grinny skriver:
Ja vejen tilbage bliver heldigvis nemmere, det kan jeg allerede mærke idag, men jeg hader de sorte huller. Jeg hader hvordan følelser og tanker kan overtage kroppen så jeg slet ikke har styr på noget, men samtidig synes jeg også det er godt, for hver gang jeg lader kroppen styre selv ved jeg, at jeg får det meget bedre bagefter.
Jeg glæder mig til at komme til et sted hvor jeg bedre kan styre det, hvor jeg ikke græder hver gang kæresten får en tur, men hvor jeg 110 % kan være der for ham. Jeg ved det kommer og jeg må bare kæmpe mig mod det mål.
D. 25 er lidt skræmmende. Vi kan gå derfra fuldstændig uvidende, og vi kan gå derfra og vide præcis hvad der er sket. Synes der er +/- ved begge svar. Får vi af vide at det er vuggedød, jamen så er det jo egentlig bare dejligt at vide at det ikke er mig, os eller Isaac der har været noget galt med, men samtidig bliver vi bare mere fortvivlet over hvorfor det skulle ske for os.
På den anden side kan man sige at det er godt der bliver fundet noget for så bliver der holdt øje med det i næste graviditet, men så tror jeg bare at jeg vil være endnu mere bange for at det kan ske igen, for i mit hoved kan vuggedød ikke ramme de samme mennesker??
Åh ja, ligegyldigt hvad vi får af vide tror jeg bare at vi bliver forvirret
Det er rigtigt efter der sorte hul svæver man ligesom - det er som vejen hen til det sorte hul er tung, hullet er dybt og så får man kravlet op og får frisk luft i næsen igen for en kort stund.
Godt du allerede selv kan mærke det bliver nemmere. Jeg havde et stort ønske om at kunne kontrollere sorgen, gå ud og ind af den. Det at jeg havde et større barn gjorde nok jeg opnåede det rimeligt hurtigt, for skulle kunne parkere den når jeg hentede hende - kunne jo ikke så godt bryde sammen lige der. Dvs. Jeg kunne kontrollere det ydre af sorgen, men mit hoved kunne sagtens være i selvsving mens jeg talte om hvordan dagen var gået, var der nok skiftetøj i kurven osv.
Kan ikke huske hvornår jeg også kunne kontrollere tankerne (det meste af tiden for kan stadig få trukket tæppet væk), men det var før der var gået et år.
Tilgengæld var det ikke før der var gået et år at jeg hele tiden havde krøllen til trods for jeg har mistet. Jeg kunne nyde min datter til trods for jeg har mistet. Jeg kan glæde mig til en ferie til trods for jeg har mistet. Den med at leve til trods for, tog lang tid at slippe....
jeg ved ikke om jeg nogensinde er blevet i stand til at være 110% lige her - jo måske, men har altid været en drømmer og det er forværret med at miste Lia. Jeg kæmper stadig for at være og blive i nuet, for en del af mig er et andet sted, en del af mig er med hende, er mor for hende et andet sted end nu. Og i det andet sted er der en ro og en tilfredstillelse.
Det samme er der med de sorte huller, de gør ondt, men paradoksalt nok er de også gode fordi i dem er jeg tæt på Lia, i sorgen er jeg tæt på hende, for hun er forbundet med smerte. Svært at forklare.
jeg ved ikke hvad der "nemmest" med svar, men ved en del synes det er svært med det uforklarlige netop fordi: hvorfor? Og hvordan sørger vi for det ikke sker igen? Men med et svar får angsten også pludselig et ansigt.... Jeg har jo kun prøvet svar, og selvom jeg jo ikke vidste det, så vidste jeg allerede den nat hun døde, at hun døde af en hjertefejl. Så har aldrig tænkt hvad om der ikke var et svar.
Tænker på dig d. 25. Og du skriver bare hvis du har brug for det
