Bange for fødsel og ny depression

For 2,5 år siden fik vi en dejlig datter - og nu skal hun være storesøster. Min sidste graviditet var ret problemfri, men fødslen endte med at trække ud og blev en ret træls oplevelse, hvor min datter blev taget med kop og jeg efterfølgende måtte opereres pga fastsiddende moderkage og blødning. Bagefter havde jeg det rigtig skidt med forløbet og græd meget. Efter et par måneder begyndte jeg at blive rigtig ked af det, havde svært ved at se glæden i at være mor, og følte hele tiden at jeg ikke gjorde det godt nok. Da min datter var 7 måneder fik vi fat i sundhedsplejersken, som sagde at sådan skulle jeg ikke have det og fik mig til lægen, hvor jeg fik konstateret en moderat depression. Nu er jeg gravid igen - og super lykkelig for det, endnu et ønskebarn. Men samtidig er jeg bange. Jeg er enormt bange for fødslen, og jeg er bange for at blive ramt af de samme følelser efterfølgende. Følte bestemt ikke altid at jeg var den bedste mor, og følte at jeg skulle spille komedie og vise at alt var perfekt. I mandags sygemeldte min læge mig ugen ud, for at jeg lige kunne få lidt ro, da jeg bare græd og græd og slet ikke kunne overskue noget. Samtidig fik jeg en henvisning til psykolog samt aftalt nogen opfølgende samtaler ved min læge. Jeg valgte at fortælle det til min chef, som også spurgte om der var noget de kunne igøre, og jeg fik frataget nogen af de arbejdsopgaver der pt stresser mig mest.Men er det bare mig der er pivet? Er så bange for at blive stemplet som hysterisk. Og er der nogen der har prøvet noget tilsvarende?

pyha... Jeg er godt nok ikke gravid, men har en datter på 7 mdr. og jeg har også haft en " efterfødselsreaktion" da jeg ligesom dig, også havde en dejlig ukompliceret graviditet, men blev sat i gang 41 + 4 og fødte først 42 + 0 efter 34 timers fødsel som endte med en meget stor baby og en 3 grads bristning til mig. Jeg var faktisk " ked af det" fra øjeblik hun kom på min mave 

 

Det blev ikke bedre af at hun skreg og skreg, og hun havde låst nakke, jeg kunne heller ikke amme, jeg havde ondt efter bristningen, hun spiste og spiste og har nu en kæmpe baby som ingen har lyst til at løfte og min ryg er pænt slidt efterhånden. Ja jeg kunne blive ved, og har tænkt lige de samme tanker som dig, jeg er bare en dårlig mor og hvad var det lige jeg skulle have barn for, for jeg kan jo ikke finde ud af det.... 

Skal lige sige at jeg er 36 snart 37 og det er mit første barn og vi har kæmpet længe og været i behandling, men lavede hende selv lige pludseligt  

Som sagt ingen erfaring med ny graviditet, jeg svæver selv imellem at jeg bare IKKE skal have flere børn, og at jeg bare må prøve igen, for NU ved jeg hvad jeg skal gøre anderledes og hvordan jeg tackler tingene... 

Men lyder som en god ide at du har fået lidt ro på med en sygemelding, og ellers vil jeg bare ønske dig alt det bedste fremover, jeg ved lige præcis hvordan du har det 

Inger skriver:

pyha... Jeg er godt nok ikke gravid, men har en datter på 7 mdr. og jeg har også haft en " efterfødselsreaktion" da jeg ligesom dig, også havde en dejlig ukompliceret graviditet, men blev sat i gang 41 + 4 og fødte først 42 + 0 efter 34 timers fødsel som endte med en meget stor baby og en 3 grads bristning til mig. Jeg var faktisk " ked af det" fra øjeblik hun kom på min mave 

 

Det blev ikke bedre af at hun skreg og skreg, og hun havde låst nakke, jeg kunne heller ikke amme, jeg havde ondt efter bristningen, hun spiste og spiste og har nu en kæmpe baby som ingen har lyst til at løfte og min ryg er pænt slidt efterhånden. Ja jeg kunne blive ved, og har tænkt lige de samme tanker som dig, jeg er bare en dårlig mor og hvad var det lige jeg skulle have barn for, for jeg kan jo ikke finde ud af det.... 

Skal lige sige at jeg er 36 snart 37 og det er mit første barn og vi har kæmpet længe og været i behandling, men lavede hende selv lige pludseligt  

Som sagt ingen erfaring med ny graviditet, jeg svæver selv imellem at jeg bare IKKE skal have flere børn, og at jeg bare må prøve igen, for NU ved jeg hvad jeg skal gøre anderledes og hvordan jeg tackler tingene... 

Men lyder som en god ide at du har fået lidt ro på med en sygemelding, og ellers vil jeg bare ønske dig alt det bedste fremover, jeg ved lige præcis hvordan du har det 

Det lyder alt for meget som vores forløb. Min datter var også meget urolig, og det hjalp først rigtig da vi kom til en god kiropraktor efter 5 mdr. Det er så hårdt. Og jeg tror slet ikke jeg var forberedt på, hvor meget det ville påvirke mig nu, hvor jeg er gravid igen. Og samtidig har jeg dårlig samvittighed og føler mig helt forkert fordi jeg føler sådan.

Anonym skriver:

Det lyder alt for meget som vores forløb. Min datter var også meget urolig, og det hjalp først rigtig da vi kom til en god kiropraktor efter 5 mdr. Det er så hårdt. Og jeg tror slet ikke jeg var forberedt på, hvor meget det ville påvirke mig nu, hvor jeg er gravid igen. Og samtidig har jeg dårlig samvittighed og føler mig helt forkert fordi jeg føler sådan.

Det er nogel forfærdelig følelser man går rundt med og forstår så godt din dårlige samvittighed.. Man kan bare ikke forklare nogen hvordan det er at have en fødselsdepression. 

 

Hvad med en henvisning til en psykolog??? Så du kan få styr på tankerne inden den lille ny kommer. Er ret sikker på du får en henvisning uden videre, det kunne jeg ihvertfald få, men afslog dog. Må indrømme at jeg leger lidt med tanken om at få snakket med en, om ikke andet, så for min datters skyld.. 

Vi har også rendt til kiropraktor, kranio sakral, osteropat, fys osv.... det har også hjulpet, men nu er det væske i ørene og hendes vægt vi kæmper med, vil bare gerne være en glad mor snart :-)

Hvor langt er du henne, hvis jeg må spørge? 

Inger skriver:

Det er nogel forfærdelig følelser man går rundt med og forstår så godt din dårlige samvittighed.. Man kan bare ikke forklare nogen hvordan det er at have en fødselsdepression. 

 

Hvad med en henvisning til en psykolog??? Så du kan få styr på tankerne inden den lille ny kommer. Er ret sikker på du får en henvisning uden videre, det kunne jeg ihvertfald få, men afslog dog. Må indrømme at jeg leger lidt med tanken om at få snakket med en, om ikke andet, så for min datters skyld.. 

Vi har også rendt til kiropraktor, kranio sakral, osteropat, fys osv.... det har også hjulpet, men nu er det væske i ørene og hendes vægt vi kæmper med, vil bare gerne være en glad mor snart :-)

Hvor langt er du henne, hvis jeg må spørge? 

Jeg er 13 uger henne, så det er som sådan ret tidligt. Det er nok også derfor der kom sådan bag på mig at jeg er blevet så påvirket. Jeg fik en henvisning til psykolog da jeg var ved lægen den anden dag, desværre har den tidligste tid jeg har kunnet få været om du par uger. Og nu er min mand vist ved at være træt af mig, ham forstår ikke at jeg ikke bare kan lægge den der tristhed og bekymringerne af mig. 

Anonym skriver:

Jeg er 13 uger henne, så det er som sådan ret tidligt. Det er nok også derfor der kom sådan bag på mig at jeg er blevet så påvirket. Jeg fik en henvisning til psykolog da jeg var ved lægen den anden dag, desværre har den tidligste tid jeg har kunnet få været om du par uger. Og nu er min mand vist ved at være træt af mig, ham forstår ikke at jeg ikke bare kan lægge den der tristhed og bekymringerne af mig. 

Godt du har  en henvisning, men ventetid er der desværre altid. 

Jeg er tilknyttet en mor/barn gruppe her i hvor jeg bor, hvor man mødes hver anden uge sammen med 2 sundhedsplejsker og andre mødre som har det på samme måde, det er en stor hjælp for mig lige nu.

Ja desværre ved mændene ikke hvordan det er, at have det sådan, og at man ikke "bare" kan være glad og frisk igen.

Min mand blev også vred på mig, men det var i starten hvor jeg havde det allerværst og ikke ville spise. Mon ikke det også er ren frustration fra din mands side. Over at han  ikke kan gøre noget for at hjælpe dig, men det er ikke sjovt når han er vred, det hjælper jo ikke ligefrem.

Håber du får talt med en GOD psykolog, så du er klar til når baby ankommer. det er jo positivt at du har noget tid at løbe på, og håber virkelig du får vendt det til noget godt. 

Som sagt så er jeg da selv i tvivl om det vil ramme mig igen, hvis jeg skal have flere. 

 

Inger skriver:

Godt du har  en henvisning, men ventetid er der desværre altid. 

Jeg er tilknyttet en mor/barn gruppe her i hvor jeg bor, hvor man mødes hver anden uge sammen med 2 sundhedsplejsker og andre mødre som har det på samme måde, det er en stor hjælp for mig lige nu.

Ja desværre ved mændene ikke hvordan det er, at have det sådan, og at man ikke "bare" kan være glad og frisk igen.

Min mand blev også vred på mig, men det var i starten hvor jeg havde det allerværst og ikke ville spise. Mon ikke det også er ren frustration fra din mands side. Over at han  ikke kan gøre noget for at hjælpe dig, men det er ikke sjovt når han er vred, det hjælper jo ikke ligefrem.

Håber du får talt med en GOD psykolog, så du er klar til når baby ankommer. det er jo positivt at du har noget tid at løbe på, og håber virkelig du får vendt det til noget godt. 

Som sagt så er jeg da selv i tvivl om det vil ramme mig igen, hvis jeg skal have flere. 

 

Ja, jeg håber også at jeg kan nå at da styr på følelserne inden. Jeg tænker, at det gode ved at have oplevet det før er, at jeg selv reagerede ret hurtigt, og tænkte at sådan her skal det vist ikke være. Og min læge var jo så umiddelbart enig, og ville gerne forebygge at det blev endnu værre. Jeg håber, at du kommer godt ud på den anden side, og måske får lyst til endnu en baby. Men kan også udemærket forstå, at lysten ikke er der lige nu, hvor du stadig har det hele så tæt på.

Anonym skriver:

For 2,5 år siden fik vi en dejlig datter - og nu skal hun være storesøster. Min sidste graviditet var ret problemfri, men fødslen endte med at trække ud og blev en ret træls oplevelse, hvor min datter blev taget med kop og jeg efterfølgende måtte opereres pga fastsiddende moderkage og blødning. Bagefter havde jeg det rigtig skidt med forløbet og græd meget. Efter et par måneder begyndte jeg at blive rigtig ked af det, havde svært ved at se glæden i at være mor, og følte hele tiden at jeg ikke gjorde det godt nok. Da min datter var 7 måneder fik vi fat i sundhedsplejersken, som sagde at sådan skulle jeg ikke have det og fik mig til lægen, hvor jeg fik konstateret en moderat depression. Nu er jeg gravid igen - og super lykkelig for det, endnu et ønskebarn. Men samtidig er jeg bange. Jeg er enormt bange for fødslen, og jeg er bange for at blive ramt af de samme følelser efterfølgende. Følte bestemt ikke altid at jeg var den bedste mor, og følte at jeg skulle spille komedie og vise at alt var perfekt. I mandags sygemeldte min læge mig ugen ud, for at jeg lige kunne få lidt ro, da jeg bare græd og græd og slet ikke kunne overskue noget. Samtidig fik jeg en henvisning til psykolog samt aftalt nogen opfølgende samtaler ved min læge. Jeg valgte at fortælle det til min chef, som også spurgte om der var noget de kunne igøre, og jeg fik frataget nogen af de arbejdsopgaver der pt stresser mig mest.Men er det bare mig der er pivet? Er så bange for at blive stemplet som hysterisk. Og er der nogen der har prøvet noget tilsvarende?

Jeg havde en god fødsel, men blev ramt af angst kort tid efter fødslen (dødsangst) og OCD. Jeg havde ingen depression, da jeg var glad og altid har nydt at være mor (ikke misforstå mig) men det med nogen gange at spille komedie og lade som om alt er perfekt.

Jeg snakkede med min SP og har været i behandling. Jeg var der max 5 gange, hvor både jeg og psykologen stoppede behandlingen, da mine symptomer langsomt forsvandt og min hjælp var har været at snakke sig ud af det... Det har hjulpet mig rigtig meget. Nu er jeg gravid igen, så er også bange for at mærke samme angst igen, men husker mig selv og kæresten på, at uanset hvad, så skal jeg bare råbe op om hvordan jeg har det, så vi ikke ender ud i at jeg bare holder det for mig selv. For alt forværres bare på den måde!

Håber for dig, at du går fri og du får en fantastisk fødsel <3

Hvordan går det???? 

Inger skriver:

Hvordan går det???? 

Hvor er det sødt af dig at spørge. Synes det går bedre. Det er som om, at det har hjulpet, at jeg har givet mig selv lov til at være ked af det og bange, i stedet for at spille komedie og sige, at alt var fint . Giver det mening? Og det gør jo så også, at der faktisk er noget ekstra støtte at få i forhold til eks. fødslen.