Jeg har mit barnebarn i privat pleje- og vil bare sige at jeg synes ikke at personer uden erfaring i hvad det vil sige at være full time forældre med alt hvad det indebærer burde være plejeforældre.
Fordi det barn/børn i får vil have noget med som vil give udfordringer både fysisk men også psykisk.
Jeg er en erfaren mor til 7 børn.
Jeg er farmor til mit plejebarn,og kender ham ud og ind.
Alligevel har det her været rockerhårdt.
Jeg har aldrig fortrudt ,men jeg har grædt ,bandet og svovlet over systemet,over min søn og svigerdatter.
Jeg har følt mig magtesløs over mit barnebarns sorg,problemer og hele situationen.
Jeg har følt mig alene og ensom i hele kampen om at få det hele til at gå op i en højere enhed.
Det er langt om længe ved at gå den rette vej-
Men havde jeg ikke kendt ham i forvejen,havde jeg ikke vidst at jeg ville ham 100% så havde jeg knækket på det her.
Og jeg ved nu at jeg aldrig ville kunne have gjort det med et fremmed barn.
Og jeg ved fra kommunen ,og en veninde der har stået 100% bag mig i det her og som arbejder som plejemor at rigtig mange plejeforældre har en eller anden rosenrød forestilling om at nu skal de redde et barn og gøre en forskel.
Og mange af dem må give op i kampen fordi de simpelthen ikke havde regnet med hvor p*sse hårdt det er at skulle tage sig af et skadet barn.
Jeg skriver ikke for at dunke dig i hovedet ,men for at fortælle dig at det at være plejeforældre er for alvor-og magter man ikke opgaven -ja så er der kun en taber -Barnet ....Som i forvejen har tabt på mange fronter.