Smider lige en lang fortælling som jeg skrev efter jeg fik Lias lillebror... Men før jeg smider den lange fortælling, vil jeg skrive at jeg nu kan se at det ikke at knytte sig til livet i maven var en forsvarsmekanisme. Jeg kunne slet ikke tænke tanken om jeg skulle elske et lille væsen igen for at skulle slippe det igen, så hellere lade være at elske.
nå og her den lange smøre:
At blive mor igen efter at have mistet Lia.
Sidder her mellem skrig og Pippi og har så mange tanker og følelser som raser i mit indre “ tårerne er næsten altid lige bag øjnene og jeg føler mig som den største fiasko verden har set, hvad der er hormoner, hvad der er et resultat af Liam og hvad som er resultat af Lia og det at jeg mistede hende for snart et år siden, det ved jeg ikke. Det alt sammen blandes sammen i et stort rod i mine tanker og når jeg forsøger at forklare mig til andre og især til Luciano kan jeg selv høre der ikke er nogen mening i det hele.
Da vi mistede Lia i november 2006, mistede jeg mere end bare min datter. Jeg mistede også troen på mig selv i hvert fald mig som værende mor. At amme sin dejlige datter, skifte hende og midt i det hele opleve hendes liv forsvinder i ens hænder, var nok til at jeg siden den gang har tvivlet på min egen evne til at være mor, til at læse mine børn, til at forstå mine børn. Jeg har aldrig været en super mor, en perfekt mor, men jeg troede på mig selv som mor, jeg troede de fleste øjeblikke at det jeg gjorde var det rigtige for mig, mine børn og min familie. Og de gange jeg oplevede det nok ikke lige var det bedste jeg havde gjort, jamen der vidste jeg det var menneskeligt at fejle, at de små fejl blev opvejet af alt det gode jeg gjorde.
Da vi så fik Lia var jeg ikke bare en mor der troede på sig selv, jeg var en mor der kunne gå på vandet, jeg kunne mane alle bekymringer om det at være mor til 2 til jorden, jeg kunne jo bare det hele! Forelske mig i Lia og igen i Dina, amme, beskytte min lille datter, lege med min store, jeg kunne alt lige indtil fredag d. 17.11.2006 omkring kl. 22, hvor det ophørt -jeg kunne nu ingen ting, jeg kunne kun se på, være tilskuer til at min datter døde, jeg kunne ikke handle, jeg kunne ikke argumentere, jeg kunne bare stå der og gøre ingen ting, jeg kunne ikke redde hende og jeg kunne ingen gang sige jeg vidste noget, havde haft en anelse men jeg vidste i realiteten ingen ting. Og den lille anelse jeg havde haft havde jeg ikke reageret på, jeg havde ikke beskyttet min datter, jeg havde ikke gjort alt hvad jeg kunne for min datter. Vi har senere fået at vide, der intet var at gøre for Lia, hun kunne ikke leve i dette liv, og jo det gav noget, det gav en fred på en måde. Men alligevel har skyldfølelsen, fiaskofølelsen taget plads i mit indre - ja jeg kunne ikke ændre på udfaldet af Lias liv, jeg kunne ikke redde hende, men jeg kunne have set det, jeg kunne have set noget ikke var som det skulle være og ikke mindst kunne jeg have reageret på det frem for at lulle mig selv ind i det hele var åh så godt!
I det år der er gået har de tanker forfulgt mig, jeg har grædt mange tårer over den mor jeg ikke var. Og ikke mindst har jeg brugt mange tanker på min rolle som mor til Dina, hvor det før bare var nemt og naturligt at være mor til hende, blev det pludseligt noget jeg skulle tænke over, noget som til tider var et job og ikke en leg! Men nu havde jeg jo været mor til Dina i 3½ år og mange ting sad på rygraden så jeg kunne genbruge tidligere erfaringer og føle mig nogenlunde i min rolle som mor til Dina. Men har grædt mange gange over jeg ikke var den mor jeg gerne ville være, den glade mor, den legende mor, den rummelige mor, den tålmodige mor, hun var nu i stedet erstattet af den mor der skældte ud, den mor der efter 5 minutter med barbidukker lod tankerne flyve et helt andet sted hen, den mor hvis grænser var flyttet, den mor som ikke havde det samme overskud. Sådan har det nu været snart et år, og så kom Liam. Har sagt mange gange, jeg frygter jeg slet ikke kan finde ud af det når Liam bliver født, at jeg slet ikke kan fungere som mor, og her er jeg lever op til alt det jeg frygtede!
Jeg blev gravid med Liam 2½ mnd efter Lia døde, måske for tidligt ifølge nogle, men for os var det mere at vi ikke kunne tænke tanken at undgå at blive gravid når nu det eneste vi ønskede os var et barn. Jeg blev ved at sige, jeg ved godt det nye barn bliver mit barn nummer 3, intet kan erstatte Lia og videre i den dur. Men vidste jeg nu også det? Var ideen med at få et nyt barn alligevel ikke at der var en minimal chance for en gentagelse uden døden til følge? Var det ikke en drøm om at få Lia igen? Om det var eller ej, så brast drømmen ved første hjertescanning, da vi fik at vide det var en lille dreng der var i min mave. Vidste ingen gang om jeg var skuffet, ligeglad eller glad – jeg havde ønsket mig en lille pige, jeg havde ønsket mig Lia, og nu fik jeg noget helt andet: en søn! Det blev en lang graviditet, en graviditet hvor jeg lukkede af, lukkede af for mange følelser, lukkede af for meget i min krop - kan feks ikke huske det første spark eller ting som det. Dina fik det at vide efter den store hjertescanning i 20. uge og ville i starten slet ikke tale om det, og vi måtte ikke fortælle det til nogen, for de kunne se ham når han var blevet født, men langsomt tøede hun op og med hende tøede jeg også selv op. Begyndte at købe tøj, strikke og for hver maske knyttede jeg mig mere og mere til det liv der var i min mave også selvom det liv ikke var Lia. Men den lykkelige graviditet, lykkelige ventetid den kom aldrig, og jeg begyndte allerede at drømme om den næste graviditet – ville og vil vel egentlig stadig så gerne igen opleve at være glad for at være gravid, men ja nu er tanken ikke så nærværende som den har været!
Den sidste tid op til termin, gik mit hoved i selvsving. Jeg græd, jeg manglede Lia mere end jeg havde gjort længe, jeg kunne slet ikke være mor til Dina på den rigtige måde og jeg ville bare gerne have det hele overstået. 2 dage over termin og jeg kunne ikke mere, var egentlig ikke bange for at miste ham i maven, men kunne bare ikke mere, alt handlede om den forløsning fødslen ville være. Jeg tog derfor kontakt med hospitalet og blev lovet igangsættelse 4 dage over termin.
Endelig kom forløsningsdagen, men det var ikke med glæde jeg tog derop mere i forventning om puha nu slipper jeg snart for maven og kan være en bedre mor til Dina. Det gik pludselig stærkt og før jeg egentlig nåede at tænke så meget var jeg på en fødestue og er i gang med at føde. Hvad var mine tanker? Primært; jeg gider ikke, er egentlig lidt træt! Smerterne var nok pga apatien slet ikke slemme, lattergas og min egen forsvarsmekanisme gjorde jeg egentlig slet ikke var med i rummet, lå og stirrede på noget ved vinduet og glædede mig bare til det var overstået. Fødslen blev kort, så det var snart overstået og op i mine arme kom en dreng som ikke sagde mig noget! En dreng der lignede en dreng, en dreng uden det mørke hår, uden de meget mørke øjne, ja en dreng som slet ikke lignede Lia - var det min dreng? Brugte alle mine tanker på, hvordan og hvornår Dina skulle komme. Og ja tog så de billeder vi skulle, sagde de ting man skal sige, gjorde de ting man skal gøre, men det var igen ting hentet fra rygraden, en rolle jeg spillede, det egentlige var der nemlig ikke! Om aftenen kom Dina og mormor, og jeg var stadig der hvor de kunne have taget Liam og gået med ham og jeg ville ikke have brokket mig, jeg ville bare have sovet! De gik alle sammen - Luciano skulle være kommet igen, men han valgte at blive hjemme, og der sad jeg træt og med en dreng som jeg egentlig ikke vidste hvad jeg skulle med, omsorgshandlingerne skulle bare udføres og når han ville sutte måtte jeg lade ham sutte. Lagde ham i min seng som jeg havde gjort med hans søster, men hvor det med dem var fordi jeg ikke kunne lade være, var det med ham fordi det skulle jeg, jeg skulle jo elske ham som jeg havde elsket de andre. Jeg følte jeg skulle beskytte ham, men forelskelsen var der ikke. Nej hvor jeg hadede mig selv, men kunne jo rationelt også forklare at det var en forsvarsmekanisme og bla. bla. Næste nat skete der noget, han suttede og suttede og midt i alt smerten kom der nogle følelser, nogle jeg kunne genkende fra Dina og Lia - ja vel moderfølelsen.
Blev afbrudt af Liam, og der er nu gået en del tid før jeg igen tog mig tid til at skrive om den første tid med Liam om det at blive mor igen. Det der er skrevet blev skrevet i en tid hvor moderfølelsen faktisk ikke var til stede endnu, jo den var kommet snigende, men igen meget fordi det skal den jo! Hvad så nu hvor Liam er 6 uger - jo jeg elsker ham, jeg synes han er enormt dejlig at røre ved, nusse og kigge på, men stadig forventer jeg noget mere, forventer den bundløse glæde og lykke og kan virkelig tage mig selv i at ønske han var den lille pige jeg ikke fik lov at beholde.
Endnu en gang afbrudt af min lille mand og en uge mere gik, en uge hvor moderfølelsen og vel egentlig også den uforbeholdende glæde kom snigende ind i mit liv. Så ja det skulle tage næsten 7 uger før billedet blev lyserødt. Og jeg igen turde tage hul på at fortælle om, hvordan det var at blive mor igen efter Lia.
Men for at komme tilbage: tiden på hospitalet var så absolut ikke en god tid, jeg blev på mit lille værelse, ønskede ikke at møde andre som lige havde født, for deres glæde satte min egen apati i relief. Fik besøg og viste Liam frem, men var ikke en stolt mor, kunne spille rollen, havde jo prøvet det 2 gange før, men jeg var ikke med! Vidste ikke om jeg skulle blive på hospitalet eller tage hjem, men da Luciano ikke var der så meget og maden var rigtig dårlig og ikke mindst at jeg følte mig som en fange i mit lille værelse, for lige uden for var mine fangevogtere alle de glade mødre og fædre, ja så valgte jeg at tage hjem før de 3 dage var gået. Var heller ikke bange, eller det bildte jeg i hvert fald mig selv ind, for hvis han døde, ja hvad så?
Da vi kom hjem startede mareridtet egentlig, jeg ønskede bare han ville sove hele tiden, så jeg kunne være Line og mor til Dina og Lia ikke til Liam, han var bare noget jeg skulle! Mine bryster begyndte at gøre så ondt at jeg græd hver gang han skulle lægges til ja hadede egentlig tanken om han vågnede og kan huske jeg tænkte bare han ville sove hele tiden - ups så er han jo død! Det var ikke ligefrem befordrende for den lille moderfølelse der var kommet, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre andet end kæmpe videre - at blive mor igen havde været en kamp igennem hele graviditeten og den forløsning jeg troede fødslen ville være havde vist sig bare at være starten for endnu en kamp, en kamp for at elske mit barn, en kamp for at give mit barn mad, en kamp imod mig selv i bund og grund.
Han skreg og skreg og jeg kunne ikke forstå det, troede han var sulten, men fik at vide han havde luft i maven og fik for meget at spise. Da jeg mistede Lia følt jeg mig som verdens dårligste mor, jeg anede ikke min datter var ved at dø, jeg havde ikke læst hende rigtigt, havde ikke forstået de signaler hun sendte til mig, og de signaler jeg havde forstået havde jeg negligeret. Nu stod jeg igen og fik at vide at jeg ikke forstod min lille drengs signaler og at jeg handlede forkert ved at ligge ham til brystet - det var nu stadfæstet at jeg var en fiasko som mor. Ja og også Dina kunne jeg ikke finde ud af, ville så gerne være der for hende og skulle hele tiden sige nej, fordi enten var jeg ved at gå op i limningen over de smerter der kom fra mine bryster og som farvede hele min bevidsthed eller også havde jeg konstante skrig i mine øre. Jeg var overbevist om det at få Liam havde været det værste vi nogensinde havde gjort, igen ikke befordrende for moderfølelsen. Hvem skulle jeg fortælle det her? Dem der endnu ikke havde fået børn efter de havde mistet, ikke var blevet gravide? Hvor utaknemmelig var jeg så ikke? Kunne jeg fortælle det til nogen uden at blive dømt som en dårlig mor, der ikke burde have fået børn - det var jo det jeg dømte mig selv som så hvorfor skulle andre ikke dømme på samme måde. Jeg valgte at åbne lidt op for Luciano, men dog ikke helt ærligt for sagde det var overstået, men det var det ikke. Jeg gik stadig nede i byen på brostenene for at få Liam til at sove og tænkte; hvorfor går jeg her og fryser med en dreng på 3 uger, når jeg skulle have været glad og der hjemme og hygge med en pige på 1 år? Jeg gloede på alle med barnevogne og var dybt misundelig på dem der tydeligt havde en pige nede i. Jeg ønskede mig ikke den dreng jeg havde fået, men den pige jeg havde mistet. Jeg kunne intet smukt se ved ham, kun at han var en dreng og gjorde mit liv dårligt! Og så alligevel, hans lille krop var blød og varm og fik mig til at udføre en stor del af omsorgshandlingerne fordi den bad om det.
Efter Luciano var startet på arbejde smed jeg håndklædet i ringen og skrev til min sundhedsplejerske; jeg tror ikke på det her, der er noget galt han får ikke nok at spise - ligesom at hvis jeg kæmpede en kamp om det så kunne jeg leve, så kunne jeg undvære den anden kamp som handlede om Liam kontra Lia. Jeg besluttede mig for, at ja måske er jeg en fiasko som mor, jeg kan ikke læse mine børn, men jeg kan få rutinerne og det praktiske til at fungere og satte alt ind på at får Dina af sted i børnehave hver morgen på en god måde, på at få Liam til at sove så Dina fik det godt - ja igen ikke så Liam fik det godt, for han var bare en hæmsko som ødelagde det for os andre. Og det lykkedes, jeg kunne rose mig selv!
Endelig kom sundhedsplejersken og kunne give mig ret, han fik ikke nok at spise, jeg havde ret, jeg havde læst mit barn rigtigt - jeg var måske ikke en fiasko alligevel. Og fra den dag vendte billedet ikke som ved et trylleslag men gradvist. Jeg begyndte at stole på mig selv, jeg begyndte at se han da var en dejlig lille dreng som jeg sagtens kunne forestille mig være en positiv del af vores familie. Og alligevel spøgte pigedrømmen hele tiden (og gør stadig), nu hvor han blev nem kunne jeg igen begynde at drømme om det barn mere vi kunne få - eller rettere om den pige vi kunne få. Han var ikke nok, og nok stadig ikke nok - det er næste skridt; Liam skal blive nok. Han skal være lige præcis det barn jeg gerne ville have og ikke vare en i rækken i min desperate søgen efter at få hvad der blev stjålet, for jeg ved jo godt rationelt at jeg kan få 100 børn og alle piger og jeg vil aldrig føle mig hel, jeg vil aldrig kunne afslutte drømmen, for den kan kun afsluttes med Lia og hun kommer aldrig igen. Men en ting er hvad jeg rationelt ved en anden ting er hvad mine følelser konstant fortæller mig.
Oven i alt det her var frygten for at miste Liam, og er der stadig. De første nætter hjemme turde jeg ikke se ned i liften, var sikker på at det der mødte mig var et barnelig, noget koldt med åben mund og uden åndedræt, slapt! Vækkede Luciano for at få ham til at se efter, for jeg var så hunderæd, dagene gik bedre var ligesom jeg forbandt døden med mørket, så længe det var lyst døde Liam ikke. Læste om vuggedød og var/er sikker på det også skulle ske for os, læste om meningitis og var sikker på det ville ramme Dina. Ja kunne og kan nok ikke forstå jeg rent faktisk har fået lov at have to levende børn og venter hele tiden på det skal slutte og den glæde skal erstattes af sorg, måske også derfor jeg så længe skærmede af for glæden.
Da Liam fik rigeligt at spise og ligesom andre tilfredse og mætte babyer blev helt slap kom det hele tilbage; Lia slap i mine arme og jeg var så angst, kunne gemme det og kunne fortælle mig selv; det er fordi han er mæt. Men det var der i hver fiber i min krop, nu dør han og jeg kunne mæske jeg med det samme igen hadede han var en dreng. Jeg ved ikke om jeg virkelig har formået at hade det faktum han var en dreng, fordi jeg så troede jeg ikke ville blive ked af det når han døde, for det var ikke hvis han døde, men når...
Nu sidder jeg her, træt fordi mine børn holder mig vågne. Og jeg er glad, jeg kan virkelig sige uden at lyve, jeg er glad, jeg elsker mine 3 børn og er stolt af at være mor til dem alle 3. Jeg er stadig en fiasko mange gange især overfor Dina har jeg den følelse, en sagde til mig, vi gør det så godt vi kan. Men det er ikke nok for mig, jeg har bragt en dyb sorg og en utryghed ind i hendes liv, så jeg skal gøre det betydelig bedre end godt nok, jeg skal være perfekt og det er ingen mennesker. Jeg stoler på mig selv i forhold til Liam, læser ham bedre end jeg har læst de to andre, og jeg stoler på det jeg læser. Jeg kan stadig kigge langt efter de barnevogne der oser af en lille pige, jeg kan stadig blive jaloux på dem der skal have eller får piger. Jeg kan stadig ikke bare lytte og glæde mig over når folk fortæller de er gravide hvis de ikke har mistet et barn, og det tror jeg aldrig jeg vil kunne helt. Jeg ved jeg aldrig får min pige, jeg ved jeg aldrig får det tilbage jeg har mistet, men på en måde føler jeg andre kan, for de kan blive gravide, lykkelige, få en baby og være i den syvende himmel, de kan få min drøm! Jeg kan få noget andet, jeg kan få min familie, amputeret jo, men den er sund og stærk, vi elsker hinanden og jeg forguder mine børn og vil gå gennem ild og vand for dem, ja for Dina har jeg trodset ikke - livet og ønsket om at følge Lia, jeg har valgt hende og det valg er jeg glad for selvom det stadig gør ondt at tænke på jeg ikke er der for Lia. Jeg har for Liam gået igennem en graviditet som ikke var god, en opstart hvor jeg var tæt på depressionen men fordi jeg alligevel havde så mange følelser for ham kæmpede mig ud af. Jeg har kæmpet i et år og føler jeg nu kan høste nogle af frugterne, der er stadig meget kamp i mit liv der skal kæmpes, men nu skal jeg kæmpe det sammen med to levende børn.
Ville gerne have skrevet alt det her mens jeg var i det, for det er farvet af at jeg nu elsker min dreng meget højt, men samtidig har jeg vundet denne kamp ved at turde sige højt, at jeg ingen ting følte, at jeg ønskede ham væk, at jeg ønskede mig Lia i stedet for ham. At sige det højt lyder måske grusomt, men det var mit våben, min redning for at kunne komme til at elske ham, havde jeg ikke sagt det højt ville jeg stadig ingen følelser have for ham. Jeg skammer mig ikke over den tid, jeg kan da selvsagt lige nå at tænke, smiler han til uroen og ikke til mig fordi den første forbindelse mellem os to var så dårlig, men sådan er det at være mor, man skal finde noget at give sig selv skyld for.
Og nu er jeg her, her hvor jeg gerne ville have været fra starten men ikke kunne fordi jeg blev mor efter at have mistet Lia.
Anmeld
