Kæmpe knus til dig.
Husk hvor langt du er kommet.
Det er ikke så forfærdeligt lang tid siden at du skrev et indlæg der skræmte os alle halvt ihjel.
Et indlæg hvor jeg tænkte at du havde det så skidt at jeg var bange for om du kunne kæmpe dig tilbage.
Men det gjorde du!
Du er sgu en sej kvinde. Du formår at rejse dig igen og igen.
Og det her det er "bare" et lille bump på vejen.
Du har tabt dig ganske meget på trods af at alle godt ved hvor svært det er med psykiske udfordringer.
Du har alt mulig grund til at være stolt af dig selv 
Og så vil jeg lige sige at sådan nogle dage har de fleste af os.
Dage hvor man ikke orker livet,hvor alt er gråt og hvor man bare ikke orker mand ,børn ,arbejde osv -
Og det er altså ok!
Put dig under dynen ,få sovet og slappet af.
Er barnet ikke hjemme ,kunne dig og manden måske tage lidt terapi sammen ? 

Men prøv at trække vejret helt ned i maven og giv dig selv kredit for alt det du har opnået .Og giv dig selv lov til at have dage hvor det hele er lidt træls -det skal der også være plads til 
Og så tænkte jeg på om der ikke er lavet en plan med din sagsbehandler? Måske du kunne være berettiget til flex eller løntilskud så du kan blive i din praktik?
Anmeld