grinny skriver:
.. Gør det forfærdeligt ondt 
Jeg kan have nogle rigtig gode dage, men igår og idag har det bare været lorte dage, og hver evig eneste gang jeg får en dårlig dag bliver jeg sat 10 skridt tilbage og skal igen igen kæmpe mig tilbage 
Lige nu har jeg bare lyst til at skrige op til himlen hvorfor det skulle være os, hvorfor vores Isaac

Jeg har så dårlig samvittighed over at jeg bare kan leve mit liv, jeg føler jeg burde bruge hvert sekund på at græde og tænke på ham, men jeg ved jo godt at det ikke sådan det hænger sammen men for fanden da, min lille søn havde ikke sin mor da han levede sine sidste sekunder, hvorfor kunne jeg ikke passe bedre på ham 
Til tider føler jeg mig som verdens værste mor, selvom jeg godt ved jeg intet kunne gøre, men hvis nu bare jeg havde mærket noget dagen før så jeg kunne få sat fødslen igang, ville han så havde levet nu? Hvis, hvis og hvis.. Jeg får aldrig svar!
Tror bare at det er fordi det snart er den 25, det kom lige pludselig tæt på. Alt det jeg et eller andet sted ikke har ville acceptere og tro på, det bliver rigtigt når jeg skal sidde og høre hvorfor det skete.
Jeg fatter stadig ikke hvorfor det skulle ske for os, hvorfor sådan noget overhovedet kan ske.
Man tror de er så trygge inde i maven, men de er lige så sårbare derinde som herude!
Kæmpe kram - det kan godt være du føler du går helt tilbage fra start igen, men det gør du ikke. Du kommer nemlig tilbage med en viden om vejen kan gåes (ja måske kravle eller krybes), du har været der fær og ved man kan leve, man kan trække vejret osv.
Man "glemmer" (heldigvis) hvordan man havde det i starten, men du har flyttet dig. Tiden og livet gør man flytter sig om man vil det eller ej.
Men der kommer nye sorte huller, nogen hvor man ved hvorfor (mærkedagene, samtaler mm) og andre bare fordi de kommer. De kommer stadig 7 år efter jeg har mistet, men jeg har mere kontrol over dem nu, kan bede dem om lige at vente med at tage benene helt væk under mig, lade dem ulme lidt før jeg knækker. Men de overrasker mig stadig i deres styrke, i hvordan de kan sætte mig helt tilbage. I går talte vi faktisk om den aften Lia døde, og for os begge når vi taler om det så er vi tilbage med helt klare billeder og selv kroppen reagerer en smule, men forskellen nu kan jeg tale færdig og så tage en bog.... Hvor for 7 år siden kunne jeg ikke tale færdig og det ville ende i gråd/surhed eller i hvertfald en kæmpe tomhed.
Hvad tænker du om d. 25.? Hvordan vil du have hvis der ikke er et svar andet end: han døde bare (indvendig vuggedød)?