Hvordan erkender jeg?

jeg er ano da jeg ikke vil  googles!!

men jeg var ved lægen fredag - og jeg har stress + en smugle angst. På nogle punkter kan jeg se det, men på den anden sige - har jeg umulig tid til det, det kan da ikke være rigtig :/ jeg har jo børn, jeg skal tage mig af!! 

Hvordan erkender man det???

Anonym skriver:

jeg er ano da jeg ikke vil  googles!!

men jeg var ved lægen fredag - og jeg har stress + en smugle angst. På nogle punkter kan jeg se det, men på den anden sige - har jeg umulig tid til det, det kan da ikke være rigtig :/ jeg har jo børn, jeg skal tage mig af!! 

Hvordan erkender man det???

Jeg har ikke rigtig nogle råd desværre, men vil give dig et stort kram

Når du nu har børn er det ekstra vigtigt at du begynder at bearbejde din stress/angst hurtigst muligt jeg tror nok at det at acceptere at man har stress er noget man skal arbejde på, og ikke noget der bare kommer efter en dag. Mon ikke det er noget psykiatere fokuserer på ved opstart af behandling?

God bedring

Du går på er tidspunkt helt ned hvis du intet gør. Og på det tidspunkt har du sikkert hverken tid til det og stadig børn at tage dig af.

Sygdom kommer aldrig belejligt, og hvis du vælger ikke at erkende det nu bliver problemet kun værre, i morgen, i næste uge, næste måned. 

Tro mig jeg har været der, at lege stærk bare kort tid længere, så ender det ikke godt hvis man godt ved man har fået nok.

Mit fx:

Min eksamen blev god. Mine forældre blev begge passet godt på, der blev klaget over en læge.

Men jeg gik derefter helt ned og da jeg endelig tog til læge endte det med et forløb på 1 1/2år, med medicin og psykolog. 

Har du "tid" til det ender med det?

 

...Har du overhovedet lyst til det - (tro mig det har du ikke)

 

mogms skriver:

Du går på er tidspunkt helt ned hvis du intet gør. Og på det tidspunkt har du sikkert hverken tid til det og stadig børn at tage dig af.

Sygdom kommer aldrig belejligt, og hvis du vælger ikke at erkende det nu bliver problemet kun værre, i morgen, i næste uge, næste måned. 

Tro mig jeg har været der, at lege stærk bare kort tid længere, så ender det ikke godt hvis man godt ved man har fået nok.

Mit fx:

Min eksamen blev god. Mine forældre blev begge passet godt på, der blev klaget over en læge.

Men jeg gik derefter helt ned og da jeg endelig tog til læge endte det med et forløb på 1 1/2år, med medicin og psykolog. 

Har du "tid" til det ender med det?

 

...Har du overhovedet lyst til det - (tro mig det har du ikke)

 

Jeg har fået medicin, men jeg tør ikke ta det :/..

du har helt ret!! Jeg sys bare det er SÅ hårdt ((

mor88 skriver:

Jeg har ikke rigtig nogle råd desværre, men vil give dig et stort kram

Når du nu har børn er det ekstra vigtigt at du begynder at bearbejde din stress/angst hurtigst muligt jeg tror nok at det at acceptere at man har stress er noget man skal arbejde på, og ikke noget der bare kommer efter en dag. Mon ikke det er noget psykiatere fokuserer på ved opstart af behandling?

God bedring

Jeg skal starte med medicin, og psykolog - men tør ikke rigtig starte på det

Anonym skriver:

jeg er ano da jeg ikke vil  googles!!

men jeg var ved lægen fredag - og jeg har stress + en smugle angst. På nogle punkter kan jeg se det, men på den anden sige - har jeg umulig tid til det, det kan da ikke være rigtig :/ jeg har jo børn, jeg skal tage mig af!! 

Hvordan erkender man det???

er der andre der har haft det sådan?

Anonym skriver:

Jeg har fået medicin, men jeg tør ikke ta det :/..

du har helt ret!! Jeg sys bare det er SÅ hårdt ((

Jeg ved godt mange er efter medicinen pt.

Hvad der hjælp mig var psykolog plus medicin. Og en gruppe jeg kom i en gang om ugen. Det var guld værd og det hjalp. Psykologen hjalp mest, men jeg tror det havde taget mig længere tid uden medicinen. Og jeg trappede også extremt langsomt ud af medicinen, da man kan få tilbagefald ad at gøre det for langsomt.

Men husk medicinen virker først når du har taget dem i 3-4 uger.

Hvorfor tør du ikke tage din medicin? 

Men nej, som en anden skriver; Sygdom kommer aldrig belejligt! 

 

Camilla <3 skriver:

Hvorfor tør du ikke tage din medicin? 

Men nej, som en anden skriver; Sygdom kommer aldrig belejligt! 

 

det ved jeg ❤️

jeg ved godt det lyder tåbeligt, men jeg er bange for at jeg ikke kan undvære det igen, jeg er bange for at forandre mig, forandre mig så meget jeg er fremmet for mine børn.. Jeg er bare generelt utryk ved sådanne ting. Specielt fordi det er rigtig svært for mig at erkende det. Vil jo gerne mit liv var perfekt ❤️❤️ Det er det ikke, og det bliver det aldrig - ingen er jo perfekt! Vi har et godt ægteskab, skønne unger, dejlig hus osv - min barndom er grunden til jeg har det sådan - jeg er frygtelig bange for det bliver mine børn på et tidspunkt der får det sådan her pga mig, og det liv jeg giver dem - med normal hverdag, tryghed og kærlighed.. Jeg er så bange for at fejle som mine forældre gjorde..