læge besøg og alle scanninger og glæder sig, men alt det praktiske står jeg selv for. Jeg føler faktisk at jeg er total alene om det, og kunne ligeså godt ha undværet ham. Jeg er bange for om han nogen sinde ændre sig og bliver voksen og af sig selv, gider at være familie far, som jeg ønsker min kæreste skal være.

Jeg var ude og købe nogle af de sidste ting ind her til formiddag og jeg kunne sgu ikke lade være med at græde lidt da jeg kom hjem med alle poserne og satte mig sofaen, alene, og med alle tingene til det lille vidunder. Jeg føler mig bare så alene om det hele og ved ikke om jeg skal gøre det helt forbi. Kunne virkelig godt bruge nogle guldkorn....

Jeg tror desværre du må indse at det er lev med ham som han er, eller afslut det.. 

 

Jeg kan desværre ikke give dig de guldkorn du sikkert havde håbet på, men jeg håber du træffer en beslutning som du synes er den bedste for dig, og jeres kommende barn 

Det eneste råd jeg kan sige er prøv at skrive det i et brev til ham giv ham det og sig det er til dig lad ham læse hvad du føler og har det ang forholdet og om det skal være jer og skriv i det brev at i ikke skal se hinanden i en uge så han kan tænke over hvad han vil for du skal huske selv om du har lavet meget om ja så er du mor til et ekstra barn og det barn er svært at skubbe væk 

Min kæreste var sådan til at starte med. Vi fik en snak hvor han fortalte at jeg ikke havde andet end baby i hovedet, han forstod det, men han kunne ikke forholde sig til det før det var tid, mændene er først forældre når børnene kommer ud. Vi er det fra dag 1 af graviditeten. Jeg købte alt stod for alt. Det som jeg ville have over nettet sendte jeg link om til ham og sagde køb det. Og han var glad for det for han ved at hvis ikke det er lige det jeg vil have så er jeg ikke tilfreds. Han har endda sagt at når vi skal giftes så er det bedst jeg står for at arrangere det for han ved at selvom han siger en mening så er det ikke alle kvinder som lytter for de fleste kvinder har en mening om alt til børn, bryllup og hjem. Hvor mænd ofte må stå og se på. Og Ja passer ofte og specielt når vi er fyldt med hormoner. Du har været sammen med ham i 6 år og nu hvor du endelig er gravid vil du skride fra ham? Var de 6 år ikke nok til at se han ikke var noget. Han går lige så meget igennem en svær periode som dig og i må snakke om det. Finde en fælles løsning på hvordan I vil have tingene. Han bliver ikke helt som du ønsker, gør ingen mænd, de skal have lov til at være sig selv som vi også ønsker at være selv.
Har du overvejet at det er på grund af hormoner og den smule samvær? Få snakket med din mand hvordan du føler med dig selv og ikke hvad han gør forkert. Men derimod hvad der ville være dejligt han gjorde, da det andet gør dig ked af det. Det nytter ikke at sige hvad de gør forkert sig derimod hvad du ønsker.
Jeg er glad for jeg ikke bare gav op, der er mange hormoner under og efter en graviditet, og det forværrer alle problemer, men kan i komme igennem det så er I det stærkere