Angst, depression

Jeg føler, at jeg har fået en depression.
Til dels forårsaget/forstærket af mit arbejde som praktikant i vuggestuen.
Jeg har det ulideligt deroppe. Føler hele tiden pædagogerne ser ned på mig, bagtaler mig og at jeg bare ikke er tilstrækkelig. Derfor har jeg svært ved at sige fra både overfor pædagogernes bemærkninger og også børnene.
Jeg føler mig utrolig dårlig tilpas indeni og har tankemylder hele tiden.
Jeg har haft/har meget ondt i ryggen deroppe, hvilket er klart med den overvægt jeg har fået og det arbejde jeg laver, men når jeg fortæller pædagogerne hvordan jeg har det, siger de bare: "tror du ikke bare du har ondt i ryggen fordi du bevæger dig for lidt?", hvor jeg er så angst at jeg ikke tør svare dem igen.
De sætter mig konstant igang. "Maiken, gider du ikke lige...."... hele tiden. Selv når det er ting jeg af eget initiativ er igang med. Hvis jeg står 1 meter fra døren med et barn i hånden, altså er på vej udenfor med barnet, så kan de sige: "Maiken, gider du ikke lige gå udenfor med børnene?", hvor jeg tænker: "HEY, hvad ser det ud til jeg er igang med?!?!", men tør ikke sige fra.
Hvis jeg har en spand, jeg er ved at fylde op med vand, kan de spørge: "Maiken, gider du ikke lige tørre bordene af?", når det er SÅ tydeligt at det er det jeg er igang med .
Jeg har intet imod at arbejde, men jeg har det rigtig svært med at blive kostet rundt med.

Efter jeg er blevet gravid er jeg blevet utroligt bange for mange ting, bange for at være social. Selv at tage bussen til arbejde.

Når jeg så endelig har fri, så er det ofte jeg bare går direkte i seng og sover til næste morgen. Mine kræfter i hverdagene bliver kun brugt på det arbede, hvor jeg slider mig selv op fysisk og psykisk. Først i weekenden kan jeg finde overskud til at vaske op, vaske tøj m.m..

Jeg føler, at det er en depression jeg har fået, men jeg tør ikke melde mig syg på arbejdet. Ved ikke om jeg overhovedet tør snakke med min læge om det, når jeg skal til 24-ugers undersøgelse imorgen. Jeg er SÅ bange for at fortælle, at HEY, jeg har det faktisk skidt, for hvad nu hvis de så tænker: "du skal være mor.. Nok iiikkkk en smart ide, hva?!"... , men jeg er jo også nødt til at se alvoren i øjnene.. hvis ikke jeg får det bedre nu, så har jeg en meget stor risiko for at udvikle en fødselsdepression.
Allerede nu går jeg ikke længere og "glæder" mig over min graviditet.. Jo, jeg er selvfølige glad, men jeg lukker meget af for det. Det at jeg skal være mor om 3½ måned, føles utrolig fjernt for mig.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre/tør gøre.. Men det er da et skridt, at erkende det herinde overfor alle jer supermødre, at jeg ikke har det så godt.

Er der nogle der har følt som jeg?

Knus Maiken, 24+0

Op

Mælkebøttebarn skriver:

Op

Puha, det lyder langt fra rart!

Jeg synes du skal snakke med din læge om det, det er MEGET svært at få hul på bylden og snakke med lægen om det, det kan jeg huske fra mig selv, jeg har haft en slem depression, hvor jeg måtte stoppe med skolen og blive medicineret for at komme nogenlunde på højkant.
Jeg gjorde det at jeg skrev ned på papir hvordan jeg gik og havde det i hverdagene og så tog jeg en person med til at støtte mig (I mit tilfælde min mor), det er rart at vide der er en at holde i hånden, og så fik lægen bare det jeg havde skrevet ned og så tog vi den derfra, det var et meget tårevædet besøg hos lægen den dag, men hold da op hvor kan du tro det letter!

Det sværeste omkring en depression er at acceptere at det er det man har, og så kunne snakke om det.

Hvis du har brug for at snakke omkring det er du mere end velkommen til at skrive!

Jeg synes bestemt du skal forsøge at tale med lægen om det, så i sammen kan finde en løsning, det vil jeg KLART mene er i stor interesse for dig, specielt inden din søn kommer til verden!

I den forbindelse vil jeg også sige at jeg synes du skal sygemelde dig, om ikke andet så midlertidigt, for der er ikke noget der kan få en depression til at blusse mere op, en en rigtig dårlig hverdag med omgivelser man langt fra sætter pris på!

Mange knus!

supermødre.. jaa tror vi alle går med noget i os.. angst og ikke føler os tilstrækkelig nok. der er jo også en masse hormonelt igang i vores krop lige pt og som gør nogle stærke og andre mere følelsesmæssigt berørte.. kæmper selv med mit, men prøver at finde noget positivt hele tiden..
jeg syntes bestemt du skal sige fra over for dem, og evt gå til chefen.. kan du ikke overskue at sige det face 2 face, så skriv de ting ned som du har gjort her, og lad hende læse brevet mens du er hos hende og så er hun vel så pædagogisk anrettet at hun selv som voksen kan se du har det skidt..
jeg var gået til angreb med det samme, men hvis man er nede i forvejen og meget modtageligt over for de ting omkring sig kan jeg godt følge dig... håber det var en lille opløfter.. prøv med det brev og se hendes reaktion.. husk på at folk tror jo stadig at "praktikanter" bare skal hundses med..  men foden i jorden og råb op.. 

s.l.s

LineD skriver:



Puha, det lyder langt fra rart!

Jeg synes du skal snakke med din læge om det, det er MEGET svært at få hul på bylden og snakke med lægen om det, det kan jeg huske fra mig selv, jeg har haft en slem depression, hvor jeg måtte stoppe med skolen og blive medicineret for at komme nogenlunde på højkant.
Jeg gjorde det at jeg skrev ned på papir hvordan jeg gik og havde det i hverdagene og så tog jeg en person med til at støtte mig (I mit tilfælde min mor), det er rart at vide der er en at holde i hånden, og så fik lægen bare det jeg havde skrevet ned og så tog vi den derfra, det var et meget tårevædet besøg hos lægen den dag, men hold da op hvor kan du tro det letter!

Det sværeste omkring en depression er at acceptere at det er det man har, og så kunne snakke om det.

Hvis du har brug for at snakke omkring det er du mere end velkommen til at skrive!

Jeg synes bestemt du skal forsøge at tale med lægen om det, så i sammen kan finde en løsning, det vil jeg KLART mene er i stor interesse for dig, specielt inden din søn kommer til verden!

I den forbindelse vil jeg også sige at jeg synes du skal sygemelde dig, om ikke andet så midlertidigt, for der er ikke noget der kan få en depression til at blusse mere op, en en rigtig dårlig hverdag med omgivelser man langt fra sætter pris på!

Mange knus!

Hej søde.
Tak for dit svar.
Jeg ved også godt inderst inde at jeg SKAL snakke med lægen om det, for ellers ender det med jeg bryder sammen på arbejdet en dag. Har tit været tæt på.
Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal få det sagt. Når jordemoderen og andre folk spørger hvordan det går, smækker jeg fascade på og siger "fint".. Men jeg har det bestemt ikke fint.

Jeg har før haft en depression, hvor jeg blev sygemeldt fra skolen, så jeg skulle læse hjemme - og fik medicin.
Jeg tror aldrig jeg har erkendt at en depression er en SYGDOM, som jeg skal have hjælp til at tackle. Jeg har altid anset mig selv for at være svag og vanskelig.. At det er min skyld jeg bare spekulerer for meget.

Jeg synes det er møg svært at skulle til læge imorgen og bede ham om en sygemelding og et bedringsforløb, endten med medicin eller samtaler. Jeg aner ikke hvordan jeg skal få ordene ud ad munden på mig. Jeg er samtidigt bekymret for hvad det har af betydning, idet jeg er "ung mor" og i forvejen i en risikogruppe, hvis man kan sige det sådan. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke er så skide stærk som forventet.. At der rent faktisk ER grund til bekymringer, hvis ikke jeg får det bedre.

Mælkebøttebarn skriver:



Hej søde.
Tak for dit svar.
Jeg ved også godt inderst inde at jeg SKAL snakke med lægen om det, for ellers ender det med jeg bryder sammen på arbejdet en dag. Har tit været tæt på.
Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal få det sagt. Når jordemoderen og andre folk spørger hvordan det går, smækker jeg fascade på og siger "fint".. Men jeg har det bestemt ikke fint.

Jeg har før haft en depression, hvor jeg blev sygemeldt fra skolen, så jeg skulle læse hjemme - og fik medicin.
Jeg tror aldrig jeg har erkendt at en depression er en SYGDOM, som jeg skal have hjælp til at tackle. Jeg har altid anset mig selv for at være svag og vanskelig.. At det er min skyld jeg bare spekulerer for meget.

Jeg synes det er møg svært at skulle til læge imorgen og bede ham om en sygemelding og et bedringsforløb, endten med medicin eller samtaler. Jeg aner ikke hvordan jeg skal få ordene ud ad munden på mig. Jeg er samtidigt bekymret for hvad det har af betydning, idet jeg er "ung mor" og i forvejen i en risikogruppe, hvis man kan sige det sådan. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke er så skide stærk som forventet.. At der rent faktisk ER grund til bekymringer, hvis ikke jeg får det bedre.

Hvor kan jeg nikke genkendende til hvad du siger, jeg lærte aldrig at acceptere at en depression er en sygdom før efter jeg blev erklæret "rask"...
Jeg anså mig selv for svag og til dybt dybt besvær for alle andre.

Men det er du IKKE, en depression har man ikke kontrol over, og det er ligeså legalt som en brækket arm.

Har du en person du stoler på/kender dig godt, du evt kan have med, som kan fortælle det for dig/supplere dig op? Det brugte jeg min mor til da jeg også bare sad der med tårer i øjnene og sagde "Jeg har det fint"... og det har man jo langt langt fra!

Det er så forfærdeligt at gå med alene, og jeg kunne ikke være mere enig med dig i at det er SUPER vigtigt der kommer lidt obs på dig.

Jeg synes ikke du skal være nervøs mht. at du er ung mor, og så føler det som du gør, da det bestemt kan ramme i alle aldre.
Kan godt følge dig i du er bange for om de vil tvivle på dine evner når nu du har det skidt nu, men det er jeg bestemt sikker på de ikke gør.

Lægen har jo tavshedspligt og SKAL hjælpe dig på bedste måde!

Op med humøret, evt skrive dine følelser ned, og så bare stik lægen det i hånden. Du kan klare det! Det er jeg sikker på du kan!

LineD skriver:



Hvor kan jeg nikke genkendende til hvad du siger, jeg lærte aldrig at acceptere at en depression er en sygdom før efter jeg blev erklæret "rask"...
Jeg anså mig selv for svag og til dybt dybt besvær for alle andre.

Men det er du IKKE, en depression har man ikke kontrol over, og det er ligeså legalt som en brækket arm.

Har du en person du stoler på/kender dig godt, du evt kan have med, som kan fortælle det for dig/supplere dig op? Det brugte jeg min mor til da jeg også bare sad der med tårer i øjnene og sagde "Jeg har det fint"... og det har man jo langt langt fra!

Det er så forfærdeligt at gå med alene, og jeg kunne ikke være mere enig med dig i at det er SUPER vigtigt der kommer lidt obs på dig.

Jeg synes ikke du skal være nervøs mht. at du er ung mor, og så føler det som du gør, da det bestemt kan ramme i alle aldre.
Kan godt følge dig i du er bange for om de vil tvivle på dine evner når nu du har det skidt nu, men det er jeg bestemt sikker på de ikke gør.

Lægen har jo tavshedspligt og SKAL hjælpe dig på bedste måde!

Op med humøret, evt skrive dine følelser ned, og så bare stik lægen det i hånden. Du kan klare det! Det er jeg sikker på du kan!

Jeg har faktisk ikke rigtig nogen støtteperson.
Jeg har snakket med min mor om det, men hun siger bare hårdnakket at jeg IKKE har en depression, fordi hun altid selv har fået fortalt, at hun ikke havde en de gange hun har haft det skidt.
Hun tilbød at tage med, men sagde nej, fordi jeg ikke føler hun er en særlig god opbakning.

I sidste ende har jeg vel kun mig selv.. og hunden.
Han kan jo se i min journal at jeg har fået antidepressiv medicin før, så han ved også at der er risiko for det bryder ud igen... Selvom jeg faktisk aldrig er blevet erklæret raskmeldt.. Jeg stoppede bare selv med medicinen.
Jeg ved bare ikke om jeg tør sige til ham, hvordan jeg har det.. Ved ikke om jeg tør tage hul på bylden, men jeg er nødt til det...
Jeg frygter bare jeg begynder at græde helt vildt. Tårene ligger jo bare og hober sig op.

Jeg håber at jeg er så stærk imorgen, at jeg får snakket med ham om en sygemelding. Han spørger vel nok hvordan det går med graviditeten og så skal jeg vel sige, at jeg føler jeg har fået en depression og hvad vi kan gøre ved det...??

Jeg har aldrig haft så svært ved noget før, som at skulle erkende at jeg ikke er supersej vordende mor .

Mælkebøttebarn skriver:



Jeg har faktisk ikke rigtig nogen støtteperson.
Jeg har snakket med min mor om det, men hun siger bare hårdnakket at jeg IKKE har en depression, fordi hun altid selv har fået fortalt, at hun ikke havde en de gange hun har haft det skidt.
Hun tilbød at tage med, men sagde nej, fordi jeg ikke føler hun er en særlig god opbakning.

I sidste ende har jeg vel kun mig selv.. og hunden.
Han kan jo se i min journal at jeg har fået antidepressiv medicin før, så han ved også at der er risiko for det bryder ud igen... Selvom jeg faktisk aldrig er blevet erklæret raskmeldt.. Jeg stoppede bare selv med medicinen.
Jeg ved bare ikke om jeg tør sige til ham, hvordan jeg har det.. Ved ikke om jeg tør tage hul på bylden, men jeg er nødt til det...
Jeg frygter bare jeg begynder at græde helt vildt. Tårene ligger jo bare og hober sig op.

Jeg håber at jeg er så stærk imorgen, at jeg får snakket med ham om en sygemelding. Han spørger vel nok hvordan det går med graviditeten og så skal jeg vel sige, at jeg føler jeg har fået en depression og hvad vi kan gøre ved det...??

Jeg har aldrig haft så svært ved noget før, som at skulle erkende at jeg ikke er supersej vordende mor .

Ja han spørger jo ind til sig, og så siger du bare du slet ikke har det godt, hvis tårerne presser på så lad dem løbe, for hvis du sidder med en stor klump i halsen derinde kan du nok ikke rigtig få sagt meget.

Jeg skal være ærlig at sige jeg græd øjnene ud derinde, men jeg var også SÅ langt nede så der virkelig kun var en vej og det var op.

Selv supermødre har brug for en hjælpende hånd fra tid til anden!
Og det at du har en depression gør dig bestemt ikke til en mindre god mor i mine øjne, for du forsøger netop at rette op på det!

Knus!!!

LineD skriver:



Ja han spørger jo ind til sig, og så siger du bare du slet ikke har det godt, hvis tårerne presser på så lad dem løbe, for hvis du sidder med en stor klump i halsen derinde kan du nok ikke rigtig få sagt meget.

Jeg skal være ærlig at sige jeg græd øjnene ud derinde, men jeg var også SÅ langt nede så der virkelig kun var en vej og det var op.

Selv supermødre har brug for en hjælpende hånd fra tid til anden!
Og det at du har en depression gør dig bestemt ikke til en mindre god mor i mine øjne, for du forsøger netop at rette op på det!

Knus!!!

Nej, jeg er også sikker på jeg nok skal nå at blive klar psykisk til at kunne være en god mor til november, hvis jeg får den ro jeg har behov for.
Vuggestuen ødelægger mig fuldstændigt.

Min læge er en mand, som er lidt speciel.. Som iøvrigt skrev i min vandrejournal at han var bekymret, nok pga. mit humør. Så jeg er rigtig bange for hvad der så bliver skrevet i min journal imorgen.. Og at jeg så skal slås med kommunen, da de jo er inde over mig allerede.

Jeg er også bange for at skulle fortælle andre mennesker, at jeg er blevet sygemeldt grundet en depression. Det føles som at sige "jeg kan ikke være mor"... Jeg bebrejder mig selv, det ved jeg godt.. Men den angst jeg har indeni er svær at tale ned med fornuft, at depression er en sygdom, der kan ramme alle. Det her føles virkelig som et kæmpe nederlag .

Det bliver endnu mere et nederlag, hvís jeg intet får sagt til lægen - og bare fortsætter med at køre mig selv ned....

Jeg skal være stærk!
Tusind tak for din opbakning.. Det letter at høre at du kender til mine tanker.

Mælkebøttebarn skriver:



Nej, jeg er også sikker på jeg nok skal nå at blive klar psykisk til at kunne være en god mor til november, hvis jeg får den ro jeg har behov for.
Vuggestuen ødelægger mig fuldstændigt.

Min læge er en mand, som er lidt speciel.. Som iøvrigt skrev i min vandrejournal at han var bekymret, nok pga. mit humør. Så jeg er rigtig bange for hvad der så bliver skrevet i min journal imorgen.. Og at jeg så skal slås med kommunen, da de jo er inde over mig allerede.

Jeg er også bange for at skulle fortælle andre mennesker, at jeg er blevet sygemeldt grundet en depression. Det føles som at sige "jeg kan ikke være mor"... Jeg bebrejder mig selv, det ved jeg godt.. Men den angst jeg har indeni er svær at tale ned med fornuft, at depression er en sygdom, der kan ramme alle. Det her føles virkelig som et kæmpe nederlag .

Det bliver endnu mere et nederlag, hvís jeg intet får sagt til lægen - og bare fortsætter med at køre mig selv ned....

Jeg skal være stærk!
Tusind tak for din opbakning.. Det letter at høre at du kender til mine tanker.

Jeg ved inderst inde du nok skal finde styrken i morgen!

Du må endelig opdatere på hvordan det gik, når du får overskud til det!!

Jeg kan levende forestille mig man føler sig overvåget i hoved og r*v, når kommunen er inde over.

Men at tie er jo heller ikke en løsning for at uindgå deres falkeblik!

Vil sende dig tusind af positive tanker i morgen når du skal til lægen!