Jeg bliver utrolig flov, over den dybt uprofessionelle måde dette er gjort på!
For det første, så er det ikke en snak man tager over hovederne på børn. Garderoben er til snak om hvor meget mad barnet har spist eller hvor godt det har leget med et andet barn.
For det andet, så har pædagogen tavshedspligt og må ikke oplyse hvad Anders' forældre har sagt i fortrolighed.
For det tredje, så er der slet ikke fokus på hvad der er bedst for det enkelte barn.
Jeg er selv pædagog og er ærgelig over det brodne kar som der findes indenfor min profession. Det er under al kritik, at tage en sådan samtale, på denne måde.
Som mor var jeg så blevet ufatteligt tosset og jeg ville, så snart det var muligt, tage kontakt til pågældende pædagog og fortælle hende om den måde hendes samtale har påirket mig. Dernæst få en forklaring på, hvorfor det er muligt for Anders' forældre at foretage sådan et valg, når det nu ikke er en mulighed selv at vælge, men kun ønske.
Skulle der ikke blive lyttet til det jeg sagde og jeg stadig ikke følte mig imødekommet, så ville jeg undersøge muligheden for at få en anden børnehave i spil. Hvis jeg ikke kan stole på personalet inden barnet starter, så ville jeg have svært ved det når det var startet.
Tak for alle jeres svar. Jeg var så chokeret at jeg kun sagde OK, og gik min vej med børnene.
I morgen tager vi en snak med dem, hvorfor jeg ikke får noget at vide, og hvorfor er deres ønske vigtigere end vores.
Jeg har intet problem med det barn, da jeg slet ikke har hørt om ham, hverken fra min søn eller datter.
Hvis jeg fik noget at vide, kunne jeg også tage hånd om sagen og bruge tid, på at tage det med min dreng også, hvis det altså ham der har gjort noget.
Det kommer bag på mig og min mand, da vi aldrig nogen sinde har hørt noget negativt om vores søn. Og går ud fra at alt er i det skønneste orden.
Min mand vidste så med det samme hvem "Anders" er, da han har set ham være agressiv over for andre børn, men igen, er det den måde man nu om dage lærer sine børn at håndtere konflikter? Ved at udelukke andre uden at give en chance?
Fair nok, hvis de ikke kan lide vores søn og vil gå på en anden stue, så må de da tage den stue ingen vil ind på. Hvorfor får vi ingen chance? Og hvordan skal jeg fremover se på denne dreng og hans forældre?
