Anonym skriver:
jeg er ano da jeg ikke vil googles!!
men jeg var ved lægen fredag - og jeg har stress + en smugle angst. På nogle punkter kan jeg se det, men på den anden sige - har jeg umulig tid til det, det kan da ikke være rigtig :/ jeg har jo børn, jeg skal tage mig af!!
Hvordan erkender man det???
Kære Anonyme,
Hvor er det et godt spørgsmål? Hvordan erkender jeg at jeg er stresset og begyndende angst...
Dine proces er startet, ellers ville du ikke stille spørgsmålet her. Det at give udtryk for hvordan man har det og starte en refleksion som du gør ER en start.
Erkendelse kommer når man begynder at tale om emnet. Det er helt normalt med tanker om, hvor uheldigt et tids punkt stress og angst kommer på. Ingen ønsker at blive sat ud af "det planlagte liv". Men det kommer jo ikke ud af ingenting og det er det din krop nu forsøger at kommunikere ud til dig.
Medicin kan være en hjælp, men må og bør ikke stå alene. Medicin "dulmer" ubehaget, men løser ikke årsagen. Samtaler ved en terapeut er en vigtig del af behandling, det viser flere og flere undersøgelser.
Årsagen ligger ofte i vores verdens tilblivelse og de verdensbilleder den har givet os og som vi oplever verden igennem. En undersøgelse af vores verdensbilleder er efter min erfaring eksistentiel i behandling af stress og angst og andre "livskriser" vi som mennesker kommer udfor.
Når vi bliver forældre forsøger vi at gøre det så godt og gerne så perfekt som mulig. Har vi selv haft en svær barndom så "hopper" vi nogle gange over i den modsatte grøft - lad os kalde den "den perfekte barndoms grøft" "For mine børn skal ihvertfald ikke opleve det, jeg har oplevet"
Men livet er livet og børn er børn, og når alt kommer til alt, så er INGEN perfekte. De perfekte forældre findes ikke, og den "kamel" bliver for mange rigtig svær at sluge - for nu har jeg jo lige planlagt det perfekte liv, men den perfekte mand og børn, det perfekte arbejde, hus, bil, og vovse.
Det at forsøge at opretholde det perfekte stresser kroppen, da det jo ikke findes i virkeligheden, men kun inde i vores hoveder. Og når vi bevidst, og ofte starter det ubevidst, opdager vores utilstrækkelighed i virkeligheden kalder det på angsten og angst frembringer mere angst osv. osv.
Nu ved jeg jo langt fra, om det jeg beskriver gælder for dig og dit liv, jeg vil bestemt ikke analysere og tillægge dig noget som ikke er sand for dig. Men jeg håber du bliver nysgerrig på dig selv og får lyst til at finde det, som så stresser dig og frembringer din angst, og jeg håber du vil tage det alvorligt, det du oplever lige nu og søge terapeutisk hjælp og ikke kun medicin.
Jeg ønsker dig alt godt 
Bedste hilsner
Bjarne Dam Larsen
Psykoterapeut MPF
