en upser

hej

jeg er blevet gravid ved et uheld.

er på piller men den må jo være smuttet alligevel.

problemet er at min kæreste ikke vil ha flere bør. han har 2 fra et tidligere forhold.

hvordan får jeg fortalt ham det? og hvad gør jeg hvis han beder mig få en abort? det kan jeg simpelthen ikke..

jeg har ingen børn selv..

hilsen en meget fortvivlet pige

Anonym skriver:

hej

jeg er blevet gravid ved et uheld.

er på piller men den må jo være smuttet alligevel.

problemet er at min kæreste ikke vil ha flere bør. han har 2 fra et tidligere forhold.

hvordan får jeg fortalt ham det? og hvad gør jeg hvis han beder mig få en abort? det kan jeg simpelthen ikke..

 

jeg har ingen børn selv..

 

hilsen en meget fortvivlet pige

Du siger det lige ud... Og så må du gøre op med dig selv hvad du vil...

jeg venter selv en upser lavet på piller. Jeg bor sammen med min mand og vores datter. Min mand har siden vi fik vores datter meldt ud han ikke ville have flere, og jeg har mobbet ham lidt/ presset lidt på for en nummer 2. Men jeg har alligevel respekteret at han ikke ville have flere. Og når andre spurgte om vi ikke skulle have en til, var svaret bare nej. Selvom jeg har mobbet ham kærligt med en lille ny slog det benene væk under os begge at jeg var blevet gravid.

vi fandt ud af det sidst i november (har termin om 3 måneder) og i december var det ved at koste os forholdet. Min mand havde meget svært ved det, og jeg forstår ham godt, for han havde sagt stop.

jeg måtte til sidst banke i bordet, at nu tog han sig sammen (han var utrolig sur og gnaven både overfor mig, og vores datter) ellers smuttede jeg med vores datter, og han ville blive weekendfar.

han hankede op i sig selv, valgte at han ville blive steriliseret (og jeg sagde ham absolut ikke imod) og 4 dage før vi skulle til NF i januar var han afsted for at på klippet snorene. Derfor, havde der været noget galt med lillebror, jamen så var vores datter blevet enebarn.

nogen dage har han stadig svært ved at jeg er gravid, men de fleste dage er han lykkelig over vi skal have en lillebror, og vores datter glæder sig til at blive storesøster.

mit bedste råd er at springe ud, sige som det er, og så skal du finde ud af om du er klar til at stå alene med det (det er en rigtig svær tanke, men muligheden for at han smutter er der altså, og man skal heller ikke blive sammen kun for barnets skyld).

snak med din læge, det gjorde jeg da jeg var små 8 uger henne, fordi det hele gik af ht, men hun var enig med mig, jeg ville heller ikke kunne klare en abort, og hvis det skulle være ville jeg nok være bedre stillet som enlig mor, hvis manden ikke ændrede sig...

Anonym skriver:

hej

jeg er blevet gravid ved et uheld.

er på piller men den må jo være smuttet alligevel.

problemet er at min kæreste ikke vil ha flere bør. han har 2 fra et tidligere forhold.

hvordan får jeg fortalt ham det? og hvad gør jeg hvis han beder mig få en abort? det kan jeg simpelthen ikke..

 

jeg har ingen børn selv..

 

hilsen en meget fortvivlet pige

Hvis du ikke kan en abort så har du vist alleredet svaret

Du må hellere finde ud af det praktiske (bolig, økonomi m.m) for just in case princippet. Og så få det fortalt. Ingen kan tvinge dig til en abort. Måske ændre han mening

VIPpigen skriver:

Du siger det lige ud... Og så må du gøre op med dig selv hvad du vil...

jeg venter selv en upser lavet på piller. Jeg bor sammen med min mand og vores datter. Min mand har siden vi fik vores datter meldt ud han ikke ville have flere, og jeg har mobbet ham lidt/ presset lidt på for en nummer 2. Men jeg har alligevel respekteret at han ikke ville have flere. Og når andre spurgte om vi ikke skulle have en til, var svaret bare nej. Selvom jeg har mobbet ham kærligt med en lille ny slog det benene væk under os begge at jeg var blevet gravid.

vi fandt ud af det sidst i november (har termin om 3 måneder) og i december var det ved at koste os forholdet. Min mand havde meget svært ved det, og jeg forstår ham godt, for han havde sagt stop.

jeg måtte til sidst banke i bordet, at nu tog han sig sammen (han var utrolig sur og gnaven både overfor mig, og vores datter) ellers smuttede jeg med vores datter, og han ville blive weekendfar.

han hankede op i sig selv, valgte at han ville blive steriliseret (og jeg sagde ham absolut ikke imod) og 4 dage før vi skulle til NF i januar var han afsted for at på klippet snorene. Derfor, havde der været noget galt med lillebror, jamen så var vores datter blevet enebarn.

nogen dage har han stadig svært ved at jeg er gravid, men de fleste dage er han lykkelig over vi skal have en lillebror, og vores datter glæder sig til at blive storesøster.

mit bedste råd er at springe ud, sige som det er, og så skal du finde ud af om du er klar til at stå alene med det (det er en rigtig svær tanke, men muligheden for at han smutter er der altså, og man skal heller ikke blive sammen kun for barnets skyld).

snak med din læge, det gjorde jeg da jeg var små 8 uger henne, fordi det hele gik af ht, men hun var enig med mig, jeg ville heller ikke kunne klare en abort, og hvis det skulle være ville jeg nok være bedre stillet som enlig mor, hvis manden ikke ændrede sig...

Du er sgu sej 

Anonym skriver:

hej

jeg er blevet gravid ved et uheld.

er på piller men den må jo være smuttet alligevel.

problemet er at min kæreste ikke vil ha flere bør. han har 2 fra et tidligere forhold.

hvordan får jeg fortalt ham det? og hvad gør jeg hvis han beder mig få en abort? det kan jeg simpelthen ikke..

 

jeg har ingen børn selv..

 

hilsen en meget fortvivlet pige

Ja, som VIPpigen siger, er der ikke andet for end at sige det som det er.

Jeg er også gravid med en "upser" lavet på piller, og jeg ved med sikkerhed at jeg kommer til at stå alene i hverdagen. - Også selvom jeg faktisk stadig er kærester med faren. I vores situation er den største konflikt egentlig at vi er meget unge (Jeg har 19 og han er 18), og han startede ud med at sige at han på ingen måde var klar til børn og bad mig om at få en abort. Da jeg så sagde at det ville jeg ikke, så var det lige ved at koste forholdet. 

Men nu har vi fundet en model der passer os rigtig godt, og selvom vi ikke bor sammen og heller ikke kommer til det, så har han vænnet sig til tanken om at skulle være far, og nu glæder han sig faktisk også til at trunten kommer til juni

Men altså det er bare skide svært når man ved at kæresten ikke er med på idéen, og samtidig ikke kan få sig selv at smide det lille liv ud. 
Du er nok nødt til at undersøge hvad dine muligheder er, i tilfælde af at I går fra hinanden, hvis du vælger at beholde barnet. - Forbered dig på det værste, men håb på det bedste 

Tag en stille og rolig snak, vær ærlig.

Du kan ikke forudsige hans reaktion.

Nogle takler en upser med at akseptere situationen og gøre det bedste ud af den. Andre bliver sure. Nogen bliver først sure men finder så bagefter ud af, at det kan blive ok alligevel. Nogen bliver stille, nogen råber, nogen bliver kærlige.

Men det er vigtigt, at du helt fra starten fortæller, hvor du står, og at du har tænkt situationen igennem, men at du ikke kommer til at tage abort. (Det er i hvert fald sådan, jeg læser, det du har skrevet). Dermed bliver det hans første opgave at tænke igennem, hvordan han ønsker fremtiden. Det kommer jo som et chok, så det kan godt være, han får behov for nogle dage til at tænke selv i, før I snakker videre. Ikke pres ham for et svar med det samme. Giv ham tid og rum til at tænke, og ikke begynd at skændes, hvis det kan undgåes.

 jeg tror, vi er mange, som forstår, hvordan du har det. De bedste ønsker for dig og jer.

Carina:-) skriver:

Du er sgu sej 

Tak... Jeg vil bestemt ikke ligge skjult på at det er hårdt for forholdet i starten. Og det kostede rigtig mange tårer. Samtidig stod JEG med følelsen af at have snydt ham... Han fortalte at han ALDRIG ville tro jeg snød ham, for så havde vi sq seriøse parforholds problemer... Og det kan jeg kun give ham ret i. Det krævede en masse af ham at komme hertil hvor han er nu, men det krævede også at jeg virkelig måtte oppe at stampe meget hårdt i gulvet.

I dag gør vi lidt grin med det hele, det er vi nød til. Vi er begge kommet videre fra december hvor det var helt galt. Men for os begge er det vigtigste at vi har accepteret lillebror er på vej (far har julelys i øjnene når maven hopper rundt om aftenen, selvom han prøver at skjule det lidt) og vi stadig elsker hinanden og nu godt kan se os sammen med 2 børn, og ikke kun 1

tusind tak for jeres svar

er hamrende nervøs men må hellere få taget snakken.

håber for alt i verden ikke at han smutter, det ville knuse mig fuldstændig men må jo acceptere at det er det han vil hvis jeg vil beholde barnet..

kryds fingre i weekenden for mig