stjernehimmel skriver:
Det er trist.....øv altså...
Her endte det med at Biologisk far ikke ser sit barn, og nærmest aldrig har gjort det.... det var det bedste i det lange løb som tingene var/er... selvom det var en svær beslutning...(det er nu 8 år siden, og hun var så lille hun heldigvis ikke har oplevet svigt mm og kendt ham)
Min eks, fungere som en far for hende og har gjort det siden hun var ca 1 år... men da han fik ny kæreste, var der også lidt gnidninger, mht hun havde svært ved kontakt og han bare skulle tusind ting i de weekender hvor han normalt havde min datter.....
Jeg meldte klart ud, og HELDIGVIS er det meget bedre.. men jeg er stadig en eks, så kontakt er hun stadig ikke super duper med.. men det fungere.....
Men nemt bliver det aldrig med delebørn tror jeg, kan snildt følge dig i at du egentlig bare gerne vil ha det for dig selv, især som det lyder til at situationen er.... jeg bander det langt væk til tider, da det bare tit er et kæmpe puslespil at få det hele til at gå op mht fritidsting osv.. og det blir ik nemmere jo ældre hun bliver...
havde lige givet et svar, men var slettet da jeg trykkede send.
hader computere.
men tak for forståelse. er dejligt at vide.
jeg kan nok ikke gøre det hele meget bedre. men vil bare blive ved med at være der så godt for min søn som muligt.
sidder nu alene med hunden, venter på kæresten kommer hjem fra sit arbejde, han har nu været væk hele ugen, men som desværre først kan komme hjem engang til midnat på grund af forsinkelser. jeg ved min dreng enten er sammen med sin bonus mor eller farmor, og at hans far stadig er på arbejde.
jeg hader de hormoner i kroppen, samme tid med at jeg ikke kan stoppe med at tænke om hvordan min dreng har det. jeg har været ked af det siden jeg afleverede ham tidligere. er hårdt at aflevere en dreng som gør alt for at komme hen til sin mor.
jeg føler jeg svigter ham. jeg ved godt at det ikke er mig der gør det. men jeg kan se på ham at han ikke ønsker jeg forlader ham der. jeg håber den følelse bliver lettere med tiden.
