Hvad tænker i ?! Langt

Hej alle sammen.. Nu vil jeg for første gang prøve skrive mine inderste tanker ned, blot for at få et råd - men også for selv at kunne gennemskue hvad jeg skal stille på.

 

Mine forældre var meget unge 23 var min mor og 24 var min far da jeg blev født, 3 år før kom min storebror til verden. jeg har i hele min barndom levet med en mor med fødsels dep, og en far det var lastbil chauffør i udlandet.

Min mor har altid truet med at få mit fjernet hjemmefra vis jeg fortalte nogle om de ting, der forgik - og han aldrig lagt skjul på hun ikke ønskede mig - derfor boede jeg ved min onkel og tante i de to første år af mit liv. Da jeg var ti år fik jeg en lillebror, jeg passede og plejede ham - fordi min mor arbejde om natten - og han kaldt mig mor til han var 4år.  Jeg føler mig svigtet, glemt osv! Selv nu hvor jeg er 24 og har fået mine egne børn har det ændret sig, min mor drikker og min far er forsat chauffør - og har desuden giftet sig med en anden. Da mine forældre blev skilt (jeg var 15år) sagde min mor hun aldrig ville se mig igen vis jeg flyttede med min far. Jeg endte i druk og kriminliatet. Min storebror var meget volddig overfor mig og har altid været det. 

efter jeg selv er blevet mor et jeg bare så bange  for at mine egne børn skal føle svigt osv :/

Jeg mangler mine forældre -

men de er ikke intresseret, og reagere ikke på mine henvendelser .. Jeg er knust, jeg savner dem - selv om jeg ikke kender til andet. Jeg savner min storebror - og ikke mindst min elskede lillebror - vi var SÅ tætte, men jeg må ikke se ham

Jeg hører intet fra dem, og de har aldrig besøgt mig!

 

jeg har har det sidste tid døjet med hovedpine fra morgen til aften - kvalme - ondt i maven - træthed - dårlig humør - irritabel - og jeg bliver rasende ved det mindste. Jeg føler mig forkert - og afvist af selv min mand. Jeg hyler og hyler hver gang jeg er alene, og jeg kan ikke fortælle min mand de ord jeg skriver her.. Vil på ingen måder forbindes med min mor eller far. For jeg er mere End dem og det det ved jeg! Jeg har ingen tillid til nogle mennesker mere, og ja.. Der er selvf mere bag - Men er online på mobilen så det er lidt besværligt at skrive

men hvad skal jeg gøre? Jeg er 24 år nu !

håber inderligt nogle vil give er godt råd , det har taget lang tid at få mod til at skrive 

 

 

 

Anonym skriver:

Hej alle sammen.. Nu vil jeg for første gang prøve skrive mine inderste tanker ned, blot for at få et råd - men også for selv at kunne gennemskue hvad jeg skal stille på.

 

Mine forældre var meget unge 23 var min mor og 24 var min far da jeg blev født, 3 år før kom min storebror til verden. jeg har i hele min barndom levet med en mor med fødsels dep, og en far det var lastbil chauffør i udlandet.

Min mor har altid truet med at få mit fjernet hjemmefra vis jeg fortalte nogle om de ting, der forgik - og han aldrig lagt skjul på hun ikke ønskede mig - derfor boede jeg ved min onkel og tante i de to første år af mit liv. Da jeg var ti år fik jeg en lillebror, jeg passede og plejede ham - fordi min mor arbejde om natten - og han kaldt mig mor til han var 4år.  Jeg føler mig svigtet, glemt osv! Selv nu hvor jeg er 24 og har fået mine egne børn har det ændret sig, min mor drikker og min far er forsat chauffør - og har desuden giftet sig med en anden. Da mine forældre blev skilt (jeg var 15år) sagde min mor hun aldrig ville se mig igen vis jeg flyttede med min far. Jeg endte i druk og kriminliatet. Min storebror var meget volddig overfor mig og har altid været det. 

efter jeg selv er blevet mor et jeg bare så bange  for at mine egne børn skal føle svigt osv :/

Jeg mangler mine forældre -

men de er ikke intresseret, og reagere ikke på mine henvendelser .. Jeg er knust, jeg savner dem - selv om jeg ikke kender til andet. Jeg savner min storebror - og ikke mindst min elskede lillebror - vi var SÅ tætte, men jeg må ikke se ham

Jeg hører intet fra dem, og de har aldrig besøgt mig!

 

jeg har har det sidste tid døjet med hovedpine fra morgen til aften - kvalme - ondt i maven - træthed - dårlig humør - irritabel - og jeg bliver rasende ved det mindste. Jeg føler mig forkert - og afvist af selv min mand. Jeg hyler og hyler hver gang jeg er alene, og jeg kan ikke fortælle min mand de ord jeg skriver her.. Vil på ingen måder forbindes med min mor eller far. For jeg er mere End dem og det det ved jeg! Jeg har ingen tillid til nogle mennesker mere, og ja.. Der er selvf mere bag - Men er online på mobilen så det er lidt besværligt at skrive

men hvad skal jeg gøre? Jeg er 24 år nu !

håber inderligt nogle vil give er godt råd , det har taget lang tid at få mod til at skrive 

 

 

 

jeg har så forfærdeligt ondt af dig 

et kæmpe kram ska du ha.

er bange for du må acceptere at de ikke vil ha kontakt til dig for du ødelægger dig selv ved at blive ved at prøve..

evt snak med en psykolo...du må os gerne skrive en pb

E.J.mor. skriver:

jeg har så forfærdeligt ondt af dig 

et kæmpe kram ska du ha.

er bange for du må acceptere at de ikke vil ha kontakt til dig for du ødelægger dig selv ved at blive ved at prøve..

evt snak med en psykolo...du må os gerne skrive en pb

Tak skal du have 

Ved godt det ødelægger mig selv.. Men det er bare så svært!/:

jeg savner dem jo uendelig meget. 

 

Og og mest af alt min lillebror - han skal konfirmeres næste mdr, og vi er ikke inviteret .. Min storebror ringede for min far og sagde at vis vi abselut skulle komme skulle vi hvertfald ikke tage vores børn med. Min far har i flere omgange truede min mand på livet..

 

jeg eg er bare bange for psykologer osv - vi har ADHD konsulent her hjenme ved os (min søn på 5 har ADHD) han hjælper os med ham, og familie som helhed..

men hvad nu vis de tænker om jeg nu er som dem?! Jeg er SÅ skrækslagen for den sammenligning :/

For pokker da... Du SKAL da sige lige præcis det du skriver her til din mand! Det er din mand! En som har valgt dig i medgang og modgang! Lige præcis han burde kunne forstår/accepterer dine følelser, dine tanker og alt du døjer med fra din barndom.

Du SKAL vide at det ikke er din skyld! At du ER mere værd end at blive behandlet sådan.
Tror desværre du må indse at du nok ikke får den familie du ønsker dig igen, og det lyder ærlig talt som om du er bedre stillet uden dem.

Øv hvor har jeg ondt af du har oplevet det du har.
Håber du får professionel hjælp til at komme videre, så du med sikkerhed i hjertet kan være den gode mor for dine børn som du sikkert allerede er, uden at skulle frygte at historien gentager sig.

Stort til dig!!

Loa skriver:

For pokker da... Du SKAL da sige lige præcis det du skriver her til din mand! Det er din mand! En som har valgt dig i medgang og modgang! Lige præcis han burde kunne forstår/accepterer dine følelser, dine tanker og alt du døjer med fra din barndom.

Du SKAL vide at det ikke er din skyld! At du ER mere værd end at blive behandlet sådan.
Tror desværre du må indse at du nok ikke får den familie du ønsker dig igen, og det lyder ærlig talt som om du er bedre stillet uden dem.

Øv hvor har jeg ondt af du har oplevet det du har.
Håber du får professionel hjælp til at komme videre, så du med sikkerhed i hjertet kan være den gode mor for dine børn som du sikkert allerede er, uden at skulle frygte at historien gentager sig.

Stort til dig!!

Jeg ved godt min mand vil forstå det, men det er bare så svært at erkende det for omverden. Er bange for det ser ud til jeg har mistet fatningen ..

jeg har idag her til aften fortalt det hele til en veninde - hun fortalte hun længe havde mistænkt jeg havde stress / dep eller sådan netop fordi jeg har ændret mig meget..

jeg sys bare det er SÅ hårdt - igen forældre , en voldig storebror og en lillebror jeg savner mere end noget andet  var jo hans mor i fire år, og vores bånd er så stærkt når vi må se hinanden. Han skal konfirmeres om 1 mdr, og der sagde min Storbror på min fars vejen at vis vi sku komme var det hvertfald uden børn.. Men vi har ikke fået invitation.

Anonym skriver:

Jeg ved godt min mand vil forstå det, men det er bare så svært at erkende det for omverden. Er bange for det ser ud til jeg har mistet fatningen ..

jeg har idag her til aften fortalt det hele til en veninde - hun fortalte hun længe havde mistænkt jeg havde stress / dep eller sådan netop fordi jeg har ændret mig meget..

jeg sys bare det er SÅ hårdt - igen forældre , en voldig storebror og en lillebror jeg savner mere end noget andet  var jo hans mor i fire år, og vores bånd er så stærkt når vi må se hinanden. Han skal konfirmeres om 1 mdr, og der sagde min Storbror på min fars vejen at vis vi sku komme var det hvertfald uden børn.. Men vi har ikke fået invitation.

Kan godt forstå det må være sindssygt hamrende hårdt at undvære at være med til sådan en stor begivenhed i hans liv.
Men hvis i vitterligt ikke kan gøre noget som helst for at komme med (kunne du evt. tage med alene, i mangel af bedre) så er der 4 år til han bliver myndig og selv kan bestemme, og forhåbentlig kan se dig/jer lige så meget han vil....
Selvom det bestemt er en meget skod situation....

Loa skriver:

Kan godt forstå det må være sindssygt hamrende hårdt at undvære at være med til sådan en stor begivenhed i hans liv.
Men hvis i vitterligt ikke kan gøre noget som helst for at komme med (kunne du evt. tage med alene, i mangel af bedre) så er der 4 år til han bliver myndig og selv kan bestemme, og forhåbentlig kan se dig/jer lige så meget han vil....
Selvom det bestemt er en meget skod situation....

Ja, det kunne jeg - og det gør jeg også.. Ville bare så gerne min familie var en del af det .. For mig er det en selvfølge at hele familien burde deltage.. Jeg er så ked af at de ikke har lyst til og lærer os at kende.

Anonym skriver:

Ja, det kunne jeg - og det gør jeg også.. Ville bare så gerne min familie var en del af det .. For mig er det en selvfølge at hele familien burde deltage.. Jeg er så ked af at de ikke har lyst til og lærer os at kende.

Det lyder som om de har nogle problemer. Problemer de nok skulle/skal have professionel hjælp til at håndtere.
For selvfølgelig er det da normalt at hele familien er sammen om sådan en begivenhed.

Loa skriver:

Det lyder som om de har nogle problemer. Problemer de nok skulle/skal have professionel hjælp til at håndtere.
For selvfølgelig er det da normalt at hele familien er sammen om sådan en begivenhed.

Ja, det er det jeg mener :/

Andre råd??