Erfaringer med pseudotvillinger

Mine drenge er 15 og 16 - der er 14 mdr. imellem dem. De er vidt forskellige og har altid været det.

Den ældste er en "drenge-dreng" , går på jagt, har hænderne skruet rigtigt på, er vild med og dygtig til naturvidenskabelige fag, har altid kun haft drengevenner, har krudt bagi og var lang tid om at lære at koncentrere sig i skolen, bryder sig ikke om storbyferier, men elsker at være i naturen, og har en sød (pige)kæreste. Vil gerne være biolog. 

Den yngste elskede prinsesser og lyserødt, da han var mindre, er absolut ikke praktisk begavet, er dygtig til sprog, skriver noveller - og har vundet flere novellekonkurrencer - er dygtig til at tegne, meget interesseret i kunst og litteratur, lærte sig selv at læse som 4-årig, har altid elsket at gå i skole, elsker storbyer, museer etc., er svær at få op i omdrejninger - meget distræt! - har flest pigevenner og er selv sikker på, han er til drenge. Vil gerne leve af at skrive. 

De har ikke kunnet finde sammen om ret meget i årenes løb, og den ældste har ofte været lidt hård ved sin lillebror, men en form for bånd har der altid været, og de seneste år er det blevet stærkere, da den ældste har fundet mere ro i sig selv og nu fuldt ud rummer sin lillebror og respekterer hans personlighed og interesser. Den yngste blev hurtigt udnævnt til "professor", og det var måske ikke altid let for storebror, at lillebror duperede hele verden - men da han så selv fik interesse for nogle skolefag og blev superskarp til dem, faldt der mere ro over ham. Omvendt har lillebror fremstået som lidt "sær" og gammelklog i nogles øjne, hvor storebror var lettere at falde i snak med. 

Det har på nogle måder været en fordel, at de er så forskellige, fordi vi aldrig bare har kunnet tænke på dem som "drengene" og glemt, at de var to individer. Det er faldet helt naturligt at give plads til dem begge, fordi det var nødvendigt. Den ældste er meget sin fars søn, og den yngste min mht. interesser - men vi har også gjort meget ud af at være sammen med dem på tværs af dette, og det er jo dybt fascinerende at lære noget af det barn, som ligner en mindst. 

Deres storesøster har altid rummet og forstået dem begge, og hun binder dem sammen, så jeg frygter ikke, at de glider fra hinanden, selv om de kommer til at leve to VIDT forskellige liv. Og de holder sammen, når nogen eller noget "truer" dem - også mod os, når en af dem synes, vi forældre er uretfærdige mod den anden. 

 

Jeg har to børn med 14 mdr imellem, og det var benhårdt i starten (begge har bla haft kolik, og jeg var indlagt noget tid i forbindelse med fødsel ) men hvor har de meget glæde og kan varmt anbefale det.
Mine er nu 3 og knap 2, og venter lillebror til juli.

Du er velkommen til at spørge nærmere ind

Hej.

Her har vi 12 måneder imellem vores drenge. Det har været sindssygt hård. Synes slet ikke der har været tid nok til hver enkelt af dem...
Og synes der er gået meget ud over vores to store børn -de var 6 og , Da den første kom. Alt er gået op i små børn.

Især min datter har mærket det. Min mand arbejder rigtig meget, så jeg har stort set været alene mor. Min mands dreng er her Kuo i weekenden hver 14. Dag.

Christina, som er på fra mobil og ikke orker skrive helt så detaljeret<3

Hold da op, hvor kom der lige mange svar. Så tak for de rigtig gode svar alle sammen! Det er spændende at læse om, både fra den ene og den anden side

Tak for svaret

Jeg synes, det er vildt imponerende, at det kan lade sig gøre at have to børn fra samme år (uden de er tvillinger vel og mærke) Var det ikke hårdt at være gravid så kort efter første graviditet?

Det du ik den første der siger, og er super glad for at de bare er pot og pande, for ja  -  de kommer jo i samme klasse når den tid kommer...

^Min mand er aldrig hjemme, (arbejder ude fra Man-fre), så stod/står med det hele alene i hverdagene og hver anden weekend, da han har tilkaldevagt der - men igen, det var jeg fuldt ud indstillet på da vi fik børn, får sådan har det altid været - jeg læser til daglig (når jeg ikke er på alle de barsler på universitetet )

  Så både og - jo der var da dage hvor jeg tænkte, at det her det overlever jeg aldrig, netop fordi jeg ikke er "lille-fylder-ikke-ret-meget-gravid", men er K Æ M P E - og det var hårdt, da jeg var stor hurtigt og nr. 1 jo hverken ku kravle eller gå

Men for dævlen, jeg gjorde det gerne igen

Papillon skriver:

Jeg er bare nysgerrig  

Hvordan er det at have børn med under 18 måneders aldersforskel?

Hvordan er det selv at have en søskende med højst 18 måneders forskel?

Svar gerne på det spørgsmål, der er relevant i din situation - regner jo ikke med, at I kan svare på begge Jeg er heller ikke ude efter noget specifikt i forhold til spørgsmålet, bare det der lige falder jer ind.

Vi har lige knap 13 måneder mellem vores

Og de er 2 og 3 nu, og jeg kan mærke at det er lidt hårdt nu. Selvstændighedsalder x 2

Men er har (indtil videre) mest været fantastisk

De er så søde og "nemme"

Papillon skriver:

Jeg er bare nysgerrig  

Hvordan er det at have børn med under 18 måneders aldersforskel?

Hvordan er det selv at have en søskende med højst 18 måneders forskel?

Svar gerne på det spørgsmål, der er relevant i din situation - regner jo ikke med, at I kan svare på begge Jeg er heller ikke ude efter noget specifikt i forhold til spørgsmålet, bare det der lige falder jer ind.

Der er lige netop 18 mdrs forskel på vores. Jeg synes ikke det har været slemt. Alle sagde, at det første år ville blive et helvede, og det ville blive såååå fucking hårdt (undskyld mit franske), men det synes jeg virkelig slet ikke. Nu er James 10 måneder, og jeg synes bare det er gået så fint, så fint. Det kommer nok også an på deres personligheder. James er og har altid været enormt nem, så på den måde har det ikke været en ekstra "Belastning" at have en baby mere i huset. Det eneste der har været bøvlet er det rent lavpraktiske med at gøre sig klar om morgenen, når man skal ud af døren osv., og de begge har brug for hjælp