Min lille Liva Lykou Petersen blev født d. 26/2-14 kl. 10.03 
Søndag d. 23/2-14 (Min terminsdag):
Efter mange dage med frustrationer og bekymringer, mange gange til scanning og mange ctg'er valgte jordemødrene endelig at sætte min fødsel i gang - Grundet at jeg ikke mærkede min lille pige.
De startede med at give mig to Misoprostol kl. 13.00. Kæresten og jeg blev helt overvældet over at "Nu var det sku nu". Så resten af dagen gik med meget glæde, meget snak og en masse kærlighed til hinanden. Vores forventninger blev nok skruet ret meget op, vi kunne ikke lade hver med at gå og snakke om hvad der mon skete fra nu af. Vi skulle nok have taget lidt let på det, opdagede vi senere, da ventetiden blev utrolig lang. Tror også det var fordi en jordemor fik sagt "Så kan det være du føder idag" 
Da de kørte ctg og mærkede på mig efter jeg havde vandret rundt på hospitalet hele dagen, kunne de se jeg havde for mange opstarts veer til at de ville give mig flere piller. Min livmoderhals var forsvundet og jeg var en halv cm åben.
Den nat overnattede vi på hospitalet, det var hård kost - havde MANGE opstarts veer, og svært ved at falde til ro.
Mandag D. 24/2-14
Mandag morgen vågnede jeg tidligt, allerede kl. 05.45 .. Natten havde været fyldt med mange tanker, håb og forventninger. Gik op og sagde jeg var vågen og vi fik derefter lidt morgenmad. Efter ctg gav de mig igen to Misoprostol, fordi opstartsveerne var gået meget i sig selv natten over. Vi tog hjem et par timer, fik et bad noget mad og fik da også lige tid at slumre lidt på sofaen. Kl. ca. 16.00 var vi tilbage på fødemodtagelsen, de kørte ctg og gav mig en halv dosis Misoprostol. Efter det gik vi op i byen, på en skøn kinesisk restaurant, hvor vi besluttede os for at nyde en kæreste middag. Kan huske jeg havde ret mange opstartsveer der virkelig var taget til i styrke. Kl. 22.00 hvor vi skulle være tilbage, de kørte igen ctg og valgte derefter ikke at give mig flere Misoprostol. Jeg havde nu åbnet mig 1 cm.
De sagde at vi skulle sove på hospitalet igen, men jeg ville rigtig gerne hjem og sove. Jordemoderen havde stort set sagt go’ for det, men skulle først snakke med overlægen. Overlægen var ikke glad for det, da de helst vil have at man bliver når man er blevet sat i gang. Men de kunne have indlagt mig ordentligt, i stedet for at give os et baglokale uden mad eller noget. Det var sku dårligt syntes jeg. Derfor tog vi hjem, imod givet råd. Det er det bedste valg jeg tog! Selvfølgelig lovede jeg at ringe hvis der var det mindste. Bare det at komme hjem og sove i ens egen seng, i vante omgivelser og få noget ro på, gav mig/os utrolig meget overskud. Plus at vi kunne være der på 10 min. Hvis der var det mindste.
Tirsdag D. 25/2-14
Kl. 08.30 havde vi en aftale om at komme tilbage til fødemodtagelsen. De kørte ctg og valgte stadig ikke at give mig flere Misoprostol. Her begyndte snakken at gå på om jeg skulle have et ballonkateter sat op om aftenen. Vi tog hjem igen, for at få sovet lidt mere – det blev til en time på sofaen for mit vedkommende. Kl. 14.50 skulle vi være tilbage på fødemodtagelsen, det endte så med vi sad og ventede ca. Halvanden time på at få lov at komme ind og få kørt ctg. Tænk den ekstra tid kunne jeg have brugt derhjemme på at sove videre, de kunne da godt lige have ringet, syntes jeg.
Nå pyt, vi kom ind og fik kørt ctg og snakkede yderligere om hvad der så skulle ske nu. Overlægen kom og mærkede på mig, og stadig ingen fremgang trods hyppige opstartsveer. Efter de havde vurderet hvordan det hele så ud, kom overlægen ind og sagde at de ville prøve at lave en hindeløsning på mig. Det viste sig så at være forkert, for efter kort tid kommer jordemoderen ind og siger de vil prøve at tage vandet. De beder mig her om at komme tilbage en time efter, fordi de har virkelig travlt.
Kæresten og jeg gik herefter ned for at få noget mad, og ringer rundt til de forskellige og siger at de vil prøve at tage vandet. Jeg mindes at være helt forvirret og spændt, men stadig ville jeg ikke sætte mine forventninger for højt grundet at jeg tidligere var blevet utrolig skuffet. En time efter kommer vi tilbage til fødemodtagelsen, hvor de selvfølgelig igen kører ctg. Det skal de jo gøre hver eneste gang man kommer.
Vi bliver herefter vist ind i det lokale de bruger til at scanne med hvor de vil prøve at tage vandet. Der kommer to jordemødre ind, den ene skulle trykke på maven, mens den anden havde en gummidut på fingeren til at tage vandet med. Jeg blev fuldstændig overrasket da hun fik hul på det. Kunne slet ikke forstå det! NU VAR DET SKU NU!! – der kom så også rigtig meget mere vand end hvad jeg havde forstillet mig!! – Man er ikke i tvivl!!! 
Kæresten og jeg fik af vide vi skulle være tilbage tre timer efter, så vi skyndte os ud i en taxa og hjem for at hente taskerne, og få slappet lidt af. Allerede i taxaen mærkede jeg den første ve. Det tog fart inden for de næste par timer. Da en kammerat kom og hentede os Kl. Ca. 21.45 havde jeg hvert fald ret mange veer. Og hold da op hvor var det ubehageligt at det bare løb og løb med fostervand. Kl. 22.00 var vi tilbage på Fødemodtagelsen hvor min søster dukkede op, også kærestens mor og lillesøster kom derover.
Min søster skulle være med under hele forløbet, og kærestens mor og lillesøster havde besluttet at de ville sidde på gangen og vente.
Fødsel:
Kl. 23.40 blev vi vist ind på en fødestue. Her tager jeg imod tilbuddet om klyx, heldigvis fik jeg lov til selv at klare det. Får også taget min temperatur, og hun skønner vores prinsesse til værende 4000-4200g, hun skriver dog 4000g.
Kl. 00.15 er mine veer aftaget en smule, og får lagt et ve-drop.
Kl. 01.20 er mine veer virkelig taget til! Men jeg er stadig ved godt mod, sidder på sengekanten og bruger alt hvad jeg har lært om vejrtrækning. Næsten en time efter er det begyndt at blive utrolig hårdt. Jeg får en varmepude på ryggen og en sækkepude at støtte mig med.
Kl. 02.50 har jeg ikke åbnet mig mere end 2 cm, og beder derfor om en epidural, da jeg ligger i smerte helvede og vejen er lang endnu.
Kl. 03.10 Narkoselægen kommer og lægger den på mig. Han valgte at lægge saltvands drop efter epiduralen, hvilket efter min mening er noget af en chance at tage.. Det gik fint med at få lagt epidural, synes overhovedet ikke det gjorde ondt. Men efter nogle få minutter, ender det med at jeg får et blodtryksfald. Da narkoselægen så ikke kan finde min blodåre til det dumme saltvandsdrop, kommer der lige pludselig stress på stuen. Jeg fik det dårligere og dårligere, og selv min mand fik det dårligt.. Tror det var fordi han kunne se at jeg fik det dårligt <3
Efter fire forsøg fandt han endelig en blodåre der fungerede, og fik det hurtigt bedre. Vi fik herefter, både min søster, mand og jeg, nogle gode timer at blunde i.
Kl. 06.15 er jeg kun 2 cm åben. Men herefter tager det fart. Kl. 08.15 er jeg fuldt åben og i fødsel. Kl. 09.25 får jeg endelig lov til at presse, og kl. 10.03 bliver min prinsesse født.
Puha det var ikke det sjoveste i verden. Hold da op hvor gjorde det ondt da de rigtige fødselsveer startede! Fik af vide af både manden, min søster og jordmoderen at jeg var super sej! Jeg kan huske jeg undskyldte meget (mest over jeg var så larmende) og blev ved med at råbe ”Jeg skal skide!!!!” Det har vi grinet en del af efterfølgende.
Det allerværste ved fødslen var at min prinsesse sad fast med skulderen på vej ud, mens hun pressede på navlesnores. Så pludselig stod der omkring ti mennesker på stuen. Nu skulle hun altså bare ud!! Kan huske jeg havde rigtig svært ved at holde mine ben oppe (hvilket jeg selv skulle gøre) – det endte med at det var en studerende, min søster og min kæreste der holdte mine ben. Men da det skulle gå hurtigt kom der en jordmor og virkelig bare trykkede mine ben tilbage! Hold kæft man hvor gjorde det ond! Havde jeg kunne, havde jeg nok sparket hende i hovedet! Men hun gjorde hvad der skulle til, så efterfølgende no hard feelings!
De tog min pige meget hurtigt væk fra mig, fordi hun lige skulle hjælpes til at trække vejret. Men der gik ikke mere end to minutter før jeg fik hende over til mig. Der forsvandt ALT omkring mig! Jeg var overvældet! Jeg klarede det, og hun er den smukkeste jeg i mit liv har set!
Blev til sidst syet i omkring to timer. 10 cm i skamlæberne var jeg flækket, men ikke i mellemkødet, hvilket de sagde var super sejt. Havde heldigvis en lattergas jeg fik lov at hygge mig med, mens jeg lå med prinsessen på maven.
Nu er min pige næsten tre uger gammel. Mor har været meget fortvivlet over at det skulle gøre så ondt, så længe med de syninger (det er sådan noget man glemmer at sætte fokus på – men det er nok meget godt) Havde da også en tude dag på fjerde dagen, men det var mest fordi det var skide uretfærdigt – havde intet overskud, og havde jo allermest lyst til at smide mig selv til side. Men nu er det så godt som helet og har fået mit overskud tilbage. Laver intet andet end at nyde min fantastiske smukke datter. Føler mig velsignet!! <3
I får lige et par billeder af min smukke tøs
