hårdt med dele barn!!

Jeg elsker min dreng over alt på jorden. han er så vidunderlig og let, men er så svært, når det kommer til hans far. Han er altid en glad og smilende dreng, glad for sin dagplejemor, bedsteforældre og hans bonusfar. Men når det kommer til hans far går det bare helt galt.
Som lille elskede han sin far og var virkelig fars dreng, så meget at jeg følte han ikke gad mig. Vi flyttede fra hinanden, da han var et halvt år gammel (hvor vi ikke havde været sammen i ca. 3 måneder inde), men det ændrede ikke noget. vi havde en dele ordning, der hed 50/50%. det passede perfekt for vores bette mand, ingen forvirring i dagplejen og han var glad og tilfreds. jeg fandt en ny kort tid efter og jeg kom videre. det fungerede godt. både min nye kæreste, men også det at han så vi stadig var hans forældre. Vi lavede hyggeture i svømmehal osv. vi fik meget ros for hvordan vi gjorde det som forældre. alt dette accepterede min kæreste og synes det var dejligt.

Fra den ene dag til den anden gik det bare i vasken. min drengs far fandt en ny og jeg tænkte dejligt, så kunne han også komme videre, men det ødelagde alt. Han kunne ikke se sin dreng mere, da han skulle flytte, det blev langt væk og ordningen kom til at hede hver anden weekend + en gang om ugen. efter 1-2 måneder flyttede han tilbage til byen igen, i ny lejelighed med hende kæresten. kort tid efter måtte han ændre ordningen til hver 3 weekend og en gang om ugen. de har idag været sammen siden i sommers og nu skal de flytte igen, alt dette får jeg af vide af dagplejemoderen og jeg har ingen kontakt til faren ud over hvis der mangler noget. jeg er slettet på facebook, og vi har aldrig haft en eneste tur med vores dreng efter hun kom. Jeg mødte ham en dag på arbejdet og fandt ud af grunden var at han ikke måtte snakke med mig på grund af hende.

jeg har kendt min kæreste i 2 år, og venter et barn til sommer, passer perfekt ind i planen, så hun kommer før han skal begynde i børnehave og han har vendet sig til det. jeg planlægger alt med det at smide bleen og sutten så det ikke bliver for meget på en gang. jeg havde bare ikke tænkt på at hans far skulle til at rive hjemmet op igen og flytte for 4 gang. i alt den tid jeg har været sammen med min kæreste har vi fået min dreng til at vende sig til vores fælles hjem, vi flyttede lidt af gangen så overflytningen blev naturlig. min søster flyttede ind i lejeligheden så det er stadig et sted han kom efter vi var flyttet. så overflytningen kunne ikke mærkes på ham, da det gik fra weekender, til det pludselig var hverdag at være der. (hans far derimod flyttede sammen med sin nye kæreste efter de havde kendt hinanden i 2 uger, da han ikke kunne klare at bo med sin venner mere)

Min søn er blevet en rigtig mors dreng, også selvom jeg ikke længere kan gøre det samme med ham som før, på grund af plukveer og bækkenløsning. Han er ked af det, når jeg aflevere ham, men løber glad ind når far aflevere. Når jeg kommer og henter, så er han glad og trækker mig i armen for at komme ud i bilen for at komme hjem, men når far henter så løber han tilbage til dagplejemoderen og græder. Når min kæreste henter, så opfører han sig på samme måde som når det er mig.
Det bliver værre og værre og ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg føler jeg svigter ham hver gang han skal være sammen med sin far. Når han kommer hjem efter en weekend er han meget pylleret, jeg skal være der hele tiden ved siden af ham når han leger (hvilket han normalt er god til alene). Han vågner ofte om natten, dagene efter, selvom han har sovet igennem siden han var 4-5 måneder gammel.

Et sted ville jeg ønske at han bare tog og forsvandt helt, da det vil give mere ro på min dreng, men samme tid ønsker jeg at hen kender sin far, og de har også ret til at være sammen og lære hinanden at kende.
Jeg så ikke min far så tit da jeg var barn, da min mor boede på Sjælland og far i Nordjylland, jeg ønsker ikke at det skal være sådan med min søn, jeg vil gerne have han er glad for sin far, og at han kan være glad, når han skal hjem til ham, som når han skal hjem til sin bedsteforældre så er han glad og vil næsten ikke hjem igen. Det er hårdt at se at han tager det så hårdt og er så ked af det. Det er hårdt for os begge. Jeg føler jeg svigter ham ved at sige han skal hjem til sin far.

jeg ved ikke rigtigt hvad jeg vil, har bare brug for at få det ud, også håber jeg på nogen kan komme med et godt forslag til hvordan jeg skal takle det så det bliver lettere for os alle. Undskyld det blev så langt, og er glad hvis du fik læst det hele med.

Anonym skriver:

Jeg elsker min dreng over alt på jorden. han er så vidunderlig og let, men er så svært, når det kommer til hans far. Han er altid en glad og smilende dreng, glad for sin dagplejemor, bedsteforældre og hans bonusfar. Men når det kommer til hans far går det bare helt galt.
Som lille elskede han sin far og var virkelig fars dreng, så meget at jeg følte han ikke gad mig. Vi flyttede fra hinanden, da han var et halvt år gammel (hvor vi ikke havde været sammen i ca. 3 måneder inde), men det ændrede ikke noget. vi havde en dele ordning, der hed 50/50%. det passede perfekt for vores bette mand, ingen forvirring i dagplejen og han var glad og tilfreds. jeg fandt en ny kort tid efter og jeg kom videre. det fungerede godt. både min nye kæreste, men også det at han så vi stadig var hans forældre. Vi lavede hyggeture i svømmehal osv. vi fik meget ros for hvordan vi gjorde det som forældre. alt dette accepterede min kæreste og synes det var dejligt.

Fra den ene dag til den anden gik det bare i vasken. min drengs far fandt en ny og jeg tænkte dejligt, så kunne han også komme videre, men det ødelagde alt. Han kunne ikke se sin dreng mere, da han skulle flytte, det blev langt væk og ordningen kom til at hede hver anden weekend + en gang om ugen. efter 1-2 måneder flyttede han tilbage til byen igen, i ny lejelighed med hende kæresten. kort tid efter måtte han ændre ordningen til hver 3 weekend og en gang om ugen. de har idag været sammen siden i sommers og nu skal de flytte igen, alt dette får jeg af vide af dagplejemoderen og jeg har ingen kontakt til faren ud over hvis der mangler noget. jeg er slettet på facebook, og vi har aldrig haft en eneste tur med vores dreng efter hun kom. Jeg mødte ham en dag på arbejdet og fandt ud af grunden var at han ikke måtte snakke med mig på grund af hende.

jeg har kendt min kæreste i 2 år, og venter et barn til sommer, passer perfekt ind i planen, så hun kommer før han skal begynde i børnehave og han har vendet sig til det. jeg planlægger alt med det at smide bleen og sutten så det ikke bliver for meget på en gang. jeg havde bare ikke tænkt på at hans far skulle til at rive hjemmet op igen og flytte for 4 gang. i alt den tid jeg har været sammen med min kæreste har vi fået min dreng til at vende sig til vores fælles hjem, vi flyttede lidt af gangen så overflytningen blev naturlig. min søster flyttede ind i lejeligheden så det er stadig et sted han kom efter vi var flyttet. så overflytningen kunne ikke mærkes på ham, da det gik fra weekender, til det pludselig var hverdag at være der. (hans far derimod flyttede sammen med sin nye kæreste efter de havde kendt hinanden i 2 uger, da han ikke kunne klare at bo med sin venner mere)

Min søn er blevet en rigtig mors dreng, også selvom jeg ikke længere kan gøre det samme med ham som før, på grund af plukveer og bækkenløsning. Han er ked af det, når jeg aflevere ham, men løber glad ind når far aflevere. Når jeg kommer og henter, så er han glad og trækker mig i armen for at komme ud i bilen for at komme hjem, men når far henter så løber han tilbage til dagplejemoderen og græder. Når min kæreste henter, så opfører han sig på samme måde som når det er mig.
Det bliver værre og værre og ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg føler jeg svigter ham hver gang han skal være sammen med sin far. Når han kommer hjem efter en weekend er han meget pylleret, jeg skal være der hele tiden ved siden af ham når han leger (hvilket han normalt er god til alene). Han vågner ofte om natten, dagene efter, selvom han har sovet igennem siden han var 4-5 måneder gammel.

Et sted ville jeg ønske at han bare tog og forsvandt helt, da det vil give mere ro på min dreng, men samme tid ønsker jeg at hen kender sin far, og de har også ret til at være sammen og lære hinanden at kende.
Jeg så ikke min far så tit da jeg var barn, da min mor boede på Sjælland og far i Nordjylland, jeg ønsker ikke at det skal være sådan med min søn, jeg vil gerne have han er glad for sin far, og at han kan være glad, når han skal hjem til ham, som når han skal hjem til sin bedsteforældre så er han glad og vil næsten ikke hjem igen. Det er hårdt at se at han tager det så hårdt og er så ked af det. Det er hårdt for os begge. Jeg føler jeg svigter ham ved at sige han skal hjem til sin far.

jeg ved ikke rigtigt hvad jeg vil, har bare brug for at få det ud, også håber jeg på nogen kan komme med et godt forslag til hvordan jeg skal takle det så det bliver lettere for os alle. Undskyld det blev så langt, og er glad hvis du fik læst det hele med.

Hvis jeg var dig, ville jeg tage en alvorlig snak med faren, ansigt til ansigt, hvor du forklarer de ting du skriver i tråden her. Ikke anklagende og bebrejdende, men ud fra det synspunkt at du savner det gode samarbejde I havde, at du rigtig gerne vil have at han er der for sin søn, og at du ser det som det bedste for alle parter at jeres kommunikation igen bliver god. At du kan se at jeres søn savner ham og savner stabilitet og tryghed.

Stil ham spørgsmål i stedet for at antage. Hvorfor kan I ikke længere have en 50/50 ordning? Hvorfor kan I ikke længere gå i svømmehallen o.s.v. sammen? Foreslå at I begge tager jeres kærester med. Se hvad han svarer, om han indrømmer at det er hans kæreste den er gal med, eller om han prøver at bortforklare.

Det er utroligt med mænd der lader sig hundse rundt af deres kvinder på den måde, og nedprioriterer deres børn... Jeg fatter det ikke, men det er desværre ikke unormalt.

Hvis du kan overbevise ham om at det vil være bedst for alle med god kommunikation og godt samarbejde, så kan han måske gå tilbage til sin kæreste og fremlægge sagen, og så kan I måske alle tre/fire sætte jer ned sammen og snakke en god løsning frem. Hun skal jo forstå at hverken du eller barnet er en trussel mod hende.

modesty skriver:

Hvis jeg var dig, ville jeg tage en alvorlig snak med faren, ansigt til ansigt, hvor du forklarer de ting du skriver i tråden her. Ikke anklagende og bebrejdende, men ud fra det synspunkt at du savner det gode samarbejde I havde, at du rigtig gerne vil have at han er der for sin søn, og at du ser det som det bedste for alle parter at jeres kommunikation igen bliver god. At du kan se at jeres søn savner ham og savner stabilitet og tryghed.

Stil ham spørgsmål i stedet for at antage. Hvorfor kan I ikke længere have en 50/50 ordning? Hvorfor kan I ikke længere gå i svømmehallen o.s.v. sammen? Foreslå at I begge tager jeres kærester med. Se hvad han svarer, om han indrømmer at det er hans kæreste den er gal med, eller om han prøver at bortforklare.

Det er utroligt med mænd der lader sig hundse rundt af deres kvinder på den måde, og nedprioriterer deres børn... Jeg fatter det ikke, men det er desværre ikke unormalt.

Hvis du kan overbevise ham om at det vil være bedst for alle med god kommunikation og godt samarbejde, så kan han måske gå tilbage til sin kæreste og fremlægge sagen, og så kan I måske alle tre/fire sætte jer ned sammen og snakke en god løsning frem. Hun skal jo forstå at hverken du eller barnet er en trussel mod hende.

jeg vil ønske det var så simpelt, men hun hader mig som pesten og er ikke kun mig. hun er jaloux på sin egen søster og tror han vil være sammen med hende. han må ikke snakke med sin kusine og selv hun skulle slettes fra facebook.
jeg har prøvet at snakke med ham, men er ikke muligt, for han må ikke snakke med mig, han blev gal en dag da jeg afleverede vores søn ved hans dør og ikke ude ved parkeringspladsen.
jeg kan snakke med hans mor, men ikke med ham. han svarer kun på sms når han er på arbejde, for ellers bliver hun sur.
jeg ved ikke hvordan jeg overhovedet vil kunne få 5 min med ham medmindre han er på arbejde og han er lige blevet fyret. han kan ikke have en 50/50 ordning for var synd når han skulle flytte også skulle vendes fra det til at skulle igen. og det med begge kærester vil være underligt. jeg er 23 han er 25 min kæreste er 29 og hans kæreste er 17. vi har intet til fælles ikke kun på grund af alder, men har set hende i 5 min og bare der kunne jeg se hun hadede mig som pesten. og er nok klart, da han blev ved med at ville være sammen med mig, men fungerede bare ikke for han kunne ikke holde sig til bare mig. og han opfører sig nok på samme måde nu.
hun har noget psykisk som gør hun har det svært. hun flyttede hjemmefra tidligt og stoler på ingen, og hun vil altid tages først. og det går desværre ud over vores dreng, men jeg kan jo ikke sige at de ikke må være sammen. han har sagt han vil gå fra hende, men gør det ikke. hun var gravid for noget tid siden men fik abort, men nu ved jeg intet mere.
puh det blev rodet. men har prøvet det med at snakke med ham, men hjælper intet mere, for han forstår det når vi snakker sammen, der går 1-2 dage også er han tilbage i det gamle.

Det er bare synd for børn i skilsmisse/når mor og far flytter fra hinanden, de vil altid være taberne og uanset hvor godt samarbejdet er, så vil det for evigt og altid være en smerte for barnet......

Nu kan jeg læse at din ex's nye kæreste ikke er ret gammel, og tænker lidt at hun jo nærmest ikke kan sætte sig ind i hvad det vil sige at have et dele barn? Men klart lyder det, ud fra det du skriver som om hun har noget hun skal arbejde med personligt.

Det er nu 7 år siden jeg blev skilt, og 5 år siden min nuværende mand blev skilt.
Da jeg blev skilt kunne min ex og jeg godt spise sammen med aflevering af vores datter, vi kunne køre på indkøbsture til Tyskland og har en enkelt gang være i sommerhus i 3 dage. Sådan var det ca det første år til halvanden. I dag er vores konflikt niveau så højt at vi end ikke taler sammen, kun på skrift. Jeg vil understrege det ikke er min nye mands skyld - men udelukkende at min ex ikke kan tåle at min datter og jeg har det godt.

Min nuværende mand blev skilt for 5 år siden. Igen, det første år lavede de ting sammen med børnene, spiste sammen og hjalp hinanden efter behov (jeg har kendt min mand under hele deres forløb). Men hans ex havde svært ved at acceptere mig. Vi plejer at mødes til kagemand på børnenes fødselsdage, spiser morgenmad sammen juleaften osv. og hun acceptere nu min tilstedeværelse.
De er ikke længere på ture sammen, eller spiser sammen - og det er udelukkende min mands ønske. Han synes det er lidt underligt, han har ikke lyst til at min datter og jeg ikke er med.

Jeg er nød til at være ærlig.... Og føler jeg kan sætte mig i begge situationer.... Jeg er "glad" for at vi ikke skal på de der udflugter sammen - når vi er sammen alle sammen føler jeg at min datter og jeg er udenfor, vi er ikke en del af den der familie som de har sammen. Jeg deltager til jul og fødselsdage, naturligvis glad og positiv, men helt ærligt så nyder jeg ikke så meget som et sekund af det..... Føler mig forkert.
Hvad de vælger at gøre sammen er jeg i princippet ligeglad med, plejer at sige til min mand at han jo kan gøre det, som han selv ville acceptere hvis det var omvendt. Så jeg er på ingen måde den hysteriske nye, men min mand har selv valgt.
Nu lyder din ex nye kæreste ikke specielt moden - men ellers vil jeg sige man skal passe på med at give den nye skylden, det kan også være far der selv vælger fra.

Det er rigtig synd for din søn!! Jeg kender den der magtesløshed når man gerne vil hjælpe sit barn og beskytte det mod smerte, men bare står og intet kan gøre

Sender i din retning, og håber far snart vågner op - om ikke andet må du og din kæreste bare fortsætte jeres gode arbejde

Anonym skriver:

jeg vil ønske det var så simpelt, men hun hader mig som pesten og er ikke kun mig. hun er jaloux på sin egen søster og tror han vil være sammen med hende. han må ikke snakke med sin kusine og selv hun skulle slettes fra facebook.
jeg har prøvet at snakke med ham, men er ikke muligt, for han må ikke snakke med mig, han blev gal en dag da jeg afleverede vores søn ved hans dør og ikke ude ved parkeringspladsen.
jeg kan snakke med hans mor, men ikke med ham. han svarer kun på sms når han er på arbejde, for ellers bliver hun sur.
jeg ved ikke hvordan jeg overhovedet vil kunne få 5 min med ham medmindre han er på arbejde og han er lige blevet fyret. han kan ikke have en 50/50 ordning for var synd når han skulle flytte også skulle vendes fra det til at skulle igen. og det med begge kærester vil være underligt. jeg er 23 han er 25 min kæreste er 29 og hans kæreste er 17. vi har intet til fælles ikke kun på grund af alder, men har set hende i 5 min og bare der kunne jeg se hun hadede mig som pesten. og er nok klart, da han blev ved med at ville være sammen med mig, men fungerede bare ikke for han kunne ikke holde sig til bare mig. og han opfører sig nok på samme måde nu.
hun har noget psykisk som gør hun har det svært. hun flyttede hjemmefra tidligt og stoler på ingen, og hun vil altid tages først. og det går desværre ud over vores dreng, men jeg kan jo ikke sige at de ikke må være sammen. han har sagt han vil gå fra hende, men gør det ikke. hun var gravid for noget tid siden men fik abort, men nu ved jeg intet mere.
puh det blev rodet. men har prøvet det med at snakke med ham, men hjælper intet mere, for han forstår det når vi snakker sammen, der går 1-2 dage også er han tilbage i det gamle.

Shit, det lyder kompliceret. 

Men hvad med hans mor, så? Er hun til at tale fornuft med? I så fald ville jeg gøre alt hvad jeg kunne for at få et godt, tillidsfuldt forhold op at køre med hende - også for jeres søns skyld. 

et-ønske skriver:

Det er bare synd for børn i skilsmisse/når mor og far flytter fra hinanden, de vil altid være taberne og uanset hvor godt samarbejdet er, så vil det for evigt og altid være en smerte for barnet......

Nu kan jeg læse at din ex's nye kæreste ikke er ret gammel, og tænker lidt at hun jo nærmest ikke kan sætte sig ind i hvad det vil sige at have et dele barn? Men klart lyder det, ud fra det du skriver som om hun har noget hun skal arbejde med personligt.

Det er nu 7 år siden jeg blev skilt, og 5 år siden min nuværende mand blev skilt.
Da jeg blev skilt kunne min ex og jeg godt spise sammen med aflevering af vores datter, vi kunne køre på indkøbsture til Tyskland og har en enkelt gang være i sommerhus i 3 dage. Sådan var det ca det første år til halvanden. I dag er vores konflikt niveau så højt at vi end ikke taler sammen, kun på skrift. Jeg vil understrege det ikke er min nye mands skyld - men udelukkende at min ex ikke kan tåle at min datter og jeg har det godt.

Min nuværende mand blev skilt for 5 år siden. Igen, det første år lavede de ting sammen med børnene, spiste sammen og hjalp hinanden efter behov (jeg har kendt min mand under hele deres forløb). Men hans ex havde svært ved at acceptere mig. Vi plejer at mødes til kagemand på børnenes fødselsdage, spiser morgenmad sammen juleaften osv. og hun acceptere nu min tilstedeværelse.
De er ikke længere på ture sammen, eller spiser sammen - og det er udelukkende min mands ønske. Han synes det er lidt underligt, han har ikke lyst til at min datter og jeg ikke er med.

Jeg er nød til at være ærlig.... Og føler jeg kan sætte mig i begge situationer.... Jeg er "glad" for at vi ikke skal på de der udflugter sammen - når vi er sammen alle sammen føler jeg at min datter og jeg er udenfor, vi er ikke en del af den der familie som de har sammen. Jeg deltager til jul og fødselsdage, naturligvis glad og positiv, men helt ærligt så nyder jeg ikke så meget som et sekund af det..... Føler mig forkert.
Hvad de vælger at gøre sammen er jeg i princippet ligeglad med, plejer at sige til min mand at han jo kan gøre det, som han selv ville acceptere hvis det var omvendt. Så jeg er på ingen måde den hysteriske nye, men min mand har selv valgt.
Nu lyder din ex nye kæreste ikke specielt moden - men ellers vil jeg sige man skal passe på med at give den nye skylden, det kan også være far der selv vælger fra.

Det er rigtig synd for din søn!! Jeg kender den der magtesløshed når man gerne vil hjælpe sit barn og beskytte det mod smerte, men bare står og intet kan gøre

Sender i din retning, og håber far snart vågner op - om ikke andet må du og din kæreste bare fortsætte jeres gode arbejde

Jeg forlanger ikke at vi skal kunne gøre alle de ting sammen. Jeg vil bare ønske at han ville tænke på sin søn. Jeg synes det er hårdt at han ikke ønsker at holde ferie med ham, at han nu kun er sammen med ham de dage han er 'tvunget' til at være sammen med ham. Jeg føler han ikke gider mere, men gør det fordi hans familie mener han SKAL. Når han har ham er han altid ude ved familien, han bliver storset altid hentet sent, selvom han har fri den dag. Men kan ikke være sikker, og derfor er det så hårdt at aflevere ham. Der er altid undskyldninger for han ikke kan være sammen med ham. I sommers tog han på ferie til Kreta i 10 dage. Han havde 3 uger, men han havde ikke tid til vores dreng en eneste dag. Det er synd for ham. Jeg ønsker ikke at skubbe min dreng hen til sin far så jeg får fritid, for har meget familie der spørger om de ikke må passe, hvor jeg siger nej, vi hygger os. Han derimod tager imod alt. Synes bare det er hårdt at 'udsætte' min dreng for det.

modesty skriver:

Shit, det lyder kompliceret. 

Men hvad med hans mor, så? Er hun til at tale fornuft med? I så fald ville jeg gøre alt hvad jeg kunne for at få et godt, tillidsfuldt forhold op at køre med hende - også for jeres søns skyld. 

Hun er til at snakke med, men meget af hans måde at være på kommer fra hende. Hun har flyttet meget og skiftet mange partnere mens han var barn. En periode havde hun ikke penge, efter hendes mening, valgte at smide begge hendes børn hjem til deres fædre, for at bo alene, for ikke at tage imod dem igen da hun fandt nyt. Hun er sød at snakke med, men som jeg valgte at sige det var nok med forholdet, sagde hun at jeg nok hurtigt vil ende med at flytte hele tiden, blive gravid med det samme og smutte igen. Flere fra hans familie ringede op og sagde jeg ødelagde min søn ved ikke at give forholdet en chance. De er søde hvis man gør alt efter deres ønske, men kunne ikke blive ved i det forhold, og er jeg glad for idag, for er kommet ind i den mest fantastiske familie! Så er bange for jeg hellere ikke kan få fornuft ind den vej.

Pyyyh.... man ved ikke helt hvad man skal sige... andet end at jeg føler både med dig og dit barn....

 

Desværre er der mange der får en partner der er sådan, mht barnet mor/far.. det er bare så ærgeligt og trist.. man burde tag sig i nakken og indse at man er gået ind i et forhold velvidende at eks'en følger med i form af samarbejde omkring barnet.... 

 

MEN jeg må dælme indrømme, at han virker som noget at en tøffelhelt omkring det... han må mande sig op hvis han mener at hans barn kommer først.... hvilke burde være en selvfølge..... 

 

Alt begyndelse er svær.... og det er det sikkert også for hans kæreste mht at skulle forholde sig til at du er der, i form af jeres fælles barn... MEN jeg havde hamret i bordet og gjort det MEGET klart at han simpelthen må tag sig sammen og gøre op med sig selv hvad der er vigtigst... og at hans barn faktisk lider under ham og hendes jalousi....

En ting er at han sikkert bliver træt af hendes måde at være på og deres forhold evt ender, han kan altid finde en ny... men det kan han altså ikke med hans barn.. og han burde  tag sig gevaldigt sammen inden han mister hans barn helt... for barnet skal nok lure hvad der sker på et tidspunkt....

 

(eij jeg lyder bare som en sur harpe, i mit indlæg.... sorry... men har selv været der....... og er en der skriver ret direkte.... håber ikke du misforstår hvad jeg skriver..... skreven sprog er nemt at misforstå)

 

 

stjernehimmel skriver:

Pyyyh.... man ved ikke helt hvad man skal sige... andet end at jeg føler både med dig og dit barn....

 

Desværre er der mange der får en partner der er sådan, mht barnet mor/far.. det er bare så ærgeligt og trist.. man burde tag sig i nakken og indse at man er gået ind i et forhold velvidende at eks'en følger med i form af samarbejde omkring barnet.... 

 

MEN jeg må dælme indrømme, at han virker som noget at en tøffelhelt omkring det... han må mande sig op hvis han mener at hans barn kommer først.... hvilke burde være en selvfølge..... 

 

Alt begyndelse er svær.... og det er det sikkert også for hans kæreste mht at skulle forholde sig til at du er der, i form af jeres fælles barn... MEN jeg havde hamret i bordet og gjort det MEGET klart at han simpelthen må tag sig sammen og gøre op med sig selv hvad der er vigtigst... og at hans barn faktisk lider under ham og hendes jalousi....

En ting er at han sikkert bliver træt af hendes måde at være på og deres forhold evt ender, han kan altid finde en ny... men det kan han altså ikke med hans barn.. og han burde  tag sig gevaldigt sammen inden han mister hans barn helt... for barnet skal nok lure hvad der sker på et tidspunkt....

 

(eij jeg lyder bare som en sur harpe, i mit indlæg.... sorry... men har selv været der....... og er en der skriver ret direkte.... håber ikke du misforstår hvad jeg skriver..... skreven sprog er nemt at misforstå)

 

 

Jeg forstår dig og er dejligt du er direkte. Jeg har prøvet at være hård mod ham, men hjælper ikke mere. Jeg tror lidt jeg har givet op. Nok mest fordi jeg jo også vil ønske min dreng var hjemme hele tiden. Det gør mig bare så sur at han var så god en far til at starte med, men at efter han fandt en kæreste ændrede det sig. Jeg tror bare at hun har så meget fat i ham, som en kvinde der levet i et undertrygt hjem. Tror bare det er omvendt her. Han mister alle sine venner og veninder og familien ser han når hun ikke er der eller når han har vores søn. Nu har hanogså mistet sit arbejde. Og skal flytte igen, for hendes skyld en 3 gang. Han har så svag en rygrad, kan huske jeg næsten bare skulle vise tegn på vrede så gjorde han tingene. Er bare bange for det ender galt.

Det er trist.....øv altså...

 

Her endte det med at Biologisk far ikke ser sit barn, og nærmest aldrig har gjort det.... det var det bedste i det lange løb som tingene var/er... selvom det var en svær beslutning...(det er nu 8 år siden, og hun var så lille hun heldigvis ikke har oplevet svigt mm og kendt ham)

 

Min eks, fungere som en far for hende og har gjort det siden hun var ca 1 år...  men da han fik ny kæreste, var der også lidt gnidninger, mht hun havde svært ved kontakt og han bare skulle tusind ting i de weekender hvor han normalt havde min datter.....

Jeg meldte klart ud, og HELDIGVIS er det meget bedre.. men jeg er stadig en eks, så kontakt er hun stadig ikke super duper med.. men det fungere.....

 

Men nemt bliver det aldrig med delebørn tror jeg, kan snildt følge dig i at du egentlig bare gerne vil ha det for dig selv, især som det lyder til at situationen er.... jeg bander det langt væk til tider, da det bare tit er et kæmpe puslespil at få det hele til at gå op mht fritidsting osv.. og det blir ik nemmere jo ældre hun bliver...