"jeg har lige mistet min lille pige"
Kær Charlotte. Jeg sad lige for to minutter siden på min sofea og var så ked af det og ulykkelig samtid indtil jeg fald ind på din profil og læste hvem og hvad du var og strakes tænkte jeg at jeg småtte skrive til dig og få alt det hjælp jeg kan få af dig
Jeg er en pige på 22 år
Jeg blev gift i en tidlig alder på 22 år (11 maj -13)
Blev gravid med det sammen uden at vide det
Det har ik været en nem graviditet
Tværtimod blev jeg indlagt og fik sondemad i styk tid og blev "våget" fik meget bedre i 4 mdr af mit gravidtet og så kunne jeg nyde resten af graviditeten men men såan gik det ik til
Lidt over en uge efter min 5 mdr scenning hvor jeg fik at vide at alt var som det skulle, blødte jeg en morgen og tog til fødeafdeling og fik at vide at jeg var ved at aboter og var næsten åbn 6 cm:/
Par dage efter min 5 sc. Fik jeg plokkeveer men kunne desværre ikke vide da neg hele tiden var syg
Allerede inden jeg vidste at jeg var gravid var jeg syg og havde ondt i livmoren hele tiden så fik jeg at vide at jeg var gravid og allerede i 8 blev jeg scannede pågrund af de havde mistank om jeg kunne være gravid udenfor livmoren da jeg hele havde ondt ov bar havde smerter :/
Og inden jeg blev indlagt sku jeg tjekkes og få saltvand hver anden dag på skejby til jeg blev indlagt
Så af det grund kunne jeg ik vide om jeg havde plokkeveer eller vidst ikke engang hvad plokkeveer var
Min pige var levede i alt den tid jeg sku føde og præsse
Hun var 315 g og 28 cm
Jeg fik hende hos mig mere end 24 timer så kunne min mor ik klare at hun var hos mig, hun troede at jeg var gået fra forstanden af.
26 sep. Var en stor sorgdag for mig mens alle andre nej mens alle mine veninde havde det vodt med deres nyfødte
Lå jeg der og var ked af det
Jeg er hele tiden ked af det
Vi var 10 veninder der var blevet gravid og heldige for dem fik de deres lille. Jeg skulle havde fået min prinsesse den 9 feb 2014
Da jeg fik at vide min terminsdag sagde jeg " oh der langtid tilbage" og nu er der endnu længere tid tilbage!
Hvergang jeg var/er ud at besøgd mind veninder og deres babyer bliver jeg ked af det og får lyst til at tude
Det ikke fordi, jeg ik ønsker noget godt for dem men bar ved taken om " det kunne havde været mig og min lille pige" soo sad all the time 
Jeg pænt takket nej til alt set hjælp jeg blev tilbød af sygehuset og kommunen
Fordi 1 at jeg ikke vil mindr og at jeg ik kan fortælle en fremmed noget privat
2 at skulle stå der foran noget man ikke kender og mange igen :/
Jeg er så ked af det hele tiden
Fortæller ik noget til min mand
Han vil aldrig kunne forstå det
Græder for mig selv så snart jeg er alene
Er konstant ked af det
Og min mand nævner aldrig min pige
Og jeg besøger hende grav alene
Engang tog han med og der sku vi ud og spise så sagde jeg at jeg vil derhen
Og der var hun kun begravet undre en mdr
Dengang jeg var gravid rørt han næsten aldrig min mave og snakket til barnet og selvom jeg sagde det så var han " jeg gør det imorgen"
Efter fødselen sagde han Thanke god at jeg ikke fik gjort det for ellers ville jeg ha haft tæt bon til hende nu?) det såret mig og svaret da jeg selv havde smerter og andre ting at tænke på
Jeg er for det mest alene
Da han næsten aldrig har tid til mig
Jeg prøver at kontroller min vrede hele tiden
Jeg elsker ham over alt og derfor vil jeg ik såre ham på nogen måder! Så jeg sårer mig selv mere!!!!:/
En af de tanker der gå rundt i mit hoved er hvordan min næste graviditet vil være og jeg tester hele tiden for at se om jeg er blevet gravid
Hilsen den triste og ulykkelige pige!
Charlottes svar
Kære Ulykkelige pige
Tak for din mail. Det er en meget sørgelig historie du har været ude for. Det er ikke til at bære at miste et lille barn, det er en sorg og det er en sorg du skal tage dig ordentligt af. Du skal ikke være bange for at tale med andre om din sorg, og du skal ikke holde dig tilbage med at få den hjælp du har brug for. Fordi det er en stor sorg at skulle føde sit meget lille bitte barn der dør, det er ikke lige noget man sådan - vupti - kommer over. Sorg tager tid, den skal man igennem, ikke udenom, for det kan man ikke, men igennem.
Du skal tale med din mand og få ham til også at tale, for han er jo også ked af det, men forsøger måske st holde det skjult for ikke at gøre dig mere ked af det. Men man kan ikke gøre dig mere ked af det, fordi du er meget ked af det. Det er tit at omgivelserne tror at hvis man bare ikke taler om sorgen, så er man mindre ked af det, men sådan er det ikke, du er lige præcis så ked af det som du kan være, og du bliver ikke mindre ked af det af at man ikke taler med dig om det, og omvendt, du bliver ikke mere ked af det af at man taler med dig om din sorg. nej du er lige præcis så ked af det som du kan være, og det bliver ikke mere af at man taler med dig. Det er et faktum som du bliver nødt til at fortælle din mor, din mand og dine veninder.
Det er synd du ikke tog imod hjælp fra hospitalet, se om du måske kan få noget hjælp nu.
og ellers så ville jeg anbefale dig at lave en lille minde-bog om din datter. Du skal samle alt hvad du har om hende sammen, vandrejournaler, billeder, breve, scannebilleder - ja alt hvad der findes om hendes lille korte liv, det skal du samle sammen og sætte ind i et album, en minde bog om hende. Den skal du tage frem når du får dine veninder på besøg, og bede dem om at I sammen kigger i den, taler om din lille pige, græder sammen, og så vil du opleve at sorgen letter, du får grædt, du bliver lettet og langsomt over tid bliver du mindre og mindre ked af det. Men det er et stykke sorg-arbejde der skal gøres. Hvis du bare lader som ingenting, fejer det ind under gulvtæppet, så bliver du vred og gal og sur, lige præcis som du netop skriver at du kan mærke at du bliver. Og så går det først rigtig galt imellem dig og din mand.
Så tag dine følelser alvorlige, lyt til din indre stemme der fortæller dig hvor ked af det du er, og i stedet for at pakke den væk og ned så fold den ud og fortæl om hvordan du har det.
Giver det mening for dig, det som jeg her forsøger at forklare dig, ellers så er du hjertens velkommen til at skrive igen.
Mange varme hilsner Charlotte,
www.grumme.dk
En kvinde/familie der mister et barn – hvad enten det sker før eller efter fødslen – bliver ramt af et tab der implicerer alle lag af personligheden, parforholdet og troen på fremtiden.Charlotte tilbyder at give erfaren og kvalificeret støtte til at bearbejde de vanskelige følelser der er knyttet til alle tab – og især når det er et barn man mister.
Se Charlottes hjemmeside: Grumme.dk
